Film-fredag #1

Jeg har i ugens tema-indlæg taget forskud på vinterens glæder, først med én af mine yndlings-vinter-serier, så med ét af mine yndlings-vinter-albums, og nu kommer, surprise surprise, et indlæg om én af mine yndlings-vinter-film. I kender den nok allesammen.

Lost in Translation handler om den unge, lidt eksistensforvirrede Charlotte, portrætteret eminent af en 19-årig Scarlett Johansson, der på en rejse til Tokyo med sin mand der er fotograf, møder den fallerede skuespiller Bob Harris, spillet af Bill Murray. Filmen handler egentlig ikke om så meget, andet end mødet mellem to generationer, en ung kvinde med livet foran sig og ingen anelse om hvad hun skal bruge det til, og en ældre herre, der tvivler på, om han har brugt sit til det rigtige. De fjoller rundt i Tokyo, gennemgår venskabets mange op-og-nedture, og til sidst ta'r de hjem, til tonerne af Jesus and Mary Chain's skinnende, plyssede pop-nummer Just Like Honey, og det kunne ikke være smukkere.

Det lyder ikke prangende, men cirka halvdelen der har set den ved hvad jeg snakker om. Den anden halvdel forstår den ikke, og det er også bare OK. Det er lidt sådan en film man enten connecter med ved første visning, eller aldrig nogensinde. Kombinationen af stille, melankolsk lommefilosofi, Bob Harris' eksistentielle fortrydelser der gemmer sig bag tør humor, Charlotte's forvirrede tristesse, den klassiske, Sofia Coppola-esque cinematografi, og soundtracket, orkestreret af det franske elektro-band Air, kreerer i sidste ende en film, der får dig til at føle den dér sære, tusmørke-agtige blanding af melankoli og eufori, som jeg holder så uendelig meget af (hej teenage angst).

Dermed ikke sagt, at den er helt fin i kanterne. Filmen bruger ofte orientalisme som et virkemiddel til at få Charlotte og Bob til at virke endnu mere fremmedgjorte end både (non-)handlingen og cinematografien allerede gør, og det kaster mig lidt af. Dog ikke nok til at jeg ikke kan nyde filmen, men det er dog en god idé at holde sig det for øje.

Ligesom med Fever Ray er dette også et støttehjul jeg brugte under kreative slumps på filmskolen - på den første rigtig råkolde vinterdag i 2010 (du ved, det år, hvor det var PISSEkoldt og vi fik tres meter sne), så min veninde og jeg denne film i den lille biograf på skolen. Da filmen var færdig, var det blevet mørkt, og følelsen af at stige ud af biografen post-Lost in Translation til mødet af crispy-klar stjernehimmel og minusgrader der bed i kinderne står på nethinden som ét af de mest cinematiske øjeblikke i undertegnedes liv.

Nu er jeg blevet langtrukken igen. Jeg fornemmer, at det bliver et tema i disse indlæg. Det' også bare fordi jeg er sådan en nørd. Nå, men se Lost in Translation. Go' film.

Knuz,
Penny