Trends jeg ikke forstår

Jeg er lige så meget en lemming som andre mennesker, ingen tvivl om det. Jeg spenderer for meget tid på tumblr, synes kaviar-nails er ganske pæne, og køber det meste af mit tøj i H&M. Ikke desto mindre er der altså bare nogen trends jeg ikke forstår. 

• Snapbacks: Det er meget få mennesker der kan bære kasketter uden at komme til at ligne kejtede ottendeklasseselever. Du kan nok heller ikke, du er altså ikke street nok. Du er en hvid fyr der bor hjemme hos forældrene i Højbjerg, og du ved ikke hvem Shepard Fairey er, så ta' nu den OBEY-kasket af og frisér håret i stedet for. 
• MØ: Hold kæft, hvor er det kedeligt. Musikken har samme personlighed som en daggammel DSB-sandwich, og MØ har ligeså meget star power som en enlig, midaldrende butiksassistent fra Herning midtby eller noget. En smagssag, I know, men er du gal, mand. I don't get it. 
• Sweatshirts: Om der så står Kenzo eller Givenchy er de stadigvæk grimme og uformelige. De er ikke engang særlig behagelige, deres neckline kradser ad helvedes til. 
• Hannibal: NBC's nye serie der har fundet en massiv internet-menighed skuffede mig fælt. Eddie Izzard er med, Bryan Fuller har skabt serien, en dansker har hovedrollen - men manuskriptet er simpelthen så ringe, og alt hvad jeg kan se og høre når Mads Mikkelsen åbner munden er Svend Sved i et dyrt jakkesæt. Øv.
• Birkenstocks: This says it all.

That's it - det kan være der kommer flere af disse indlæg, men eftersom ingen læser min blog alligevel kan jeg jo lige så godt bare lægge et billede op af et flot sæt bryster eller sådan noget, det ville nok være mere populært. Hvilke trends forstår I ikke, og er I rivendes uenige med mig?

Knuz,

Penny

Efterårsmusik

Jeg er én af de dér skide-irriterende musiknørder, der kan bruge timevis på at klaske den perfekte playliste sammen, fordi intet andet duer, og så skal jeg den onde lyneme. Anyways, nu er det snart efterår, og jeg glæder mig sådan, for sommer er det værste, jeg ved. Sol og sved og overophedning og mere sved og en masse øv og sved. Jeg hader det.

Endnu et plus ved, at den værste årstid er ved at være slut er, at jeg nu kan hive mine efterårskunstnere, efterårssange og efterårsplaylister frem.

Ovenstående er, for mig, det ultimative efterårsnummer. En relativt ukendt B-side med The Smashing Pumpkins, lige før de blev pisseringe og Billy Corgans skinnende hoved blev fyldt med idéer om chemtrails og Tila Tequilas mærkelige bryster. Deres svanesang, hvis man må ha' lov at være lidt lakrids. Prøv selv at krølle dig sammen under dynen på en overskyet oktober-torsdag med en kop varmt mens den her spiller i baggrunden, og se om den ikke varmer helt ind i solar plexus. 

Af én eller anden grund er Orchestral Manoeuvres in the Dark, det glimrende new wave-band fra Liverpool, gået helt i glemmebogen for de folk der er yngre end din banks generaldirektør. Og det er altså en kæmpe-skam, for de laver nogle af de fineste pop-sange nogensinde. She's Leaving hørte jeg engang firs gange på en måneds tid fordi jeg gik og var trist, og det netop var efterår. Når bladene blæser om knæene på én, og man begynder at hive halstørklæderne ud af skabet, er det altså dén her man skal sætte på repeat på iPod'en når man skal ud og gå med hunni.

Strangers med the Kinks er et nummer, jeg ikke blot har lyttet til på repeat i flere år, men også én af de første sange jeg lærte at spille på guitar. Normalt er jeg ikke den store fan af sangtekster, men dén her kan simpelthen gi' mig kuldegysninger på selv mine mest disassociative dage. Hvis du vil nøjes med at høre én sang fra min liste, så lad det for Guds skyld være denne. 

Dét her nummer ligger på top tre over sange, jeg har fældet flest tårer til nogensinde. Elliott Smith var mit anker i en pissetræls tid i mit liv, og hans alt for tidlige død i 2003 berører mig faktisk stadig temmelig dybt. Denne sang, netop til en afdød ven, er at finde på albummet From A Basement On The Hill, hvilket blev udgivet efter hans død. Ikke desto mindre er det et trist, men varmt efterårsnummer som jeg holder meget af, men kun lytter til når jeg ved ingen kan se mig græde som et borteblevent barn i et stormagasin. 

Som rosinen i pølleenden har jeg et nummer dine forældre nok dansede kinddans til et par timer før du blev undfanget. The Band er ét af de første bands jeg kan huske at ha' hørt som barn, og det er noget jeg stadig velvilligt sætter på nu og da. Dette nummer er især smukt, i undertegnedes øjne.

Anyways, det er bare et lille udpluk af de choons jeg nyder at kaste på pladespilleren når potteplanterne begynder at hænge med hovedet, og man pludselig skal til at pudse næse. What say you, m'dears, er det noget I selv ville høre? Hvad kan I lide at høre på den årstid, Oscar Wilde mente var himmel på jord?

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #1

Vi bliver i det lidt barnlige hjørne i forhold til gårsdagens indlæg, da jeg gerne vil introducere jer for Cartoon Network's brilliante satsning Adventure Time. Kreeret af Pendleton Ward, i første omgang i 2007 som et enestående afsnit der gik hen og blev et viralt hit, og i 2010 som en serie på deres hovedkanal, Adventure Time with Finn and Jake handler om de to hovedpersoner, drengen Finn og den talende hund Jake der har magiske kræfter. De bor i landet Ooo, der upåtalt i selve serien er et post-atomapokalyptisk land, med muterede freaks, hvoraf det eneste menneske tilbage er Finn selv.

De tackler monstre, filosofiske problemer, Finn's forelskelse i Princess Bubblegum og senere hen Flame Princess, og deres nemesis, The Ice King. Ikke en egentlig skurk, da de ind imellem er gode venner, men mere ligesom ham den lidt mærkelige på legepladsen da man gik i børnehave - man forstår godt han ikke har nogen venner, men man forstår også godt at han er ked af det og derfor sparker pædagogerne når de prøver at gi' ham flyverdragt på.

Showet er på sin vis inspireret af mange børneserier fra midt-halvfemserne, hvor mange "voksne" jokes går hen over hovedet på børnene, men som forældrene kan grine af, en kunst Rocko's Modern Life kogte ned til perfektion. Samtidig taler serien aldrig ned til børn, og de fleste winks til de voksne seere er ikke så meget jokes, som de er af filosofisk natur.

Det skinner for eksempel igennem i afsnittet, hvor Ice King har bygget en robot med kunstig intelligens ved navn NEPTR. Til slut i afsnittet skal NEPTR vælge om den helst vil bo hos Finn og Jake eller hos Ice King, og selvom Finn og Jake nok er sødere ved den, vil de kun vinde fordi det vil gøre Ice King vred. Afsnittet ender dog overraskende med en lille monolog, hvori Ice King sørger over tabet af en ven, mens Finn, Jake og NEPTR griner i baggrunden. Det er satme sjældent jeg tænder for vandværket til børneunderholdning, men lige dér gav jeg altså los.

Med andre ord er det et must at se Adventure Time hvis du er til intelligent børneunderholdning der kan sparre humoristisk med selv de mest brilliante "voksen"-serier.

Knuz,
Penny

Musik-mandag #1

Welcome to musik-mandag! Konceptet er simpelt; jeg skriver lidt om noget musik (og i TV-tirsdag og film-fredags tilfælde, om film og TV) jeg godt kan lide, forklarer hvad det går ud på, og kyler muligvis nogle links efter jer.

Anyways, min allerførste anbefaling ligger lunt i det aparte hjørne. Her er nemlig tale om Tiny Tim, en musiker der hovedsageligt lavede musik til børn, indtil hans død i 1996. Det skulle man ellers ikke tro, når man ser nedenstående video.

 

Jæs, det er et avant garde funk-og-vals-fusionsnummer der handler om syndfloden, og hvordan vi har fortjent det. Vel og mærke ikke sunget af en über-religiøs børnemusiker som Lil' Marky, men af en mærkelig gut der egentlig bare synes det var passende at skrive en børnesang om. 

Hans i mine øjne bedste album, God Bless Tiny Tim, har jeg hørt ualmindeligt mange gange. På albummet finder man også hans cover af Tip Toe Through The Tulips, som horror-fans nok kender fra filmen Insidious, og et mægtig ømt cover af Sonny og Cher's I Got You Babe, hvor Tiny agerer både kvindelig og mandlig hovedrolle. 

Det er lige præcis den slags musik min gode ven fede-Frede refererede til, da han ytrede de bevingede ord "Din musiksmag består mest af sådan noget man sætter på til en fest hvis man gerne vil ha' alle skal gå hjem", men hvis Tiny ikke formår at gøre din dag bare lidt finere, så har du sandsynligvis en sjæl så sort som kul, og kunne trænge til en frisk eksorcisme. 

Knuz,

Penny

Irrationel vrede

Hej blog! Jeg har nu tilbragt et halvt års tid med at trisse rundt i den danske blogverden, og der er nogle få ting jeg ser gå igen, der giver mig lyst til at sparke til noget uskyldigt og rart. De er som følger;

• "Sneak peak". Nej og nej og nej med ekstra nej på. Sneak PEEK. Det er et smugKIG, ikke et smugHØJDEPUNKT. Så hold dog OP.
• Folk der angiver billedkilde som WeHeartIt, Tumblr eller lignende billed-hubs. Det er ligesom at nakke mine fotos og så sige at kilden er Blogger. Og dermed overhovedet ikke korrekt, og fuldstændig overflødigt.*
• "Afhængelig". Din dansklærer burde få nogle tørre tæsk.
• Ordet blogland. Totalt subjektivt, kan sagtens se meningen i ordet, men ligesom jeg hader ordet "tomat", giver "blogland" mig altså også tyndt spyt i halsen. Yeurgh. 
• Folk der intet ved om det emne de snakker om, der prøver at lyde som om de ved meget om givne emne. "Gosh, Tim Burton's Alice i Eventyrland var bare så visuel og udfordrende, jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har altså 85 DVD'er!". Nå, så se noget Jan Svankmajer for helvede, og fri os for dit vrøvl. Kald mig elitær, men jesus christ on a bicycle, altså. Dette er det eneste punkt på listen jeg selv er skyldig i fra tid til anden, og Freud ville nok sige ét eller andet rammende om at jeg ikke kan lide når andre gør det mens jeg selv er i fuld gang, men sådan ligger landet nu engang. Og jeg forstår altså godt, hvorfor folk gerne vil tæve mig ind imellem. 

Jeg beklager mit lange fravær og det i øvrigt temmeligt negativt ladede indlæg, men jeg har været i nævekamp med en ordentlig spandfuld angstanfald de seneste par dage, og så kan jeg altså godt ha' brug for at råbe lidt af ingenting. Det kan jo ikke alt sammen være sunshine and daisies her på bloggen. 

Hvad irriterer jer grænseløst, i blogland (OH THE IRONY) og ellers?

Knuz,

Penny

*Du kan finde billedkilden ved at gå på google, gå ind under fanebladet "billeder", trykke på det lille kamera til højre i søgefeltet, oploade billedet du søger kilde på, og finde originalkilden ved at kigge de første par links igennem. Muligvis omgængeligt, men ville du ikke gerne at folk gjorde det, hvis de havde fundet ét af dine billeder? 

Kære Dagbog #9

Jeg er altså en travl kvinde i disse dage. Jeg står overfor at skulle flytte et ordentligt sted hen, og eftersom jeg er en heldig ass der har en sød mor, står den på forældrekøb. Men andelskrone, salgsopstilling og boliglån fatter jeg præcis intet af, så min hjerne har konsistens som håndvarm havregrød indtil det hele går i orden. Derfor er mine indlæg nok også derefter. Det beklager jeg dybt.

Jeg har besluttet mig for at strømline bloggen lidt. I stedet for at sprede diverse anbefalinger ud over andre slags indlæg, vil jeg i stedet til at lave en feature-serie hvor jeg skriver om min hellige treenighed; film, musik og TV-serier. Om mandagen vil jeg skrive om musik, om tirsdagen om TV-serier, og om fredagen om film. Så kommer der, hvis jeg kan holde mig selv i ørerne, også indlæg på bestemte tidspunkter, og jeg får ligesom presset mig selv til at skrive noget ordentligt. Det bliver både gamle og nye ting, det eneste mine anbefalinger sådan set får tilfælles, er at det er ting jeg holder af. Eller har holdt af. Nogle vil ha' form som essays om mine ungdomsår som vred pop-punker, andre vil være nøgterne beskrivelser, de fleste et sted imellem. Jeg håber, I vil nyde at læse med!

Jeg har ikke nogle billeder der er særlig relevante for dette indlæg, så nyd i stedet ovenstående foto af en mand der tænder en engangsgrill med en flammekaster under mig og mine venners dag til Tall Ships Races i sommer. Bemærk bonus-hundehvalpene i baggrunden. Det var en god dag.

Knuz,
Penny

Flygtig kærlighed #1

Billederne tilhører hhv. Lidl, Miss Selfridge, PepsiCo., Toms, eloisedreyer.com, DR og The Body Shop

I denne uge ææælsker jeg;

• Tortellini fra Lidl: Som pasta-elsker af første grad med tortellini som bifag, må jeg på det stærkeste anbefale deres nye Combino-pastaer med spinat- og ricotta-fyld. Noms!

• Miss Selfridge's klassiske PU-bikerjakke: Jeg svor op og ned at jeg aldrig ville eje en PU-jakke, men den her er perfekt i formen, og da jeg modtog den med posten for et par dage siden, var det kærlighed ved første blik.

• Pepsi Max: På dåse. Ellers er det altså bare ikke rigtigt. 

• Toms Heksehyl: Normalerweize hader jeg lakrids, men for helvede, hvor er Heksehyl fantastiske. 

• Velvet nails: Det kan godt være, at det bliver den næste kaviar-negl, men hvor jeg dog elsker velour-negle. Lad dig ikke snyde af Ciaté - det kan altså fås skidebilligt på eBay, i præcis samme kvalitet. 

• De Sorte Spejdere: Jeg er nu på anden genlyt af hele deres podcast-bibliotek. Det holder aldrig op med at være sjaw. 

• The Body Shop's nye tea tree wash: Jeg elsker The Body Shop. Jeg elsker tea tree-olie. What's not to love? 

Små hjerner, små fornøjelser, jaja - der skal ikke meget til at gøre mig glad. Hvad har I gravet i denne uge? 

Knuz,

Penny

Hvis jeg var rig #1

Hvis jeg var rig #1 by pennythree featuring a motorcycle jacket

Okay, så hvis jeg var lige så rig som René Dif fra Aquaar, ville jeg klart købe ovenstående sager. Du kan klikke på billedet der vil føre dig videre til Polyvore, hvor du kan se hvor tingene er fra, og hvor meget(!) de koster. Av. Jeg går lige ind og lægger mig. 

Knuz,

Penny

Kære Dagbog #8

Seeee hvad der kom med posten idag. En studieguide til Aarhus Universitet's nye engelsk-studerende! Jeg er så småt ved at glæde mig til at komme i gang. Det bliver mærkeligt at komme rigtig igang med noget akademisk igen, efter jeg blev student i 2010 (diverse filmskoler og tysk-kursus ikke medregnet). Nå, men så skal jeg jo til at være gammelklog og vide en masse om det engelske sprog. Bum bum.

I posten modtog jeg også min anden Miss Selfridge-pakke indenfor en lille måned - indholdet deraf må I se på en dag hvor jeg er en smule mindre svedig og klam efter al for megen klatren på trapper (jeg bor på tredje og det er Store Vaskedag. Min vaskekælder ligger i kælderen på blokken på den anden side af vejen. Det er noget rod).

Desuden er jeg helt oppe på fem Bloglovin'-følgere! Jeg er mægtig stolt og glad :D. Jeg har hilst på et par stykker af jer, men I må mægtig gerne (gen)introducere jer i en kommentar forneden, jeg vil gerne vide hvem I er! Jeg er også oppe på næsten tre tusind pageviews siden jeg startede bloggen, hvoraf måske kun tre fjerdedele er russiske spam-hits! Go me!

Anyway, en lille kort update om hvad der er sket i mit liv siden min sidste post. Jeg har ikke nogen god undskyldning for hvorfor bloggen har været stille i et par dage - jeg har nemlig bare ligget og set Supernatural. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at det er en god serie, men man skal ikke holde mig udenfor, så bliver jeg sur. Jeg er ung med de unge, mand. Knæhøj karse og sårn'.

Knuz,
Penny

Dobbeltmoralens vogter

Normalt synes jeg knock-offs af designervarer er noget af det mest tacky i hele verden. Når du køber en Chanel-taske er halvdelen af det altså at vise verden, at du har råd til en 2.55. Ellers kan du lige så godt købe en Friis & Co. i Føtex, der er lige så pæn, bare ikke designet af en gammel nazist. Nå, men lige siden jeg satte mine pølleben i en kirke for første gang, har jeg elsket glasmosaikker. Og da Black Milk lancerede et par leggings med glasmosaik-motiv, har jeg mægtig gerne villet ha' et par.

Men da Black Milk kræver en mindre formue for et par leggings, der (ihvertfald når de sidder på mig) går i stykker efter en seks-syv ganges brug, og desuden er bosat i Australien og derfor er rimelig told&skat-labile, har jeg udskudt det. 

Da Topshop så for nylig lavede et par leggings der var en lillebitte smule anderledes, men meget billigere, ville jeg flux smide dem i kurven, men jeg ventede for længe, og så var de udsolgt. Tårer blev fældet. Krampegråd blev udført i dramatisk stil. Og så bed jeg altså min stolthed i mig, søgte på eBay, og ud over et par Urban Outfitters-leggings i lidt samme stil (bare Urban Outfitters-agtige og dermed temmelig grimme) var der kun dette par - et par Black Milk-knockoffs til en fraktion af de originales pris. 

 

Og jeg kunne ikke mere. Jeg knækkede. Jeg købte dem. Undskyld. Fra nu af må jeg bide det i mig når jeg har lyst til at ryste diverse unge kvinder i nattelivet og råbe "DET DÉR ER IKKE ET LOUIS VUITTON-BÆLTE, HOLD NU OP!", og indse, at de er mig, og jeg er dem. Og med ét par leggings, har min eksistens nu ændret sig drastisk. Og jeg glæder mig gevaldigt til at valse rundt i dem og tage awkward selfies til Instagram. Suck it, dobbeltmoral, jeg bliver pisselækker i dem.

Knuz,
Penny

TREAT YO' SELF, eksamens-edition

Jeg kan ikke med ærlighed i stemmen sige, at jeg har købt stort ind for at fejre at jeg bestod min tysk-eksamen med et 7-tal, for jeg bestilte samtlige ting før jeg overhovedet havde fået mini-læseferie, men eftersom det meste af det ankom på dagen hvor jeg skulle op, kan vi godt bare lade som om. Anyways, jeg benyttede e.l.f.'s sindssyge tilbudsræs, og tilranede mig en røvfuld ting jeg stod og manglede (og en del ting jeg godt bare ville eje, hæ). Derudover fik jeg også fingrene i Sugarpill's Asteria-pigment, som kun er udgivet i et begrænset antal på 1000 styks, samt Goldilux og Tiara, som jeg længe har ønsket mig. Og sidst men ikke mindst købte jeg også vinylpladen med det ømme cover der kan ses på ovenstående billede. Man kunne nok godt formastes til at tro, at det var en sjælden pressing af en glemt Soeur Sourire-udgivelse, men jeg har skrevet om Jomfru Lovis (høh, som om) her på bloggen før, og så kunne det nok være man kom på andre tanker. Jeg har også købt verdens bedste top-coat, på foranledning af Miriam, som kører hvad der nok er Danmark's bedste blog. Sajøst, læs den nu. Den er mega-najs. 

 Fra Sugarpill; Asteria, Tiara og Goldilux

Fra e.l.f.; Eye Transformer palette, Concealer PaletteX2, Shimmer Palette, Corrector Powder, Lip Lock Pencil, Lip Primer & Plumper, Eye Primer & Sealer, Liquid Lipstick, Eyebrow Treat'n'Tame, Facial Whip, Nail Polish Trio, Baked Blush og en læbe-pensel der ikke nåede med på billedet

Fra Poshé; Nail Polish Top Coat

 Hvis man som makeup-afficionado ikke kender til Sugarpill, er det bare med at komme i gang. Firmaet blev startet af Amy Doan, også kendt som Shrinkle, i 2010, og har vokset sig stadig større og bedre siden. Produkterne er relativt billige for den mængde produkt man får (både løse og pressede øjenskygger kommer i mængder der nok er mere passende for en professionel makeup-artist end os dødelige), kundeservice er tops, og Amy er simpelthen så sød og smuk, at det halve kunne være nok. Min Sugarpill-samling strækker sig langt ud over disse pigmenter, og hvis et indlæg om hele moletjavsi (det være sig anmeldelser, swatches eller bare billeder) ønskes, så skriver du bare en kommentar.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Efter mine indkøb sidder jeg tilbage med denne miljø-katastrofe, som nok har kost en tre-fire hektar Colombiansk regnskov at producere. Især e.l.f.'s produkter var godt pakket ind, og kom i øvrigt med to fuldstændig overflødige plastik-poser. Derudover er nogle af deres produkter's containere også enormt overflødige og upraktiske, eksempelvis deres liquid lipstick, som i stedet for at være i en hygiejnisk tube kommer i et klik-rør, der er lavet af både plastik, jern og stof, og dermed pishamrendes svært at genbruge. Det skuffede mig lidt, fordi de er ellers et rimelig opmærksomt firma, der blandt andet ikke tester på dyr.

Nå, men det var såmænd bare det. Hvis nogen ønsker anmeldelser, looks eller swatches af nogle af de produkter jeg har tilranet mig, så siger I altså bare til. Jeg er rimelig medgørlig.

Knuz,
Penny

Requiem til en social networking-side

Siden 2009, hvor en ven introducerede mig, har jeg tilbragt al, al for megen tid på Tumblr, en mikro-blogging-tjeneste, som skulle vise sig at ta' om sig inden jeg havde nået at sige "Superwholock". Men nu er jeg altså, uheldigvis, gået hen og blevet voksen, med huslejeudgifter og sygeforsikring. Og Tumblr er øjensynligt gået den anden vej - hvor Tumblr for de små fire år siden hvor jeg hoppede på vognen var et sted, semi-voksne mennesker tog hen når de ville diskutere Pokémon og bageopskrifter (ihvertfald i det lille hjørne jeg habiterede), er det nu et slaraffenland for Directioners og folk, der går op i limningen hvis man ikke bryder sig om deres yndlings-Doctor-Who-companion.

Dermed ikke et ondt ord om Tumblr - det er stadig et skidehyggeligt sted, hvor man kan få tiiimer til at gå med at kigge på flotte modeblogs og folks grimme photoshop-edits af stills fra The Craft og Mean Girls, men jeg kan ikke selv finde balancen, og ligger dermed lunt i svinget hos Poe's lov (som siger, at man ikke kan se forskel på et ironisk forsøg på ekstremisme, og ærlig ekstremisme). Jeg aner simpelthen ikke, om min tid på Tumblr bliver tilbragt mest på at kigge ind gennem ruden på alle de smukke, photoshoppede seksten-åringe med deres lyserøde havfrue-hår og deres Hollister-kærester med den distance, den slags nu påkræver, eller om jeg gør præcis hvad jeg hader når andre mennesker gør - forsøger at finde min egen identitet gennem andres.

Derfor har jeg nu valgt at det skal være slut. Jeg vil ikke slette min Tumblr-profil, men i løbet af den sidste uges tid har jeg sagt mine goodbyes og unfollowed (nøj, man føler sig dum når man bruger sådan et udtryk helt uden ironi) en masse af mine ellers yndlings-blogs, fordi det udelukkende var eskapisme - ikke inspiration eller information, bare ren og skær verdensfjernhed. Jeg gider ikke længere reblogge flotte biblioteker og stills fra Heathers i VHS-kvalitet. Det må jeg desværre indse, at jeg er blevet for gammel til, hvor meget det end smerter mig at sige.

Min strømlining af min egen Tumblr-eksistens er muligvis mere Metadonen i min nedtrapnings-fase, men for nu er jeg godt tilfreds med udelukkende at bruge min profil til at chit-chatte med mine Tumblr-peeps, finde ny, god musik, og følge med i Doe Deere's utallige fadæser som verdens dårligste CEO.

RIP Tumblr, 2009-2013. Jeg vil savne dig, men du er også en ass.

Knuz,
Penny

THOR: The Dark World

Hvis det er gået din næse forbi, skal jeg giftes med Tom Hiddleston, og jeg er derfor meget interesseret i alt hvad han laver. Traileren til The Dark World, toeren til den overraskende feministiske og velinstruerede (hvis man ser bort fra alle de hollandske vinkler) Thor fra 2011, blev smidt på nettet for ikke ret meget mere end en time siden, og internettet er allerede i beredsskabs-niveau rød. Det, der i sin tid holdt mig fra at se den første Thor var netop den usandsynligt bovlamme trailer, og præcis samme syndrom lider denne nye trailer af. Shit, hvor er den dårlig. Det eneste, der gjorde den værd at se, var Natalie Portman's karakter Jane, der giver en kæverasler til Loki, som sandsynligvis har fortjent det. Resten er bare eksplosioner, rungende voice-overs, og lidt comic relief til allersidst, som altså ikke er rigtig sjovt. 

Ikke at det skal afholde mig fra at se den, når den får premiere i Danmark på Halloween. Tværtom ligger jeg nok i kø foran min lokale BioCity, iført t-shirt og badges der erklærer min ubetingede kærlighed til Loki, koste hvad det vil (nok bare de 85 kroner en biograf-billet koster, men altså, det lyder dramatisk at sige). Hvordan kan man ikke elske nedenstående ansigt?

Det lader sig kun gøre hvis du er hjerteløs.

Promo-arbejdet til filmen har ellers været enormt godt, og hypen på dette års San Diego Comic-Con var til at ta' og føle på, men den her trailer kunne satan jensme godt lige spænde hjelmen. Nå, jaja. Team Loki, anyway!

Knuz,

Penny

Your Life Is A Lie

I en uge eller to har MGMT, som jeg har skrevet om før, teaset deres nye single med tilhørende video. De har spillet dette nummer live en god snes gange, så navnet på nummeret er ingen nyhed, men ud over dårlige optagelser fra gamle iPhones på YouTube, har nummeret ikke været tilgængeligt før tidligere idag, da dette psykedeliske mesterværk af en video, instrueret af Tom Kuntz der også har instrueret tidligere MGMT-videoer, blev smidt på YouTube. I vanlig MGMT-stil er nummeret stik modsat af, hvad man forventer. Da man lige var blevet vant til at de lavede dansabel elektro-pop, udgav de et album der ville gøre Wild Man Fischer og Frank Zappa fugtige i trussen, og lige når man har vænnet sig til tretten minutter lange eposser med hvirvlende theremin og syre-drevede guitar-soloer (jf; Siberian Breaks og B-siden Metanoia), udgiver de et to minutter langt nummer, der næsten er hypnotisk i sin gentagen af samme strofe. Det eneste jeg som MGMT-fan i mange år har lært om MGMT er, at man aldrig kan stole på MGMT. Og fuck, hvor er det awesome.

MGMT gæster Store Vega den 1. oktober, og både min og Rikke's billet er i hus. Billetter kan fås her. Ses vi?

Knuz,

Penny

Ex-CUSE me!

I forbindelse med studiestart skal vi på rus-hyttetur, og udklædningstemaet er "hvis du kunne være en anden". Now, mit Enid Coleslaw-kostume har set så mange fester, så mange omgange opkasten i potteplanter, og så uendeligt mange fuldesnav, at det snart er på tide at det går på pension. Så nu har jeg brug for en ny udklædning. For at holde mig til temaet "sure teenagere fra samtidig pop-kultur", har jeg kastet mig over Jane Lane, Daria's bedste veninde og partner in crime. Jeg trisser i disse dage rundt på eBay for at finde en mørkerød blazer, et par løse shorts, en sort paryk og en sort v-neck med hvid kant. Det sidste er et større problem end først antaget, men den skal nok komme i hus (or else).

Målet er det her. Attituden er allerede i hus, jeg mangler bare tøjet.

Hvis det tanker, og jeg ikke finder de sidste stykker, må jeg jo igen iføre mig latex-Catwoman-maske og Raptor-tshirt, men jeg håber virkelig jeg kan tilføje dette outfit til samlingen, da jeg allerede pønsede på en omgang Jane-udklædning til sidste skoledag i niende. Alle mine venner syntes det var en dårlig idé for ingen vidste hvem hun var, så jeg endte med at klæde mig ud som den mandlige halvdel af et ældre turist-ægtepar sammen med min flotte veninde Anne. :(. Så nu skal det altså være!

Hvad ville I klæde jer ud som, hvis I blev stillet samme udfordring?

Knuz,

Penny

Sherlock Series 3!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker BBC's moderniserede Sherlock Holmes i form af Benedict Cumberbatch, og hans sidekick John Watson, portrætteret af den eminente Martin Freeman (som i øvrigt fik sin skuespil-debut i en Faith No More-musikvideo). Og nu er teaser-traileren for tredje sæson kommet ud! Nok er den kort som et best of Big Fat Snake-album, men jeg hænger allerede i gardinerne og ryster i spænding. Denne sæson's tre afsnit kommer til at hedde The Empty Hearse, The Sign of Three og His Last Vow, hvoraf førstnævnte er baseret på én af Conan Doyle's personlige yndlings-Holmes-noveller, nemlig The Adventure of the Empty House. Desuden skal danske Lars Mikkelsen spille skurk i et afsnit. Det vides ikke præcis hvornår tredje sæson får premiere, men en gang i efteråret er ikke skudt helt ved siden af. Tror du lige, jeg er så Sherlocked som man kan blive? 

Knuz,

Penny

TREAT YO' SELF, SU-edition

Som verdens måske mest dovne menneske valgte jeg at gå i H&M i stedet for at holde store vaskedag. Jeg kom hjem med disse to rævede kjoler; den første var sat ned fra 300,- til 100,-, og eftersom jeg elsker blonder, og printet minder mig rimelig meget om coveret til Depeche Mode's Violator, valgte jeg at smide den i kurven. Beklager det dårlige lys på billedet, men jeg har sovet hele dagen, og da jeg ikke postede noget igår tænkte jeg at det var på tide med et indlæg, naturligt lys eller ej.  Den anden havde jeg haft et godt øje til et stykke tid, men var ikke helt sikker på om jeg brød mig om den måde min lille burrito-mave så ud i den. Det valgte jeg at skide på, og nu er den altså min. Og shit, hvor er jeg lækker i den. 

Jeg venter stadig med tålmod på mine pakker fra henholdsvis e.l.f., Sugarpill og Miss Selfridge (hvorfra en af de ting jeg havde bestilt, nemlig den kjole jeg havde glædet mig allermest til at modtage, var blevet udsolgt i mellemtiden, uuu-huuu) kommer med posten og jeg kan vise jer hvad jeg har købt, for reals. 

Jeg skal til tysk-eksamen på fredag klokken ni. Håber jeg trækker noget svedigt. Det hele skal nok gå, men jeg vil altså gerne ha' 4 eller derover. For jeg synes, jeg er blevet rimelig anstændig til det tyske. 

Skal I lave noget radikalt i weekenden?

Knuz,

Penny