World's worst blogger award goes to...

Hej bloggen! Jeg har, grundet en frisk omgang skole- og livstræthed holdt en pause fra bloggen. Det burde jeg måske nok ha' sagt, men det gjorde jeg ikke, og det beklager jeg ydmygst. Hvis du bor i Aarhus inviterer jeg gerne på bodskage.

Idag er det min treogtyvendes fødselsdag, og det kan man godt gå og blive lidt ked af, så for at gøre hverdagen lidt lettere, har jeg bestilt endnu en pakke fra e.l.f., hvis indhold I muligvis får at se når det kommer. Mit sidste haul-indlæg var ingen videre success, men det er min blog, så nuh-nuh-nuh-nuh-nuuuuh-nuh! (Det kan godt være jeg er voksen nu, men jeg er altså ikke voksen. You know what I mean.)

Dagen idag skal tilbringes med at se Citizen Kane, høre resten af Huckleberry Finn færdig som lydbog, og drikke en masse te. Det bliver svedigt. Igår var jeg til koncert med Smith Westerns, og et band, hvis navn jeg ikke fangede. En skam, de var ellers meget gode. Oooog på tirsdag skal jeg ind og se MGMT, og dét glæder jeg mig til. En anmeldelse af deres nye skæring er i øvrigt upcoming, så hvis det er den slags I er til, kan I godt begynde at glæde jer.

Anyways, jeg har, efter møje og besvær, fået mit liv tilbage på skinner, så regularly scheduled blogging is about to commence. Igen, jeg undskylder fraværet. Fer srs. Jeg lover at være en god blogger fraaaaaaa NU af.

Knuz,
Penny

Sigma, du skuffer!

Kan I huske da jeg skrev, at Sigma's nye Creme de Couture-palet havde fået gode anmeldelser af diverse beauty-bloggere? Well, Sigma har haft den store pengepung fremme for at få xSparkage til at sige pæne ting om den, for shit, hvor er den ringe. Farverne er såmænd rigtig fine, det er bare en skam man overhovedet ikke kan se dem, når man lægger dem på huden. Medmindre altså, at man bruger en hvid base. I hvilket tilfælde de sådan set virker fint nok, men det burde simpelthen ikke være nødvendigt for overhovedet at kunne se, at man har lagt noget som helst på. Suk.

Jeg har endnu ikke lagt dem på øjnene, as is the intended purpose, men jeg har swatchet dem på alle mulige måder, og kan til min død ikke få dem til at komme frem over hverken Urban Decay's Primer Potion eller Too Faced's Shadow Insurance. Kun NYX's Milk duer, så hvis du planlægger at købe denne palet, så sørg for, at ha' Milk i dit arsenal, ellers får du nemlig ikke ret meget ud af den.

Jeg ved, at jeg ikke er verdensmester i at ta' swatch-billeder, men jeg håber det er nogenlunde tydeligt, hvad der er hvad. Øverst er farverne lagt oven på NYX's Milk, nedenunder over Urban Decay's Primer Potion, og nederst ikke på andet end min hånd. Den eneste farve, der ikke er noget nær usynlig på egen hånd er Elderberry, og de lyserøde og helt lyse lilla er fuldstændig umulige at se.

Jeg har også taget mig den frihed at sammenligne farverne med Lime Crime's Palette D'Antoinette, som til min store overraskelse og skuffelse performer langt bedre, hvilket ikke siger så meget igen.

Jeg købte også nogle eyelinere fra Sigma, der heller ikke er meget bedre. Alt i alt er jeg enormt skuffet over deres produktpræstation, og det bliver sandsynligvis sidste gang jeg køber makeup fra dem. Deres pensler er enormt gode, men deres makeup skal man, i anmelders øjne, holde sig langt fra.

Til gengæld har jeg kun gode ting at sige om Cocktail Cosmetics, hvor jeg købte produkterne! Jeg bestilte tingene den 9., de blev sendt den 10., og jeg havde pakken i hænderne allerede den 16., hvilket er langt hurtigere end jeg er vant til. De sælger også Sugarpill, hvilket jeg helt klart vil benytte mig af når Sparkle Baby-paletten udkommer, da jeg næsten hver gang jeg har bestilt noget fra Sugarpill's egen, USA-baserede, hjemmeside er blevet taget i tolden :(.

English recap; Creme de Couture is pretty terrible unless you use it over a white base, in which case it is tolerable. Lime Crime's Palette D'Antoinette is, surprisingly, better, but Doe Deere is still an ass, and it's still not good, and too expensive, so I wouldn't recommend that one either. Cocktail Cosmetics, a UK-based makeup online store, is totally awesome, and I'll recommend them as the only thing in this article. 

Knuz,
Penny

Farewell Carousel

For snart et års tid siden var jeg med til at lave en musikvideo for et lokalt band. Jeg fik et opkald fra min veninde, Anne, som I ser i videoen, og blev spurgt, om ikke jeg ville være med til at lave en musikvideo sammen med hende, en gut jeg har gået på filmskole med, og et dygtigt og habilt hold. Jeg havde ikke bedre at bruge min tid på, så jeg sagde ja, og brugte dermed en weekend på at lave denne video, som nu endelig er blevet færdig!

Jeg har, sammen med to gutter ved navn Niels og Daniel, stået for cinematografien. Jeg havde aldrig prøvet netop dén del af filmmager-processen, men de var mægtig hjælpsomme, og jeg lærte meget. Oveni det var det bare mægtig hyggeligt, og både filmholdet og de flotte fyre fra Farewell Carousel, et ganske habilt band, var usandsynligt søde. Videoen er obviously utrolig god, eftersom jeg arbejdede på den (høhø), men sangen er altså heller ikke skidt, så den skal man ikke snyde sig selv for at høre. De har sidenhen blandt andet varmet op for Sanne Salomonsen i Tivoli, men lad det ikke skræmme jer; Choose er en fantastisk sang, hør den, hør den, hør den. 

Knuz,

Penny

The Mighty Quinn!

Tidligere idag sad jeg og hørte langhåret musik med min papa. Ikke noget nyt under solen dér, det er ét af ritualerne hver gang vi hænger ud, sammen med indtagelse af store mængder te, en enetale om kaktus og sukkulenter fra papas side, og mit brok om PostDanmark og inkompetente buschauffører. MEN, så kom denne sang på playlisten, og jeg havde aldrig hørt den før. Sikken skam det er, og mit Bob Dylan-fankort er vist også blevet ophævet. Det er nemlig gode gamle Bobby-boy der har skrevet sangen her, og Manfred Mann der har indspillet den. Det er én af de dér popsange, der sidder i den kollektive ubevidsthed, og selv første gang man hører den har man det som om man har kendt den hele livet. Jeg vil også vædde min hat på, at det er én af de sange det er umuligt at lave en dårlig cover-version af, ligesom Dreams med the Cranberries. Det lader sig ikke gøre, for grundpillerne er så urimelig gode at man ikke kan ødelægge dem. Anyway, nyd sangen. Den handler i øvrigt om en heroin-dealer. 

Knuz, 

Penny

TV-tirsdag #3

Jeg beklager fraværet af mit Musik-mandag-indlæg igår, skoletrætheden har endelig meldt sig, så jeg har sovet helt ufattelig meget de sidste 72 timer. Anyways, i TV-tirsdag vil jeg i denne uge introducere jer for et show jeg er næsten 100% på at I ikke kender! Asylum, kreeret i 1996, var startskuddet for Spaced-holdets karriere. Både Simon Pegg, Jessica Hynes og Edgar Wright var med til at skabe serien, og vi mødes også med Julian Barratt fra The Mighty Boosh, David Walliams, og Bill Bailey for noget nær første gang.

Hele første afsnit på YouTube

Serien begynder, da Simon Pegg's karakter Simon leverer en pizza til et psyk-hospital. Da han ankommer, bliver han gaslightet til at blive, og sammen med de andre indlagte planlægger han en flugt fra afdelingen. Shenanigans ensue. Som mange andre komiker-støttehjul gennem tiderne fik serien her kun én sæson, men hjalp enormt mange af dets cast og crew videre til en glorværdig karriere indenfor underholdning. 

Af én eller anden årsag er serien gået helt i glemmebogen, i modsætning til dens sjælesøster Spaced fra 1999 (som I i øvrigt kommer til at høre meget mere om, da det er min ultimative yndlings-serie som jeg elsker mere end noget andet i verden, fer srs) som gik hen og blev et kult-hit. Den er derfor heller aldrig blevet genudsendt, og som resultat er den ikke blevet udgivet på hjemmevideo, og den eneste måde man kan se den på er derfor på YouTube, som set ovenfor, og på cast-medlemmet Norman Lovett's hjemmeside. Hele serien kan tygges igennem på en eftermiddag, og det er, hvis man er fan af Cornetto-trilogien eller Spaced, som at se en usleben diamant ta' form og finde skæring. Hvis ikke man kender førnævnte, er det bare med at komme i gang. Shaun of the Dead er dér de fleste starter, men personligt vil jeg anbefale Spaced. For hårdt. Seriøst. Spaced <3.

Knuz,

Penny

Astrology

Bare træk snitterne væk fra tastaturet, folkens. Jeg har fundet den bedste video på hele internettet.

Jeg ved ikke, om jeg kan tilføje noget til denne video, der om muligt kunne gøre den bedre, så jeg vil tie. Jeg er af hjertet rationalist, og overbevist om at stjernetegn er endnu en ansvarsfralæggelse udtænkt af folk der var bedre til at finde på fjollede vilkårligheder end jeg (og det siger en del), men denne skønsang kunne, om noget, omvende mig. Bare se den. Stol på mig. 

Knuz, 

Penny

Film-fredag #1

Jeg har i ugens tema-indlæg taget forskud på vinterens glæder, først med én af mine yndlings-vinter-serier, så med ét af mine yndlings-vinter-albums, og nu kommer, surprise surprise, et indlæg om én af mine yndlings-vinter-film. I kender den nok allesammen.

Lost in Translation handler om den unge, lidt eksistensforvirrede Charlotte, portrætteret eminent af en 19-årig Scarlett Johansson, der på en rejse til Tokyo med sin mand der er fotograf, møder den fallerede skuespiller Bob Harris, spillet af Bill Murray. Filmen handler egentlig ikke om så meget, andet end mødet mellem to generationer, en ung kvinde med livet foran sig og ingen anelse om hvad hun skal bruge det til, og en ældre herre, der tvivler på, om han har brugt sit til det rigtige. De fjoller rundt i Tokyo, gennemgår venskabets mange op-og-nedture, og til sidst ta'r de hjem, til tonerne af Jesus and Mary Chain's skinnende, plyssede pop-nummer Just Like Honey, og det kunne ikke være smukkere.

Det lyder ikke prangende, men cirka halvdelen der har set den ved hvad jeg snakker om. Den anden halvdel forstår den ikke, og det er også bare OK. Det er lidt sådan en film man enten connecter med ved første visning, eller aldrig nogensinde. Kombinationen af stille, melankolsk lommefilosofi, Bob Harris' eksistentielle fortrydelser der gemmer sig bag tør humor, Charlotte's forvirrede tristesse, den klassiske, Sofia Coppola-esque cinematografi, og soundtracket, orkestreret af det franske elektro-band Air, kreerer i sidste ende en film, der får dig til at føle den dér sære, tusmørke-agtige blanding af melankoli og eufori, som jeg holder så uendelig meget af (hej teenage angst).

Dermed ikke sagt, at den er helt fin i kanterne. Filmen bruger ofte orientalisme som et virkemiddel til at få Charlotte og Bob til at virke endnu mere fremmedgjorte end både (non-)handlingen og cinematografien allerede gør, og det kaster mig lidt af. Dog ikke nok til at jeg ikke kan nyde filmen, men det er dog en god idé at holde sig det for øje.

Ligesom med Fever Ray er dette også et støttehjul jeg brugte under kreative slumps på filmskolen - på den første rigtig råkolde vinterdag i 2010 (du ved, det år, hvor det var PISSEkoldt og vi fik tres meter sne), så min veninde og jeg denne film i den lille biograf på skolen. Da filmen var færdig, var det blevet mørkt, og følelsen af at stige ud af biografen post-Lost in Translation til mødet af crispy-klar stjernehimmel og minusgrader der bed i kinderne står på nethinden som ét af de mest cinematiske øjeblikke i undertegnedes liv.

Nu er jeg blevet langtrukken igen. Jeg fornemmer, at det bliver et tema i disse indlæg. Det' også bare fordi jeg er sådan en nørd. Nå, men se Lost in Translation. Go' film.

Knuz,
Penny

O_O!

Seee hvad jeg vågnede op til her i morges!

Det dér er min blogstatistik, og som den skarpe læser nok kan fornemme, har der været så afsindigt mange læsere på min blog siden igår aftes, da Miriam graciously gav mig et shoutout på sin blog, at min tidligere besøgerstatistik næsten er usynlig. Man bliver sgu' helt varm om hjertet når man sådan bliver taget under vingen af en mere erfaren blogger. Oveni det har jeg fordoblet mit læsertal på Bloglovin' (hej allesammen, I må gerne introducere jer selv!), og hvor er jeg glad. Af hjertet tak, Miriam! Det er trods alt sjovere at skrive dumme ting, når man har et publikum til det. Og jeg vil vædde alt hvad jeg ejer og har med, at I allesammen er pissesøde, og meget, meget flotte.

Jeg ville pass it on, hvis det altså gav mening for en blog med 500 månedlige hits at lave shoutouts - når jeg bliver den næste Fie Laursen (just a matter of time, guys) skal jeg gøre det samme for mindre blogs, præcis som Macaulay Culkin ville ha' ønsket det.

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #2

I anden runde af TV-tirsdag har jeg valgt at skrive om et TV-show der står mit hjerte meget nært, nemlig Twin Peaks. Den geniale TV-serie skabt af Mark Frost og David Lynch var én af de ting, der vækkede min interesse for film-mediet, og da den kom ud i 1990 var det også en enorm success, som holdt folk klinet til skærmen. Mine forældre har fortalt, hvordan de slavisk fulgte med, og hvordan seriens catchphrase, "Who killed Laura Palmer?", var allemandseje.

Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.

Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.

Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.

Nå, det her blev altså længere end jeg lige havde påregnet, men det korte af det lange er, at hvis du ikke har set Twin Peaks endnu, så gør dig selv den tjeneste. Også selvom du synes det er, like, totally lamewad at se noget dine forældre så i TV før du blev født.

Knuz,
Penny

Creme de Couture

Normalt er jeg ikke så meget til Sigma - deres børster er fine nok, men deres øjenskygger har aldrig slået mig som værende særlig interessante. That is to say, lige indtil nu. For i denne uge smed de Creme de Couture-kollektionen på gaden, og aldrig har jeg set noget så fint!

Kollektionen består af en palet med 16 øjenskygger, og oveni hatten har de også lavet tre blushes; Strawberry Ambrosia, som er en fin lyserød, Cherry Apple, en ferskenfarvet sag jeg umiddelbart tænker ville være fin til folk med mørke undertoner, og slutteligt Blackberry Essence, en lilla statementfarve, fordi hvorfor ikke.

Jeg har netop i skrivende stund bestilt øjenskyggepaletten hjem, da det var forelskelse ved første øjekast for mit vedkommende. Blusherne er også mægtig fine, men jeg har i forvejen mange jeg sjældent bruger, da jeg er aktiv fortaler for creme-blushes fremfor pudder-blushes. Det bedste ved denne palet er næsten, at den er et enormt fint alternativ til det omstridte firma Lime Crime's flotte, men dyre Palette D'Antoinette, som jeg anskaffede mig for et års tid siden. 

Lime Crime's Palette D'Antoinette

Jeg synes personligt ikke særlig godt om Lime Crime's øjenskygge-paletter, og især den nævnte palet har været øv at arbejde med - farverne er kalkede, og Mercurious, den sølvfarvede metallic skygge, drysser helt åndssvagt. Ifølge de første meldinger fra blogosfæren skulle Creme De Couture-paletten derimod være helt fin at arbejde med, og oveni hatten koster den kun lidt mere end Lime Crime's palet, og man får altså tre gange flere fine farver at lege med. Hvis du heller ikke kan modstå denne fine nye kollektion, kan den bestilles hjem fra England til en rimelig pris lige her!

Knuz,

Penny

Musik-mandag #2

Nok er det ikke november endnu, men jeg har altså taget forskud på glæderne ved vinter-musik. Med det vejr vi har haft på det seneste, er det kun passende at hive Fever Ray frem fra gemmerne. Karin Dreijer Andersson fra The Knife's solo-projekt, der indtil videre kun har kastet et enkelt studie-album og et live-album af sig. 2009's fuldstændig eminente slow-burner af et selv-betitlet album er fast inventar på min iPod når det bliver mørkt klokken halv syv, og det begynder at bide i kinderne når man går udenfor.

For optimal effekt vil jeg anbefale, at man tager en varm vinterjakke og et stort, vamset tørklæde på, finder sine største Sennheiser-hørebøffer frem (de earplugs der fulgte med din iPod Nano er altså ikke optimale til formålet, sorry), og tager sig en natlig vandretur mens sneen falder, og man kan se sin egen ånde. Så føles det præcis, som om man er vokset op i et akvarie, og først nu får lov at begive sig ud i havet. Hyperboler er der nok af, men prøv det, og fortæl mig in earnest, at jeg ikke har ret. 

Alternatively kan du også gøre, som jeg ofte gjorde på filmskolen når jeg løb tør for inspiration - luk samtlige vinduer i din lejlighed op på en råkold nat, sluk al lyset, smid det her album på Blaupunkten, og pak dig ind i tæpper og læs Stephen King. Hvis det ikke giver dig de mest sindssyge mareridt ved jeg ikke, hvad jeg ellers skal stille op for at få dig til at lytte til det her album. 

Bare gør som jeg siger, jeg har altid ret. Eller, ikke altid, men det her album er gudernes nektar, og du snyder dig selv for en fantastisk vinterkrykke hvis du ikke investerer i dette album pronto. 

Knuz,

Penny

Lektier og alkohol!

Mit held vil ingen ende tage - oveni lektiemængden,  nyhedsværdien i at være ny studerende, og skabelsen af nye venskaber, er mit internet i lejligheden gået i strejke. Desuden er jeg på vej på hyttetur (God help me), og med det kommer erkendelsen af, at det mål jeg har sat mig selv med at blogge en gang om dagen nok er lidt af en pipedream. Hvis jeg skulle kunne gøre det ville det være små twitter-opdateringer som denne, og så kan det næsten være lige meget . Jeg vil fortsætte med at producere hvad jeg selv anser som nogenlund kvalitets-indlæg, men tre-fire gange om ugen er nok mere realistisk. Jeg er så glad for, at der overhovedet er nogen der gider læse med, og jeg håber I vil blive ved selvom jeg ikke er allestedsnærværende og storproduktiv :D.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #10

Hej folkens, og undskyld mine lidt overfladiske indlæg på det seneste. Sagen er den, at jeg jo er begyndt på studie i denne uge, og jeg har derfor ikke rigtig haft tid eller overskud til at bikse noget velformuleret sammen. Jeg har mest bare været fuld, forvirret og søvnig, som oftest samtidig. Men imorgen begynder min hverdag igen, og tres kilo studiebøger tungere og 3000 kroner lettere kan jeg nu begive mig ud på den rejse, hvor afleveringen af ringen i Mount Doom gerne skulle være en bachelor i engelsk. Jeg håber jeg kan snegle mig uden om alt for meget grammatik, og bare fokusere på Shakespeare og gotisk litteratur, så jeg kan blive en lidende kunstner med alt for lidt penge og al for megen fritid, og ikke gymnasielærer. Ikke at der som sådan er noget galt med gymniasielærere, de fleste jeg har mødt har været meget søde, men jeg gad ikke, om så mit liv afhang deraf. Så' det sagt.

For at fejre en god studiestart kom jeg til at købe Mr. Bungle-vinyler for 500 bobs. Læg det sammen med de tre tusind jeg gav for studiebøger, og man kigger på en temmelig stram måned. Jeg må leve af postevand og hvedemel den næste måneds tid, men hey, jeg skal ikke klage. Mine engelsk-medstuderende er søde, vores rusvejledere er ikke så sadistiske som jeg havde frygtet (faktisk er de totalt flinke, og slet ikke ude på at brændemærke os hvis vi ikke klarer deres hazing godt nok), og de få forelæsninger vi har haft indtil videre har været 10-4.

Jeg har igen ikke noget billede der er relevant for dette indlæg, og der er begrænset mileage på billedet af manden der tænder en engangsgrill med en flammekaster (man skulle nok ha' været der), så som en homage til min yndlingsblog som er kørt af den altid flotte Miriam som bruger billeder af Jensen Ackles når hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre, vil jeg gøre det samme med Tom Hiddleston, thi hans ansigt er topmålet af menneskelig evolution, og hundehvalpe, fordi jeg er så pishamrendes hundeskruk at det gør ondt helt ind i min sjæl. Ænyways, jeg har det udmærket, og når mit liv lige kommer på plads igen skal jeg nok vende stærkt tilbage med svedigt materiale her på bloggen. Jeg håber, I har det godt allesammen!

Knuz,
Penny