Lime Crime, et pastelfarvet mareridt

Tegning af Purrtle Ote

Jeg har tidligere, i et enkelt indlæg, nævnt makeupfirmaet Lime Crime. Af én eller anden årsag er det slet skjulte faktum at Lime Crime er et sniget, uetisk firma ikke nået til den danske blogosfære, da jeg har set en del både store og små bloggere skrive om firmaet i rosende vendinger. Det bliver en lang post, men hvis man nogensinde har overvejet at købe fra Lime Crime synes jeg klart man skal læse den, da man som forbruger bør vide hvad man giver sine penge til. Det er ikke mit job at fortælle dig at du ikke skal købe Lime Crime (FOR SÅ BLIR MOR SUR), men det mindste jeg kan gøre er at oplyse folk om hvorfor Lime Crime's CEO er en røvsnaps af astronomiske proportioner.

Mit eventyr med Lime Crime startede heeelt tilbage i 2007 eller 2008, da jeg opdager den første blog jeg nogensinde gad læse, Doe Deere Blogazine, skrevet af den enigmatiske Doe Deere, godt pebret med eventyrlige og farverige billeder af hendes røde hår, hendes glitrende garderobe, og hendes regnbuefarvede hjem. Der gik ikke længe fra jeg opdagede bloggen, til hun startede sig eget makeupfirma, Lime Crime. Jeg var naturligvis totalt på, og brugte min allerførste SU på løse Lime Crime-pigmenter.

Allerede dengang havde jeg hørt lidt snak på nettet om at standarden slet ikke lå på det ubegribeligt høje prisniveau hendes produkter lå på (små makeupfirmaer plejede dengang at sælge løse pigmenter til ikke ret meget mere end 8$, Lime Crime's kostede 12$), men jeg slog det hen som onde tunger der bare var 2talt jaloux på Doe's unikke sparkliness. Pigmenterne var ok, men da jeg var rimelig ny ud i makeuppens vilde verden syntes jeg bare det var megasvedigt at der var så mange farver at vælge mellem, og tog mig derfor ikke rigtigt af kvaliteten. Form over funktion, I guess.

Hapset fra Lipsticks & Lightsabers

Efter et år eller to, hvor jeg stadig læste hendes blog, men blev mere og mere skeptisk efter jeg så bevis for, at hun havde kaldt en tidligere kunde, som hun havde solgt en kjole der var repareret med gaffatape, for et røvhul, begyndte jeg at rynke på brynene. Det skulle også komme frem, at de pigmenter hun havde solgt for 12$ for et lille glas ikke var andet end rå pigmenter hun havde købt direkte fra TKB, hvor man kan få halvkilos poser med pigment til cirka samme pris (en prisinflation omkring hundredeganget, rimelig god business). Det var cirka omkring dér, da jeg opdagede at jeg havde givet Doe næsten 1000 kroner for 25 kroners produkt, at jeg begyndte at blive pænt harm i sulet.

Lime Crime sendte en serie af læbestifter på gaden med nogle dengang rimelig unikke farver, men de blev sablet ned af beautybloggere, fordi der var for meget pigment og for lidt produkt, så de tørrede ud, streakede og ville ikke sidde hvor de skulle, også selvom de kostede mere end en MAC-læbestift, hvilket er ret ballsy for et lille firma. Jeg købte også selv et par stykker for at teste dem, og ganske rigtigt er de temmelig dårlige. De blev tillige markedsført som værende veganske på trods af at de var lavet med bivoks. Cool move, Doe.

Lime Crime samlede penge ind til et kattepensionat to år i træk, men efter en hurtig Google-søgning fandt man ud af, at pensionatet ikke eksisterede, og Doe højst sandsynligt blot sparede sammen til en ny Betsey Johnson-kjole. Cirka samtidig skrev hun et blogpost om hvordan hun havde klædt sig ud som Hitler et år til Halloween, hvilket er 50 shades of not okay, hvis man har bare en lille smule omløb i hovedet.

Da Doe's gamle veninde, Amy Doan, startede sit eget makeupfirma Sugarpill tilbage i 2010, var en bestemt anonym ond tunge meget hurtigt på banen med alskens beskyldninger, især dét at Sugarpill bare skulle være videresolgte færdigproducerede øjenskyggepaletter (hvilket i øvrigt ikke er sandt), men med lidt teknisk snilde kunne man spore billederne til Doe Deere's kamera. Så dér var lidt ironi til husarerne. Da jeg synes Amy Doan er en enhjørning med en sjæl som en sommerfugl (og jeg elsker hende <3) var dét den sidste dråbe der fik mit bæger til at flyde over, og dér holdt jeg op med overhovedet at forsøge at forsvare Doe's bovlamme pasteleventyr. Jeg følger stadig vagt med i hvad hun går og laver, mest bare fordi jeg godt kan lide hendes stil og hendes evne til altid at gøre fuldstændigt tåbelige ting, men intet kan få mig til at hoppe over på hendes side igen. Måske på nær en undskyldning, men det kommer vi nok til at skulle skyde en hvid pind efter.

Andre 2talt fede ting Doe Deere har bedrevet:

• Hendes nye flydende læbestift Salem, hvis tagline er "worth burning at the stake over", tager rimelig let på det faktum, at "hekse"-afbrændinger i den grad stadig foregår i tredjeverdenslande idag
• Den famøse China Doll-kampagne, der spiller på racistiske og imperialistiske fordomme om Asien, og en charmerende billedserie af Hanna Beth i yellowface
• Direkte tyvstjæleri af andres fotos til en reklamekampagne
• Falske trusler om retssager mod bloggere der har anmeldt hendes produkt til mindre en et stort 13-tal

Og man kunne blive ved. Men burde man? Næ vel? Kilder til alt hvad jeg har skrevet om, og mere til (da man jo tydeligvis bliver nødt til at koge det lidt ned) kan findes lige her (på engelsk).

Som sagt skal jeg ikke moralisere eller fortælle, at folk ikke skal købe hendes produkter, især da jeg selv har købt Lime Crime mens at ha' kendt til en del af disse skandaler, men jeg mener dog, at den danske blogosfære bliver nødt til at anerkende, at Lime Crime ikke er et firma der kan beskrives udelukkende med sukkersøde vendinger, hvinen over unik indpakning, og idolisering af helgen Doe, og jeg har endnu ikke set nogen blogge om Lime Crime hvor de så meget som hentydede til al det skidt hun har haft snitterne i. 

Til sidst vil jeg prøve at samle en liste over alle de svedige indie-firmaer der producerer unik makeup, som jeg lige kan komme i tanker om. I må hjertens gerne supplere i kommentarerne!

• Portland Black Lipstick Company (unikke læbestifter til en rimelig pris)
• Melt Cosmetics (lidt dyrere, men mægtig fine iøjnefaldende farver)
• Sugarpill Cosmetics (Amy Doan er en prinsesse, og hendes makeup er SÅ god!)
• Fyrinnae (løse pigmenter i alskens farver til en absolut rimelig penge, er åbenbart lukket until further notice)
• Obsessive Compulsive Cosmetics (deres lip tars skulle være fuldstændig himmelske)
• LIT Cosmetics (glimmerglimmerglimmer <3)

Det var alt. Det kan være der kommer en efterfølger til dette indlæg hvis Doe Deere bedriver endnu flere uetiske ting, men indtil da må dette indlæg stå som eksempel på, at bare fordi man bruger meget glimmer, er man ikke nødvendigvis en fin lille enhjørning (i dette tilfælde mere bare et æsel med en isvaffel i panden).

Knuz,

Penny

Ønskesæl anno 2013

Én af de værre ting i december er at skrive ønskesæl (en mishøring min søster begik da hun var barn, og ligesom bare har holdt ved i den lille familie siden da). Hvad skal man ønske sig? Hvad burde man selv ta' ud og købe? Må man godt ønske sig Tom Hiddleston, hvis man nu har været ekstra sød? Anyways, efter lang tids indre monolog og sirligt udtænkte pros-and-cons-lister, er her mine største ønsker til jul.

• Dahlia Noir fra Givenchy: Min parfume-metode består i at prøve alle min mors parfumer når jeg er på besøg, og derfra deducere hvilke jeg bedst kan lide, for hun har faktisk temmelig god smag. Til min søsters studentergilde gik jeg full-on goth, for det følte jeg for netop den dag, og tænkte, at en parfume med dét navn nok var rimelig passende. Min mor kiggede opgivende på mig da jeg kom ned i stuen, rystede på hovedet, og sagde "jaja, hvis du insisterer på at gå og lugte som nattens dronning midt på formiddagen". Og det gør jeg. Nu mangler jeg bare parfumen. 
• Noctex: Til hipster-gothen der synes de går og mangler sort og gråt tøj (lål, as if), er Noctex et fint og forholdsvis billigt sted. Jeg ønsker mig en del af deres ting, da de er multifunktionelle og flotte (og sorte), og det er både praktisk og økonomisk. 
• The Disaster Artist af Greg Sestero: Kultfilmen The Room holder aldrig nogensinde op med at more mig. Instruktøren Tommy Wiseau er en juggernaut af absurditet og bimlendes mangel på selvbevidsthed (eller en misforstået avantgardistisk tilgang til filmmediet, jeg er ikke helt sikker). Nu har én af filmens skuespillere skrevet en exposé af sin oplevelse om filmen, og det skulle være én af årets bedste bøger, så naturligvis skal jeg ha' læst den. 
• 100 Bullets: Tegneserien 100 Bullets er ganske fremragende, men jeg ejer desværre kun første bind. Serien består af 100 korte historier om tilfældige mennesker, der alle får én pistol, én kugle, og får så at vide, at de kan gøre hvad som helst med den uden retslige repressalier. Et simpelt, men skidespændende koncept, og de tre første historier i første bind får én helt ud på stolekanten, så mon ikke det er på tide at få læst resten også. 
• Doctor Who på DVD: Jeg svor ellers, at Doctor Who var hvor jeg trak min nørde-grænse, fordi jeg syntes fanskaren virkede som en bunke højlydte tosser, men efter at ha' set det, kan jeg forstå hvorfor. Jeg ejer ikke en eneste sæson på DVD, og indtil det bliver rettet, bøjer jeg mit hoved i skam. 
• Gavekort til Sugarpill Cosmetics: Sugarpill er ét af de bedste indie-kosmetikmærker derude, kørt af mit bloggeridol Amy Doan, også kendt som Shrinkle. Jeg har fulgt hende i mange år, og da hun startede Sugarpill var jeg naturligvis spændt som en søløve til morgenfodring. Det har ikke skuffet, og Sugarpill udgiver med jævne mellemrum nye produkter. Årsagen til at jeg ønsker mig et gavekort er, at der til næste år bliver udgivet en ny palet, som jeg ville save mine ben af for at få snitterne i. Sparkle Baby, kom til miiiiig. 

Hvad ønsker I jer til jul, og hvorfor? Smid gerne en kommentar, så giver jeg en øl en dag*.

Knuz,

Penny

*Jeg har ingen penge til øl, I må nøjes med en krammer. Jeg giver herregode kram. 

Update og undskyldning (igeeeeen!)

Hej dedikerede følgere, der ikke har været sure over jeg har været væk et stykke tid, og/eller unfollowed mig på Bloglovin'! Jeg er endelig kommet på plads i min nye lejlighed, har en masse at fortælle og vise frem, og en masse brok på hjerte. Jeg skal bare lige i gang igen.

Eksamener er en mega-dick, og jeg hader fonetik rimelig hårdt for nuværende. Men asser, sådan går det. I det mindste er jeg ikke faldet fra endnu. Samtidig med at det er eksamenstid, er det blevet december, og det betyder, at jeg nu ikke længere kan skælde folk, der hører julemusik, ud. Det er ellers min yndlingsbeskæftigelse i november måned. Min nye nabo har også benyttet sig af dette; jeg har skullet høre på en techno-version af Til Julebal I Nisseland på repeat i en halv time tidligere idag. Tror man lige, jeg var ved at blive homicidal? Det tror jeg nemlig nok jeg var. Kvæææle.

Anyways, jeg får nok tid og overskud til at blogge igen for realsies efter eksamener midt i måneden, indtil da må I nøjes med småfesne twitter-agtige opdateringer uden totalt fede billeder.

Knuz,
Penny (der altså er helt beæret over endog at have fået en follower mens hun har været væk!)

World's worst blogger award goes to...

Hej bloggen! Jeg har, grundet en frisk omgang skole- og livstræthed holdt en pause fra bloggen. Det burde jeg måske nok ha' sagt, men det gjorde jeg ikke, og det beklager jeg ydmygst. Hvis du bor i Aarhus inviterer jeg gerne på bodskage.

Idag er det min treogtyvendes fødselsdag, og det kan man godt gå og blive lidt ked af, så for at gøre hverdagen lidt lettere, har jeg bestilt endnu en pakke fra e.l.f., hvis indhold I muligvis får at se når det kommer. Mit sidste haul-indlæg var ingen videre success, men det er min blog, så nuh-nuh-nuh-nuh-nuuuuh-nuh! (Det kan godt være jeg er voksen nu, men jeg er altså ikke voksen. You know what I mean.)

Dagen idag skal tilbringes med at se Citizen Kane, høre resten af Huckleberry Finn færdig som lydbog, og drikke en masse te. Det bliver svedigt. Igår var jeg til koncert med Smith Westerns, og et band, hvis navn jeg ikke fangede. En skam, de var ellers meget gode. Oooog på tirsdag skal jeg ind og se MGMT, og dét glæder jeg mig til. En anmeldelse af deres nye skæring er i øvrigt upcoming, så hvis det er den slags I er til, kan I godt begynde at glæde jer.

Anyways, jeg har, efter møje og besvær, fået mit liv tilbage på skinner, så regularly scheduled blogging is about to commence. Igen, jeg undskylder fraværet. Fer srs. Jeg lover at være en god blogger fraaaaaaa NU af.

Knuz,
Penny

Farewell Carousel

For snart et års tid siden var jeg med til at lave en musikvideo for et lokalt band. Jeg fik et opkald fra min veninde, Anne, som I ser i videoen, og blev spurgt, om ikke jeg ville være med til at lave en musikvideo sammen med hende, en gut jeg har gået på filmskole med, og et dygtigt og habilt hold. Jeg havde ikke bedre at bruge min tid på, så jeg sagde ja, og brugte dermed en weekend på at lave denne video, som nu endelig er blevet færdig!

Jeg har, sammen med to gutter ved navn Niels og Daniel, stået for cinematografien. Jeg havde aldrig prøvet netop dén del af filmmager-processen, men de var mægtig hjælpsomme, og jeg lærte meget. Oveni det var det bare mægtig hyggeligt, og både filmholdet og de flotte fyre fra Farewell Carousel, et ganske habilt band, var usandsynligt søde. Videoen er obviously utrolig god, eftersom jeg arbejdede på den (høhø), men sangen er altså heller ikke skidt, så den skal man ikke snyde sig selv for at høre. De har sidenhen blandt andet varmet op for Sanne Salomonsen i Tivoli, men lad det ikke skræmme jer; Choose er en fantastisk sang, hør den, hør den, hør den. 

Knuz,

Penny

O_O!

Seee hvad jeg vågnede op til her i morges!

Det dér er min blogstatistik, og som den skarpe læser nok kan fornemme, har der været så afsindigt mange læsere på min blog siden igår aftes, da Miriam graciously gav mig et shoutout på sin blog, at min tidligere besøgerstatistik næsten er usynlig. Man bliver sgu' helt varm om hjertet når man sådan bliver taget under vingen af en mere erfaren blogger. Oveni det har jeg fordoblet mit læsertal på Bloglovin' (hej allesammen, I må gerne introducere jer selv!), og hvor er jeg glad. Af hjertet tak, Miriam! Det er trods alt sjovere at skrive dumme ting, når man har et publikum til det. Og jeg vil vædde alt hvad jeg ejer og har med, at I allesammen er pissesøde, og meget, meget flotte.

Jeg ville pass it on, hvis det altså gav mening for en blog med 500 månedlige hits at lave shoutouts - når jeg bliver den næste Fie Laursen (just a matter of time, guys) skal jeg gøre det samme for mindre blogs, præcis som Macaulay Culkin ville ha' ønsket det.

Knuz,
Penny

Trends jeg ikke forstår

Jeg er lige så meget en lemming som andre mennesker, ingen tvivl om det. Jeg spenderer for meget tid på tumblr, synes kaviar-nails er ganske pæne, og køber det meste af mit tøj i H&M. Ikke desto mindre er der altså bare nogen trends jeg ikke forstår. 

• Snapbacks: Det er meget få mennesker der kan bære kasketter uden at komme til at ligne kejtede ottendeklasseselever. Du kan nok heller ikke, du er altså ikke street nok. Du er en hvid fyr der bor hjemme hos forældrene i Højbjerg, og du ved ikke hvem Shepard Fairey er, så ta' nu den OBEY-kasket af og frisér håret i stedet for. 
• MØ: Hold kæft, hvor er det kedeligt. Musikken har samme personlighed som en daggammel DSB-sandwich, og MØ har ligeså meget star power som en enlig, midaldrende butiksassistent fra Herning midtby eller noget. En smagssag, I know, men er du gal, mand. I don't get it. 
• Sweatshirts: Om der så står Kenzo eller Givenchy er de stadigvæk grimme og uformelige. De er ikke engang særlig behagelige, deres neckline kradser ad helvedes til. 
• Hannibal: NBC's nye serie der har fundet en massiv internet-menighed skuffede mig fælt. Eddie Izzard er med, Bryan Fuller har skabt serien, en dansker har hovedrollen - men manuskriptet er simpelthen så ringe, og alt hvad jeg kan se og høre når Mads Mikkelsen åbner munden er Svend Sved i et dyrt jakkesæt. Øv.
• Birkenstocks: This says it all.

That's it - det kan være der kommer flere af disse indlæg, men eftersom ingen læser min blog alligevel kan jeg jo lige så godt bare lægge et billede op af et flot sæt bryster eller sådan noget, det ville nok være mere populært. Hvilke trends forstår I ikke, og er I rivendes uenige med mig?

Knuz,

Penny

Irrationel vrede

Hej blog! Jeg har nu tilbragt et halvt års tid med at trisse rundt i den danske blogverden, og der er nogle få ting jeg ser gå igen, der giver mig lyst til at sparke til noget uskyldigt og rart. De er som følger;

• "Sneak peak". Nej og nej og nej med ekstra nej på. Sneak PEEK. Det er et smugKIG, ikke et smugHØJDEPUNKT. Så hold dog OP.
• Folk der angiver billedkilde som WeHeartIt, Tumblr eller lignende billed-hubs. Det er ligesom at nakke mine fotos og så sige at kilden er Blogger. Og dermed overhovedet ikke korrekt, og fuldstændig overflødigt.*
• "Afhængelig". Din dansklærer burde få nogle tørre tæsk.
• Ordet blogland. Totalt subjektivt, kan sagtens se meningen i ordet, men ligesom jeg hader ordet "tomat", giver "blogland" mig altså også tyndt spyt i halsen. Yeurgh. 
• Folk der intet ved om det emne de snakker om, der prøver at lyde som om de ved meget om givne emne. "Gosh, Tim Burton's Alice i Eventyrland var bare så visuel og udfordrende, jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har altså 85 DVD'er!". Nå, så se noget Jan Svankmajer for helvede, og fri os for dit vrøvl. Kald mig elitær, men jesus christ on a bicycle, altså. Dette er det eneste punkt på listen jeg selv er skyldig i fra tid til anden, og Freud ville nok sige ét eller andet rammende om at jeg ikke kan lide når andre gør det mens jeg selv er i fuld gang, men sådan ligger landet nu engang. Og jeg forstår altså godt, hvorfor folk gerne vil tæve mig ind imellem. 

Jeg beklager mit lange fravær og det i øvrigt temmeligt negativt ladede indlæg, men jeg har været i nævekamp med en ordentlig spandfuld angstanfald de seneste par dage, og så kan jeg altså godt ha' brug for at råbe lidt af ingenting. Det kan jo ikke alt sammen være sunshine and daisies her på bloggen. 

Hvad irriterer jer grænseløst, i blogland (OH THE IRONY) og ellers?

Knuz,

Penny

*Du kan finde billedkilden ved at gå på google, gå ind under fanebladet "billeder", trykke på det lille kamera til højre i søgefeltet, oploade billedet du søger kilde på, og finde originalkilden ved at kigge de første par links igennem. Muligvis omgængeligt, men ville du ikke gerne at folk gjorde det, hvis de havde fundet ét af dine billeder? 

Kære Dagbog #8

Seeee hvad der kom med posten idag. En studieguide til Aarhus Universitet's nye engelsk-studerende! Jeg er så småt ved at glæde mig til at komme i gang. Det bliver mærkeligt at komme rigtig igang med noget akademisk igen, efter jeg blev student i 2010 (diverse filmskoler og tysk-kursus ikke medregnet). Nå, men så skal jeg jo til at være gammelklog og vide en masse om det engelske sprog. Bum bum.

I posten modtog jeg også min anden Miss Selfridge-pakke indenfor en lille måned - indholdet deraf må I se på en dag hvor jeg er en smule mindre svedig og klam efter al for megen klatren på trapper (jeg bor på tredje og det er Store Vaskedag. Min vaskekælder ligger i kælderen på blokken på den anden side af vejen. Det er noget rod).

Desuden er jeg helt oppe på fem Bloglovin'-følgere! Jeg er mægtig stolt og glad :D. Jeg har hilst på et par stykker af jer, men I må mægtig gerne (gen)introducere jer i en kommentar forneden, jeg vil gerne vide hvem I er! Jeg er også oppe på næsten tre tusind pageviews siden jeg startede bloggen, hvoraf måske kun tre fjerdedele er russiske spam-hits! Go me!

Anyway, en lille kort update om hvad der er sket i mit liv siden min sidste post. Jeg har ikke nogen god undskyldning for hvorfor bloggen har været stille i et par dage - jeg har nemlig bare ligget og set Supernatural. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at det er en god serie, men man skal ikke holde mig udenfor, så bliver jeg sur. Jeg er ung med de unge, mand. Knæhøj karse og sårn'.

Knuz,
Penny

Dobbeltmoralens vogter

Normalt synes jeg knock-offs af designervarer er noget af det mest tacky i hele verden. Når du køber en Chanel-taske er halvdelen af det altså at vise verden, at du har råd til en 2.55. Ellers kan du lige så godt købe en Friis & Co. i Føtex, der er lige så pæn, bare ikke designet af en gammel nazist. Nå, men lige siden jeg satte mine pølleben i en kirke for første gang, har jeg elsket glasmosaikker. Og da Black Milk lancerede et par leggings med glasmosaik-motiv, har jeg mægtig gerne villet ha' et par.

Men da Black Milk kræver en mindre formue for et par leggings, der (ihvertfald når de sidder på mig) går i stykker efter en seks-syv ganges brug, og desuden er bosat i Australien og derfor er rimelig told&skat-labile, har jeg udskudt det. 

Da Topshop så for nylig lavede et par leggings der var en lillebitte smule anderledes, men meget billigere, ville jeg flux smide dem i kurven, men jeg ventede for længe, og så var de udsolgt. Tårer blev fældet. Krampegråd blev udført i dramatisk stil. Og så bed jeg altså min stolthed i mig, søgte på eBay, og ud over et par Urban Outfitters-leggings i lidt samme stil (bare Urban Outfitters-agtige og dermed temmelig grimme) var der kun dette par - et par Black Milk-knockoffs til en fraktion af de originales pris. 

 

Og jeg kunne ikke mere. Jeg knækkede. Jeg købte dem. Undskyld. Fra nu af må jeg bide det i mig når jeg har lyst til at ryste diverse unge kvinder i nattelivet og råbe "DET DÉR ER IKKE ET LOUIS VUITTON-BÆLTE, HOLD NU OP!", og indse, at de er mig, og jeg er dem. Og med ét par leggings, har min eksistens nu ændret sig drastisk. Og jeg glæder mig gevaldigt til at valse rundt i dem og tage awkward selfies til Instagram. Suck it, dobbeltmoral, jeg bliver pisselækker i dem.

Knuz,
Penny

TREAT YO' SELF, eksamens-edition

Jeg kan ikke med ærlighed i stemmen sige, at jeg har købt stort ind for at fejre at jeg bestod min tysk-eksamen med et 7-tal, for jeg bestilte samtlige ting før jeg overhovedet havde fået mini-læseferie, men eftersom det meste af det ankom på dagen hvor jeg skulle op, kan vi godt bare lade som om. Anyways, jeg benyttede e.l.f.'s sindssyge tilbudsræs, og tilranede mig en røvfuld ting jeg stod og manglede (og en del ting jeg godt bare ville eje, hæ). Derudover fik jeg også fingrene i Sugarpill's Asteria-pigment, som kun er udgivet i et begrænset antal på 1000 styks, samt Goldilux og Tiara, som jeg længe har ønsket mig. Og sidst men ikke mindst købte jeg også vinylpladen med det ømme cover der kan ses på ovenstående billede. Man kunne nok godt formastes til at tro, at det var en sjælden pressing af en glemt Soeur Sourire-udgivelse, men jeg har skrevet om Jomfru Lovis (høh, som om) her på bloggen før, og så kunne det nok være man kom på andre tanker. Jeg har også købt verdens bedste top-coat, på foranledning af Miriam, som kører hvad der nok er Danmark's bedste blog. Sajøst, læs den nu. Den er mega-najs. 

 Fra Sugarpill; Asteria, Tiara og Goldilux

Fra e.l.f.; Eye Transformer palette, Concealer PaletteX2, Shimmer Palette, Corrector Powder, Lip Lock Pencil, Lip Primer & Plumper, Eye Primer & Sealer, Liquid Lipstick, Eyebrow Treat'n'Tame, Facial Whip, Nail Polish Trio, Baked Blush og en læbe-pensel der ikke nåede med på billedet

Fra Poshé; Nail Polish Top Coat

 Hvis man som makeup-afficionado ikke kender til Sugarpill, er det bare med at komme i gang. Firmaet blev startet af Amy Doan, også kendt som Shrinkle, i 2010, og har vokset sig stadig større og bedre siden. Produkterne er relativt billige for den mængde produkt man får (både løse og pressede øjenskygger kommer i mængder der nok er mere passende for en professionel makeup-artist end os dødelige), kundeservice er tops, og Amy er simpelthen så sød og smuk, at det halve kunne være nok. Min Sugarpill-samling strækker sig langt ud over disse pigmenter, og hvis et indlæg om hele moletjavsi (det være sig anmeldelser, swatches eller bare billeder) ønskes, så skriver du bare en kommentar.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Efter mine indkøb sidder jeg tilbage med denne miljø-katastrofe, som nok har kost en tre-fire hektar Colombiansk regnskov at producere. Især e.l.f.'s produkter var godt pakket ind, og kom i øvrigt med to fuldstændig overflødige plastik-poser. Derudover er nogle af deres produkter's containere også enormt overflødige og upraktiske, eksempelvis deres liquid lipstick, som i stedet for at være i en hygiejnisk tube kommer i et klik-rør, der er lavet af både plastik, jern og stof, og dermed pishamrendes svært at genbruge. Det skuffede mig lidt, fordi de er ellers et rimelig opmærksomt firma, der blandt andet ikke tester på dyr.

Nå, men det var såmænd bare det. Hvis nogen ønsker anmeldelser, looks eller swatches af nogle af de produkter jeg har tilranet mig, så siger I altså bare til. Jeg er rimelig medgørlig.

Knuz,
Penny

Requiem til en social networking-side

Siden 2009, hvor en ven introducerede mig, har jeg tilbragt al, al for megen tid på Tumblr, en mikro-blogging-tjeneste, som skulle vise sig at ta' om sig inden jeg havde nået at sige "Superwholock". Men nu er jeg altså, uheldigvis, gået hen og blevet voksen, med huslejeudgifter og sygeforsikring. Og Tumblr er øjensynligt gået den anden vej - hvor Tumblr for de små fire år siden hvor jeg hoppede på vognen var et sted, semi-voksne mennesker tog hen når de ville diskutere Pokémon og bageopskrifter (ihvertfald i det lille hjørne jeg habiterede), er det nu et slaraffenland for Directioners og folk, der går op i limningen hvis man ikke bryder sig om deres yndlings-Doctor-Who-companion.

Dermed ikke et ondt ord om Tumblr - det er stadig et skidehyggeligt sted, hvor man kan få tiiimer til at gå med at kigge på flotte modeblogs og folks grimme photoshop-edits af stills fra The Craft og Mean Girls, men jeg kan ikke selv finde balancen, og ligger dermed lunt i svinget hos Poe's lov (som siger, at man ikke kan se forskel på et ironisk forsøg på ekstremisme, og ærlig ekstremisme). Jeg aner simpelthen ikke, om min tid på Tumblr bliver tilbragt mest på at kigge ind gennem ruden på alle de smukke, photoshoppede seksten-åringe med deres lyserøde havfrue-hår og deres Hollister-kærester med den distance, den slags nu påkræver, eller om jeg gør præcis hvad jeg hader når andre mennesker gør - forsøger at finde min egen identitet gennem andres.

Derfor har jeg nu valgt at det skal være slut. Jeg vil ikke slette min Tumblr-profil, men i løbet af den sidste uges tid har jeg sagt mine goodbyes og unfollowed (nøj, man føler sig dum når man bruger sådan et udtryk helt uden ironi) en masse af mine ellers yndlings-blogs, fordi det udelukkende var eskapisme - ikke inspiration eller information, bare ren og skær verdensfjernhed. Jeg gider ikke længere reblogge flotte biblioteker og stills fra Heathers i VHS-kvalitet. Det må jeg desværre indse, at jeg er blevet for gammel til, hvor meget det end smerter mig at sige.

Min strømlining af min egen Tumblr-eksistens er muligvis mere Metadonen i min nedtrapnings-fase, men for nu er jeg godt tilfreds med udelukkende at bruge min profil til at chit-chatte med mine Tumblr-peeps, finde ny, god musik, og følge med i Doe Deere's utallige fadæser som verdens dårligste CEO.

RIP Tumblr, 2009-2013. Jeg vil savne dig, men du er også en ass.

Knuz,
Penny

Ex-CUSE me!

I forbindelse med studiestart skal vi på rus-hyttetur, og udklædningstemaet er "hvis du kunne være en anden". Now, mit Enid Coleslaw-kostume har set så mange fester, så mange omgange opkasten i potteplanter, og så uendeligt mange fuldesnav, at det snart er på tide at det går på pension. Så nu har jeg brug for en ny udklædning. For at holde mig til temaet "sure teenagere fra samtidig pop-kultur", har jeg kastet mig over Jane Lane, Daria's bedste veninde og partner in crime. Jeg trisser i disse dage rundt på eBay for at finde en mørkerød blazer, et par løse shorts, en sort paryk og en sort v-neck med hvid kant. Det sidste er et større problem end først antaget, men den skal nok komme i hus (or else).

Målet er det her. Attituden er allerede i hus, jeg mangler bare tøjet.

Hvis det tanker, og jeg ikke finder de sidste stykker, må jeg jo igen iføre mig latex-Catwoman-maske og Raptor-tshirt, men jeg håber virkelig jeg kan tilføje dette outfit til samlingen, da jeg allerede pønsede på en omgang Jane-udklædning til sidste skoledag i niende. Alle mine venner syntes det var en dårlig idé for ingen vidste hvem hun var, så jeg endte med at klæde mig ud som den mandlige halvdel af et ældre turist-ægtepar sammen med min flotte veninde Anne. :(. Så nu skal det altså være!

Hvad ville I klæde jer ud som, hvis I blev stillet samme udfordring?

Knuz,

Penny

TREAT YO' SELF, SU-edition

Som verdens måske mest dovne menneske valgte jeg at gå i H&M i stedet for at holde store vaskedag. Jeg kom hjem med disse to rævede kjoler; den første var sat ned fra 300,- til 100,-, og eftersom jeg elsker blonder, og printet minder mig rimelig meget om coveret til Depeche Mode's Violator, valgte jeg at smide den i kurven. Beklager det dårlige lys på billedet, men jeg har sovet hele dagen, og da jeg ikke postede noget igår tænkte jeg at det var på tide med et indlæg, naturligt lys eller ej.  Den anden havde jeg haft et godt øje til et stykke tid, men var ikke helt sikker på om jeg brød mig om den måde min lille burrito-mave så ud i den. Det valgte jeg at skide på, og nu er den altså min. Og shit, hvor er jeg lækker i den. 

Jeg venter stadig med tålmod på mine pakker fra henholdsvis e.l.f., Sugarpill og Miss Selfridge (hvorfra en af de ting jeg havde bestilt, nemlig den kjole jeg havde glædet mig allermest til at modtage, var blevet udsolgt i mellemtiden, uuu-huuu) kommer med posten og jeg kan vise jer hvad jeg har købt, for reals. 

Jeg skal til tysk-eksamen på fredag klokken ni. Håber jeg trækker noget svedigt. Det hele skal nok gå, men jeg vil altså gerne ha' 4 eller derover. For jeg synes, jeg er blevet rimelig anstændig til det tyske. 

Skal I lave noget radikalt i weekenden?

Knuz,

Penny

Birkenstocks...?

I mangel på noget substantielt (hey, jeg har pissemange lektier for) har jeg lavet ovenstående fotoserie, som på rimelig vis illustrerer mit forhold til Birkenstock-tendensen. Hvis du forstår hvad det går ud på, må du altså meget gerne meddele mig det, for jeg kan simpelthen ikke hoppe med på den vogn. Nej, hvor er de grimme.

Knuz,
Penny

Aarhus Uni, here I come!

Jeg er blevet optaget på universitetet! Godt nok på min sidsteprioritet, men altså. Bedre end ingenting. Så nu skal jeg læse engelsk efter sommerferien. Så må vi se hvor det bærer hen - om jeg ender med at få en bachelor i noget James Joyce, eller om jeg dropper ud og bliver stripper. Fremtiden er der ingen der kan forudse!

Så skal jeg i gang med noget boligjagt, og en alvorlig udredelse af mine finanser - hvor mange penge har jeg til Ben and Jerry's om måneden når jeg er på SU? Hvor tidligt skal jeg op om onsdagen? Er det her virkelig hvad jeg vil med mit liv? Det bliver tungt nu, men i en alder af næsten 23 vejer fremtiden pludselig temmelig tungt. Men i det mindste skal jeg ikke ud og ha' et job i Sparkz eller et eller andet. Ærværdigt som det er, er det ikke lige dér jeg ser min fremtid. Jeg kommer kun ind, hvis jeg består mit tyskkursus, aber der Kursus geht gut, und mein Deutsch ist ganz acceptabel. Så mon ikke det hele går.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #7

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

Retail therapy, man

Hold kæft, hvor er jeg egentlig dårlig til at lave collager. Hvis der er nogen der kender et ordentligt sted at lave dem, så det ikke bliver noget hæsligt klumperi som set ovenfor, må I godt sige til! Nå, men hovedsagen er, at jeg har været lidt trist på det seneste, og hvad gør man når man er trist og ikke har nogen i sin nærhed at råbe af? Man køber ting, som det materialistiske væsen man nu engang er.

Til mit forsvar vil jeg lige indskyde, at både Miss Selfridge og e.l.f. har vilde udsalg i gang, og dermed har jeg sparet en masse penge på ting jeg ville ha' købt før eller senere. Med hensyn til Sugarpill lagde jeg min tredje ordre netop nu, da de på hjemmesiden endelig solgte nogle meget limited edition ting fra PHAMExpo, blandt andet øjenskyggen Asteria, som jeg har grædt salte tårer over ikke at kunne få snitterne i, da den i første omgang kun blev solgt til makeup-konventioner i USA. Men nu er den snart i min besiddelse, hæ hæ! Heldigt nok, egentlig, da den blev udsolgt på under 24 timer. Anyways, jeg kommer nok til at vise det hele frem på bloggen når det kommer med posten, men jeg ville lige gi' folket en mundsmag på mine seneste kup. Er der noget af det I gerne vil se anmeldelser og/eller swatches af? (Jeg ved godt billedet er lidt småt, men hvis I kniber øjnene lidt sammen og lægger hovedet på skrå kan I nok godt lidt se hvad det er der står. Ellers kan billedet vist forstørres hvis I klikker på det.)

Knuz,
Penny

All the ginger ladies!

Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.

Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.

Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.

Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence. 

Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.

Knuz,
Penny

Inactivity breeds laziness

Hold kæft, hvor er det svært at komme i gang med at blogge igen, og det er egentlig ret ærgeligt. Så indtil jeg har fået samlet mig omkring det endnu en gang, får I her et digt jeg har skrevet om The Sims.

Your inability to reach the fuckin' fridge

Because of the plate

Of Tri-Trip-Tofu steak

You yourself

Placed

On the kitchen floor

Astounds me

Your cries of “Odernah wee-bee!” ring

While I try my best not to shout at the monitor

Instead, you opt to eat

The perfect quality cheese in your

Inventory

Goddammit

I needed that for a task

Your neighbor is stuck in the wall

Again

So even if I don't

Cheat

In the game

I have to bring up

The Command Bar

And release him from his glitchy hell

The speed with which you learn the gardening skill

Bores

Me

To

Tears

Just hurry up and learn to weed your fucking plants,

Please

Knuz, 

Penny