Viser opslag med etiketten Popkultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Popkultur. Vis alle opslag

Merry Christmas, ya' filthy animals!

tirsdag den 24. december 2013

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,
Penny Three

Astrology

lørdag den 14. september 2013

Bare træk snitterne væk fra tastaturet, folkens. Jeg har fundet den bedste video på hele internettet.
Jeg ved ikke, om jeg kan tilføje noget til denne video, der om muligt kunne gøre den bedre, så jeg vil tie. Jeg er af hjertet rationalist, og overbevist om at stjernetegn er endnu en ansvarsfralæggelse udtænkt af folk der var bedre til at finde på fjollede vilkårligheder end jeg (og det siger en del), men denne skønsang kunne, om noget, omvende mig. Bare se den. Stol på mig. 

Knuz, 
Penny

Requiem til en social networking-side

lørdag den 10. august 2013

Siden 2009, hvor en ven introducerede mig, har jeg tilbragt al, al for megen tid på Tumblr, en mikro-blogging-tjeneste, som skulle vise sig at ta' om sig inden jeg havde nået at sige "Superwholock". Men nu er jeg altså, uheldigvis, gået hen og blevet voksen, med huslejeudgifter og sygeforsikring. Og Tumblr er øjensynligt gået den anden vej - hvor Tumblr for de små fire år siden hvor jeg hoppede på vognen var et sted, semi-voksne mennesker tog hen når de ville diskutere Pokémon og bageopskrifter (ihvertfald i det lille hjørne jeg habiterede), er det nu et slaraffenland for Directioners og folk, der går op i limningen hvis man ikke bryder sig om deres yndlings-Doctor-Who-companion.
Dermed ikke et ondt ord om Tumblr - det er stadig et skidehyggeligt sted, hvor man kan få tiiimer til at gå med at kigge på flotte modeblogs og folks grimme photoshop-edits af stills fra The Craft og Mean Girls, men jeg kan ikke selv finde balancen, og ligger dermed lunt i svinget hos Poe's lov (som siger, at man ikke kan se forskel på et ironisk forsøg på ekstremisme, og ærlig ekstremisme). Jeg aner simpelthen ikke, om min tid på Tumblr bliver tilbragt mest på at kigge ind gennem ruden på alle de smukke, photoshoppede seksten-åringe med deres lyserøde havfrue-hår og deres Hollister-kærester med den distance, den slags nu påkræver, eller om jeg gør præcis hvad jeg hader når andre mennesker gør - forsøger at finde min egen identitet gennem andres.
Derfor har jeg nu valgt at det skal være slut. Jeg vil ikke slette min Tumblr-profil, men i løbet af den sidste uges tid har jeg sagt mine goodbyes og unfollowed (nøj, man føler sig dum når man bruger sådan et udtryk helt uden ironi) en masse af mine ellers yndlings-blogs, fordi det udelukkende var eskapisme - ikke inspiration eller information, bare ren og skær verdensfjernhed. Jeg gider ikke længere reblogge flotte biblioteker og stills fra Heathers i VHS-kvalitet. Det må jeg desværre indse, at jeg er blevet for gammel til, hvor meget det end smerter mig at sige.
Min strømlining af min egen Tumblr-eksistens er muligvis mere Metadonen i min nedtrapnings-fase, men for nu er jeg godt tilfreds med udelukkende at bruge min profil til at chit-chatte med mine Tumblr-peeps, finde ny, god musik, og følge med i Doe Deere's utallige fadæser som verdens dårligste CEO.

RIP Tumblr, 2009-2013. Jeg vil savne dig, men du er også en ass.

Knuz,
Penny

THOR: The Dark World

onsdag den 7. august 2013

Hvis det er gået din næse forbi, skal jeg giftes med Tom Hiddleston, og jeg er derfor meget interesseret i alt hvad han laver. Traileren til The Dark World, toeren til den overraskende feministiske og velinstruerede (hvis man ser bort fra alle de hollandske vinkler) Thor fra 2011, blev smidt på nettet for ikke ret meget mere end en time siden, og internettet er allerede i beredsskabs-niveau rød. Det, der i sin tid holdt mig fra at se den første Thor var netop den usandsynligt bovlamme trailer, og præcis samme syndrom lider denne nye trailer af. Shit, hvor er den dårlig. Det eneste, der gjorde den værd at se, var Natalie Portman's karakter Jane, der giver en kæverasler til Loki, som sandsynligvis har fortjent det. Resten er bare eksplosioner, rungende voice-overs, og lidt comic relief til allersidst, som altså ikke er rigtig sjovt. 

Ikke at det skal afholde mig fra at se den, når den får premiere i Danmark på Halloween. Tværtom ligger jeg nok i kø foran min lokale BioCity, iført t-shirt og badges der erklærer min ubetingede kærlighed til Loki, koste hvad det vil (nok bare de 85 kroner en biograf-billet koster, men altså, det lyder dramatisk at sige). Hvordan kan man ikke elske nedenstående ansigt?
Det lader sig kun gøre hvis du er hjerteløs.
Promo-arbejdet til filmen har ellers været enormt godt, og hypen på dette års San Diego Comic-Con var til at ta' og føle på, men den her trailer kunne satan jensme godt lige spænde hjelmen. Nå, jaja. Team Loki, anyway!

Knuz,
Penny

Ex-CUSE me!

lørdag den 3. august 2013

I forbindelse med studiestart skal vi på rus-hyttetur, og udklædningstemaet er "hvis du kunne være en anden". Now, mit Enid Coleslaw-kostume har set så mange fester, så mange omgange opkasten i potteplanter, og så uendeligt mange fuldesnav, at det snart er på tide at det går på pension. Så nu har jeg brug for en ny udklædning. For at holde mig til temaet "sure teenagere fra samtidig pop-kultur", har jeg kastet mig over Jane Lane, Daria's bedste veninde og partner in crime. Jeg trisser i disse dage rundt på eBay for at finde en mørkerød blazer, et par løse shorts, en sort paryk og en sort v-neck med hvid kant. Det sidste er et større problem end først antaget, men den skal nok komme i hus (or else).
Målet er det her. Attituden er allerede i hus, jeg mangler bare tøjet.
Hvis det tanker, og jeg ikke finder de sidste stykker, må jeg jo igen iføre mig latex-Catwoman-maske og Raptor-tshirt, men jeg håber virkelig jeg kan tilføje dette outfit til samlingen, da jeg allerede pønsede på en omgang Jane-udklædning til sidste skoledag i niende. Alle mine venner syntes det var en dårlig idé for ingen vidste hvem hun var, så jeg endte med at klæde mig ud som den mandlige halvdel af et ældre turist-ægtepar sammen med min flotte veninde Anne. :(. Så nu skal det altså være!
Hvad ville I klæde jer ud som, hvis I blev stillet samme udfordring?

Knuz,
Penny

Sherlock Series 3!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker BBC's moderniserede Sherlock Holmes i form af Benedict Cumberbatch, og hans sidekick John Watson, portrætteret af den eminente Martin Freeman (som i øvrigt fik sin skuespil-debut i en Faith No More-musikvideo). Og nu er teaser-traileren for tredje sæson kommet ud! Nok er den kort som et best of Big Fat Snake-album, men jeg hænger allerede i gardinerne og ryster i spænding. Denne sæson's tre afsnit kommer til at hedde The Empty Hearse, The Sign of Three og His Last Vow, hvoraf førstnævnte er baseret på én af Conan Doyle's personlige yndlings-Holmes-noveller, nemlig The Adventure of the Empty House. Desuden skal danske Lars Mikkelsen spille skurk i et afsnit. Det vides ikke præcis hvornår tredje sæson får premiere, men en gang i efteråret er ikke skudt helt ved siden af. Tror du lige, jeg er så Sherlocked som man kan blive? 

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #7

søndag den 28. juli 2013

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

All the ginger ladies!

fredag den 26. juli 2013

Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.
Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.
Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.
Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence. 

Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.

Knuz,
Penny

RAD TIMES

mandag den 24. juni 2013

Advarsel: videoen er NSFW og ikke egnet for fotosensitive epileptikere
Dette er, og vil for evigt være, min yndlings-video på hele YouTube. Den er lavet af en kunstner, der kalder sig Scotty2Hotty69, eller bare MariahCarey_2007. Metoden hedder datamoshing, og er temmelig nem at lære - man kan downloade gratis kits med programmer og instruktioner rundt om på nettet, men det her er for mig at se det ultimative indenfor genren. Blandingen af visuals fra sen-firserne og start-halvfemserne og musikken til Pitchfork-nørderne rammer et ømt punkt for mig og mange andre på min alder. Er vores kærlighed til den visuelt overmættede røde tråd fra vores barndom i virkeligheden så ironisk som vi gerne vil at den fremstår? Hvorfor er halvfemser-børnene i det hele taget så stolte af deres årgang? Er Tony the Tiger virkelig så GRRRRREAT? Så mange spørgsmål, så lidt tid. Der er også en toer og en treer til denne video, som er næsten lige så gode. Se dem før din nabo.

Knuz, 
Penny

If Mirrors Could Speak

fredag den 24. maj 2013

Jeg faldt lige over denne temmelig foruroligende PSA fra '70erne. Personligt elsker jeg den her slags kortfilm - lige siden jeg så en fuldstændig sindsoprivende anti-LSD-film om en pige der spiser en hotdog og det viser sig at den har kone og børn og hun slår den ihjel ved at bide hovedet af den til tonerne af psykedelisk musik, har jeg været ganske fascineret af amerikanske PSA's - Public Service Announcements - fra '60erne og '70erne, og roligt men sikkert opbygget mig et arkiv af dem.

De minder mest af alt om mareridt, og jeg ved virkelig ikke hvem der startede med at synes, at de var en god idé, men jeg takker dem af hjertet. Hvis du er læser af bloggen hér (og er du det, synes jeg du burde følge mig på bloglovin'!), er det her en slags indlæg du kunne tænke dig at se mere af?

Home of Hedonism

søndag den 5. maj 2013

Igen må jeg takke internettet for at være det arkiv af mærkelige ting, det nu engang er. Jamie Hewlett, manden bag tegneserien Tank Girl og karakterdesignet af Gorillaz, lavede i 1999 denne enormt charmerende reklame for Virgin Cola.
Som stor fan af Jamie Hewlett gør det mig glad helt ind i milten at se den her reklame. Lige siden jeg faldt over et nummer af Tank Girl på mit skolebibliotek i en alder af 8, har jeg været betaget af hans tegninger, og jeg ville ønske at livet altid var som i den her video. 

Myz,
Penny

Claire og Steve!

søndag den 28. april 2013

I et reklamestunt for American Express har Steve Buscemi og Vampire Weekend sammen lavet en serie korte film, deriblandt denne lille perle der har fået glædestårerne frem i yours eller så stoiske truly.
I filmen inviterer Steve den usammenligneligt svedige musiker Claire Boucher, bedre kendt som Grimes, med til påskefrokost sammen med ham og Vampire Weekend. Men det gider hun ikke rigtigt, og gør et halvhjertet forsøg på at afvise ham på en pæn måde, men han tager ikke frivilligt imod noget som helst vink med en vognstang. 

For alle os utilpassede '90er-børn der hørte mærkelig musik og gik med lidt for meget eyeliner har Steve Buscemi spillet en stor rolle som den socialt handikappede vinyl-entusiast Seymour i filmen Ghost World, baseret på Daniel Clowes' tegneserie af samme navn. At se ham spille overfor Tumblr's sorte Madonna er som en solskinsstråle på en September-dag, det varmer sgu'.

Knuz, 
Penny

Lilla Lovis og könsrock

lørdag den 27. april 2013

Lilla Lovis er en svensk kunstner jeg ved et tilfælde faldt over for nogle år siden. Og for at kunne forklare i dybden hvem hun er, bliver jeg nødt til også at traktere med en forklaring om svensk rock-musik fra 80'erne.
I 80'ernes Sverige opstod en genre der hedder könsrock - sexrock - og da den hovedsageligt bestod af mænd i rockbands, blev det hele meget hurtigt meget afskyvækkende. Med sange om nazisme, pædofili og gøren grin med handicappede gjorde bands som Onkel Kånkel og Pure-X Sverige til er mindre behageligt og temmelig meget klammere sted at være. Genren handlede, som navnet antyder, også meget om sex, og da könsrock udelukkende bestod af mænd, handlede sangene naturligvis også uendelig meget om objektificering af kvinder, hvilket i sig selv er meget uheldigt hvis ikke det gøres med en vis respekt. Hvad det ikke gjorde.

Sidenhen er genren næsten døet helt ud, men i 2010 debuterede Lilla Lovis med sin single Spottar Aldrig Ut, en sang der handler om hvorfor hun aldrig spytter sin tobaks-snus ud før hun giver et blowjob. Navnet Lilla Lovis tog hun i øvrigt fordi hun havde lagt nogle billeder af sig selv på nettet som blev stjålet af en porno-hjemmeside, og brugte dem under navnet Lilla Lovis. Det ville hun ikke finde sig i, og i stedet for at sagsøge eller klage valgte hun at (tilbage)stjæle deres karakter, som jo egentlig var hende selv, og gå under navnet.
Siden da har hun udgivet en EP, Spottar Aldrig Ut, og et album ved navn Som En Oskuld, hvor coveret afbilder Lovis selv som jomfru Maria, hvilket sikkert ikke er faldet i helt god jord i det svenske bibel-bælte. Under alle omstændigheder deler hendes minimalistiske pop-musik vandene, og jeg har endnu ikke mødt andre mennesker der kan holde hende ud, tværtimod. Overraskende nok på nær min mor, der overhørte Spottar Aldrig Ut da jeg en dag spillede den hjemme i hendes stue, hvortil hun spurgte "Synger hun hvad jeg tror hun synger? Fantastisk, jeg kan lide det! En frisk, ung kvinde der ikke gør som der forventes af hende!" Og det ved jeg ikke helt hvad man kan udlede af. Men under alle omstændigheder holder jeg meget af Lovis, og er af den radikale holdning at hun burde ha' et større publikum end hun har.
 

Faste læsere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading