2013 var året hvor jeg...

• Besøgte Irland for første gang

• Endelig faldt i og anskaffede mig en smartphone

• Blev optaget på uni og derved kom op af sofaen, lærte nye fantastiske mennesker at kende, fik en døgnrytme og samlede mig som menneske efter to år i arbejdsløshedens tegn

• Blev boligejer (4 reals, med afdragsfrit lån og alt muligt pis!)

• Blev kæledyrsejer

• Begyndte at spille ukulele

• For første gang siden jeg var seksten eller sånt ikke arbejdede med filmproduktion overhovedet (hvilket faktisk gør mig rigtig trist)

• Oprettede den hers blog, og hurra for det! 

Må 2014 blive lige så fuld af herlige ligegyldigheder, søde mennesker, pænt tøj man aldrig får råd til, og søde dyr man får lov til at klappe. Jaaaa!

Knuz,

Penny

PS. bannerbilledet af den altid fantastiske Daria illustrerer på fantastisk vis hvordan jeg har det med nytårsaften. Hvorfor må man ikke bare sidde derhjemme og spille The Sims, når det nu bare er det man allermest har lyst til?

Merry Christmas, ya' filthy animals!

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

Crawling on Bruised Knees - Pharmakon

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Come Walk With Me - M.I.A.

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

You (Ha Ha Ha) - Charli XCX

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

The Wire - Haim

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Man - Neko Case

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Dust in the Gold Sack - Swearin'

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Swan Dive - Waxahatchee

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Song for Zula - Phosphorescent

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

Water Me - FKA Twigs

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Ya Hey - Vampire Weekend

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,

Penny Three

Ønskesæl anno 2013

Én af de værre ting i december er at skrive ønskesæl (en mishøring min søster begik da hun var barn, og ligesom bare har holdt ved i den lille familie siden da). Hvad skal man ønske sig? Hvad burde man selv ta' ud og købe? Må man godt ønske sig Tom Hiddleston, hvis man nu har været ekstra sød? Anyways, efter lang tids indre monolog og sirligt udtænkte pros-and-cons-lister, er her mine største ønsker til jul.

• Dahlia Noir fra Givenchy: Min parfume-metode består i at prøve alle min mors parfumer når jeg er på besøg, og derfra deducere hvilke jeg bedst kan lide, for hun har faktisk temmelig god smag. Til min søsters studentergilde gik jeg full-on goth, for det følte jeg for netop den dag, og tænkte, at en parfume med dét navn nok var rimelig passende. Min mor kiggede opgivende på mig da jeg kom ned i stuen, rystede på hovedet, og sagde "jaja, hvis du insisterer på at gå og lugte som nattens dronning midt på formiddagen". Og det gør jeg. Nu mangler jeg bare parfumen. 
• Noctex: Til hipster-gothen der synes de går og mangler sort og gråt tøj (lål, as if), er Noctex et fint og forholdsvis billigt sted. Jeg ønsker mig en del af deres ting, da de er multifunktionelle og flotte (og sorte), og det er både praktisk og økonomisk. 
• The Disaster Artist af Greg Sestero: Kultfilmen The Room holder aldrig nogensinde op med at more mig. Instruktøren Tommy Wiseau er en juggernaut af absurditet og bimlendes mangel på selvbevidsthed (eller en misforstået avantgardistisk tilgang til filmmediet, jeg er ikke helt sikker). Nu har én af filmens skuespillere skrevet en exposé af sin oplevelse om filmen, og det skulle være én af årets bedste bøger, så naturligvis skal jeg ha' læst den. 
• 100 Bullets: Tegneserien 100 Bullets er ganske fremragende, men jeg ejer desværre kun første bind. Serien består af 100 korte historier om tilfældige mennesker, der alle får én pistol, én kugle, og får så at vide, at de kan gøre hvad som helst med den uden retslige repressalier. Et simpelt, men skidespændende koncept, og de tre første historier i første bind får én helt ud på stolekanten, så mon ikke det er på tide at få læst resten også. 
• Doctor Who på DVD: Jeg svor ellers, at Doctor Who var hvor jeg trak min nørde-grænse, fordi jeg syntes fanskaren virkede som en bunke højlydte tosser, men efter at ha' set det, kan jeg forstå hvorfor. Jeg ejer ikke en eneste sæson på DVD, og indtil det bliver rettet, bøjer jeg mit hoved i skam. 
• Gavekort til Sugarpill Cosmetics: Sugarpill er ét af de bedste indie-kosmetikmærker derude, kørt af mit bloggeridol Amy Doan, også kendt som Shrinkle. Jeg har fulgt hende i mange år, og da hun startede Sugarpill var jeg naturligvis spændt som en søløve til morgenfodring. Det har ikke skuffet, og Sugarpill udgiver med jævne mellemrum nye produkter. Årsagen til at jeg ønsker mig et gavekort er, at der til næste år bliver udgivet en ny palet, som jeg ville save mine ben af for at få snitterne i. Sparkle Baby, kom til miiiiig. 

Hvad ønsker I jer til jul, og hvorfor? Smid gerne en kommentar, så giver jeg en øl en dag*.

Knuz,

Penny

*Jeg har ingen penge til øl, I må nøjes med en krammer. Jeg giver herregode kram. 

Flygtig kærlighed #3

Min november måned har været fuld af nye ting, travlhed og flytning. Heldigvis har de nye ting været fede, travlheden ikke helt så hård som den kunne ha' været eftersom engelsk-studiet faktisk huer mig temmelig gevaldigt indtil videre, og flytningen har været fra en papkasse ved siden af motorvejen til Aarhus C's svar på Vinterpaladset. Gud ske lov for det. Anyways, her er de ting, jeg har holdt mest af i November!

• Lisbeth Salander: Jeg elsker altid Lisbeth, lad det ikke være nogen hemmelighed. Men ligesom nogle mennesker forbinder Harry Potter-filmene med den søde juletid kan jeg altså ikke se Millenium-trilogien uden at det er mørkt og stormende udenfor. Og for hver gang jeg ser den, bliver Lisbeth Salander endnu mere fantastisk. Bare en skam hun skulle skamskrubbes af Hollywood, så der ikke var mere tilbage end et alternativt sexobjekt. Suk, Hollywood. Suk. 

• Wolf Alice: Jeg opdagede dem først med sangen Wednesday, som slog benene væk under mig med dens hule lyd og fantastiske tekster, men siden da har jeg hørt en del af deres andre ting, og shit, hvor er det godt. Dem skal man altså liiige holde øje med. 

• Dårlige blogs: Nu udstiller jeg mig selv som det forfærdelige menneske jeg er, men er der én ting jeg elsker, så er det altså at læse dårlige blogs. Ikke, sådan, blogs om ting jeg ikke finder interessante, men kedelige indlæg om praktikophold, dårlige outfits på dårlige mirror-selfies, og elendig grammatik. Det er mit De Unge Mødre - godt-det-ikke-er-mig-tidsfordriv. Nok kan man beskylde min blog for at være dårlig, men jeg skåner jer i det mindste for flash-fotografier taget på badeværelsesspejlet. 

• Kat: Endelig er det lykkes mig at flytte et sted hen hvor jeg må ha' kæledyr, og det har jeg fejret ved at skaffe mig en kat. Den hedder ikke noget, så I kan bare kalde den Kat. Eller Torben. Eller Permafrost. Hun er nok ligeglad. Hun bider og snorker og kan åbne lukkede døre (WTF?), men hun er også sød og blød og kysser mig på næsen om morgenen og når jeg kommer hjem fra skole. 

• Fresh Meat: En fuldstændig fabelagtig dramedy-serie om syv unge studerende der flytter ind i et stort hus sammen mens de læser på universitetet. Der er ikke noget plot, de her dovne tosser ryger sig bare skæve, tager til timer, og læser bøger - og det er pissegodt. Man bliver lynhurtigt venner med idioterne, og både manus og skuespilpræstationer er knivskarpe og vildt sjove. Desuden har jeg også det vildeste ladycrush på Zawe Ashton og hendes karakter, Vod. 

• Utopia: Nok den bedste drama/thriller-serie jeg nogensinde har set. 24 Timer kan godt pakke sammen. Rammen er set tusind gange før; a ragtag bunch of misfits finder sammen grundet omstændigheder de ikke kan styre, og skal løse problemerne sammen. I dette tilfælde handler det om en lille gruppe nørder, der interesserer sig for tegneserien Utopia og de konspirationsteorier der hænger uløseligt sammen med den. Pissegode og alsidige karakterer, unik cinematografi, et soundtrack jeg hører på repeat, og en af de bedste historier på TV for nylig. Første sæson er ude nu, anden sæson får premiere til næste år. Og fårk hvor jeg allerede glæder mig, mand. 

• Min nye lejlighed: Den er bare svedig. Når man kommer fra 30kvm i en Gjellerup-boligblok bygget af pap er det altså temmelig fedt at flytte til midtbyen. Whooo! Når jeg har fået samlet alt mit flatpack furniture giver jeg en rundvisning :D. 

Hvad har I elsket i november? Og hvilke TV-serier skal jeg kaste mig over nu, hvor jeg har tømt Channel 4's arkiver?

Knuz,

Penny

Update og undskyldning (igeeeeen!)

Hej dedikerede følgere, der ikke har været sure over jeg har været væk et stykke tid, og/eller unfollowed mig på Bloglovin'! Jeg er endelig kommet på plads i min nye lejlighed, har en masse at fortælle og vise frem, og en masse brok på hjerte. Jeg skal bare lige i gang igen.

Eksamener er en mega-dick, og jeg hader fonetik rimelig hårdt for nuværende. Men asser, sådan går det. I det mindste er jeg ikke faldet fra endnu. Samtidig med at det er eksamenstid, er det blevet december, og det betyder, at jeg nu ikke længere kan skælde folk, der hører julemusik, ud. Det er ellers min yndlingsbeskæftigelse i november måned. Min nye nabo har også benyttet sig af dette; jeg har skullet høre på en techno-version af Til Julebal I Nisseland på repeat i en halv time tidligere idag. Tror man lige, jeg var ved at blive homicidal? Det tror jeg nemlig nok jeg var. Kvæææle.

Anyways, jeg får nok tid og overskud til at blogge igen for realsies efter eksamener midt i måneden, indtil da må I nøjes med småfesne twitter-agtige opdateringer uden totalt fede billeder.

Knuz,
Penny (der altså er helt beæret over endog at have fået en follower mens hun har været væk!)