The Grand Budapest Hotel

Jeg er, på typisk White Girl-manér, kæmpe fan af Wes Anderson, den visionære instruktør bag film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, og stopmotion-filmen The Fantastic Mr. Fox ikke mindst. Han har i mine øjne været enormt solid siden den noget fesne Darjeeling Limited fra 2007, så da nyheden om The Grand Budapest Hotel brak, var jeg lidt bange for, at det var dér hans combo ville knække.

Det blev det eddersparkemig ikke. Jo mere jeg tænker over den film, jo bedre bliver den. Den visuelle side er Anderson'sk på alle tænkelige måder, men stadig spændende og flot, humoren er nok det bedste Anderson har formået indtil videre, og det siger ikke så lidt, da den mand tæmmer de akavede pauser som en søløvetæmmer, og historien er endnu en gang kringlet, morsom og rørende. Jeg tror endog jeg spottede en visuel reference til den glimrende, sære og underkendte film Bunny and the Bull, som fortjener et langt større publikum.

Da den ældgamle og stenrige Madame H., portrætteret på misundelsesværdig vis af den altid skinnende Tilda Swinton, dør, er der en masse ballade og bøvl med hendes testamente. Ikke mindst fordi maleriet Boy With Apple, et kitschet og temmelig grimt billede, er millioner værd, og med viden om, at hun har testamenteret billedet til hr. Gustave H., concierge på the Grand Budapest Hotel hvor hun har tilbragt 17 sommersæsoner, kidnapper han billedet sammen med sin lærling Zero, da Madame H.'s pompøse røvhul af en søn synes han har krav på det. Hijinx ensue.

Der er en masse sideplots, asides og karakterer man ikke har så meget at bruge til, men de er alle fantastiske tilføjelser der ikke gør det ringere. Nogle vil nok påstå, at det gør hovedplottet svært at følge med i, men personligt synes jeg plottet i sig selv er så simpelt, at det uden mærkelige krummelurer måske ville virke en anelse tamt. Der er ikke en eneste karakter jeg ikke synes er spændende, og historien, der er sat i mellemkrigstidens østeuropa i et fiktivt land, er simpel, men farverig.

På sædvanlig vis er det dog karaktererne der trækker opad. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, er den perfekte godhjertede men pompøse hotel-concierge der knalder alle de gamle damer og er godt tilfreds med sit liv så længe der er styr på hotellet, og er den perfekte faderfigur for flygtningen Zero, der er en ansvarlig, men måske lige lovlig loyal ung mand. Tilda Swinton, der er med i hele fire minutter eller sånt, gør det så overbevisende som sær, gammel dame, at hvis man ikke kendte hende, ville man ikke vide bedre. Selv Saoirse Ronan, som jeg normalt ikke har meget tilovers for, gør det ingenlunde skidt i denne film, men glider desværre også lidt i baggrunden, noget Anderson's kvindelige karakterer ofte gør. Hele Anderson-rosteren er med som mindre biroller, bl.a. Jeff Goldblum som upartisk advokat, Willem Dafoe som intimiderende lejemorder, og Adrien Brody som Madame H.'s søn.

Alt i alt er det nok den bedste film, Anderson har lavet siden The Royal Tenenbaums, og sandsynligvis også den med den bredeste appel. Man skal ha' et ualmindeligt koldt hjerte for ikke at elske denne film, også selvom den har sine småfejl i bl.a. portrætteringen af kvinder.

Stort 10 på 12-skalaen

Knuz,

Penny

THOR: The Dark World

Hvis det er gået din næse forbi, skal jeg giftes med Tom Hiddleston, og jeg er derfor meget interesseret i alt hvad han laver. Traileren til The Dark World, toeren til den overraskende feministiske og velinstruerede (hvis man ser bort fra alle de hollandske vinkler) Thor fra 2011, blev smidt på nettet for ikke ret meget mere end en time siden, og internettet er allerede i beredsskabs-niveau rød. Det, der i sin tid holdt mig fra at se den første Thor var netop den usandsynligt bovlamme trailer, og præcis samme syndrom lider denne nye trailer af. Shit, hvor er den dårlig. Det eneste, der gjorde den værd at se, var Natalie Portman's karakter Jane, der giver en kæverasler til Loki, som sandsynligvis har fortjent det. Resten er bare eksplosioner, rungende voice-overs, og lidt comic relief til allersidst, som altså ikke er rigtig sjovt. 

Ikke at det skal afholde mig fra at se den, når den får premiere i Danmark på Halloween. Tværtom ligger jeg nok i kø foran min lokale BioCity, iført t-shirt og badges der erklærer min ubetingede kærlighed til Loki, koste hvad det vil (nok bare de 85 kroner en biograf-billet koster, men altså, det lyder dramatisk at sige). Hvordan kan man ikke elske nedenstående ansigt?

Det lader sig kun gøre hvis du er hjerteløs.

Promo-arbejdet til filmen har ellers været enormt godt, og hypen på dette års San Diego Comic-Con var til at ta' og føle på, men den her trailer kunne satan jensme godt lige spænde hjelmen. Nå, jaja. Team Loki, anyway!

Knuz,

Penny

Gæsteanmeldelse fra Crumbs of my Days

Min computer er endelig vendt tilbage til livet, så nu kommer bloggen endelig i gang igen! For at kickstarte bloggen er her en gæsteanmeldelse. 

Rikke fra bloggen Crumbs of my Days og jeg har hver især lavet anmeldelser af The Bling Ring, som vi var inde og se sammen. Vi har ikke efterfølgende diskuteret filmen, eller set hinandens anmeldelser før vores egen var færdig. Alligevel er vi rørende enige. Her er hendes take på filmen:

Jeg må indrømme, at jeg havde meget store forventninger til Sofia Coppolas nye film, fordi jeg synes, at historien omkring The Bling Ring er virkelig spændende. Men men men gik lidt derfra med en blandet følelse. På den ene side var historien rigtig god, men det var den allerede før den blev lavet til en film, og på den anden side blev den en smule triviel. 

Som om Sofia Coppola kunne have brugt lidt mere baggrundsviden om personerne – hvilket de så efter sigende ikke ville give hende, så er det selvfølgelig lidt svært. Men jeg sidder lidt tilbage med en følelse af, at historien først bliver rigtig spændende, når der en dag bliver lavet en god dokumentar om den, hvor de rigtige hovedpersoner vil deltage.

Det meste af filmen går med, at de bryder ind i de kendtes hjem og så fester bagefter. Og well, måske var det bare sådan det var, men det endte med at blive lidt småkedeligt at se på. Og så bliver jeg bare nødt til at sige – hvilket mange sikkert er uenige i – at jeg har svært ved at tage Emma Watson i den her film. Hun er simpelthen for karikeret. De andre spiller rollerne meget mere realistisk, men med hende bliver det lidt for overdrevet, som om hun hele filmen igennem prøver at tage pis på sig selv. Sorry.

Visuelt var det en meget flot film, og well – man drømte sig nok lidt væk til det liv de levede. Og på den måde synes jeg, at ideen bag filmen var god. For et eller andet sted, er der nok mange, der et eller andet sted drømmer om the Californian dream! Og så viser den også den side af amerikanerne, der er suckers for drama. Jeg synes faktisk, at Sofia Coppola skulle have taget mere af the aftermath med. For filmen ender lidt med, at man tror Nicki (Emma) vil redde jorden, men in real life blev hun reality-stjerne og giftede sig med en rig advokat. The all american dream, ay?

Well, stjernemæssigt må det blive en tre ud seks-er.

Undertegnedes anmeldelse, som er på engelsk, er at finde på Rikke's blog lige her! Håber, I vil læse med. 

Knuz, 
Penny

Only God Forgives

Eftersom jeg var så heldig at vinde den Henrik Vibskov-designede t-shirt med Only God Forgives-motiv, tænkte jeg, at det var på tide at få den set. Heldigvis kan jeg altid stole på min kanonkloge homegirl Rikke, som er ligeså forlovet med Flotte-Ryan som jeg selv.

Filmen handler i korte træk om Julian, spillet af Ryan Gosling, hvis bror Billy bliver slået ihjel af faren til den seksten-årige prostituerede, som Billy har voldtaget og myrdet i koldt blod. Den tsunami af ulykke og kaos som dette event fører med sig skal Julian hamle op med, og hijinks ensue.
Lige så meget som jeg gerne ville elske filmen, og bare nyde dens flotte billeder og fuldstændig absurd perfekte soundtrack, lige så meget væltede min indre feminist-kritiker frem og skældte ud. Som både film-nørd og rødstrømpe kan det nogen gange være svært at eksistere i samspil med det meste moderne pop-kultur. Filmen svælger nærmest i kaotisk objektificering, pånær det noget bovlamme forsøg på at få moren, spillet af Kristin Scott-Thomas, til at fremstå tre-dimensionel og interessant. Men i stedet for at give lidt lærredsplads til en moders lidelser bliver hun gjort ødipal og, uden at afsløre for meget ligesom Ekstra Bladet gjorde i deres anmeldelse (fuck dig Kim Kastrup), ultimativt kogt ned til brændstof for Julian's mande-følelser der guddødemig skal nå et apex af selv-retfærdighed og heltemod, koste hvad det vil.

Ud over det er vi også vidne til noget af det mest åbenlyse male gazing jeg længe har set i en film. Først ser vi Julian, bundet til en stol, kigge inderligt på sin stam-prostituerede, der onanerer. Set en million gange før, kedeligt. Men da vi i en senere scene, der foregår på en natklub, møder et endnu mere absurd syn, var jeg næsten ved at brække mig af grin (eller var det gråd?). Mænd bryder ind på hostess-klub, peger pistol mod den mandlige ejer's tinding, og siger at alle kvinderne skal huske at lukke øjnene, mens alle mændene skal holde dem åbne. På den måde er tilstedeværende kvinder end ikke tilnærmesesvist subjekter, men udelukkende objekter, i det at de sidder musestille iført mængder af makeup, mens mændene ordner hvad der ordnes kan. Hvad helvede, altså.

Når det så er sagt, er filmen usandsynligt stemningsladet, og meget flot, på både den ene og den anden måde. Visuelt er dens labyrintiske, blodige neon-helvede ét af de mest fuldendte backdrops i nyere tid, men hvad der virkelig kylede mig tilbage i sædet med kæben i skødet var lyd-designet og soundtracket. Jeg kan ikke vælge én som favorit, da de spillede sammen som sex og pizza, med andre ord helt perfekt. Hvor lyd-designet sluttede og soundtracket begyndte fandt jeg aldrig helt ud af, men det var sådan set også ligegyldigt, for samspillet fik simpelthen englene til at synge. Det var aldrig for meget eller for lidt, og musikken hjalp altid til med at fremhæve handlingen og stemningen, og virkede alt i alt lige præcis som det skulle, og bedre endnu. Den drømme-agtige atmosfære var mærkelig nok til at hæve virkeligheden, men ikke mærkelig nok til at ødelægge illusionen, som det ind imellem kan ske når hus-komponisten er en dovenlars.

Som forventet er Ryan pisseflot, jeg har ikke ét ondt ord at sige om mandens ansigt (eller torso, eller arme, eller røv). Til gengæld minder hans skuespil-præstation til forveksling den fra Drive. Hvis du spørger mig burde Nicholas Winding-Refn hyre en instruktør-assistent der kan agere skuespiller-dukkefører, for hvad Refn har talenter for indenfor univers-skaberi, magi og that certain something, lige så meget er han en ass til at instruere skuespillere. Ingen af de tilstedeværende (ellers dygtige) skuespillere havde udstråling stærkere end en daggammel pandekage, og det er altså en skam.
Alt i alt var det en ganske tilfredsstillende og blodig film, der desværre ikke formår at bryde med arkæiske kvinderoller, fordi den end ikke giver det et halvt forsøg. No points for trying, heller.

Karakter: 7

Only Lovers Left Alive

Nu er Cannes-filmfestivalen godt i gang, og som cinematiker af første grad er jeg selvfølgelig spændt på at se hvad der kommer ud af dette års festival. Indtil videre er jeg absolut mest spændt på Jim Jarmusch's Only Lovers Left Alive.

Filmen er endnu en i en række af arthouse-spinoffs på den for tiden umåde populære vampyr-genre. Den dygtige koreanske instruktør Chan-Wook Park har i løbet af de sidste par år lavet hele to film som variationer på temaet - 2009's Thirst, et brilliant koreansk-sproget vampyr-drama, og 2013's Stoker, som jeg endnu ikke har set. Denne films instruktør, Jim Jarmusch, har dog ikke gjort sig med genren endnu, men at dømme efter hans tidligere mesterværker, blandt andet Night on Earth og Stranger Than Paradise, skal det nok blive godt. 

I hovedrollerne har vi den altid fortryllende Tilda Swinton som Eve, og rollen som hendes tidligere elsker, Adam, er besat af Tom Hiddleston, det mangesidede og enormt dygtige stjerneskud fra blandt andet Avengers, War Horse og Midnight in Paris. I en større birolle, som Eve's yngre søster Eva, ser vi Mia Wasikowska some blandt andet spillede Alice i Tim Burton's Alice i Eventyrland for nogle år siden. Hun har endnu ikke formået at overbevise mig, men hun kan jo nå det endnu, hvis hun gør det godt i Only Lovers Left Alive.

Der er netop i dag kommet nye promo-billeder for filmen, og det er dem jeg poster her. I skal være så velkomne. At dømme efter dem, og de promo-klip fra filmen der blev sluppet løs på det store internet for nogle dage siden, bliver det et eventyr af format, og jeg glæder mig ubeskriveligt! Og hvis den skulle gå hen og blive dårlig, så har man stadig brugt halvanden time af sit liv på at kigge på Tom Hiddleston's Vitruvianske ansigt, og det skal man altså ikke kimse af. Om nom nom.

As a devoted fan of both Jim Jarmusch, Tilda Swinton and Tom Hiddleston, I am very excited about the Cannes-topical feature film Only Lovers Left Alive, bringing all these forces together. A modern vampire arthouse-effort from the man who gave us Stranger Than Fiction is not to be scoffed at. 

Silver Linings Playbook

Jeg fik endelig taget mig sammen til at se Silver Linings Playbook, en film som alle tilsyneladende er ganske vilde med i disse dage. Den har fået fantastiske anmeldelser over hele linjen, og vandt også Oscars nok til at man kunne omsmelte dem til et nyt guldhorn. Ikke desto mindre bliver det aldrig min yndlingsfilm.

Pat, en maniodepressiv ung mand og vor fortællings omdrejningspunkt, kommer hjem efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Han fandt sin hustru in flagrante delicto med en kollega, og da han løste dette problem ved at tæve kollegaen gul og blå, bliver han idømt den behandlingsdom, han afslutter da vores historie starter. Han flytter hjem til sine forældre, en sød men ultimativt karakterløs mor, og en sportselskende, OCD-ramt far, og forsøger at få samling på sit liv igen. Dette forsøger han at opnå ved at komme i form og læse bøger, så han kan genvinde sin hustru's kærlighed. Dette bliver dog ikke lettere af, at hun har et polititilhold mod ham som følge af førnævnte episode. Ved en middag møder Pat den utilpassede unge enke, Tiffany, der er hans bedste vens svigersøster, og det bliver den første af mange dominobrikker, der vælter.

Min første betænkelighed ved filmen var, om den ville formå at portrættere psykisk sygdom med den respekt som emnet kræver. Det mener jeg overhovedet ikke de gør, da Pat's situation kun bliver spillet som en punchline, på nær i en enkelt scene, hvori den kun lige akkurat bliver påtalt som noget seriøst. Tiffany's nylige enkestand bliver også kun nævnt som andet end en joke i en enkelt scene, som udelukkende bruges til at videreudvikle Pat's tilstand. Hele filmen igennem bliver medicinering for psykiske sygdomme dæmoniseret, mens kuren for deres situationer selvfølgelig bliver præsenteret som kærlighed, noget enhver person der har kæmpet med psykisk sygdom vil rulle med øjnene over. En trættende synsvinkel, der på ingen måde er ny i Hollywood (se Garden State, m.fl).

Derefter er min største betænkelighed, hvor dårligt pacet filmen er. Med minimal opbygning til filmens pay-off, den store danseturnering, når vi knapt nok at se dem forberede sig, på nær den mest klichéfyldte og tåkrummende montage jeg mindes at have været vidne til, som bliver klasket ind midt i filmen, fordi der åbenbart ikke var tid til at konkretisere og udpensle hvad der ellers bliver præsenteret som det vigtigste i vores hovedkarakterers' liv gennem filmens længde. Der er til gengæld rigeligt med plads til Pat's fars sports-relaterede neuroser, som er ligegyldige for plottet, på nær den første scene, hvor Pat's familie møder Tiffany første gang.

Mens skuespilpræstationerne på sin vis er ganske udmærkede, ville jeg ikke personligt udpege nogle af de medvirkende som Oscar-potentiale. Jennifer Lawrence skinner lyst og klart igennem, og der er ikke en finger at sætte på hende, men samtidig synes jeg hun gjorde det lige så godt i X-Men som i denne.

Filmen fungerer dog ganske udmærket som portræt af en dysfunktionel familie, og især Robert De Niro gør det godt som den italiensk-amerikanske patriark, der i sidste ende vil det bedste for sin søn. Desværre synes jeg ikke, man får tid nok med familien, og når man endelig gør, er meget af energien dispenseret på Pat selv, og det er egentlig en skam, for der er nok at ta' fat på.

Ultimativt er filmen en inoffensiv drama-komedie der, på trods af en lang fødsel, til sidst kommer i mål på den mindst overraskende måde man kunne forestille sig.

Karakter på 12-skalaen: 4

30 Minutes Or Less

Det er satme længe siden jeg har set så dårlig en film. Ikke siden mine dage som pyjamasparty-deltager mindes jeg at ha' set så bovlam en undskyldning for en komedie, og dengang var jeg altså tolv og havde ikke oplyst mig selv om veto-retten i et demokrati af fem piger i soveposer.

Nick, et pizzabud uden ambitioner, bliver kidnappet af to idioter med minimal sprængstof-viden umiddelbart efter et stort skænderi med sin bedste ven. De putter en bombe-vest på ham og sender ham ud for at røve en bank, da de har brug for 100.000 dollars til en lejemorder, der skal slå faren til den ene, en lotto-millionær, ihjel, så de kan få snitterne i pengene. Nick opsøger vennen han har haft et skænderi med, og selvfølgelig går intet som planlagt, og overspillede, under-instruerede og dårligt skrevne hijinks følger.

Jesse Eisenberg's karakter, Nick, er præcis ligesom alle andre Jesse Eisenberg-roller til dato - en neurotisk og intetsigende ung fyr, og Aziz Ansari's karakter Chet lider af samme problem - han spiller mere eller mindre Tom Haverford, hans langt mere successfulde karakter fra Parks and Recreation. Danny McBride spiller også bare Danny McBride - en underudviklet landsbytosse med alt for store mængder selvtillid der ikke stemmer overens med hjernekapaciteten. Samtlige roller er sjove i andre sammenhænge, men det virker på mig som om de allesammen kører i frigear hele vejen igennem. Musikken er uinspireret, kameraføringen ligeså, og manuskriptet er så fuld af huller, at man kan se lige igennem det. Og da det aldrig bliver sjovt nok til at kompensere, samtidig med at karaktererne er så ligegyldige at man aldrig rigtig når at nære nogen sympati for dem, falder filmen fladt på halen, og lige pludselig, mens man venter på at filmen bliver sjov, toner rulleteksterne frem, og man må indse, at den sidste halvanden time af éns liv kunne man ha' brugt temmelig meget bedre.

Karakter på 12-skalaen: 00

Kære Dagbog #2

Jeg har, ganske ukarakteristisk, været fuld to gange i løbet af weekenden. Jeg drikker en gang hvert halve år, men jeg skal da lige love for, at depoterne er blevet fyldt op i løbet af de sidste par dage! Først var min veninde og jeg i biografen til premiere-arrangement på The Place Beyond The Pines, hvor der var gin & tonic, og et glas ualmindeligt vammel champagne til dem, der fik temporary tattoos efter filmen, hvad min veninde og jeg naturligvis benyttede os af. Dérefter udviklede aftenen sig højdramatisk, og jeg kom, som jeg plejer, i klammeri med dørmændene på Meatpackers. Every fucking time. I modsætning til tidligere besøg blev jeg dog lukket ind, og klokken blev fem før jeg dejsede om i min egen seng, mens en shawarma lå og hyggede på mit køkkengulv. Jeg er ikke helt frisk på hvordan den er endt der.

Lørdag aften klokken Tenna Skal Snart I Seng ringer min veninde Anne og siger "TENNA! Sabrina er i byen! Vil du med ud og ha' en øl?", hvortil jeg svarer "jo, okay, men det bliver kun én øl, for jeg er træt og skal hjem og i seng!". Men ak, min veninde har fået penge tilbage i skat, og som resultat er hun usandsynligt gavmild, og hælder grønne gajol-shots på os indtil to mærkelige hipster-fyre joiner os, og vi ender på G-bar, hvor vi overtager en 4-pack af Red Bull og en halv flaske vodka der står og ser triste og forladte ud. Da det begynder at blive lyst trisser vi hjem til Anne efter en detour på McDonalds, og besvimer i hendes seng.

Nu regner jeg dog med at holde mig på måtten de næste to-tre år. For at modveje al denne lowbrow indtagen af alkohol, er jeg gået i gang med Alison Bechdel's selv-biografi, Fun Home. Jeg er omtrent 2/3 inde i den, og den er enormt rørende og interessant. Den kan godt kravle lidt langt op i dens egen røv ind imellem, men den er absolut ikke dårlig, og bestemt værd at læse. Jeg satser også på at blive færdig med BBC's The Hollow Crown for anden gang inden ugens udgang. Men nu må vi se, jeg har koncentrationsevne som en Golden Retriever-hvalp.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #1

Jeg er på det vilde doo-wop kick lige for tiden. Det kommer en gang imellem, så vågner jeg om morgenen, og min hjerne SKRIGER på The Ronettes, og tier ikke stille før den får det i spandevis. Så nu har jeg siddet og fedtet med Neil Sedaka og Frankie Lymon en hel eftermiddag, og gjort et noget fejlslagent forsøg på at lære at spille Breaking Up Is Hard To Do på min ukulele. Ak ja.

In other news skal jeg ind og se Ryan Gosling's nye film, The Place Beyond The Pines, med min flotte, fra Herning hjemvendte veninde Rikke på torsdag. Ikke nok med at flotte-Ryan spiller en vigtig rolle (og at han er synlig det meste af filmen igennem, en kvalitet jeg holder meget af i Mr. Gosling), så har Mike Patton, den mest alsidige og ikke mindst dygtige musiker i live, lavet musikken, og jeg glæder mig ustyrligt til kombinationen af førnævnte. Mike Patton er nok (desværre) mest kendt for nu-metal-bandet Faith No More, som havde et stort hit med Epic i '90, men han har været galionsfigur i mange projekter sidenhen, blandt andet Mr. Bungle, Peeping Tom og Tomahawk, og ud over det har han også tidligere lavet soundtracks, lagt stemme til computerspil, og vovet sig ud i en smule skuespil. Og nu laver han altså underlægningsmusik til Ryan Gosling's ansigt, og det skal man altså ikke kimse af.

Ellers er mit liv egentlig ikke særlig spændende. Jeg lever stadig af te, eftermiddagslure og pop-kultur. Må I allesammen hygge jer, jeg håber I har det for vildt og at I synes det var den rigtige der vandt X Factor.

Knus,
Penny