Flygtig kærlighed #2

Et long overdue indlæg, som egentlig burde laves den første i hver måned, men det har jeg bare ikke lige hjernekapacitet til på nuværende tidspunkt. Her er de ting, jeg har holdt meget af i september måned!

• Chelsea Wolfe: Den overvældende goth fra Californien laver noget af det mest dommedagsagtige folk-metal i nyere tid, og hvis man er virkelig opsat på at få de fedeste mareridt, skal man bare smække 2011's Apokalypsis på anlægget inden man falder i søvn. 

• Earl Grey: Jeg elsker Earl Grey-te hele året rundt, men der er intet som et åbent vindue en kold oktoberdag og et krus grå jarl i hånden. Mine tænder har samme farve som gammel linoleum som resultat deraf, men det er blot et mindre bump på vej til sensorisk Nirvana. 

• Welcome to Night Vale: Her har jeg været lidt sen til at komme med på vognen, men WTNV er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. En halvmånedlig lokalradioudsendelse fra den fiktive by Night Vale, hvor vores gode ven og radiovært, Cecil Baldwin, guider os rundt i Night Vale, fortæller om Old Woman Josie og hendes englevenner, og hundeparken, som ingen nogensinde har været inde i, da de hætteklædte typer der frekventerer den ikke er ret fede at løbe ind i. Og så er den endda gratis lige her. 

• Snapchat: Jeg følte mig meget gammel da jeg startede på studie og var den eneste, der ikke brugte Snapchat. Men det kom jeg hurtigt til, og snapchatter nu dagligt med veninder i både Trondhjem og Santa Monica. App'en findes til både Android og IOS. 

• Sky Doll: Da jeg var 11 var jeg fuldstændig besat af tegneserien W.I.T.C.H. som handlede om fem magical girls der skulle redde verden. Jeg har godt vidst, at Barbucci og Canepa, skaberne af serien, havde lavet en tegneserie der henvendte sig mere til voksne, men kom aldrig omkring at købe den, før jeg så alle tre bind var på tilbud i Faraos Cigarer for en halvtreller stykket. De er bedre, end jeg kunne ha' drømt om. Organiseret religion kommer under kniven, karakterkataloget er broget og underholdende, og tegningerne er, som i W.I.T.C.H., charmerende, farverige og lige til at spise. Jeg er overvældet, og vil anbefale alle at læse den!

• Harry Potter læst højt af Stephen Fry: Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger, lige indtil nu. Stephen Fry, den geniale brite jeg beundrer så evigt, har læst alle syv bøger højt, og jeg griner, græder og føler med Harry, Ron, Hermione og alle de andre for første gang siden jeg var omkring de seksten. Jeg har desværre holdt mig til filmene i nogen år, så der er så mange ting fra bøgerne jeg ikke har kunnet huske, og derfor er det herligt at genopleve dem, især gennem Stephen Fry's enormt indlevelsesferme og faderlige oplæsning. 

• Tangle Teezer: Jeg glemmer altid at frisere mit hår, og det ugler noget så farligt. Tangle Teezeren glider igennem mit hår som en varm kniv gennem smør, og mit hår bliver pissesmoof og havfrueagtigt af det. Og alt det for en hundredelap. Tak, Tangle Teezer. 

Hvad har I hygget jer med i September? Har I også læst Sky Doll? Er Chelsea Wolfe noget for jer?

Knuz,
Penny

Musik-mandag #3

Hej blarghen! Sidste uge var en del mere hektisk end sådan lige forventet (hej fødselsdags-og-dermed-dødsangst og en røvsyg syntax-stil), derfor ingen indlæg. Mit ikke-internet-liv er lidt vigtigere end bloggen. Desværre, vil nogen mene. ANYWAY, det er mandag, og det betyder at alle er trætte, og at musik-mandag vender tilbage! Denne mandags emne er The Naked and Famous, fordi jeg hørte dem i bussen tidligere idag og jammede 4 hårdt.

Bandet blev dannet i 2008 i Auckland, New Zealand, og havde henover sommeren 2011 et kæmpe hit med nummeret Young Blood, som I sandsynligvis allesammen kan synge med på, om I vil det eller ej. Deres debutalbum, Passive Me, Aggressive You er pishamrendes solidt, og jeg læste engang en anmeldelse der påstod, at hvis MGMT og Nine Inch Nails fik et barn sammen, var det The Naked and Famous. Og det er egentlig korrekt, for de har deres hooks og psykedeliske melodier i orden, præcis som MGMT, men samtidig har de også et bagtæppe af LARM, som Nine Inch Nails utiliserer på de fleste af deres tracks. Og selvom man umiddelbart ikke ville mene de to ting hang særlig godt sammen, er det altså en dirty, dirty forening af to ting, der virker, selvom det ikke burde. Ligesom kanelsnegle og bacon.

Jeg har endnu ikke hørt deres sofomore udspil, men førstesinglen derfra, Hearts Like Ours, imponerede mig ikke synderligt, men jeg skal nok komme omkring det eventually. Deres første album var alt andet end en slow-burner, og jeg forelskede mig med det samme, men det skal jo ikke tale imod et eventuelt genialt andet udspil. Hvis du har hørt det, må du gerne smide en kommentar, og fortælle mig om det er værd at lytte til!

De besøgte Danmark i 2011, da de kom på Northside Festival. Jeg sparker stadig mig selv i nokerne over, at jeg kun hørte dem på afstand, fordi jeg sad og ventede i spænding på the Vaccines (som I nok får at høre om en anden mandag), men sådan må det være. Jeg ved, at de spiller i København senere på året, men jeg har desværre ikke dollarz til at ta' afsted, da jeg står og fedter med noget forældrekøb og noget flytning og noget IKEA og sådan.

As it were, jeg håber I er glade for at jeg er tilbage, og hvis I ikke er, så beklager jeg dybt. Heldigvis kan du jo bare unfollowe mig på Bloglovin' eller besøge Facebook i stedet eller et eller andet, hvad ved jeg. Jeg ved ikke, hvordan du er endt her. Men du er altid velkommen <3.

Knuz,
Penny