Are you ready for a revolution?

fredag den 16. maj 2014

I min tid væk fra blogosfæren, er der noget der har irriteret mig grænseløst; total stilhed omkring Makeup Revolution! Hvad fanden ligner det! Den internationale blogosfære er eksploderet omkring det nye mærke, men ikke et pip om det fra nogen i den danske, end ikke de ellers så ærværdige og opdaterede Pudderdåser. Hva' saaatan, altså. Så må mama her jo ta' over.
Makeup Revolution er et helt nyt firma baseret i London, og dets målsætning er, at de laver fashionabel makeup, som alle har råd til. Og det' ikke engang løgn. Deres paletter koster ikke mere end 4GBP, et sted mellem 35 og 40 kroner, og deres læbestifter og singleøjenskygger lige under en tier per styks.
Og så kommer vi til min yndlingsting omkring Makeup Revolution; de har eddermame fingeren på pulsen. Ikke nok med, at deres linje har både lidt til de neutrale og de farveglade, de har også noget nær dupes for beautysfære-darlings some Lime Crime's vilde læbestifter (og hvis man har læst med HER ved man lidt om hvor fe' det er at undgå Lime Crime for enhver pris), Sugarpill's øjenskygger, Sleek's Acid-palette (ikke at den er så meget billigere, but still), Naked 1, 2 og 3 (og her er der altså lige omkring 300,- at spare per styks!), og Stila's magnificent metals, som jeg har været desperat efter at lege prøvekanin med siden tidernes morgen, men 350 kroner for én øjenskygge er for fjollet, også selvom konceptet er spændende. Heldigvis koster Makeup Revolution's dupes kun omkring fyrre kroner stykket.
Jeg har desværre ikke dollarz til at smide efter firmaet i denne måned, men det øjeblik min SU kommer i næste måned kyler jeg alt hvad jeg ejer og har i armene på dem. Om det er et argument for eller imod socialiststaten må folk argumentere imellem dem selv. Alternativt kunne man også vente til deres nye produkter kommer på gaden, men kan jeg i realiteten vente så længe? Totalt næppe, nok.
Skal I prøve noget derfra? Er I lige så spændte som jeg, eller er I slet ikke til den slags?

Knuz,
Penny

The Grand Budapest Hotel

mandag den 31. marts 2014

Jeg er, på typisk White Girl-manér, kæmpe fan af Wes Anderson, den visionære instruktør bag film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, og stopmotion-filmen The Fantastic Mr. Fox ikke mindst. Han har i mine øjne været enormt solid siden den noget fesne Darjeeling Limited fra 2007, så da nyheden om The Grand Budapest Hotel brak, var jeg lidt bange for, at det var dér hans combo ville knække.

Det blev det eddersparkemig ikke. Jo mere jeg tænker over den film, jo bedre bliver den. Den visuelle side er Anderson'sk på alle tænkelige måder, men stadig spændende og flot, humoren er nok det bedste Anderson har formået indtil videre, og det siger ikke så lidt, da den mand tæmmer de akavede pauser som en søløvetæmmer, og historien er endnu en gang kringlet, morsom og rørende. Jeg tror endog jeg spottede en visuel reference til den glimrende, sære og underkendte film Bunny and the Bull, som fortjener et langt større publikum.
Da den ældgamle og stenrige Madame H., portrætteret på misundelsesværdig vis af den altid skinnende Tilda Swinton, dør, er der en masse ballade og bøvl med hendes testamente. Ikke mindst fordi maleriet Boy With Apple, et kitschet og temmelig grimt billede, er millioner værd, og med viden om, at hun har testamenteret billedet til hr. Gustave H., concierge på the Grand Budapest Hotel hvor hun har tilbragt 17 sommersæsoner, kidnapper han billedet sammen med sin lærling Zero, da Madame H.'s pompøse røvhul af en søn synes han har krav på det. Hijinx ensue.

Der er en masse sideplots, asides og karakterer man ikke har så meget at bruge til, men de er alle fantastiske tilføjelser der ikke gør det ringere. Nogle vil nok påstå, at det gør hovedplottet svært at følge med i, men personligt synes jeg plottet i sig selv er så simpelt, at det uden mærkelige krummelurer måske ville virke en anelse tamt. Der er ikke en eneste karakter jeg ikke synes er spændende, og historien, der er sat i mellemkrigstidens østeuropa i et fiktivt land, er simpel, men farverig.
På sædvanlig vis er det dog karaktererne der trækker opad. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, er den perfekte godhjertede men pompøse hotel-concierge der knalder alle de gamle damer og er godt tilfreds med sit liv så længe der er styr på hotellet, og er den perfekte faderfigur for flygtningen Zero, der er en ansvarlig, men måske lige lovlig loyal ung mand. Tilda Swinton, der er med i hele fire minutter eller sånt, gør det så overbevisende som sær, gammel dame, at hvis man ikke kendte hende, ville man ikke vide bedre. Selv Saoirse Ronan, som jeg normalt ikke har meget tilovers for, gør det ingenlunde skidt i denne film, men glider desværre også lidt i baggrunden, noget Anderson's kvindelige karakterer ofte gør. Hele Anderson-rosteren er med som mindre biroller, bl.a. Jeff Goldblum som upartisk advokat, Willem Dafoe som intimiderende lejemorder, og Adrien Brody som Madame H.'s søn.

Alt i alt er det nok den bedste film, Anderson har lavet siden The Royal Tenenbaums, og sandsynligvis også den med den bredeste appel. Man skal ha' et ualmindeligt koldt hjerte for ikke at elske denne film, også selvom den har sine småfejl i bl.a. portrætteringen af kvinder.

Stort 10 på 12-skalaen

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #4

tirsdag den 18. marts 2014

Jæs, jeg er først for nuværende kommet omkring TV-serien Fringe. Jeg downloadede første afsnit af serien for mange herrens år siden på min gamle røvspand af en stationær, men det skulle vise sig at afsnittet var dubbet på fransk, så jeg måtte droppe at se det, da jeg kun taler det franske, som jeg har lært af Eddie Izzard (Le singe est sur la branche er bare ikke nok til rimelig forståelse).

Men da jeg for tiden er løbet tør for TV-serier, og endda var nået så langt ud i tovene at jeg startede forfra med Doctor Who, tænkte jeg "nej nu skal det satan jensme være løgn", og så tænkte jeg tilbage på afsnittet jeg så syv minutter af på fransk dengang jeg stadig boede under samme tag som min mor, og det er eddermame længe siden. Og selvom det ikke er en helt rimelig arvtager fra the X-Files, undertegnedes hjertebarn, er den heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget.
For det første spiller Anna Torv pissegodt. Hende kunne jeg altså godt se som et Hollywood-ansigt, men eftersom Hollywood ikke er enige med mig om noget som helst (sajøst, hvorfor caste Mia Wasikowska i noget som helst, når nu Emily Browning eksisterer?!), så fåk dem. For det andet er det én af de sjældne serier, der starter ud med en masse hemmeligheder og cliffhangere, men som man ikke mister interessen for når de bliver forklaret. Det er sjældent, kudos til dem!

Mens nogle af afsnittene er liiiidt tunge at danse med, er der også andre der kunne gøres til spillefilm uden man ville nå at kede sig. Og mens dialogen ofte er temmelig hammy, trækker førnævnte Anna Torv i hovedrollen som Olivia Dunham, og Joshua Jackson som ældre læsere vil huske som Ham Den Anden i Dawson's Creek som Peter Bishop, rigtig meget op. Jeg tror både cast og instruktør har rullet med øjnene af noget af dialogen, men de gør det nu altså rimeligt.
Serien blev taget af sendefladen sidste år, så den er afrundet, men jeg er kun lige nået til slutningen af første sæson, og det er første gang jeg skriver en anmeldelse af en serie jeg først er i gang med at lære at kende. Tingene kan nå at udvikle sig.

Anyways, jeg håber I har det godt, og nød de ni minutters sommervejr vi havde i sidste uge. Mit eget skema er blevet forplumret af en heftig omgamg sygdom, et studie der fylder som en Grand Danois i en et-værelses, og en beslutning om endelig at blive fri af de sidste fem flyttekasser. Det er ved at være pinligt. Jeg har boet her i fire måneder nu.

Knuz,
Penny

Music videos without the music

torsdag den 27. februar 2014

Memes kommer og går, men en ny darling på scenen, der får mig til at grine til jeg knækker mig, er musikvideoer uden musik.

Hold kæft, hvor er det bare sjovt og dumt på samme tid, altså. Jeg ved ikke hvad det er; om det er kombinationen af entusiasme og mangel på noget at være entusiastisk over, eller om det er absurditeten, men det er også ligemeget. Jeg griner til jeg græder, hver eneste gang.
Jeg har ikke noget at tilføje. Jeg synes bare man skal gå på YouTube og finde alle de musikvideoer uden musik man kan. Her får I lige mine to yndlings.

Knuz,
Penny

Musik-mandag #4

mandag den 24. februar 2014

Dagens musik-indlæg kommer til at omhandle et band jeg flygtigt har nævnt her på bloggen før, nemlig Wolf Alice, London-kvintetten med de plyssede melodier og skinnende omkvæd.
Det eneste de indtil videre har udgivet er en EP, der blev udgivet i begrænset antal på vinyl, og undertegnede nåede ikke at få fat på den, suk. Bandet blev hyldet af det temmelig useriøse, men mægtig hippe britiske musikmagasin NME som værende et af 2014's stjerneskud, sammen med blandt andet Charli XCX, der for øjeblikket vælter sig i success, og jeg håber sådan, at Wolf Alice kan gøre hende kunsten efter, for shit, hvor vil jeg gerne høre mere til dem, altså.
Det for dem rimelig atypiske nummer Wednesday var det første jeg hørte med dem, og det er efterhånden sjældent jeg har en så angsty, "holy shit, det er mig den sang handler om"-agtig reaktion på musik, ligesom dem jeg havde hver tredje uge i mine yngre år, men dét her nummer går lige lukt ind dér hvor det gør nas, og rusker mig i min Reality Bites-agtige 20'er-angst. Derudover er det bare et mægtigt behageligt nummer, som sikkert vil gøre sig godt hvis man godt kan lide at falde i søvn til musik. 
De har af én eller anden besynderlig årsag lavet et cover af Katy Perry's ganske glimrende popnummer Roar, som hørt ovenfor. Ikke det bedste cover jeg nogensinde har hørt, men forsangerindens tilbageholdende stemme kombineret med det melodisk plyssede akkompagnement er ikke at kimse af. Enjoy!

Knuz,
Penny

Lime Crime, et pastelfarvet mareridt

lørdag den 22. februar 2014

Tegning af Purrtle Ote
Jeg har tidligere, i et enkelt indlæg, nævnt makeupfirmaet Lime Crime. Af én eller anden årsag er det slet skjulte faktum at Lime Crime er et sniget, uetisk firma ikke nået til den danske blogosfære, da jeg har set en del både store og små bloggere skrive om firmaet i rosende vendinger. Det bliver en lang post, men hvis man nogensinde har overvejet at købe fra Lime Crime synes jeg klart man skal læse den, da man som forbruger bør vide hvad man giver sine penge til. Det er ikke mit job at fortælle dig at du ikke skal købe Lime Crime (FOR SÅ BLIR MOR SUR), men det mindste jeg kan gøre er at oplyse folk om hvorfor Lime Crime's CEO er en røvsnaps af astronomiske proportioner.

Mit eventyr med Lime Crime startede heeelt tilbage i 2007 eller 2008, da jeg opdager den første blog jeg nogensinde gad læse, Doe Deere Blogazine, skrevet af den enigmatiske Doe Deere, godt pebret med eventyrlige og farverige billeder af hendes røde hår, hendes glitrende garderobe, og hendes regnbuefarvede hjem. Der gik ikke længe fra jeg opdagede bloggen, til hun startede sig eget makeupfirma, Lime Crime. Jeg var naturligvis totalt på, og brugte min allerførste SU på løse Lime Crime-pigmenter.

Allerede dengang havde jeg hørt lidt snak på nettet om at standarden slet ikke lå på det ubegribeligt høje prisniveau hendes produkter lå på (små makeupfirmaer plejede dengang at sælge løse pigmenter til ikke ret meget mere end 8$, Lime Crime's kostede 12$), men jeg slog det hen som onde tunger der bare var 2talt jaloux på Doe's unikke sparkliness. Pigmenterne var ok, men da jeg var rimelig ny ud i makeuppens vilde verden syntes jeg bare det var megasvedigt at der var så mange farver at vælge mellem, og tog mig derfor ikke rigtigt af kvaliteten. Form over funktion, I guess.
Hapset fra Lipsticks & Lightsabers
Efter et år eller to, hvor jeg stadig læste hendes blog, men blev mere og mere skeptisk efter jeg så bevis for, at hun havde kaldt en tidligere kunde, som hun havde solgt en kjole der var repareret med gaffatape, for et røvhul, begyndte jeg at rynke på brynene. Det skulle også komme frem, at de pigmenter hun havde solgt for 12$ for et lille glas ikke var andet end rå pigmenter hun havde købt direkte fra TKB, hvor man kan få halvkilos poser med pigment til cirka samme pris (en prisinflation omkring hundredeganget, rimelig god business). Det var cirka omkring dér, da jeg opdagede at jeg havde givet Doe næsten 1000 kroner for 25 kroners produkt, at jeg begyndte at blive pænt harm i sulet.

Lime Crime sendte en serie af læbestifter på gaden med nogle dengang rimelig unikke farver, men de blev sablet ned af beautybloggere, fordi der var for meget pigment og for lidt produkt, så de tørrede ud, streakede og ville ikke sidde hvor de skulle, også selvom de kostede mere end en MAC-læbestift, hvilket er ret ballsy for et lille firma. Jeg købte også selv et par stykker for at teste dem, og ganske rigtigt er de temmelig dårlige. De blev tillige markedsført som værende veganske på trods af at de var lavet med bivoks. Cool move, Doe.

Lime Crime samlede penge ind til et kattepensionat to år i træk, men efter en hurtig Google-søgning fandt man ud af, at pensionatet ikke eksisterede, og Doe højst sandsynligt blot sparede sammen til en ny Betsey Johnson-kjole. Cirka samtidig skrev hun et blogpost om hvordan hun havde klædt sig ud som Hitler et år til Halloween, hvilket er 50 shades of not okay, hvis man har bare en lille smule omløb i hovedet.

Da Doe's gamle veninde, Amy Doan, startede sit eget makeupfirma Sugarpill tilbage i 2010, var en bestemt anonym ond tunge meget hurtigt på banen med alskens beskyldninger, især dét at Sugarpill bare skulle være videresolgte færdigproducerede øjenskyggepaletter (hvilket i øvrigt ikke er sandt), men med lidt teknisk snilde kunne man spore billederne til Doe Deere's kamera. Så dér var lidt ironi til husarerne. Da jeg synes Amy Doan er en enhjørning med en sjæl som en sommerfugl (og jeg elsker hende <3) var dét den sidste dråbe der fik mit bæger til at flyde over, og dér holdt jeg op med overhovedet at forsøge at forsvare Doe's bovlamme pasteleventyr. Jeg følger stadig vagt med i hvad hun går og laver, mest bare fordi jeg godt kan lide hendes stil og hendes evne til altid at gøre fuldstændigt tåbelige ting, men intet kan få mig til at hoppe over på hendes side igen. Måske på nær en undskyldning, men det kommer vi nok til at skulle skyde en hvid pind efter.

Andre 2talt fede ting Doe Deere har bedrevet:

  • Hendes nye flydende læbestift Salem, hvis tagline er "worth burning at the stake over", tager rimelig let på det faktum, at "hekse"-afbrændinger i den grad stadig foregår i tredjeverdenslande idag
  • Den famøse China Doll-kampagne, der spiller på racistiske og imperialistiske fordomme om Asien, og en charmerende billedserie af Hanna Beth i yellowface
  • Direkte tyvstjæleri af andres fotos til en reklamekampagne
  • Falske trusler om retssager mod bloggere der har anmeldt hendes produkt til mindre en et stort 13-tal
Og man kunne blive ved. Men burde man? Næ vel? Kilder til alt hvad jeg har skrevet om, og mere til (da man jo tydeligvis bliver nødt til at koge det lidt ned) kan findes lige her (på engelsk).

Som sagt skal jeg ikke moralisere eller fortælle, at folk ikke skal købe hendes produkter, især da jeg selv har købt Lime Crime mens at ha' kendt til en del af disse skandaler, men jeg mener dog, at den danske blogosfære bliver nødt til at anerkende, at Lime Crime ikke er et firma der kan beskrives udelukkende med sukkersøde vendinger, hvinen over unik indpakning, og idolisering af helgen Doe, og jeg har endnu ikke set nogen blogge om Lime Crime hvor de så meget som hentydede til al det skidt hun har haft snitterne i. 

Til sidst vil jeg prøve at samle en liste over alle de svedige indie-firmaer der producerer unik makeup, som jeg lige kan komme i tanker om. I må hjertens gerne supplere i kommentarerne!


Det var alt. Det kan være der kommer en efterfølger til dette indlæg hvis Doe Deere bedriver endnu flere uetiske ting, men indtil da må dette indlæg stå som eksempel på, at bare fordi man bruger meget glimmer, er man ikke nødvendigvis en fin lille enhjørning (i dette tilfælde mere bare et æsel med en isvaffel i panden).

Knuz,
Penny

Den Hjemvendte Blogger

Efter nogen tids oscillation mellem at lukke bloggen ned eller vende tilbage til den har jeg besluttet mig at vende tilbage. Det er mægtig hyggeligt at skrive, jeg holder meget af det, og jeg har lært nogle søde, nye mennesker at kende.

Derudover er jeg efterhånden endelig ved at være færdig med at flytte ind, har vænnet mig til at være missemor, og har farvet mit hår i en helt ny farve, så alt i alt skal det nok blive spændende at få mig tilbage! Hvis du stadigvæk følger mig af ren, hårdnakket stædighed, så af hjertet tak, du er sikkert smuk og jeg håber du får hurtigt wifi resten af dit liv. Hvis du stadig følger mig fordi du sjældent går din liste af fulgte blogs igennem, så tak alligevel. Må dine børn klare sig gennemsnitligt i folkeskolen.

Anyways, eftersom jeg skal læse hele King Lear OG Gullivers Rejser til på mandag må jeg nok hellere komme i gang. God weekend til jer alle, mys, og kom endelig med forslag hvis der er ét eller andet I helt vildt gerne vil høre en nederen Århusiansk hipstertypes mening om.

Knuz,
Penny
 

Følgere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading