Musik-mandag #4

Dagens musik-indlæg kommer til at omhandle et band jeg flygtigt har nævnt her på bloggen før, nemlig Wolf Alice, London-kvintetten med de plyssede melodier og skinnende omkvæd.

Det eneste de indtil videre har udgivet er en EP, der blev udgivet i begrænset antal på vinyl, og undertegnede nåede ikke at få fat på den, suk. Bandet blev hyldet af det temmelig useriøse, men mægtig hippe britiske musikmagasin NME som værende et af 2014's stjerneskud, sammen med blandt andet Charli XCX, der for øjeblikket vælter sig i success, og jeg håber sådan, at Wolf Alice kan gøre hende kunsten efter, for shit, hvor vil jeg gerne høre mere til dem, altså.

Det for dem rimelig atypiske nummer Wednesday var det første jeg hørte med dem, og det er efterhånden sjældent jeg har en så angsty, "holy shit, det er mig den sang handler om"-agtig reaktion på musik, ligesom dem jeg havde hver tredje uge i mine yngre år, men dét her nummer går lige lukt ind dér hvor det gør nas, og rusker mig i min Reality Bites-agtige 20'er-angst. Derudover er det bare et mægtigt behageligt nummer, som sikkert vil gøre sig godt hvis man godt kan lide at falde i søvn til musik. 

De har af én eller anden besynderlig årsag lavet et cover af Katy Perry's ganske glimrende popnummer Roar, som hørt ovenfor. Ikke det bedste cover jeg nogensinde har hørt, men forsangerindens tilbageholdende stemme kombineret med det melodisk plyssede akkompagnement er ikke at kimse af. Enjoy!

Knuz,

Penny