TV-tirsdag #4

Jæs, jeg er først for nuværende kommet omkring TV-serien Fringe. Jeg downloadede første afsnit af serien for mange herrens år siden på min gamle røvspand af en stationær, men det skulle vise sig at afsnittet var dubbet på fransk, så jeg måtte droppe at se det, da jeg kun taler det franske, som jeg har lært af Eddie Izzard (Le singe est sur la branche er bare ikke nok til rimelig forståelse).

Men da jeg for tiden er løbet tør for TV-serier, og endda var nået så langt ud i tovene at jeg startede forfra med Doctor Who, tænkte jeg "nej nu skal det satan jensme være løgn", og så tænkte jeg tilbage på afsnittet jeg så syv minutter af på fransk dengang jeg stadig boede under samme tag som min mor, og det er eddermame længe siden. Og selvom det ikke er en helt rimelig arvtager fra the X-Files, undertegnedes hjertebarn, er den heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

For det første spiller Anna Torv pissegodt. Hende kunne jeg altså godt se som et Hollywood-ansigt, men eftersom Hollywood ikke er enige med mig om noget som helst (sajøst, hvorfor caste Mia Wasikowska i noget som helst, når nu Emily Browning eksisterer?!), så fåk dem. For det andet er det én af de sjældne serier, der starter ud med en masse hemmeligheder og cliffhangere, men som man ikke mister interessen for når de bliver forklaret. Det er sjældent, kudos til dem!

Mens nogle af afsnittene er liiiidt tunge at danse med, er der også andre der kunne gøres til spillefilm uden man ville nå at kede sig. Og mens dialogen ofte er temmelig hammy, trækker førnævnte Anna Torv i hovedrollen som Olivia Dunham, og Joshua Jackson som ældre læsere vil huske som Ham Den Anden i Dawson's Creek som Peter Bishop, rigtig meget op. Jeg tror både cast og instruktør har rullet med øjnene af noget af dialogen, men de gør det nu altså rimeligt.

Serien blev taget af sendefladen sidste år, så den er afrundet, men jeg er kun lige nået til slutningen af første sæson, og det er første gang jeg skriver en anmeldelse af en serie jeg først er i gang med at lære at kende. Tingene kan nå at udvikle sig.

Anyways, jeg håber I har det godt, og nød de ni minutters sommervejr vi havde i sidste uge. Mit eget skema er blevet forplumret af en heftig omgamg sygdom, et studie der fylder som en Grand Danois i en et-værelses, og en beslutning om endelig at blive fri af de sidste fem flyttekasser. Det er ved at være pinligt. Jeg har boet her i fire måneder nu.

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #2

I anden runde af TV-tirsdag har jeg valgt at skrive om et TV-show der står mit hjerte meget nært, nemlig Twin Peaks. Den geniale TV-serie skabt af Mark Frost og David Lynch var én af de ting, der vækkede min interesse for film-mediet, og da den kom ud i 1990 var det også en enorm success, som holdt folk klinet til skærmen. Mine forældre har fortalt, hvordan de slavisk fulgte med, og hvordan seriens catchphrase, "Who killed Laura Palmer?", var allemandseje.

Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.

Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.

Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.

Nå, det her blev altså længere end jeg lige havde påregnet, men det korte af det lange er, at hvis du ikke har set Twin Peaks endnu, så gør dig selv den tjeneste. Også selvom du synes det er, like, totally lamewad at se noget dine forældre så i TV før du blev født.

Knuz,
Penny

Ex-CUSE me!

I forbindelse med studiestart skal vi på rus-hyttetur, og udklædningstemaet er "hvis du kunne være en anden". Now, mit Enid Coleslaw-kostume har set så mange fester, så mange omgange opkasten i potteplanter, og så uendeligt mange fuldesnav, at det snart er på tide at det går på pension. Så nu har jeg brug for en ny udklædning. For at holde mig til temaet "sure teenagere fra samtidig pop-kultur", har jeg kastet mig over Jane Lane, Daria's bedste veninde og partner in crime. Jeg trisser i disse dage rundt på eBay for at finde en mørkerød blazer, et par løse shorts, en sort paryk og en sort v-neck med hvid kant. Det sidste er et større problem end først antaget, men den skal nok komme i hus (or else).

Målet er det her. Attituden er allerede i hus, jeg mangler bare tøjet.

Hvis det tanker, og jeg ikke finder de sidste stykker, må jeg jo igen iføre mig latex-Catwoman-maske og Raptor-tshirt, men jeg håber virkelig jeg kan tilføje dette outfit til samlingen, da jeg allerede pønsede på en omgang Jane-udklædning til sidste skoledag i niende. Alle mine venner syntes det var en dårlig idé for ingen vidste hvem hun var, så jeg endte med at klæde mig ud som den mandlige halvdel af et ældre turist-ægtepar sammen med min flotte veninde Anne. :(. Så nu skal det altså være!

Hvad ville I klæde jer ud som, hvis I blev stillet samme udfordring?

Knuz,

Penny

Sherlock Series 3!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker BBC's moderniserede Sherlock Holmes i form af Benedict Cumberbatch, og hans sidekick John Watson, portrætteret af den eminente Martin Freeman (som i øvrigt fik sin skuespil-debut i en Faith No More-musikvideo). Og nu er teaser-traileren for tredje sæson kommet ud! Nok er den kort som et best of Big Fat Snake-album, men jeg hænger allerede i gardinerne og ryster i spænding. Denne sæson's tre afsnit kommer til at hedde The Empty Hearse, The Sign of Three og His Last Vow, hvoraf førstnævnte er baseret på én af Conan Doyle's personlige yndlings-Holmes-noveller, nemlig The Adventure of the Empty House. Desuden skal danske Lars Mikkelsen spille skurk i et afsnit. Det vides ikke præcis hvornår tredje sæson får premiere, men en gang i efteråret er ikke skudt helt ved siden af. Tror du lige, jeg er så Sherlocked som man kan blive? 

Knuz,

Penny

Kære Dagbog #7

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #2

Jeg har, ganske ukarakteristisk, været fuld to gange i løbet af weekenden. Jeg drikker en gang hvert halve år, men jeg skal da lige love for, at depoterne er blevet fyldt op i løbet af de sidste par dage! Først var min veninde og jeg i biografen til premiere-arrangement på The Place Beyond The Pines, hvor der var gin & tonic, og et glas ualmindeligt vammel champagne til dem, der fik temporary tattoos efter filmen, hvad min veninde og jeg naturligvis benyttede os af. Dérefter udviklede aftenen sig højdramatisk, og jeg kom, som jeg plejer, i klammeri med dørmændene på Meatpackers. Every fucking time. I modsætning til tidligere besøg blev jeg dog lukket ind, og klokken blev fem før jeg dejsede om i min egen seng, mens en shawarma lå og hyggede på mit køkkengulv. Jeg er ikke helt frisk på hvordan den er endt der.

Lørdag aften klokken Tenna Skal Snart I Seng ringer min veninde Anne og siger "TENNA! Sabrina er i byen! Vil du med ud og ha' en øl?", hvortil jeg svarer "jo, okay, men det bliver kun én øl, for jeg er træt og skal hjem og i seng!". Men ak, min veninde har fået penge tilbage i skat, og som resultat er hun usandsynligt gavmild, og hælder grønne gajol-shots på os indtil to mærkelige hipster-fyre joiner os, og vi ender på G-bar, hvor vi overtager en 4-pack af Red Bull og en halv flaske vodka der står og ser triste og forladte ud. Da det begynder at blive lyst trisser vi hjem til Anne efter en detour på McDonalds, og besvimer i hendes seng.

Nu regner jeg dog med at holde mig på måtten de næste to-tre år. For at modveje al denne lowbrow indtagen af alkohol, er jeg gået i gang med Alison Bechdel's selv-biografi, Fun Home. Jeg er omtrent 2/3 inde i den, og den er enormt rørende og interessant. Den kan godt kravle lidt langt op i dens egen røv ind imellem, men den er absolut ikke dårlig, og bestemt værd at læse. Jeg satser også på at blive færdig med BBC's The Hollow Crown for anden gang inden ugens udgang. Men nu må vi se, jeg har koncentrationsevne som en Golden Retriever-hvalp.

Knuz,
Penny

Om Parks And Recreation

For et års tid siden blev jeg ved et tilfælde introduceret til Parks and Recreation, en amerikansk comedy-serie, der handler om en gruppe mennesker i en lille by i Indiana, der arbejder for det offentlige. Det lyder umiddelbart ikke særlig spændende, og den første sæson overbeviste mig heller ikke på nogen måde, men jeg gav ikke op, og hvor er jeg dog glad for det den dag idag.

Selve serien minder meget om The Office i opbygning; den er filmet i stil med en mockumentary og har ind imellem talking heads med hovedpersonerne, den er mere karakterdrevet end situationsdrevet, og humoren er generelt meget deadpan.

Som sagt er første sæson ikke specielt overbevisende, men det har den tilfælles med mange andre serier – de skal finde ben at stå på. Anden sæson er langt bedre, og når først de to nye karakterer, Ben Wyatt og Chris Traeger, bliver introduceret i slutningen af anden sæson, er man helt og aldeles overtalt. Serien har en glimrende rød tråd, men formår også at udvikle sig enormt. De to første sæsoner omhandler vor hovedperson Leslie's kamp for at få lavet Lot 48, en grund i Pawnee, hvor serien foregår, om til en park. I slutningen af anden sæson går Pawnee konkurs, og for at redde sit og sine venners job, går Leslie i tredje sæson i gang med at arrangere en lokal festival der ellers ikke er blevet afholdt i årevis. Jeg vil så vidt muligt undgå at spoile noget der sker efter det, men i fjerde og femte sæson kommer der, igen, store ændringer til serien, og det er enormt forfriskende at se en komedieserie, der tør afvige fra sit grundlag og prøve nye ting, samtidig med at karaktererne fortsætter med at være enormt velskrevne og konsistente, men også rykker sig personligt.

Noget, én af mine gode venner bemærkede efter at have set de første par sæsoner, som jeg ikke selv havde tænkt over, er at showet er bemærkelsesværdigt godmodigt i forhold til mange andre nutidige tv-shows. I en serie som for eksempel The Big Bang Theory går langt størstedelen af humoren ud på, at vi skal grine af de mærkelige nørder og de aparte ting, de siger og gør. Man griner af dem. I Parks and Recreation griner man med karaktererne, og det synes jeg simpelthen er så forfriskende at se!

Parks and Recreation er blevet mit safehouse – hvis jeg har en dårlig dag tager jeg et par afsnit, og så er det pludselig ret svært at være trist. Jeg håber personligt, at serien bliver taget op til en sjette sæson, og at den bliver inspirationsgrundlag for en ny bølge af amerikanske TV-serier.