TV-tirsdag #4

Jæs, jeg er først for nuværende kommet omkring TV-serien Fringe. Jeg downloadede første afsnit af serien for mange herrens år siden på min gamle røvspand af en stationær, men det skulle vise sig at afsnittet var dubbet på fransk, så jeg måtte droppe at se det, da jeg kun taler det franske, som jeg har lært af Eddie Izzard (Le singe est sur la branche er bare ikke nok til rimelig forståelse).

Men da jeg for tiden er løbet tør for TV-serier, og endda var nået så langt ud i tovene at jeg startede forfra med Doctor Who, tænkte jeg "nej nu skal det satan jensme være løgn", og så tænkte jeg tilbage på afsnittet jeg så syv minutter af på fransk dengang jeg stadig boede under samme tag som min mor, og det er eddermame længe siden. Og selvom det ikke er en helt rimelig arvtager fra the X-Files, undertegnedes hjertebarn, er den heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

For det første spiller Anna Torv pissegodt. Hende kunne jeg altså godt se som et Hollywood-ansigt, men eftersom Hollywood ikke er enige med mig om noget som helst (sajøst, hvorfor caste Mia Wasikowska i noget som helst, når nu Emily Browning eksisterer?!), så fåk dem. For det andet er det én af de sjældne serier, der starter ud med en masse hemmeligheder og cliffhangere, men som man ikke mister interessen for når de bliver forklaret. Det er sjældent, kudos til dem!

Mens nogle af afsnittene er liiiidt tunge at danse med, er der også andre der kunne gøres til spillefilm uden man ville nå at kede sig. Og mens dialogen ofte er temmelig hammy, trækker førnævnte Anna Torv i hovedrollen som Olivia Dunham, og Joshua Jackson som ældre læsere vil huske som Ham Den Anden i Dawson's Creek som Peter Bishop, rigtig meget op. Jeg tror både cast og instruktør har rullet med øjnene af noget af dialogen, men de gør det nu altså rimeligt.

Serien blev taget af sendefladen sidste år, så den er afrundet, men jeg er kun lige nået til slutningen af første sæson, og det er første gang jeg skriver en anmeldelse af en serie jeg først er i gang med at lære at kende. Tingene kan nå at udvikle sig.

Anyways, jeg håber I har det godt, og nød de ni minutters sommervejr vi havde i sidste uge. Mit eget skema er blevet forplumret af en heftig omgamg sygdom, et studie der fylder som en Grand Danois i en et-værelses, og en beslutning om endelig at blive fri af de sidste fem flyttekasser. Det er ved at være pinligt. Jeg har boet her i fire måneder nu.

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #3

Jeg beklager fraværet af mit Musik-mandag-indlæg igår, skoletrætheden har endelig meldt sig, så jeg har sovet helt ufattelig meget de sidste 72 timer. Anyways, i TV-tirsdag vil jeg i denne uge introducere jer for et show jeg er næsten 100% på at I ikke kender! Asylum, kreeret i 1996, var startskuddet for Spaced-holdets karriere. Både Simon Pegg, Jessica Hynes og Edgar Wright var med til at skabe serien, og vi mødes også med Julian Barratt fra The Mighty Boosh, David Walliams, og Bill Bailey for noget nær første gang.

Hele første afsnit på YouTube

Serien begynder, da Simon Pegg's karakter Simon leverer en pizza til et psyk-hospital. Da han ankommer, bliver han gaslightet til at blive, og sammen med de andre indlagte planlægger han en flugt fra afdelingen. Shenanigans ensue. Som mange andre komiker-støttehjul gennem tiderne fik serien her kun én sæson, men hjalp enormt mange af dets cast og crew videre til en glorværdig karriere indenfor underholdning. 

Af én eller anden årsag er serien gået helt i glemmebogen, i modsætning til dens sjælesøster Spaced fra 1999 (som I i øvrigt kommer til at høre meget mere om, da det er min ultimative yndlings-serie som jeg elsker mere end noget andet i verden, fer srs) som gik hen og blev et kult-hit. Den er derfor heller aldrig blevet genudsendt, og som resultat er den ikke blevet udgivet på hjemmevideo, og den eneste måde man kan se den på er derfor på YouTube, som set ovenfor, og på cast-medlemmet Norman Lovett's hjemmeside. Hele serien kan tygges igennem på en eftermiddag, og det er, hvis man er fan af Cornetto-trilogien eller Spaced, som at se en usleben diamant ta' form og finde skæring. Hvis ikke man kender førnævnte, er det bare med at komme i gang. Shaun of the Dead er dér de fleste starter, men personligt vil jeg anbefale Spaced. For hårdt. Seriøst. Spaced <3.

Knuz,

Penny

TV-tirsdag #2

I anden runde af TV-tirsdag har jeg valgt at skrive om et TV-show der står mit hjerte meget nært, nemlig Twin Peaks. Den geniale TV-serie skabt af Mark Frost og David Lynch var én af de ting, der vækkede min interesse for film-mediet, og da den kom ud i 1990 var det også en enorm success, som holdt folk klinet til skærmen. Mine forældre har fortalt, hvordan de slavisk fulgte med, og hvordan seriens catchphrase, "Who killed Laura Palmer?", var allemandseje.

Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.

Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.

Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.

Nå, det her blev altså længere end jeg lige havde påregnet, men det korte af det lange er, at hvis du ikke har set Twin Peaks endnu, så gør dig selv den tjeneste. Også selvom du synes det er, like, totally lamewad at se noget dine forældre så i TV før du blev født.

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #1

Vi bliver i det lidt barnlige hjørne i forhold til gårsdagens indlæg, da jeg gerne vil introducere jer for Cartoon Network's brilliante satsning Adventure Time. Kreeret af Pendleton Ward, i første omgang i 2007 som et enestående afsnit der gik hen og blev et viralt hit, og i 2010 som en serie på deres hovedkanal, Adventure Time with Finn and Jake handler om de to hovedpersoner, drengen Finn og den talende hund Jake der har magiske kræfter. De bor i landet Ooo, der upåtalt i selve serien er et post-atomapokalyptisk land, med muterede freaks, hvoraf det eneste menneske tilbage er Finn selv.

De tackler monstre, filosofiske problemer, Finn's forelskelse i Princess Bubblegum og senere hen Flame Princess, og deres nemesis, The Ice King. Ikke en egentlig skurk, da de ind imellem er gode venner, men mere ligesom ham den lidt mærkelige på legepladsen da man gik i børnehave - man forstår godt han ikke har nogen venner, men man forstår også godt at han er ked af det og derfor sparker pædagogerne når de prøver at gi' ham flyverdragt på.

Showet er på sin vis inspireret af mange børneserier fra midt-halvfemserne, hvor mange "voksne" jokes går hen over hovedet på børnene, men som forældrene kan grine af, en kunst Rocko's Modern Life kogte ned til perfektion. Samtidig taler serien aldrig ned til børn, og de fleste winks til de voksne seere er ikke så meget jokes, som de er af filosofisk natur.

Det skinner for eksempel igennem i afsnittet, hvor Ice King har bygget en robot med kunstig intelligens ved navn NEPTR. Til slut i afsnittet skal NEPTR vælge om den helst vil bo hos Finn og Jake eller hos Ice King, og selvom Finn og Jake nok er sødere ved den, vil de kun vinde fordi det vil gøre Ice King vred. Afsnittet ender dog overraskende med en lille monolog, hvori Ice King sørger over tabet af en ven, mens Finn, Jake og NEPTR griner i baggrunden. Det er satme sjældent jeg tænder for vandværket til børneunderholdning, men lige dér gav jeg altså los.

Med andre ord er det et must at se Adventure Time hvis du er til intelligent børneunderholdning der kan sparre humoristisk med selv de mest brilliante "voksen"-serier.

Knuz,
Penny