Musik-mandag #4

Dagens musik-indlæg kommer til at omhandle et band jeg flygtigt har nævnt her på bloggen før, nemlig Wolf Alice, London-kvintetten med de plyssede melodier og skinnende omkvæd.

Det eneste de indtil videre har udgivet er en EP, der blev udgivet i begrænset antal på vinyl, og undertegnede nåede ikke at få fat på den, suk. Bandet blev hyldet af det temmelig useriøse, men mægtig hippe britiske musikmagasin NME som værende et af 2014's stjerneskud, sammen med blandt andet Charli XCX, der for øjeblikket vælter sig i success, og jeg håber sådan, at Wolf Alice kan gøre hende kunsten efter, for shit, hvor vil jeg gerne høre mere til dem, altså.

Det for dem rimelig atypiske nummer Wednesday var det første jeg hørte med dem, og det er efterhånden sjældent jeg har en så angsty, "holy shit, det er mig den sang handler om"-agtig reaktion på musik, ligesom dem jeg havde hver tredje uge i mine yngre år, men dét her nummer går lige lukt ind dér hvor det gør nas, og rusker mig i min Reality Bites-agtige 20'er-angst. Derudover er det bare et mægtigt behageligt nummer, som sikkert vil gøre sig godt hvis man godt kan lide at falde i søvn til musik. 

De har af én eller anden besynderlig årsag lavet et cover af Katy Perry's ganske glimrende popnummer Roar, som hørt ovenfor. Ikke det bedste cover jeg nogensinde har hørt, men forsangerindens tilbageholdende stemme kombineret med det melodisk plyssede akkompagnement er ikke at kimse af. Enjoy!

Knuz,

Penny

Musik-mandag #3

Hej blarghen! Sidste uge var en del mere hektisk end sådan lige forventet (hej fødselsdags-og-dermed-dødsangst og en røvsyg syntax-stil), derfor ingen indlæg. Mit ikke-internet-liv er lidt vigtigere end bloggen. Desværre, vil nogen mene. ANYWAY, det er mandag, og det betyder at alle er trætte, og at musik-mandag vender tilbage! Denne mandags emne er The Naked and Famous, fordi jeg hørte dem i bussen tidligere idag og jammede 4 hårdt.

Bandet blev dannet i 2008 i Auckland, New Zealand, og havde henover sommeren 2011 et kæmpe hit med nummeret Young Blood, som I sandsynligvis allesammen kan synge med på, om I vil det eller ej. Deres debutalbum, Passive Me, Aggressive You er pishamrendes solidt, og jeg læste engang en anmeldelse der påstod, at hvis MGMT og Nine Inch Nails fik et barn sammen, var det The Naked and Famous. Og det er egentlig korrekt, for de har deres hooks og psykedeliske melodier i orden, præcis som MGMT, men samtidig har de også et bagtæppe af LARM, som Nine Inch Nails utiliserer på de fleste af deres tracks. Og selvom man umiddelbart ikke ville mene de to ting hang særlig godt sammen, er det altså en dirty, dirty forening af to ting, der virker, selvom det ikke burde. Ligesom kanelsnegle og bacon.

Jeg har endnu ikke hørt deres sofomore udspil, men førstesinglen derfra, Hearts Like Ours, imponerede mig ikke synderligt, men jeg skal nok komme omkring det eventually. Deres første album var alt andet end en slow-burner, og jeg forelskede mig med det samme, men det skal jo ikke tale imod et eventuelt genialt andet udspil. Hvis du har hørt det, må du gerne smide en kommentar, og fortælle mig om det er værd at lytte til!

De besøgte Danmark i 2011, da de kom på Northside Festival. Jeg sparker stadig mig selv i nokerne over, at jeg kun hørte dem på afstand, fordi jeg sad og ventede i spænding på the Vaccines (som I nok får at høre om en anden mandag), men sådan må det være. Jeg ved, at de spiller i København senere på året, men jeg har desværre ikke dollarz til at ta' afsted, da jeg står og fedter med noget forældrekøb og noget flytning og noget IKEA og sådan.

As it were, jeg håber I er glade for at jeg er tilbage, og hvis I ikke er, så beklager jeg dybt. Heldigvis kan du jo bare unfollowe mig på Bloglovin' eller besøge Facebook i stedet eller et eller andet, hvad ved jeg. Jeg ved ikke, hvordan du er endt her. Men du er altid velkommen <3.

Knuz,
Penny

Musik-mandag #2

Nok er det ikke november endnu, men jeg har altså taget forskud på glæderne ved vinter-musik. Med det vejr vi har haft på det seneste, er det kun passende at hive Fever Ray frem fra gemmerne. Karin Dreijer Andersson fra The Knife's solo-projekt, der indtil videre kun har kastet et enkelt studie-album og et live-album af sig. 2009's fuldstændig eminente slow-burner af et selv-betitlet album er fast inventar på min iPod når det bliver mørkt klokken halv syv, og det begynder at bide i kinderne når man går udenfor.

For optimal effekt vil jeg anbefale, at man tager en varm vinterjakke og et stort, vamset tørklæde på, finder sine største Sennheiser-hørebøffer frem (de earplugs der fulgte med din iPod Nano er altså ikke optimale til formålet, sorry), og tager sig en natlig vandretur mens sneen falder, og man kan se sin egen ånde. Så føles det præcis, som om man er vokset op i et akvarie, og først nu får lov at begive sig ud i havet. Hyperboler er der nok af, men prøv det, og fortæl mig in earnest, at jeg ikke har ret. 

Alternatively kan du også gøre, som jeg ofte gjorde på filmskolen når jeg løb tør for inspiration - luk samtlige vinduer i din lejlighed op på en råkold nat, sluk al lyset, smid det her album på Blaupunkten, og pak dig ind i tæpper og læs Stephen King. Hvis det ikke giver dig de mest sindssyge mareridt ved jeg ikke, hvad jeg ellers skal stille op for at få dig til at lytte til det her album. 

Bare gør som jeg siger, jeg har altid ret. Eller, ikke altid, men det her album er gudernes nektar, og du snyder dig selv for en fantastisk vinterkrykke hvis du ikke investerer i dette album pronto. 

Knuz,

Penny

Musik-mandag #1

Welcome to musik-mandag! Konceptet er simpelt; jeg skriver lidt om noget musik (og i TV-tirsdag og film-fredags tilfælde, om film og TV) jeg godt kan lide, forklarer hvad det går ud på, og kyler muligvis nogle links efter jer.

Anyways, min allerførste anbefaling ligger lunt i det aparte hjørne. Her er nemlig tale om Tiny Tim, en musiker der hovedsageligt lavede musik til børn, indtil hans død i 1996. Det skulle man ellers ikke tro, når man ser nedenstående video.

 

Jæs, det er et avant garde funk-og-vals-fusionsnummer der handler om syndfloden, og hvordan vi har fortjent det. Vel og mærke ikke sunget af en über-religiøs børnemusiker som Lil' Marky, men af en mærkelig gut der egentlig bare synes det var passende at skrive en børnesang om. 

Hans i mine øjne bedste album, God Bless Tiny Tim, har jeg hørt ualmindeligt mange gange. På albummet finder man også hans cover af Tip Toe Through The Tulips, som horror-fans nok kender fra filmen Insidious, og et mægtig ømt cover af Sonny og Cher's I Got You Babe, hvor Tiny agerer både kvindelig og mandlig hovedrolle. 

Det er lige præcis den slags musik min gode ven fede-Frede refererede til, da han ytrede de bevingede ord "Din musiksmag består mest af sådan noget man sætter på til en fest hvis man gerne vil ha' alle skal gå hjem", men hvis Tiny ikke formår at gøre din dag bare lidt finere, så har du sandsynligvis en sjæl så sort som kul, og kunne trænge til en frisk eksorcisme. 

Knuz,

Penny