Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.
Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.
Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.
Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence.
Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.
Knuz,
Penny
Ingen kommentarer:
Send en kommentar