Pat, en maniodepressiv ung mand og vor fortællings omdrejningspunkt, kommer hjem efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Han fandt sin hustru in flagrante delicto med en kollega, og da han løste dette problem ved at tæve kollegaen gul og blå, bliver han idømt den behandlingsdom, han afslutter da vores historie starter. Han flytter hjem til sine forældre, en sød men ultimativt karakterløs mor, og en sportselskende, OCD-ramt far, og forsøger at få samling på sit liv igen. Dette forsøger han at opnå ved at komme i form og læse bøger, så han kan genvinde sin hustru's kærlighed. Dette bliver dog ikke lettere af, at hun har et polititilhold mod ham som følge af førnævnte episode. Ved en middag møder Pat den utilpassede unge enke, Tiffany, der er hans bedste vens svigersøster, og det bliver den første af mange dominobrikker, der vælter.
Min første betænkelighed ved filmen var, om den ville formå at portrættere psykisk sygdom med den respekt som emnet kræver. Det mener jeg overhovedet ikke de gør, da Pat's situation kun bliver spillet som en punchline, på nær i en enkelt scene, hvori den kun lige akkurat bliver påtalt som noget seriøst. Tiffany's nylige enkestand bliver også kun nævnt som andet end en joke i en enkelt scene, som udelukkende bruges til at videreudvikle Pat's tilstand. Hele filmen igennem bliver medicinering for psykiske sygdomme dæmoniseret, mens kuren for deres situationer selvfølgelig bliver præsenteret som kærlighed, noget enhver person der har kæmpet med psykisk sygdom vil rulle med øjnene over. En trættende synsvinkel, der på ingen måde er ny i Hollywood (se Garden State, m.fl).
Derefter er min største betænkelighed, hvor dårligt pacet filmen er. Med minimal opbygning til filmens pay-off, den store danseturnering, når vi knapt nok at se dem forberede sig, på nær den mest klichéfyldte og tåkrummende montage jeg mindes at have været vidne til, som bliver klasket ind midt i filmen, fordi der åbenbart ikke var tid til at konkretisere og udpensle hvad der ellers bliver præsenteret som det vigtigste i vores hovedkarakterers' liv gennem filmens længde. Der er til gengæld rigeligt med plads til Pat's fars sports-relaterede neuroser, som er ligegyldige for plottet, på nær den første scene, hvor Pat's familie møder Tiffany første gang.
Mens skuespilpræstationerne på sin vis er ganske udmærkede, ville jeg ikke personligt udpege nogle af de medvirkende som Oscar-potentiale. Jennifer Lawrence skinner lyst og klart igennem, og der er ikke en finger at sætte på hende, men samtidig synes jeg hun gjorde det lige så godt i X-Men som i denne.
Filmen fungerer dog ganske udmærket som portræt af en dysfunktionel familie, og især Robert De Niro gør det godt som den italiensk-amerikanske patriark, der i sidste ende vil det bedste for sin søn. Desværre synes jeg ikke, man får tid nok med familien, og når man endelig gør, er meget af energien dispenseret på Pat selv, og det er egentlig en skam, for der er nok at ta' fat på.
Ultimativt er filmen en inoffensiv drama-komedie der, på trods af en lang fødsel, til sidst kommer i mål på den mindst overraskende måde man kunne forestille sig.
Karakter på 12-skalaen: 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar