Tidligere idag sad jeg og hørte langhåret musik med min papa. Ikke noget nyt under solen dér, det er ét af ritualerne hver gang vi hænger ud, sammen med indtagelse af store mængder te, en enetale om kaktus og sukkulenter fra papas side, og mit brok om PostDanmark og inkompetente buschauffører. MEN, så kom denne sang på playlisten, og jeg havde aldrig hørt den før. Sikken skam det er, og mit Bob Dylan-fankort er vist også blevet ophævet. Det er nemlig gode gamle Bobby-boy der har skrevet sangen her, og Manfred Mann der har indspillet den. Det er én af de dér popsange, der sidder i den kollektive ubevidsthed, og selv første gang man hører den har man det som om man har kendt den hele livet. Jeg vil også vædde min hat på, at det er én af de sange det er umuligt at lave en dårlig cover-version af, ligesom Dreams med the Cranberries. Det lader sig ikke gøre, for grundpillerne er så urimelig gode at man ikke kan ødelægge dem. Anyway, nyd sangen. Den handler i øvrigt om en heroin-dealer.
Knuz,
Penny
Ingen kommentarer:
Send en kommentar