Viser opslag med etiketten Flygtig kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Flygtig kærlighed. Vis alle opslag

Ønskesæl anno 2013

lørdag den 7. december 2013

Én af de værre ting i december er at skrive ønskesæl (en mishøring min søster begik da hun var barn, og ligesom bare har holdt ved i den lille familie siden da). Hvad skal man ønske sig? Hvad burde man selv ta' ud og købe? Må man godt ønske sig Tom Hiddleston, hvis man nu har været ekstra sød? Anyways, efter lang tids indre monolog og sirligt udtænkte pros-and-cons-lister, er her mine største ønsker til jul.

  • Dahlia Noir fra Givenchy: Min parfume-metode består i at prøve alle min mors parfumer når jeg er på besøg, og derfra deducere hvilke jeg bedst kan lide, for hun har faktisk temmelig god smag. Til min søsters studentergilde gik jeg full-on goth, for det følte jeg for netop den dag, og tænkte, at en parfume med dét navn nok var rimelig passende. Min mor kiggede opgivende på mig da jeg kom ned i stuen, rystede på hovedet, og sagde "jaja, hvis du insisterer på at gå og lugte som nattens dronning midt på formiddagen". Og det gør jeg. Nu mangler jeg bare parfumen. 
  • Noctex: Til hipster-gothen der synes de går og mangler sort og gråt tøj (lål, as if), er Noctex et fint og forholdsvis billigt sted. Jeg ønsker mig en del af deres ting, da de er multifunktionelle og flotte (og sorte), og det er både praktisk og økonomisk. 
  • The Disaster Artist af Greg Sestero: Kultfilmen The Room holder aldrig nogensinde op med at more mig. Instruktøren Tommy Wiseau er en juggernaut af absurditet og bimlendes mangel på selvbevidsthed (eller en misforstået avantgardistisk tilgang til filmmediet, jeg er ikke helt sikker). Nu har én af filmens skuespillere skrevet en exposé af sin oplevelse om filmen, og det skulle være én af årets bedste bøger, så naturligvis skal jeg ha' læst den. 
  • 100 Bullets: Tegneserien 100 Bullets er ganske fremragende, men jeg ejer desværre kun første bind. Serien består af 100 korte historier om tilfældige mennesker, der alle får én pistol, én kugle, og får så at vide, at de kan gøre hvad som helst med den uden retslige repressalier. Et simpelt, men skidespændende koncept, og de tre første historier i første bind får én helt ud på stolekanten, så mon ikke det er på tide at få læst resten også. 
  • Doctor Who på DVD: Jeg svor ellers, at Doctor Who var hvor jeg trak min nørde-grænse, fordi jeg syntes fanskaren virkede som en bunke højlydte tosser, men efter at ha' set det, kan jeg forstå hvorfor. Jeg ejer ikke en eneste sæson på DVD, og indtil det bliver rettet, bøjer jeg mit hoved i skam. 
  • Gavekort til Sugarpill Cosmetics: Sugarpill er ét af de bedste indie-kosmetikmærker derude, kørt af mit bloggeridol Amy Doan, også kendt som Shrinkle. Jeg har fulgt hende i mange år, og da hun startede Sugarpill var jeg naturligvis spændt som en søløve til morgenfodring. Det har ikke skuffet, og Sugarpill udgiver med jævne mellemrum nye produkter. Årsagen til at jeg ønsker mig et gavekort er, at der til næste år bliver udgivet en ny palet, som jeg ville save mine ben af for at få snitterne i. Sparkle Baby, kom til miiiiig. 
Hvad ønsker I jer til jul, og hvorfor? Smid gerne en kommentar, så giver jeg en øl en dag*.

Knuz,
Penny

*Jeg har ingen penge til øl, I må nøjes med en krammer. Jeg giver herregode kram. 

Flygtig kærlighed #3

torsdag den 5. december 2013

Min november måned har været fuld af nye ting, travlhed og flytning. Heldigvis har de nye ting været fede, travlheden ikke helt så hård som den kunne ha' været eftersom engelsk-studiet faktisk huer mig temmelig gevaldigt indtil videre, og flytningen har været fra en papkasse ved siden af motorvejen til Aarhus C's svar på Vinterpaladset. Gud ske lov for det. Anyways, her er de ting, jeg har holdt mest af i November!


  • Lisbeth Salander: Jeg elsker altid Lisbeth, lad det ikke være nogen hemmelighed. Men ligesom nogle mennesker forbinder Harry Potter-filmene med den søde juletid kan jeg altså ikke se Millenium-trilogien uden at det er mørkt og stormende udenfor. Og for hver gang jeg ser den, bliver Lisbeth Salander endnu mere fantastisk. Bare en skam hun skulle skamskrubbes af Hollywood, så der ikke var mere tilbage end et alternativt sexobjekt. Suk, Hollywood. Suk. 

  • Wolf Alice: Jeg opdagede dem først med sangen Wednesday, som slog benene væk under mig med dens hule lyd og fantastiske tekster, men siden da har jeg hørt en del af deres andre ting, og shit, hvor er det godt. Dem skal man altså liiige holde øje med. 

  • Dårlige blogs: Nu udstiller jeg mig selv som det forfærdelige menneske jeg er, men er der én ting jeg elsker, så er det altså at læse dårlige blogs. Ikke, sådan, blogs om ting jeg ikke finder interessante, men kedelige indlæg om praktikophold, dårlige outfits på dårlige mirror-selfies, og elendig grammatik. Det er mit De Unge Mødre - godt-det-ikke-er-mig-tidsfordriv. Nok kan man beskylde min blog for at være dårlig, men jeg skåner jer i det mindste for flash-fotografier taget på badeværelsesspejlet. 

  • Kat: Endelig er det lykkes mig at flytte et sted hen hvor jeg må ha' kæledyr, og det har jeg fejret ved at skaffe mig en kat. Den hedder ikke noget, så I kan bare kalde den Kat. Eller Torben. Eller Permafrost. Hun er nok ligeglad. Hun bider og snorker og kan åbne lukkede døre (WTF?), men hun er også sød og blød og kysser mig på næsen om morgenen og når jeg kommer hjem fra skole. 

  • Fresh Meat: En fuldstændig fabelagtig dramedy-serie om syv unge studerende der flytter ind i et stort hus sammen mens de læser på universitetet. Der er ikke noget plot, de her dovne tosser ryger sig bare skæve, tager til timer, og læser bøger - og det er pissegodt. Man bliver lynhurtigt venner med idioterne, og både manus og skuespilpræstationer er knivskarpe og vildt sjove. Desuden har jeg også det vildeste ladycrush på Zawe Ashton og hendes karakter, Vod. 

  • Utopia: Nok den bedste drama/thriller-serie jeg nogensinde har set. 24 Timer kan godt pakke sammen. Rammen er set tusind gange før; a ragtag bunch of misfits finder sammen grundet omstændigheder de ikke kan styre, og skal løse problemerne sammen. I dette tilfælde handler det om en lille gruppe nørder, der interesserer sig for tegneserien Utopia og de konspirationsteorier der hænger uløseligt sammen med den. Pissegode og alsidige karakterer, unik cinematografi, et soundtrack jeg hører på repeat, og en af de bedste historier på TV for nylig. Første sæson er ude nu, anden sæson får premiere til næste år. Og fårk hvor jeg allerede glæder mig, mand. 

  • Min nye lejlighed: Den er bare svedig. Når man kommer fra 30kvm i en Gjellerup-boligblok bygget af pap er det altså temmelig fedt at flytte til midtbyen. Whooo! Når jeg har fået samlet alt mit flatpack furniture giver jeg en rundvisning :D. 
Hvad har I elsket i november? Og hvilke TV-serier skal jeg kaste mig over nu, hvor jeg har tømt Channel 4's arkiver?

Knuz,
Penny

Flygtig kærlighed #2

onsdag den 9. oktober 2013

Et long overdue indlæg, som egentlig burde laves den første i hver måned, men det har jeg bare ikke lige hjernekapacitet til på nuværende tidspunkt. Her er de ting, jeg har holdt meget af i september måned!
  • Chelsea Wolfe: Den overvældende goth fra Californien laver noget af det mest dommedagsagtige folk-metal i nyere tid, og hvis man er virkelig opsat på at få de fedeste mareridt, skal man bare smække 2011's Apokalypsis på anlægget inden man falder i søvn. 

  • Earl Grey: Jeg elsker Earl Grey-te hele året rundt, men der er intet som et åbent vindue en kold oktoberdag og et krus grå jarl i hånden. Mine tænder har samme farve som gammel linoleum som resultat deraf, men det er blot et mindre bump på vej til sensorisk Nirvana. 

  • Welcome to Night Vale: Her har jeg været lidt sen til at komme med på vognen, men WTNV er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. En halvmånedlig lokalradioudsendelse fra den fiktive by Night Vale, hvor vores gode ven og radiovært, Cecil Baldwin, guider os rundt i Night Vale, fortæller om Old Woman Josie og hendes englevenner, og hundeparken, som ingen nogensinde har været inde i, da de hætteklædte typer der frekventerer den ikke er ret fede at løbe ind i. Og så er den endda gratis lige her

  • Snapchat: Jeg følte mig meget gammel da jeg startede på studie og var den eneste, der ikke brugte Snapchat. Men det kom jeg hurtigt til, og snapchatter nu dagligt med veninder i både Trondhjem og Santa Monica. App'en findes til både Android og IOS. 

  • Sky Doll: Da jeg var 11 var jeg fuldstændig besat af tegneserien W.I.T.C.H. som handlede om fem magical girls der skulle redde verden. Jeg har godt vidst, at Barbucci og Canepa, skaberne af serien, havde lavet en tegneserie der henvendte sig mere til voksne, men kom aldrig omkring at købe den, før jeg så alle tre bind var på tilbud i Faraos Cigarer for en halvtreller stykket. De er bedre, end jeg kunne ha' drømt om. Organiseret religion kommer under kniven, karakterkataloget er broget og underholdende, og tegningerne er, som i W.I.T.C.H., charmerende, farverige og lige til at spise. Jeg er overvældet, og vil anbefale alle at læse den!

  • Harry Potter læst højt af Stephen Fry: Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger, lige indtil nu. Stephen Fry, den geniale brite jeg beundrer så evigt, har læst alle syv bøger højt, og jeg griner, græder og føler med Harry, Ron, Hermione og alle de andre for første gang siden jeg var omkring de seksten. Jeg har desværre holdt mig til filmene i nogen år, så der er så mange ting fra bøgerne jeg ikke har kunnet huske, og derfor er det herligt at genopleve dem, især gennem Stephen Fry's enormt indlevelsesferme og faderlige oplæsning. 

  • Tangle Teezer: Jeg glemmer altid at frisere mit hår, og det ugler noget så farligt. Tangle Teezeren glider igennem mit hår som en varm kniv gennem smør, og mit hår bliver pissesmoof og havfrueagtigt af det. Og alt det for en hundredelap. Tak, Tangle Teezer. 

Hvad har I hygget jer med i September? Har I også læst Sky Doll? Er Chelsea Wolfe noget for jer?

Knuz,
Penny

Flygtig kærlighed #1

mandag den 19. august 2013

Billederne tilhører hhv. Lidl, Miss Selfridge, PepsiCo., Toms, eloisedreyer.com, DR og The Body Shop

I denne uge ææælsker jeg;


  • Tortellini fra Lidl: Som pasta-elsker af første grad med tortellini som bifag, må jeg på det stærkeste anbefale deres nye Combino-pastaer med spinat- og ricotta-fyld. Noms!

  • Miss Selfridge's klassiske PU-bikerjakke: Jeg svor op og ned at jeg aldrig ville eje en PU-jakke, men den her er perfekt i formen, og da jeg modtog den med posten for et par dage siden, var det kærlighed ved første blik.

  • Pepsi Max: På dåse. Ellers er det altså bare ikke rigtigt. 

  • Toms Heksehyl: Normalerweize hader jeg lakrids, men for helvede, hvor er Heksehyl fantastiske. 

  • Velvet nails: Det kan godt være, at det bliver den næste kaviar-negl, men hvor jeg dog elsker velour-negle. Lad dig ikke snyde af Ciaté - det kan altså fås skidebilligt på eBay, i præcis samme kvalitet. 

  • De Sorte Spejdere: Jeg er nu på anden genlyt af hele deres podcast-bibliotek. Det holder aldrig op med at være sjaw. 

  • The Body Shop's nye tea tree wash: Jeg elsker The Body Shop. Jeg elsker tea tree-olie. What's not to love? 

Små hjerner, små fornøjelser, jaja - der skal ikke meget til at gøre mig glad. Hvad har I gravet i denne uge? 

Knuz,
Penny
 

Faste læsere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading