Birkenstocks...?

onsdag den 31. juli 2013

I mangel på noget substantielt (hey, jeg har pissemange lektier for) har jeg lavet ovenstående fotoserie, som på rimelig vis illustrerer mit forhold til Birkenstock-tendensen. Hvis du forstår hvad det går ud på, må du altså meget gerne meddele mig det, for jeg kan simpelthen ikke hoppe med på den vogn. Nej, hvor er de grimme.

Knuz,
Penny

Aarhus Uni, here I come!

tirsdag den 30. juli 2013

Jeg er blevet optaget på universitetet! Godt nok på min sidsteprioritet, men altså. Bedre end ingenting. Så nu skal jeg læse engelsk efter sommerferien. Så må vi se hvor det bærer hen - om jeg ender med at få en bachelor i noget James Joyce, eller om jeg dropper ud og bliver stripper. Fremtiden er der ingen der kan forudse!
Så skal jeg i gang med noget boligjagt, og en alvorlig udredelse af mine finanser - hvor mange penge har jeg til Ben and Jerry's om måneden når jeg er på SU? Hvor tidligt skal jeg op om onsdagen? Er det her virkelig hvad jeg vil med mit liv? Det bliver tungt nu, men i en alder af næsten 23 vejer fremtiden pludselig temmelig tungt. Men i det mindste skal jeg ikke ud og ha' et job i Sparkz eller et eller andet. Ærværdigt som det er, er det ikke lige dér jeg ser min fremtid. Jeg kommer kun ind, hvis jeg består mit tyskkursus, aber der Kursus geht gut, und mein Deutsch ist ganz acceptabel. Så mon ikke det hele går.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #7

søndag den 28. juli 2013

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

Retail therapy, man

Hold kæft, hvor er jeg egentlig dårlig til at lave collager. Hvis der er nogen der kender et ordentligt sted at lave dem, så det ikke bliver noget hæsligt klumperi som set ovenfor, må I godt sige til! Nå, men hovedsagen er, at jeg har været lidt trist på det seneste, og hvad gør man når man er trist og ikke har nogen i sin nærhed at råbe af? Man køber ting, som det materialistiske væsen man nu engang er.

Til mit forsvar vil jeg lige indskyde, at både Miss Selfridge og e.l.f. har vilde udsalg i gang, og dermed har jeg sparet en masse penge på ting jeg ville ha' købt før eller senere. Med hensyn til Sugarpill lagde jeg min tredje ordre netop nu, da de på hjemmesiden endelig solgte nogle meget limited edition ting fra PHAMExpo, blandt andet øjenskyggen Asteria, som jeg har grædt salte tårer over ikke at kunne få snitterne i, da den i første omgang kun blev solgt til makeup-konventioner i USA. Men nu er den snart i min besiddelse, hæ hæ! Heldigt nok, egentlig, da den blev udsolgt på under 24 timer. Anyways, jeg kommer nok til at vise det hele frem på bloggen når det kommer med posten, men jeg ville lige gi' folket en mundsmag på mine seneste kup. Er der noget af det I gerne vil se anmeldelser og/eller swatches af? (Jeg ved godt billedet er lidt småt, men hvis I kniber øjnene lidt sammen og lægger hovedet på skrå kan I nok godt lidt se hvad det er der står. Ellers kan billedet vist forstørres hvis I klikker på det.)

Knuz,
Penny

All the ginger ladies!

fredag den 26. juli 2013

Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.
Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.
Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.
Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence. 

Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.

Knuz,
Penny

Inactivity breeds laziness

tirsdag den 23. juli 2013

Hold kæft, hvor er det svært at komme i gang med at blogge igen, og det er egentlig ret ærgeligt. Så indtil jeg har fået samlet mig omkring det endnu en gang, får I her et digt jeg har skrevet om The Sims.


Your inability to reach the fuckin' fridge
Because of the plate
Of Tri-Trip-Tofu steak
You yourself
Placed
On the kitchen floor
Astounds me

Your cries of “Odernah wee-bee!” ring
While I try my best not to shout at the monitor
Instead, you opt to eat
The perfect quality cheese in your
Inventory
Goddammit
I needed that for a task

Your neighbor is stuck in the wall
Again
So even if I don't
Cheat
In the game
I have to bring up
The Command Bar
And release him from his glitchy hell

The speed with which you learn the gardening skill
Bores
Me
To
Tears
Just hurry up and learn to weed your fucking plants,
Please

Knuz, 
Penny

Gæsteanmeldelse fra Crumbs of my Days

fredag den 19. juli 2013

Min computer er endelig vendt tilbage til livet, så nu kommer bloggen endelig i gang igen! For at kickstarte bloggen er her en gæsteanmeldelse. 

Rikke fra bloggen Crumbs of my Days og jeg har hver især lavet anmeldelser af The Bling Ring, som vi var inde og se sammen. Vi har ikke efterfølgende diskuteret filmen, eller set hinandens anmeldelser før vores egen var færdig. Alligevel er vi rørende enige. Her er hendes take på filmen:

Jeg må indrømme, at jeg havde meget store forventninger til Sofia Coppolas nye film, fordi jeg synes, at historien omkring The Bling Ring er virkelig spændende. Men men men gik lidt derfra med en blandet følelse. På den ene side var historien rigtig god, men det var den allerede før den blev lavet til en film, og på den anden side blev den en smule triviel. 
Som om Sofia Coppola kunne have brugt lidt mere baggrundsviden om personerne – hvilket de så efter sigende ikke ville give hende, så er det selvfølgelig lidt svært. Men jeg sidder lidt tilbage med en følelse af, at historien først bliver rigtig spændende, når der en dag bliver lavet en god dokumentar om den, hvor de rigtige hovedpersoner vil deltage.
Det meste af filmen går med, at de bryder ind i de kendtes hjem og så fester bagefter. Og well, måske var det bare sådan det var, men det endte med at blive lidt småkedeligt at se på. Og så bliver jeg bare nødt til at sige – hvilket mange sikkert er uenige i – at jeg har svært ved at tage Emma Watson i den her film. Hun er simpelthen for karikeret. De andre spiller rollerne meget mere realistisk, men med hende bliver det lidt for overdrevet, som om hun hele filmen igennem prøver at tage pis på sig selv. Sorry.
Visuelt var det en meget flot film, og well – man drømte sig nok lidt væk til det liv de levede. Og på den måde synes jeg, at ideen bag filmen var god. For et eller andet sted, er der nok mange, der et eller andet sted drømmer om the Californian dream! Og så viser den også den side af amerikanerne, der er suckers for drama. Jeg synes faktisk, at Sofia Coppola skulle have taget mere af the aftermath med. For filmen ender lidt med, at man tror Nicki (Emma) vil redde jorden, men in real life blev hun reality-stjerne og giftede sig med en rig advokat. The all american dream, ay?
Well, stjernemæssigt må det blive en tre ud seks-er.

Undertegnedes anmeldelse, som er på engelsk, er at finde på Rikke's blog lige her! Håber, I vil læse med. 

Knuz, 
Penny

Et overset sommerhit

søndag den 14. juli 2013

Sommeren er godt i gang, og årets sommer-hit er endnu disputabelt. Men for undertegnede er der kun ét nummer, der får mig til at vælte ud af sengen om morgenen, dansende inden jeg endnu har fået bukser på, og det er The Mother We Share af det skotske band Chvrches, som besøger Lille Vega i oktober.
Chvrches (som i øvrigt bare udtales Churches) er kreeret af folk, der alle tidligere har lavet musik - ét af medlemmerne er fra det desværre hedengangne Aereogramme, som jeg tidligere har nævnt i mit indlæg om covernumre. De har kigget temmelig dybt i natpotten med witch house, og indrømmer selv, at de er inspireret af både Fever Ray, The Knife og Purity Ring, hvoraf sidstnævnte især er tydeligt i netop nummeret The Mother We Share. Dog er de selv noget mere pop-orienterede, og deres mission er øjensynligt at skabe elektronisk pop-musik til de lidt mere alternativ-mindede af os musik-nørder. 

Hvad er jeres bud på 2013's ultimative sommerhit?

Knuz, 
Penny

Ny oplader i løbet af ugen!

lørdag den 13. juli 2013

Min livline, min kærlighed, min eneste ene, min computer kommer endelig tilbage til livet igen i næste uge! Jeg har været verdens dårligste blogger fordi jeg ikke har haft adgang til internettet, men jeg vender stærkt tilbage med både nye idéer, nye features, og en gæsteanmeldelse fra min smukke veninde Rikke, der selv blogger! Det bliver simpelthen så swedigt, og jeg håber det kan få jer tre læsere fra Bloglovin' til at tilgive mig. Det er altså ikke af egen fri vilje jeg ikke har blogget.
Du finder altid de bedste selfies her på siden
Min søster er i byen, så jeg har såmænd nok at se til. Hun er den bedste i hele verden, og vi hænger ud næsten hver dag mens hun bor hos min far et stykke tid. Mit tysk-kursus er desuden startet, og fuck, hvor er det intensivt, mand. Heldigvis er folk søde, og vores lærer er overbærende, og forstår på magisk vis at lære mig grammatik, som den første i min femten år lange akademiske karriere. Jeg er helt imponeret. Nå, men indtil jeg har noget ordentligt at diske op med vil jeg tie stille. Jeg ville bare lige informere om, at jeg er her endnu, stopper ikke med at blogge, og I slipper ikke for mig så let. Mys til jer alle sammen.

Knuz,
Penny

Jeg hader elektronik

søndag den 7. juli 2013

Hej læsere. Jeg beklager det lange fravær, men det skyldes simpelthen at både opladeren til min telefon OG min computer er gået i stykker samtidig, på under 24 timer! Det er altså nemesis der siger spar to. Fuck alting. Så jeg skal være temmelig påpasselig med, hvad jeg bruger min af andre lånte strøm på, og det har så altså ikke lige været blogning. Og det beklager jeg.
Men i løbet af næste uge skulle jeg gerne få begge opladere tilbage hvis alt går godt, og samtidig starter jeg på mit SPÆNDENDE tysk-kursus, så forhåbentlig får jeg mere overskud til at blive en bedre blogger når jeg får strikket en ordentlig hverdag sammen. Man tror ligesom at når man har fri får man bare tid til det HELE, og man skal bare slå græsset og bage den dér lækre kage man fandt en opskrift til i Femina og rydde op i sine Facebook-venner, men man ender jo bare med at ligge på sofaen og se hele Boardwalk Empire i et stræk. Indrøm det nu bare.

Anyways, i dag skal jeg ned til det dér skibs-halløj på havnen i Aarhus, og så i dyrehaven og klappe bambier. Jeg tager mit kamera med, så det kan være I får et kig med når jeg får min strøm tilbage. Igen, jeg beklager virkelig fraværet, jeg gør mit bedste for at være en god blogger, men selv Jesus havde en fjollet frisure, vi laver alle fejl.

Knuz,
Penny

Åndsnærværelse er overvurderet

mandag den 1. juli 2013

Hvem har to tommelfingre og formåede at gå i Føtex, købe ind og forlade butikken helt uden sine varer?
This guy.
Så må man jo se sine sociale angst-dæmoner i øjnene, ringe til kundeservice, og sige, at man har glemt to pakker pasta, en liter yoghurt og en pose mysli. Men at man altså har betalt for det, ama'r halshug. Heldigvis småfnisede pigen i den anden ende af røret, sagde at de var "klar over situationen", og sagde jeg bare kunne komme ned og hente mine ting når jeg havde tid. Så nu bliver jeg nok nævnt i talen til den næste personale-fest som insider-joken der får alle til at spytte deres Bacardi ud gennem deres næsebor i ren og skær latterkrampe. Og dér skal jeg handle indtil jeg formår at forlade den her papkasse af en lejlighed. Det skal nok blive sjaw. 

Jeg har ikke noget af større substans, men jeg fik min første Nelly.com-ordre hjem idag, så det kan være det bliver det næste der bliver smidt op. 

Knuz, 
Penny
 

Faste læsere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading