Lime Crime, et pastelfarvet mareridt

Tegning af Purrtle Ote

Jeg har tidligere, i et enkelt indlæg, nævnt makeupfirmaet Lime Crime. Af én eller anden årsag er det slet skjulte faktum at Lime Crime er et sniget, uetisk firma ikke nået til den danske blogosfære, da jeg har set en del både store og små bloggere skrive om firmaet i rosende vendinger. Det bliver en lang post, men hvis man nogensinde har overvejet at købe fra Lime Crime synes jeg klart man skal læse den, da man som forbruger bør vide hvad man giver sine penge til. Det er ikke mit job at fortælle dig at du ikke skal købe Lime Crime (FOR SÅ BLIR MOR SUR), men det mindste jeg kan gøre er at oplyse folk om hvorfor Lime Crime's CEO er en røvsnaps af astronomiske proportioner.

Mit eventyr med Lime Crime startede heeelt tilbage i 2007 eller 2008, da jeg opdager den første blog jeg nogensinde gad læse, Doe Deere Blogazine, skrevet af den enigmatiske Doe Deere, godt pebret med eventyrlige og farverige billeder af hendes røde hår, hendes glitrende garderobe, og hendes regnbuefarvede hjem. Der gik ikke længe fra jeg opdagede bloggen, til hun startede sig eget makeupfirma, Lime Crime. Jeg var naturligvis totalt på, og brugte min allerførste SU på løse Lime Crime-pigmenter.

Allerede dengang havde jeg hørt lidt snak på nettet om at standarden slet ikke lå på det ubegribeligt høje prisniveau hendes produkter lå på (små makeupfirmaer plejede dengang at sælge løse pigmenter til ikke ret meget mere end 8$, Lime Crime's kostede 12$), men jeg slog det hen som onde tunger der bare var 2talt jaloux på Doe's unikke sparkliness. Pigmenterne var ok, men da jeg var rimelig ny ud i makeuppens vilde verden syntes jeg bare det var megasvedigt at der var så mange farver at vælge mellem, og tog mig derfor ikke rigtigt af kvaliteten. Form over funktion, I guess.

Hapset fra Lipsticks & Lightsabers

Efter et år eller to, hvor jeg stadig læste hendes blog, men blev mere og mere skeptisk efter jeg så bevis for, at hun havde kaldt en tidligere kunde, som hun havde solgt en kjole der var repareret med gaffatape, for et røvhul, begyndte jeg at rynke på brynene. Det skulle også komme frem, at de pigmenter hun havde solgt for 12$ for et lille glas ikke var andet end rå pigmenter hun havde købt direkte fra TKB, hvor man kan få halvkilos poser med pigment til cirka samme pris (en prisinflation omkring hundredeganget, rimelig god business). Det var cirka omkring dér, da jeg opdagede at jeg havde givet Doe næsten 1000 kroner for 25 kroners produkt, at jeg begyndte at blive pænt harm i sulet.

Lime Crime sendte en serie af læbestifter på gaden med nogle dengang rimelig unikke farver, men de blev sablet ned af beautybloggere, fordi der var for meget pigment og for lidt produkt, så de tørrede ud, streakede og ville ikke sidde hvor de skulle, også selvom de kostede mere end en MAC-læbestift, hvilket er ret ballsy for et lille firma. Jeg købte også selv et par stykker for at teste dem, og ganske rigtigt er de temmelig dårlige. De blev tillige markedsført som værende veganske på trods af at de var lavet med bivoks. Cool move, Doe.

Lime Crime samlede penge ind til et kattepensionat to år i træk, men efter en hurtig Google-søgning fandt man ud af, at pensionatet ikke eksisterede, og Doe højst sandsynligt blot sparede sammen til en ny Betsey Johnson-kjole. Cirka samtidig skrev hun et blogpost om hvordan hun havde klædt sig ud som Hitler et år til Halloween, hvilket er 50 shades of not okay, hvis man har bare en lille smule omløb i hovedet.

Da Doe's gamle veninde, Amy Doan, startede sit eget makeupfirma Sugarpill tilbage i 2010, var en bestemt anonym ond tunge meget hurtigt på banen med alskens beskyldninger, især dét at Sugarpill bare skulle være videresolgte færdigproducerede øjenskyggepaletter (hvilket i øvrigt ikke er sandt), men med lidt teknisk snilde kunne man spore billederne til Doe Deere's kamera. Så dér var lidt ironi til husarerne. Da jeg synes Amy Doan er en enhjørning med en sjæl som en sommerfugl (og jeg elsker hende <3) var dét den sidste dråbe der fik mit bæger til at flyde over, og dér holdt jeg op med overhovedet at forsøge at forsvare Doe's bovlamme pasteleventyr. Jeg følger stadig vagt med i hvad hun går og laver, mest bare fordi jeg godt kan lide hendes stil og hendes evne til altid at gøre fuldstændigt tåbelige ting, men intet kan få mig til at hoppe over på hendes side igen. Måske på nær en undskyldning, men det kommer vi nok til at skulle skyde en hvid pind efter.

Andre 2talt fede ting Doe Deere har bedrevet:

• Hendes nye flydende læbestift Salem, hvis tagline er "worth burning at the stake over", tager rimelig let på det faktum, at "hekse"-afbrændinger i den grad stadig foregår i tredjeverdenslande idag
• Den famøse China Doll-kampagne, der spiller på racistiske og imperialistiske fordomme om Asien, og en charmerende billedserie af Hanna Beth i yellowface
• Direkte tyvstjæleri af andres fotos til en reklamekampagne
• Falske trusler om retssager mod bloggere der har anmeldt hendes produkt til mindre en et stort 13-tal

Og man kunne blive ved. Men burde man? Næ vel? Kilder til alt hvad jeg har skrevet om, og mere til (da man jo tydeligvis bliver nødt til at koge det lidt ned) kan findes lige her (på engelsk).

Som sagt skal jeg ikke moralisere eller fortælle, at folk ikke skal købe hendes produkter, især da jeg selv har købt Lime Crime mens at ha' kendt til en del af disse skandaler, men jeg mener dog, at den danske blogosfære bliver nødt til at anerkende, at Lime Crime ikke er et firma der kan beskrives udelukkende med sukkersøde vendinger, hvinen over unik indpakning, og idolisering af helgen Doe, og jeg har endnu ikke set nogen blogge om Lime Crime hvor de så meget som hentydede til al det skidt hun har haft snitterne i. 

Til sidst vil jeg prøve at samle en liste over alle de svedige indie-firmaer der producerer unik makeup, som jeg lige kan komme i tanker om. I må hjertens gerne supplere i kommentarerne!

• Portland Black Lipstick Company (unikke læbestifter til en rimelig pris)
• Melt Cosmetics (lidt dyrere, men mægtig fine iøjnefaldende farver)
• Sugarpill Cosmetics (Amy Doan er en prinsesse, og hendes makeup er SÅ god!)
• Fyrinnae (løse pigmenter i alskens farver til en absolut rimelig penge, er åbenbart lukket until further notice)
• Obsessive Compulsive Cosmetics (deres lip tars skulle være fuldstændig himmelske)
• LIT Cosmetics (glimmerglimmerglimmer <3)

Det var alt. Det kan være der kommer en efterfølger til dette indlæg hvis Doe Deere bedriver endnu flere uetiske ting, men indtil da må dette indlæg stå som eksempel på, at bare fordi man bruger meget glimmer, er man ikke nødvendigvis en fin lille enhjørning (i dette tilfælde mere bare et æsel med en isvaffel i panden).

Knuz,

Penny

Dobbeltmoralens vogter

Normalt synes jeg knock-offs af designervarer er noget af det mest tacky i hele verden. Når du køber en Chanel-taske er halvdelen af det altså at vise verden, at du har råd til en 2.55. Ellers kan du lige så godt købe en Friis & Co. i Føtex, der er lige så pæn, bare ikke designet af en gammel nazist. Nå, men lige siden jeg satte mine pølleben i en kirke for første gang, har jeg elsket glasmosaikker. Og da Black Milk lancerede et par leggings med glasmosaik-motiv, har jeg mægtig gerne villet ha' et par.

Men da Black Milk kræver en mindre formue for et par leggings, der (ihvertfald når de sidder på mig) går i stykker efter en seks-syv ganges brug, og desuden er bosat i Australien og derfor er rimelig told&skat-labile, har jeg udskudt det. 

Da Topshop så for nylig lavede et par leggings der var en lillebitte smule anderledes, men meget billigere, ville jeg flux smide dem i kurven, men jeg ventede for længe, og så var de udsolgt. Tårer blev fældet. Krampegråd blev udført i dramatisk stil. Og så bed jeg altså min stolthed i mig, søgte på eBay, og ud over et par Urban Outfitters-leggings i lidt samme stil (bare Urban Outfitters-agtige og dermed temmelig grimme) var der kun dette par - et par Black Milk-knockoffs til en fraktion af de originales pris. 

 

Og jeg kunne ikke mere. Jeg knækkede. Jeg købte dem. Undskyld. Fra nu af må jeg bide det i mig når jeg har lyst til at ryste diverse unge kvinder i nattelivet og råbe "DET DÉR ER IKKE ET LOUIS VUITTON-BÆLTE, HOLD NU OP!", og indse, at de er mig, og jeg er dem. Og med ét par leggings, har min eksistens nu ændret sig drastisk. Og jeg glæder mig gevaldigt til at valse rundt i dem og tage awkward selfies til Instagram. Suck it, dobbeltmoral, jeg bliver pisselækker i dem.

Knuz,
Penny

Requiem til en social networking-side

Siden 2009, hvor en ven introducerede mig, har jeg tilbragt al, al for megen tid på Tumblr, en mikro-blogging-tjeneste, som skulle vise sig at ta' om sig inden jeg havde nået at sige "Superwholock". Men nu er jeg altså, uheldigvis, gået hen og blevet voksen, med huslejeudgifter og sygeforsikring. Og Tumblr er øjensynligt gået den anden vej - hvor Tumblr for de små fire år siden hvor jeg hoppede på vognen var et sted, semi-voksne mennesker tog hen når de ville diskutere Pokémon og bageopskrifter (ihvertfald i det lille hjørne jeg habiterede), er det nu et slaraffenland for Directioners og folk, der går op i limningen hvis man ikke bryder sig om deres yndlings-Doctor-Who-companion.

Dermed ikke et ondt ord om Tumblr - det er stadig et skidehyggeligt sted, hvor man kan få tiiimer til at gå med at kigge på flotte modeblogs og folks grimme photoshop-edits af stills fra The Craft og Mean Girls, men jeg kan ikke selv finde balancen, og ligger dermed lunt i svinget hos Poe's lov (som siger, at man ikke kan se forskel på et ironisk forsøg på ekstremisme, og ærlig ekstremisme). Jeg aner simpelthen ikke, om min tid på Tumblr bliver tilbragt mest på at kigge ind gennem ruden på alle de smukke, photoshoppede seksten-åringe med deres lyserøde havfrue-hår og deres Hollister-kærester med den distance, den slags nu påkræver, eller om jeg gør præcis hvad jeg hader når andre mennesker gør - forsøger at finde min egen identitet gennem andres.

Derfor har jeg nu valgt at det skal være slut. Jeg vil ikke slette min Tumblr-profil, men i løbet af den sidste uges tid har jeg sagt mine goodbyes og unfollowed (nøj, man føler sig dum når man bruger sådan et udtryk helt uden ironi) en masse af mine ellers yndlings-blogs, fordi det udelukkende var eskapisme - ikke inspiration eller information, bare ren og skær verdensfjernhed. Jeg gider ikke længere reblogge flotte biblioteker og stills fra Heathers i VHS-kvalitet. Det må jeg desværre indse, at jeg er blevet for gammel til, hvor meget det end smerter mig at sige.

Min strømlining af min egen Tumblr-eksistens er muligvis mere Metadonen i min nedtrapnings-fase, men for nu er jeg godt tilfreds med udelukkende at bruge min profil til at chit-chatte med mine Tumblr-peeps, finde ny, god musik, og følge med i Doe Deere's utallige fadæser som verdens dårligste CEO.

RIP Tumblr, 2009-2013. Jeg vil savne dig, men du er også en ass.

Knuz,
Penny

All the ginger ladies!

Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.

Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.

Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.

Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence. 

Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.

Knuz,
Penny

Chokoladepålæg og sociale netværk

I mine kedelige gymnasiedage besluttede jeg mig for at lave en profil på Tumblr, et dengang temmelig nyt netværk, som ikke mange danskere var på. Mest var det bare for at ha' et sted at brokke mig mere velformuleret end på Twitter, og for altid at ha' noget at ta' mig til i de timer der kedede mig mest. Hvad jeg ikke vidste var, at Tumblr senere skulle eksplodere, og blive til det mekka for teenage-hipstere, One Direction-fans, og SuperWhoLockere det er i dag. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville møde folk, der skulle gå hen og blive gode venner, omend på langdistance-basis.

Det føles bare ikke så fjernt, når ens Tumblr-BFF tager sig den ulejlighed at sende undertegnedes yndlings-chokoladepålæg, Nugatti, hele vejen fra Norge til Danmark i en æske der er pakket ind i medicinsk tape, fordi hun ikke havde andet og ville skynde sig, fordi hun vidste at jeg gik og var lidt trist, mestendels over det faktum at Nugatti ikke kan fås i Danmark.

Ydermere har man også gået og hysset, fordi førnævnte veninde lige har fået hund for første gang, og man selv er herre-hundeskruk. Man har ved flere lejligheder fået lov til at skype med hunden (og veninden, selvsagt), men i brevet er der også et herre-sødt brev som er sjasket ind i blå pote-aftryk!

Da jeg skrev til min veninde at jeg havde modtaget pakken og hvor glad jeg var, skrev hun, at hunden, som i øvrigt hedder Misha og er det sødeste kræ i verden, stadig var fedtet ind i blå vandfarve. Så bliver man sgu' helt varm om hjertet.

Dén her lille frækkert, at finde på addresse-mærkatet, fik mig i øvrigt til at fnise som en skolepige i bussen på vej hjem fra posthuset. Søde mennesker er der nok af, men folk, der vil sende Nugatti over landegrænser i selskab med en fjollet dinosaur og en hundeautograf, dem skal man satme lede længe efter.

Knuz,
Penny

Om hvordan Placebo formede min teenageidentitet

En skæbnesvanger oktoberaften i 2003 sidder jeg sammen med min familie i vores sommerhus og zapper rundt på de mange TV-kanaler for at finde noget spændende. Min far falder over MTV, hvilket vi allesammen kan blive enige om, så vi sidder med hver vores kop te og ser Jennifer Lopez-videoer. Pludselig, ud af det blå, toner Placebo frem på skærmen. En video med forvrængede ansigter, hjertestartere og antydede cumshots. Nummeret er ladet med reverb, og over dette en enormt androgyn stemme, der synger om mænd i kvindetøj der har anonym sex med papirsposer over hovedet. Nancy Boy, skulle jeg senere finde ud af, hed nummeret.

Det var som en kold spand vand i hovedet på en forvirret trettenårig som jeg. Min identitet havde et ben i alle lejre, og jeg elskede både Lizzie McGuire og Marilyn Manson. Men da jeg så Placebo, faldt brikkerne pludselig på plads. Brian Molko, Placebo's frontmand, stod stolt og rank og tæskede løs på en guitar mens han sang som en pige, og havde mere makeup på end selv de fremmeste piger i min klasse. “Det dér”, tænkte jeg, “det er mig!”. Og de næste mange år baserede jeg ganske rigtigt min eksistens på Placebo's manifesto. Jeg havde i mange år sort pagehår ligesom The Man Himself (og Enid Coleslaw fra Ghost World, men that's another story for another day), tog uendelige mængder eyeliner på hver morgen, og stillede spørgsmålstegn ved min egen seksualitet og kønsidentitet.

Da jeg gik i 3.G, fyldte nitten, og min identitetsforvirring fortog sig en kende (samtidig med at jeg klippede alt mit hår af) drev min Placebo-besættelse også lige så stille over. Jeg begyndte at interessere mig for andre, bredere, genrer. Jeg var pludselig knapt så vred og forvirret over det at være til, og jeg behøvede ikke min daglige dosis Placebo (no pun intended). Helt færdig var jeg dog ikke med dem – jeg købte stadig en hundedyr udgave af deres sjette album, Battle for the Sun, med både autografer, vinyl, DVD, og hele moletjavsen. Det er på ingen måde deres stærkeste album, men jeg fortryder INTET.

Jeg er på det seneste begyndt at lytte lidt til dem igen, og det har været både nostalgisk, trist, sjovt og har fået mig til at føle mig enormt meget hjemme i min egen hjerne, og har på sin vis også været med til at forankre min identitet. På trods af, at deres musik måske ikke er så relevant for mig mere, har de på en måde taget ny form – nogle tekster, jeg ikke forstod før forstår jeg pludselig, og omvendt. Hvis jeg var stødt på dem idag havde min fascination nok mere taget form som nysgerrighed og morskab, end egentlig kærlighed. Alligevel vil der altid være et specielt kammer i mit hjerte til Placebo, og min drøm om at få deres vinge-logo tatoveret på ryggen er ikke død endnu. Placebo har for mig betydet, at jeg har følt mig tryg og godt tilpas i situationer der ellers ville have fået mig til at stejle. De har været med til at få mig til at føle mig tilpas i min egen krop og mit eget sind. De har sågar givet mig utallige venner, jeg stadig ser, da det ikke længere er bandet der holder os sammen.

Jeg er sikker på, at mange, hvis ikke alle, har et band, en bog, en film, eller noget i den dur, der har betydet enormt meget for dem i deres teenageår. Placebo er mit. Hvad er jeres?