TV-tirsdag #2

tirsdag den 10. september 2013

I anden runde af TV-tirsdag har jeg valgt at skrive om et TV-show der står mit hjerte meget nært, nemlig Twin Peaks. Den geniale TV-serie skabt af Mark Frost og David Lynch var én af de ting, der vækkede min interesse for film-mediet, og da den kom ud i 1990 var det også en enorm success, som holdt folk klinet til skærmen. Mine forældre har fortalt, hvordan de slavisk fulgte med, og hvordan seriens catchphrase, "Who killed Laura Palmer?", var allemandseje.
Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.
Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.
Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.
Nå, det her blev altså længere end jeg lige havde påregnet, men det korte af det lange er, at hvis du ikke har set Twin Peaks endnu, så gør dig selv den tjeneste. Også selvom du synes det er, like, totally lamewad at se noget dine forældre så i TV før du blev født.

Knuz,
Penny

4 kommentarer

  1. Åh, Twin Peaks! Det er en så fantastisk serie, og et ikon i filmhistorien :)
    Nu er jeg så lidt ældre end dig - dog ikke gammel nok til, at jeg måtte blive oppe når der kom TP, men jeg havde nu nok heller ikke værdsat det ordentligt. Til gengæld kan jeg huske, at jeg synes intromusikken var det mest UHYGGELIGE nogensinde! Min bedste ven plejede at drille mig med at sætte den på når han vidste jeg var på vej ned på hans værelse :)

    Nu får jeg helt lyst til at se den igen - har heldigvis boxset, så Agent Cooper er klar til enhver tid :)
    Og så efter den meget lange kommentar, vil jeg lige smide en anbefaling: Jeg har for nylig set Netflix serien "Hemlock Grove", som bliver lidt solgt som noget "teen-supernatural-romance"-agtigt, men faktisk er den vildt fed og endnu mere mærkelig og sær... jeg er begyndt at sige til alle, at hvis man kan lide Twin Peaks, så skal man give "Hemlock Grove" en chance :)

    P.S. Har lige fundet din blog (gennem Miriam), og glæder mig til at læse med :)

    SvarSlet
    Svar
    1. At vise Twin Peaks til børn burde også være noget nær ulovligt - jeg har en ven, der elsker David Lynch, men er så traumatiseret af at ha' set det med sin mor som barn, at han nægter at gå til fadet med det! Din ven fortjener et spark i løgene gør han, meg jer er glad for du alligevel fik samlet mod til at se serien :D.
      Boxsættet er det bedste. Godt med velkreeret ekstra-materiale, og alt i alt en uundværlig ejendel!

      Den må jeg flux tjekke ud, når jeg er færdig med min nuværende TV-serie! Tak for anbefalingen, de er altid velkomne :D.

      Ja, hun er fand'me sød, hun er. Jeg håber du vil nyde dit ophold!

      Slet
  2. Twin Peaks er en af mine absolutte ynglingsserier EVER! Gennemser den gerne en gang om året og den er lige fed, uhyggelig, underlig og fantastisk hver eneste gang! Får helt lyst til at gå igang med den igen, igen. Og så mange episke citater der desværre er ALT for få af mine venner der forstår! Nu må de da snart fatte at den her serie er en milliard gange bedre end deres Games of thrones! Angelo Badalamenti's vidunder af et soundtrack er i øvrigt vildt lækkert (og lidt uhyggeligt) at cykle til om natten!

    /K

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er så absolut én af de dér serier, der bliver bedre med hvert gensyn!
      Hvis dine venner ikke har set Twin Peaks endnu, er der ikke andet for, end at du inviterer dem over til en kop te, binder dem til sofaen, og tvangsindlægger dem til en marathon.

      Det lyder alligevel heller ikke som en dum plan! Trent Reznor og Atticus Ross' saundtrack til The Girl With the Dragon Tattoo har lidt samme effekt, men jeg vil prøve dit forslag ved næst givne lejlighed :).

      Slet

 

Faste læsere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading