Kære Dagbog #5

Jeg tager afsted til Irland for første gang nogensinde på tirsdag, så der bliver nok ikke nogen blogging fra min side af indtil da, og da jeg har fået en tidskrævende opgave kastet efter mig har jeg ikke haft tid til at skrive noget klogt og smide det i auto-upload. Tusind gange undskyld. Til gengæld tager jeg mit kamera med, så I kan satse på en milliard pæne billeder af Dublin når jeg vender snuden hjemad! I mellemtiden kan I følge mig på Instagram og Bloglovin'. Desuden fandt jeg en enormt god (og vigtig) huskeliste på tumblr, som jeg føler for at dele med alle jer én der læser med.

Det kan godt være jeg ikke ér til Cannes-festival, men derfor kan jeg jo godt klæde mig på til lejligheden alligevel!

Things I want to tell people, that I wish people had told me:

• You don’t have to achieve great things by the time you’re 25
• You have intrinsic value above and beyond your perceived utility to other people and society at large. 
• You don’t have to have sex, or have sex in any way that you find uncomfortable or unpleasant, to keep anyone’s love or good opinion of you. They didn’t love you or think very well of you to start with if they demand it. 
• You don’t have to stay with someone who isn’t meeting your emotional or sexual needs because they need you, or you’ve been with them for awhile, or you need to be in a relationship. You need you. Your time is your own and it is finite. 
• It’s ok to work at a job you enjoy that doesn’t make you miserable even if it’s not a career and it won’t “lead to anything.” 
• Your life is not a narrative. It is not leading to anything, there is no overarching thesis, it does not have themes beyond the usual shared cultural experiences of your time and place. This is ok. It does not mean that your life is without purpose or meaning. 
• It’s ok not to like or get along with the vast majority of people you encounter, so long as you afford them the same respect, courtesy and dignity that they afford you. 
• Expensive is not always better. 
• Failure is temporary if you’re still alive. 
• People are both much better and much worse than you’d suspect, but usually not all at once. 
• Stop thinking of your future self as a different person and it will be easier to prevent money and health problems. 
• Let people help you, lean on them when you need to, and be available to help, but don’t swing too far in either direction. Try to carry your half of the life basket as evenly as you can. 
• Set boundaries, and do not be afraid to kick people out of your life who disregard them. You will not end up alone and unloved. People who love you will be ok with your boundaries. 
• Your power does not come from money or beauty, but from seeing life steadily and wholly, from a curious and thoughtful mind, and from your ability to say no when you want to, and yes when you want to, and I don’t know when you don’t know. 
• There will be bad times, maybe lots of bad times, but not only bad times. 
• Love will not heal the wounds in your soul, but love can give you the impetus to begin the work of healing yourself. 
• Life might be a long series of starting over, and that’s alright. 
• You’re really cool, you’re really beautiful, you’re really special. Really. Not to everyone, but to a lot of someones sometimes. 

Source

Det var alt hvad jeg havde for nu, men jeg vender stærkt tilbage med irsk accent og masser af Guinness i maven på lørdag. Kan I have det pragtfuldt indtil da!

Knuz,
Penny

If Mirrors Could Speak

Jeg faldt lige over denne temmelig foruroligende PSA fra '70erne. Personligt elsker jeg den her slags kortfilm - lige siden jeg så en fuldstændig sindsoprivende anti-LSD-film om en pige der spiser en hotdog og det viser sig at den har kone og børn og hun slår den ihjel ved at bide hovedet af den til tonerne af psykedelisk musik, har jeg været ganske fascineret af amerikanske PSA's - Public Service Announcements - fra '60erne og '70erne, og roligt men sikkert opbygget mig et arkiv af dem.

De minder mest af alt om mareridt, og jeg ved virkelig ikke hvem der startede med at synes, at de var en god idé, men jeg takker dem af hjertet. Hvis du er læser af bloggen hér (og er du det, synes jeg du burde følge mig på bloglovin'!), er det her en slags indlæg du kunne tænke dig at se mere af?

Only Lovers Left Alive

Nu er Cannes-filmfestivalen godt i gang, og som cinematiker af første grad er jeg selvfølgelig spændt på at se hvad der kommer ud af dette års festival. Indtil videre er jeg absolut mest spændt på Jim Jarmusch's Only Lovers Left Alive.

Filmen er endnu en i en række af arthouse-spinoffs på den for tiden umåde populære vampyr-genre. Den dygtige koreanske instruktør Chan-Wook Park har i løbet af de sidste par år lavet hele to film som variationer på temaet - 2009's Thirst, et brilliant koreansk-sproget vampyr-drama, og 2013's Stoker, som jeg endnu ikke har set. Denne films instruktør, Jim Jarmusch, har dog ikke gjort sig med genren endnu, men at dømme efter hans tidligere mesterværker, blandt andet Night on Earth og Stranger Than Paradise, skal det nok blive godt. 

I hovedrollerne har vi den altid fortryllende Tilda Swinton som Eve, og rollen som hendes tidligere elsker, Adam, er besat af Tom Hiddleston, det mangesidede og enormt dygtige stjerneskud fra blandt andet Avengers, War Horse og Midnight in Paris. I en større birolle, som Eve's yngre søster Eva, ser vi Mia Wasikowska some blandt andet spillede Alice i Tim Burton's Alice i Eventyrland for nogle år siden. Hun har endnu ikke formået at overbevise mig, men hun kan jo nå det endnu, hvis hun gør det godt i Only Lovers Left Alive.

Der er netop i dag kommet nye promo-billeder for filmen, og det er dem jeg poster her. I skal være så velkomne. At dømme efter dem, og de promo-klip fra filmen der blev sluppet løs på det store internet for nogle dage siden, bliver det et eventyr af format, og jeg glæder mig ubeskriveligt! Og hvis den skulle gå hen og blive dårlig, så har man stadig brugt halvanden time af sit liv på at kigge på Tom Hiddleston's Vitruvianske ansigt, og det skal man altså ikke kimse af. Om nom nom.

As a devoted fan of both Jim Jarmusch, Tilda Swinton and Tom Hiddleston, I am very excited about the Cannes-topical feature film Only Lovers Left Alive, bringing all these forces together. A modern vampire arthouse-effort from the man who gave us Stranger Than Fiction is not to be scoffed at. 

Your friendly neighborhood blogger

Nu har jeg skrevet herinde i et stykke tid efterhånden, og jeg tænker, at jeg nok hellere må introducere mig selv.

Hej, jeg hedder Penny. Og sådan dér ser jeg ud. Jeg er 22 år gammel, bor i Brabrand (8220 representin'!), og er universitets-hopeful. Jeg har i hvert fald søgt ind på dramaturgi efter sommer. Jeg har ikke rigtig gjort mig som offentligt menneske på internettet, men indtil videre har mine største claims to fame været, at Couturekulten style-spottede mig på Roskilde sidste år, og at Gala Darling følger mig på Pinterest. Wow, hvem der bare var mig.

Jeg er en vaskeægte nørd, som mine hipster-briller giver indtryk af. Mest musik og film. Jeg har spillet musik siden jeg var helt lille og gør det stadig, men jeg gør mig absolut mest i at lytte til det. Min musiksmag er temmelig bred, men hvis jeg skulle pege på nogle få bands der bliver ved at gøre indtryk må det nok være Mr. Bungle, The Flaming Lips og Girls der vinder, i hvert fald inden for de seneste par år.

I forhold til film er jeg også nørd på både den ene og den anden side af spejlet. Siden jeg var helt lille har jeg været hys med film, og jeg er altid den andre beder om at flette fjappen til fester når jeg har auteur-analyseret Pulp Fiction fra ende til anden fordi nogen nævnte noget med John Travolta tidligere. Efter gymnasiet gik jeg på European Film College, et usandsynligt dejligt sted hvis man er til film, smukke mennesker og mere film. Jeg fik prøvet lidt af det hele indenfor film-verdenen, og kom frem til at jeg nok gjorde mig bedst som manuskript-forfatter.

Når det så er sagt, er min største passion nok i virkeligheden pop-kultur som helhed. Oscar-fiaskoen i '89, rumhunden Laika og JT LeRoy's storhed og fald. Den slags. Oven i hatten kommer selvfølgelig også litteratur, TV og computerspil, men det hér indlæg er langt nok, og I skal også ha' nogle facts om mig oven i hatten, så jeg skal nok lade være at tærske yderligere langhalm på det her indlæg.

11 kiksede facts om undertegnede:

• Min største sportslige sejr kom da jeg som 11-årig rullede en 7-10 split i bowling. Jeg har endnu ikke overgået dette atletiske krumspring.
• Jeg har ved et uheld ødelagt et 400 år gammelt munke-kranie.
• Jeg har også stjålet fra et munkekloster. Jeg kommer nok ikke i himlen. 
• Jeg har været på Roskilde Festival fem gange indtil videre; '06, '07, '09, '11 og '12. 
• Jeg har i alt 14 piercinger rundt omkring på kroppen. Da jeg var i trodsalderen lavede jeg dem på mig selv og andre, og min karmiske gæld bliver sgu' nok aldrig god igen. Jeg er blevet klogere siden. 
• Mit korpus har indtil videre befundet sig på tre kontinenter, og i 18 lande. 
• Jeg er pænt god til at tegne, men herredårlig til at male. 
• Da jeg var lille ville jeg være astronaut. Så ville jeg være krypto-zoolog. Så ville jeg være tegneserieforfatter. Og nu ved jeg ikke hvad jeg vil. Pis. 
• Min absolutte yndlings-afstressningsmetode er at lægge makeup. Når man så er færdig er ens blodtryk faldet betydeligt, og man ligner en milliard. 
• Jeg drikker i gennemsnit en liter te om dagen, helst Kusmi.
• Den dag, hvor jeg fandt ud af at Kurt Vonnegut, min yndlingsforfatter og skytsengel, var død, meldte jeg mig syg på efterskolen og græd på mit værelse hele dagen. Jeg fælder stadig en tåre eller tres ved hans minde den dag i dag. 

Det var alt. Hvis der var andet må I gerne spørge, jeg bliver ikke vred. 

Knuz, 

Penny

Mea culpa

Hold kæft, hvor er det længe siden jeg har skrevet et indlæg. Det beklager jeg altså, til mine to trofaste læsere, hvoraf den ene er mig og den anden sikkert er nogen jeg ikke kunne lide i folkeskolen. I løbet af de næste par dage regner jeg med at ha' noget forberedt som ikke er totalt for nederen. Jeg håber, jeres liv har kunnet fortsætte som planlagt, på trods af mit fravær!

Home of Hedonism

Igen må jeg takke internettet for at være det arkiv af mærkelige ting, det nu engang er. Jamie Hewlett, manden bag tegneserien Tank Girl og karakterdesignet af Gorillaz, lavede i 1999 denne enormt charmerende reklame for Virgin Cola.

Som stor fan af Jamie Hewlett gør det mig glad helt ind i milten at se den her reklame. Lige siden jeg faldt over et nummer af Tank Girl på mit skolebibliotek i en alder af 8, har jeg været betaget af hans tegninger, og jeg ville ønske at livet altid var som i den her video. 

Myz,
Penny

Alien Days

MGMT, bandet bag 2008's feel-good-hit of the summer Time To Pretend, har efter lang tids tærsken langhalm endelig sendt deres nye single på gaden. Den har floreret i kamera-telefon-udgave på YouTube længe efterhånden, men for en uges tid siden kom studie-versionen endelig ud!

De første gange jeg hørte den må jeg erkende at den ikke helt kom ind under huden på mig, men med et par gennemlytninger i bagagen tager jeg mine ord til mig. Det er en behagelig, moderne pop-sang med throwbacks til '70erne, men uden at det er cheesy. Jeg kunne forestille mig at det er en herlig sang at ryge en pind til, ikke at det er noget jeg nogensinde har gjort, hvad tror du om mig. 

Jeg var én af de få der holdt lige så meget af Congratulations, deres meget lidt successfulde andet udspil, som jeg var for Oracular Spectacular, deres første album. Hvor Oracular Spectacular var fuld af skinnende, farverige popsange der ledte tankerne hen til strandfester ved midnat og tømmermandsplagede sommermorgener, var Congratulations en langt mere udfordrende plade. Den krævede din koncentration, dit ubehag og din velvilje til at underligge dig noget ubehageligt indtil det bliver behageligt. An acquired taste, as they say in the States. Pladen blev haglet ned af kritikere, og de fleste fans faldt også fra i processen, mens de fik nogle få nye, derfor glæder jeg mig til at se hvad folk vil sige til det nye album, der ifølge bandet selv bliver selvtitlet. 

At dømme umiddelbart ud fra Alien Days tror jeg dette bliver deres mest interessante udspil hidtil. Oracular Spectacular var en samling popsange bandet skrev mens de gik i college. Congratulations virkede lidt som et obsternasigt modsvar til den modtagelse albummet havde fået; et forglemmeligt sommeralbum for college-aged stenere. Det pis gad de satan jensme ikke, så de indspillede den auditive udgave af at sætte sig ned på gulvet med krydsede arme og sige "NEJ! >:(". Men med det her album tror jeg de har fundet en gylden middelvej, og det vil vise sig om de kommer til at kunne stå mod tidens tand og gå over i annalerne som én af de store spillere i psykedelika, side om side med The Flaming Lips. Jeg glæder mig i hvert fald som en søløve til morgenfodring!

Albummet MGMT bliver udgivet i Juni i år