The Grand Budapest Hotel

Jeg er, på typisk White Girl-manér, kæmpe fan af Wes Anderson, den visionære instruktør bag film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, og stopmotion-filmen The Fantastic Mr. Fox ikke mindst. Han har i mine øjne været enormt solid siden den noget fesne Darjeeling Limited fra 2007, så da nyheden om The Grand Budapest Hotel brak, var jeg lidt bange for, at det var dér hans combo ville knække.

Det blev det eddersparkemig ikke. Jo mere jeg tænker over den film, jo bedre bliver den. Den visuelle side er Anderson'sk på alle tænkelige måder, men stadig spændende og flot, humoren er nok det bedste Anderson har formået indtil videre, og det siger ikke så lidt, da den mand tæmmer de akavede pauser som en søløvetæmmer, og historien er endnu en gang kringlet, morsom og rørende. Jeg tror endog jeg spottede en visuel reference til den glimrende, sære og underkendte film Bunny and the Bull, som fortjener et langt større publikum.

Da den ældgamle og stenrige Madame H., portrætteret på misundelsesværdig vis af den altid skinnende Tilda Swinton, dør, er der en masse ballade og bøvl med hendes testamente. Ikke mindst fordi maleriet Boy With Apple, et kitschet og temmelig grimt billede, er millioner værd, og med viden om, at hun har testamenteret billedet til hr. Gustave H., concierge på the Grand Budapest Hotel hvor hun har tilbragt 17 sommersæsoner, kidnapper han billedet sammen med sin lærling Zero, da Madame H.'s pompøse røvhul af en søn synes han har krav på det. Hijinx ensue.

Der er en masse sideplots, asides og karakterer man ikke har så meget at bruge til, men de er alle fantastiske tilføjelser der ikke gør det ringere. Nogle vil nok påstå, at det gør hovedplottet svært at følge med i, men personligt synes jeg plottet i sig selv er så simpelt, at det uden mærkelige krummelurer måske ville virke en anelse tamt. Der er ikke en eneste karakter jeg ikke synes er spændende, og historien, der er sat i mellemkrigstidens østeuropa i et fiktivt land, er simpel, men farverig.

På sædvanlig vis er det dog karaktererne der trækker opad. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, er den perfekte godhjertede men pompøse hotel-concierge der knalder alle de gamle damer og er godt tilfreds med sit liv så længe der er styr på hotellet, og er den perfekte faderfigur for flygtningen Zero, der er en ansvarlig, men måske lige lovlig loyal ung mand. Tilda Swinton, der er med i hele fire minutter eller sånt, gør det så overbevisende som sær, gammel dame, at hvis man ikke kendte hende, ville man ikke vide bedre. Selv Saoirse Ronan, som jeg normalt ikke har meget tilovers for, gør det ingenlunde skidt i denne film, men glider desværre også lidt i baggrunden, noget Anderson's kvindelige karakterer ofte gør. Hele Anderson-rosteren er med som mindre biroller, bl.a. Jeff Goldblum som upartisk advokat, Willem Dafoe som intimiderende lejemorder, og Adrien Brody som Madame H.'s søn.

Alt i alt er det nok den bedste film, Anderson har lavet siden The Royal Tenenbaums, og sandsynligvis også den med den bredeste appel. Man skal ha' et ualmindeligt koldt hjerte for ikke at elske denne film, også selvom den har sine småfejl i bl.a. portrætteringen af kvinder.

Stort 10 på 12-skalaen

Knuz,

Penny

Sigma, du skuffer!

Kan I huske da jeg skrev, at Sigma's nye Creme de Couture-palet havde fået gode anmeldelser af diverse beauty-bloggere? Well, Sigma har haft den store pengepung fremme for at få xSparkage til at sige pæne ting om den, for shit, hvor er den ringe. Farverne er såmænd rigtig fine, det er bare en skam man overhovedet ikke kan se dem, når man lægger dem på huden. Medmindre altså, at man bruger en hvid base. I hvilket tilfælde de sådan set virker fint nok, men det burde simpelthen ikke være nødvendigt for overhovedet at kunne se, at man har lagt noget som helst på. Suk.

Jeg har endnu ikke lagt dem på øjnene, as is the intended purpose, men jeg har swatchet dem på alle mulige måder, og kan til min død ikke få dem til at komme frem over hverken Urban Decay's Primer Potion eller Too Faced's Shadow Insurance. Kun NYX's Milk duer, så hvis du planlægger at købe denne palet, så sørg for, at ha' Milk i dit arsenal, ellers får du nemlig ikke ret meget ud af den.

Jeg ved, at jeg ikke er verdensmester i at ta' swatch-billeder, men jeg håber det er nogenlunde tydeligt, hvad der er hvad. Øverst er farverne lagt oven på NYX's Milk, nedenunder over Urban Decay's Primer Potion, og nederst ikke på andet end min hånd. Den eneste farve, der ikke er noget nær usynlig på egen hånd er Elderberry, og de lyserøde og helt lyse lilla er fuldstændig umulige at se.

Jeg har også taget mig den frihed at sammenligne farverne med Lime Crime's Palette D'Antoinette, som til min store overraskelse og skuffelse performer langt bedre, hvilket ikke siger så meget igen.

Jeg købte også nogle eyelinere fra Sigma, der heller ikke er meget bedre. Alt i alt er jeg enormt skuffet over deres produktpræstation, og det bliver sandsynligvis sidste gang jeg køber makeup fra dem. Deres pensler er enormt gode, men deres makeup skal man, i anmelders øjne, holde sig langt fra.

Til gengæld har jeg kun gode ting at sige om Cocktail Cosmetics, hvor jeg købte produkterne! Jeg bestilte tingene den 9., de blev sendt den 10., og jeg havde pakken i hænderne allerede den 16., hvilket er langt hurtigere end jeg er vant til. De sælger også Sugarpill, hvilket jeg helt klart vil benytte mig af når Sparkle Baby-paletten udkommer, da jeg næsten hver gang jeg har bestilt noget fra Sugarpill's egen, USA-baserede, hjemmeside er blevet taget i tolden :(.

English recap; Creme de Couture is pretty terrible unless you use it over a white base, in which case it is tolerable. Lime Crime's Palette D'Antoinette is, surprisingly, better, but Doe Deere is still an ass, and it's still not good, and too expensive, so I wouldn't recommend that one either. Cocktail Cosmetics, a UK-based makeup online store, is totally awesome, and I'll recommend them as the only thing in this article. 

Knuz,
Penny

Gæsteanmeldelse fra Crumbs of my Days

Min computer er endelig vendt tilbage til livet, så nu kommer bloggen endelig i gang igen! For at kickstarte bloggen er her en gæsteanmeldelse. 

Rikke fra bloggen Crumbs of my Days og jeg har hver især lavet anmeldelser af The Bling Ring, som vi var inde og se sammen. Vi har ikke efterfølgende diskuteret filmen, eller set hinandens anmeldelser før vores egen var færdig. Alligevel er vi rørende enige. Her er hendes take på filmen:

Jeg må indrømme, at jeg havde meget store forventninger til Sofia Coppolas nye film, fordi jeg synes, at historien omkring The Bling Ring er virkelig spændende. Men men men gik lidt derfra med en blandet følelse. På den ene side var historien rigtig god, men det var den allerede før den blev lavet til en film, og på den anden side blev den en smule triviel. 

Som om Sofia Coppola kunne have brugt lidt mere baggrundsviden om personerne – hvilket de så efter sigende ikke ville give hende, så er det selvfølgelig lidt svært. Men jeg sidder lidt tilbage med en følelse af, at historien først bliver rigtig spændende, når der en dag bliver lavet en god dokumentar om den, hvor de rigtige hovedpersoner vil deltage.

Det meste af filmen går med, at de bryder ind i de kendtes hjem og så fester bagefter. Og well, måske var det bare sådan det var, men det endte med at blive lidt småkedeligt at se på. Og så bliver jeg bare nødt til at sige – hvilket mange sikkert er uenige i – at jeg har svært ved at tage Emma Watson i den her film. Hun er simpelthen for karikeret. De andre spiller rollerne meget mere realistisk, men med hende bliver det lidt for overdrevet, som om hun hele filmen igennem prøver at tage pis på sig selv. Sorry.

Visuelt var det en meget flot film, og well – man drømte sig nok lidt væk til det liv de levede. Og på den måde synes jeg, at ideen bag filmen var god. For et eller andet sted, er der nok mange, der et eller andet sted drømmer om the Californian dream! Og så viser den også den side af amerikanerne, der er suckers for drama. Jeg synes faktisk, at Sofia Coppola skulle have taget mere af the aftermath med. For filmen ender lidt med, at man tror Nicki (Emma) vil redde jorden, men in real life blev hun reality-stjerne og giftede sig med en rig advokat. The all american dream, ay?

Well, stjernemæssigt må det blive en tre ud seks-er.

Undertegnedes anmeldelse, som er på engelsk, er at finde på Rikke's blog lige her! Håber, I vil læse med. 

Knuz, 
Penny

Only God Forgives

Eftersom jeg var så heldig at vinde den Henrik Vibskov-designede t-shirt med Only God Forgives-motiv, tænkte jeg, at det var på tide at få den set. Heldigvis kan jeg altid stole på min kanonkloge homegirl Rikke, som er ligeså forlovet med Flotte-Ryan som jeg selv.

Filmen handler i korte træk om Julian, spillet af Ryan Gosling, hvis bror Billy bliver slået ihjel af faren til den seksten-årige prostituerede, som Billy har voldtaget og myrdet i koldt blod. Den tsunami af ulykke og kaos som dette event fører med sig skal Julian hamle op med, og hijinks ensue.
Lige så meget som jeg gerne ville elske filmen, og bare nyde dens flotte billeder og fuldstændig absurd perfekte soundtrack, lige så meget væltede min indre feminist-kritiker frem og skældte ud. Som både film-nørd og rødstrømpe kan det nogen gange være svært at eksistere i samspil med det meste moderne pop-kultur. Filmen svælger nærmest i kaotisk objektificering, pånær det noget bovlamme forsøg på at få moren, spillet af Kristin Scott-Thomas, til at fremstå tre-dimensionel og interessant. Men i stedet for at give lidt lærredsplads til en moders lidelser bliver hun gjort ødipal og, uden at afsløre for meget ligesom Ekstra Bladet gjorde i deres anmeldelse (fuck dig Kim Kastrup), ultimativt kogt ned til brændstof for Julian's mande-følelser der guddødemig skal nå et apex af selv-retfærdighed og heltemod, koste hvad det vil.

Ud over det er vi også vidne til noget af det mest åbenlyse male gazing jeg længe har set i en film. Først ser vi Julian, bundet til en stol, kigge inderligt på sin stam-prostituerede, der onanerer. Set en million gange før, kedeligt. Men da vi i en senere scene, der foregår på en natklub, møder et endnu mere absurd syn, var jeg næsten ved at brække mig af grin (eller var det gråd?). Mænd bryder ind på hostess-klub, peger pistol mod den mandlige ejer's tinding, og siger at alle kvinderne skal huske at lukke øjnene, mens alle mændene skal holde dem åbne. På den måde er tilstedeværende kvinder end ikke tilnærmesesvist subjekter, men udelukkende objekter, i det at de sidder musestille iført mængder af makeup, mens mændene ordner hvad der ordnes kan. Hvad helvede, altså.

Når det så er sagt, er filmen usandsynligt stemningsladet, og meget flot, på både den ene og den anden måde. Visuelt er dens labyrintiske, blodige neon-helvede ét af de mest fuldendte backdrops i nyere tid, men hvad der virkelig kylede mig tilbage i sædet med kæben i skødet var lyd-designet og soundtracket. Jeg kan ikke vælge én som favorit, da de spillede sammen som sex og pizza, med andre ord helt perfekt. Hvor lyd-designet sluttede og soundtracket begyndte fandt jeg aldrig helt ud af, men det var sådan set også ligegyldigt, for samspillet fik simpelthen englene til at synge. Det var aldrig for meget eller for lidt, og musikken hjalp altid til med at fremhæve handlingen og stemningen, og virkede alt i alt lige præcis som det skulle, og bedre endnu. Den drømme-agtige atmosfære var mærkelig nok til at hæve virkeligheden, men ikke mærkelig nok til at ødelægge illusionen, som det ind imellem kan ske når hus-komponisten er en dovenlars.

Som forventet er Ryan pisseflot, jeg har ikke ét ondt ord at sige om mandens ansigt (eller torso, eller arme, eller røv). Til gengæld minder hans skuespil-præstation til forveksling den fra Drive. Hvis du spørger mig burde Nicholas Winding-Refn hyre en instruktør-assistent der kan agere skuespiller-dukkefører, for hvad Refn har talenter for indenfor univers-skaberi, magi og that certain something, lige så meget er han en ass til at instruere skuespillere. Ingen af de tilstedeværende (ellers dygtige) skuespillere havde udstråling stærkere end en daggammel pandekage, og det er altså en skam.
Alt i alt var det en ganske tilfredsstillende og blodig film, der desværre ikke formår at bryde med arkæiske kvinderoller, fordi den end ikke giver det et halvt forsøg. No points for trying, heller.

Karakter: 7

Tak for i år, Northside!

Et long overdue indlæg om min fantastiske weekend på Northside! Jeg fik set nogle fantastiske bands, mødt skægge mennesker og spist dyr og dårlig mad (sajøst, Northside - jeg elsker dig, men du bliver nødt til at spænde hjelmen food-wise, maden smager af træflis og friturefedt, og koster spidsen af en jetjager :( ). Desværre ankom jeg først lørdag, da jeg ankom sent til Den Rigtige Hovedstad efter mit københavnerbesøg for at se Depeche Mode, og fordi jeg var træt og trist og vred. Derved gik jeg desværre glip af blandt andet The Knife. Til gengæld gik jeg også glip af Keane, så helt skidt var det ikke.

Den første koncert jeg så på Northside blev Alt-J. Noget undervældende, må jeg nok sige. Stemningen havde nok været bedre, hvis regnen ikke havde silet ned på givne tidspunkt. Stor fan er jeg ikke af bandet, men efter deres NS-sæt er jeg satme ikke blevet omvendt, snarere tværtimod. Jeg kedede mig bravt, formummet i mit regnslag, mens jeg ventede på de blev færdige. Men livemusik er lidt ligesom sex - selv når det er rimelig skidt, er det egentlig helt okay. Og publikum var sgu' rimelig i stødet, det må jeg gi' dem.
Karakter: 02

Derefter blev det til Imagine Dragons. Man skal jo se giraffen, når den er i byen. Det blev den første store overraskelse på NS13! Solen kom endelig frem, og folk var lidt gladere, da de nu ikke skulle bruge al deres koncentrationskraft på at holde regnvand fra at fortynde deres håndvarme Ceres. Trods det at langt størstedelen af publikum, som jeg selv, mest bare var kommet for at skråle "IT'S A RÆVÅLUSJÅN ARJ SUPPÅÅÅÅÅÅWSE" fik de sgu' godt gang i tropperne, og der var ikke et eneste kedeligt moment under hele koncerten. Jeg nød hele moletjavsen og nåede aldrig at kede mig, lige på nær når forsangeren humble-braggede sig igennem noget af det mest kiksede stage-banter jeg længe har været vidne til. Men de spillede helt gedignt, og var sindssygt oplagte, hvilket løftede stemningen og gjorde festivalen dét mere festlig.
Karakter: 10

Jeg nåede lige at se to eller tre sange med Biffy Clyro. Måske er jeg forudindtaget da jeg i forvejen ikke er særlig glad for deres musik, men jeg kedede mig simpelthen bravt. Trods deres t-shirt-løse akrobatik og (i øvrigt flotte) tatoveringer, virkede det hele meget indøvet og ærlig talt gabende kedeligt. De fuldstændig opløste unge kvinder der efter koncerten stod med "MON THE BIFFY" malet op og ned ad armene og råbte af sceneteknikerne for at få snitterne i setlists er sikkert dybt uenige med mig, men jeg kan ikke formaste mig til at bestå dem.
Karakter: 00

Jeg gik desværre glip af det meste af Nick Cave & The Bad Seeds, da jeg stillede mig op til den anden scene for at komme forrest til The Flaming Lips. Jeg fik set (nok nærmere hørt) det meste af koncerten, men da jeg faldt i snak med en enormt sød og entusiastisk yngre Flaming Lips-fan som var ganske imponeret over at jeg havde set dem tre gange før, kan jeg desværre ikke rigtig sige, om det var specielt godt. De spillede dog Stagger Lee, som minder mig uendeligt om røvsyge gymnasiefester og kedelige hipstere der har drukket for meget øl. Jeg vil afholde mig fra at give dem en karakter, da jeg som censor har sovet igennem hele 9.B.

Og så kom det øjeblik jeg havde ventet på - The Flaming Lips, mit eksistensgrundlag, mit hjertebarn, mit yndlings-band, spillede i min egen baghave. De lavede deres eget soundcheck som de plejer, og Wayne Coyne lignede til forveksling en ældre Marc Bolan, hvis altså Bolan havde overlevet bilulykken i '77. Scenen var dekoreret med en talerstol til Wayne, der lignede noget fra en science fiction-b-film fra 1968, og det meste af koncerten igennem holdt Coyne en babydukke i armene, og talte til den, beroligede den, og holdt den op så publikum kunne se den. Man følte sig tryg og trist i Flips' favn mens de spillede, også selvom jeg savnede noget af deres helt gamle. De spillede meget fra deres nye album, The Terror, som jeg ikke personligt er helt glad ved, men det forstås at deres liveshows og musik generelt har taget en drejning, eftersom Coyne og hans hustru gennem 25 år, J. Michelle, for nylig blev skilt. Det var en veloplagt og god koncert, og den skuffede helt bestemt ikke, men det er heller ikke den bedste Flaming Lips-koncert jeg har attenderet.
Karakter: 4

Lørdag ankom jeg, just som Fun. spillede den sang jeg allerhelst ville høre dem spille - At Least I'm Not As Sad As I Used To Be. Jeg nåede lige de sidste 30 sekunder, suk. Nå, men de var wildcard nummer 2! Hold kæft, hvor var de vilde. Pishamrendes oplagte, sindssygt tight, og deres forsanger, der minder mig temmelig meget om Rufus Wainwright, lignede en hund i en skovsø - usandsynligt entusiastisk over noget, der for ham burde være hverdag. De vidste godt, at folk først nu var ved at ankomme på festival-pladsen og at de var en slags opvarmning til resten af dagen, og de lod publikum vide det uden nogen form for bitterhed - de fik os ved flere lejligheder til at love, at vi ville ha' en fantastisk dag når de var gået, og de sluttede koncerten på en up-note. Det eneste der ærgede mig ved deres set var, at det sluttede. Jeg kunne ha' stået der endnu!
Karakter: 12

Jeg havde egentlig lovet mig selv at se Bikstok, da jeg før er gået glip af dem på festivaller, men det var koldt, så jeg søgte ly under NS's nye scenes baldakin, bare indtil jeg fik varmen. Men da folk begyndte at strømme til, tænkte jeg at jeg lige ville fange de første ti minutter af Deap Vally. Jeg endte med at blive koncerten igennem, og jeg fortryder intet. De to crazy ladies sten og triller tungere, hårdere og mere intenst end noget jeg nogensinde før har oplevet. Forsangerens stemme er fuldstændig absurd - når hun synger lyder det som en studieoptagelse! Hendes stemme ryster ikke spor, hun synger rent på den fede måde, og der er præcis nok kant til at man hverken føler for lidt eller for meget. Deres stage-banter var pissecharmerende, og de virkede til at ha' det skægt med at spille på dansk jord. De skabte sig en ny fan, det skal jeg da lige love for.
Karakter: 7

Så spillede Kashmir. Jeg hader Kashmir. Så jeg sad og surmulede og småfrøs i et par timer mens jeg lod som om jeg ikke kunne høre dem. >:(.

Band of Horses var det sidste band på min liste, jeg skulle se. Jeg havde set dem to år forinden på selvsamme festival, og de leverede en koncert, der til forveksling lignede den jeg havde oplevet tidligere, med den ene forskel, at forsangeren med de skæve tænder denne gang havde valgt at iføre sig en trucker-hat. De spillede godt, men selv under de numre jeg holder af med dem, kedede jeg mig rimelig heftigt, og overvejede at ta' hjem.
Karakter: 02

Et langt indlæg, I know, men det var også en lang weekend! Var du på Northside i år? Hvad så du, hvad var godt, hvad var skidt? Har du været der tidligere år? Sværger du ved Roskilde?

Knuz,
Penny

Depeche Mode, Parken 13/6

Efter min sidste oplevelse i Parken, hvor jeg sammen med 44.999 andre småhysteriske tweenagere og deres meget(!) trætte mødre og fædre, havde jeg store forventninger til Depeche Mode's koncert på samme mytiske grund. Uden sammenligning mellem de to optrædende i øvrigt. Ud over den meget lange kø for at få lov at komme ind, forløb ankomsten rimelig udramatisk. Gennemsnitsalderen var noget højere end forventet – langt størstedelen af folk der var taget ind for at se mørkemændene fra Essex var granvoksne mennesker, der nok havde crepet hår og tandbøjle da Just Can't Get Enough drønede ud af Blaupunkten. Der var få på min egen alder, folk som jeg selv der sandsynligvis har opdaget dem gennem deres angst-prægede flirten med det sorte og morbide som teenagere.

Depeche Mode kom på scenen til planlagt tid uden det store ramasjang – man lagde nærmest ikke mærke til deres indtræden. Den første tredjedel af koncerten var ualmindelig sløj – de spillede nogle få gamle swingere, og lidt nyt, men trods det faktum at jeg stod temmelig tæt på scenen var der sgu' ikke rigtig gang i den. Bandet selv var som sådan ganske udmærkede, spillede med gusto, og så ud som om de oprigtigt nød at stå på Parkens scene og spille for det folk, der huser indspilningsstudiet hvor bandet i 1990 indspillede deres fantastiske album Violator, men publikum virkede fuldstændig græsk-katolske over, hvem det var der stod og spillede for dem. Der blev snakket højt om gamle dage, drukket masser af øl fra plastikkrus, og danset lidt halvhjertet, men på nær to nogleogfyrre-årige gutter der stod og luftguitarrede og sang MEGET højt med, var der ikke rigtig nogen der var i stødet til det de egentlig var der for at opleve.

Da de spillede Personal Jesus lidt mere end halvvejs inde i showet skete der dog noget – det var som om folk pludselig vågnede op og fattede, hvad det egentlig var der skete omkring dem. Der blev sunget højlydt med, og for første gang siden jeg satte fødderne på FCK's hellige grund kunne jeg mærke, at jeg var til koncert. De spillede nummeret helt emninent, og efter det virkede det, som om folk holdt deres kæft og lyttede, i stedet for at stå og pladre om den censor de havde til deres fysikeksamen i 2.G i 1986.

Da man pludselig kunne slippe for at høre mere om folks ligegyldigheder, og koncentrere sig om hvad der foregik på scenen, blev det noget mere interessant. Bandet var ikke bare glade for at være hvor de var, men også enormt gode til det de laver. Det er tydeligt, at de har spillet sammen i mange år, og kan deres kram. Det var hverken prangende eller hidtil uset, men helt som det skulle være, og de fik smidt både I Feel You, Never Let Me Down Again og selvfølgelig Just Can't Get Enough ind i setlisten på falderebet. På givne tidspunkt var det dog lidt for sent at komme i stemning til en altomsluttende tur i et elektronisk nattemørke, og jeg gik derfra temmelig skuffet. Ikke på grund af bandet, de gjorde det godt, og når jeg endelig kunne koncentrere mig om hvad der skete på scenen, og ikke hvad min ligegyldige sidemakker synes om benzinpriserne, var jeg vild med det, the visuals, og Dave Gahans vaskebræt og guyliner. Men når hele publikum, i hvert fald på plænen, synes de selv er omdrejningspunkt for verden, og skaber en stemning der mest af alt minder om kobberbryllup i Hammel Forsamlingshus, er det kraft edeme ikke særlig spændende at være til koncert, på trods af, at det er et af de største, bedste new wave-bands der stadig eksisterer, der leverer en forholdsvis imponerende koncert.

Karakter til Depeche Mode: 7

Karakter til selve koncerten: 02

Came Back Haunted

Mit blødende gymnasiehjerte banker ekstra-hurtigt idag. Nine Inch Nails, mit syttenårige jegs fundament i livet, har udgivet ny single, offentliggjort efterårs-tour og givet release-dato på deres nye album. Det nye album hedder indtil videre Hesitation Marks, og udkommer den tredje september i år.


Ovenfor kan du høre deres nye single - nummeret er enormt catchy, og jeg har lyttet til det en del gange i løbet af dagen. Der er ikke meget nyt under solen, hvis man skal være lidt kritisk, og den gode hr. Reznor har aldrig været den dygtigste tekstforfatter i telefonbogen, men nummeret er solidt, og bestemt nok til at man kan glæde sig som en søløve til morgenfodring til den tredje september. Hvis der er nogen der har lyst at komme forbi til netstrømper, lidt for meget eyeliner og straight up Jack Daniels (hvis du er en tøsedreng må du godt blande det med cola), så skal jeg nok holde noget releasefest den dag, for guderne skal vide at jeg allerede er pumped!

Knuz,
Penny

Justin Bieber, Parken, 20/4

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for decideret pop-musik, men har af én eller anden grund sværmet om Justin Bieber siden Baby, som jeg personligt synes er den bedste pop-sang fra de sidste ti år. Og da min søster spurgte, om vi ikke skulle ta' ind og se ham i Parken, kunne jeg ikke sige nej!

Parken var allerede overrendt med mennesker, da jeg gik forbi den i andet regi klokken cirka 12 lørdag formiddag, til ingens store overraskelse. Og da min søster og jeg kæmpede for at finde hinanden ved indgangen en time før koncert-start, var der så meget run på telefonmasterne i området, at vi ikke kunne ringe til hinanden! Det har jeg lige godt ikke oplevet siden Roskilde Festival i 2009.

Vi havde købt ståpladser, og kom uheldigvis til at stå lige bag kameratårnet. Stemningen var dog helt i top lige fra starten, og allerede da en overraskende inoffensiv Christopher kom på, var der fjortisser i publikummet der ikke kunne mere, og måtte trøstes af medbragte mødre, der overbærende klappede hår og tørrede øjne på deres afkom. Da han havde spillet tre eller fire, i anmelders øjne, ganske udmærkede pop-sange, smuttede han af scenen, og efterlod publikum til en times enormt træls ventetid, som hverken blev forklaret eller undskyldt. Uforståeligt, at et så stort event kan slippe afsted med den slags, men lad det nu ligge.

Ud af det blå, en time og ti minutter efter Christopher havde forladt scenen, kom der pludselig en umåde irriterende DJ på, der spillede i ti minutter, mens en countdown til Biebs' scene-entré kørte på skærmen bag ham. Ike nok med at han hovedsageligt spillede mægtig ringe tramper-pop, råbte han "JUMP! JUMP! JUMP!" mere eller mindre konstant i de ti minutter han spillede, et karaktertræk jeg kun før har oplevet hos Discoteque One i Hammel's hus-DJ. Forudsigeligt nok blev hvinene højere jo længere der blev talt ned, og da der var 30 sekunder tilbage gik hele salen i opløsning. Og så blev Justin-drengen hejst ned fra loftet i et sæt englevinger der var H.R. Giger værdige.

Lige fra første nummer, hans nye single All Around The World, skreg publikum hvert eneste ord, hvilket the Biebs øjensynligt havde påregnet, da han ikke sang ret meget selv, på nær et par akustiske numre senere i sættet. Showet var rent cirkus, med synkrondans der gav mig throwbacks til 1998 og Backstreet Boys-videoer, og, i øvrigt enormt flotte, film der kørte på storskærmen bag ham. Showet var fuldendt, med ét af de flotteste lysshow jeg i mit liv har set, og hver gang hovedpersonen skulle skifte kostume, hvilket han gjorde tre eller fire gange under showet, blev der vist enestående kortfilm, blandt andet en meget mærkelig én der hovedsageligt handlede om Bieber's frisure. Dén forstod jeg ikke helt.

Hen mod enden spillede han to-tre akustiske numre sammen med sin guitarist, og dét synes jeg personligt var mindre godt. Jeg kan godt se at det fra arrangørens og optrædendes side kan være smart med én længere pause fra al glimmeren, i stedet for flere akustiske sange hist og her i showet, men det ville jeg personligt have brudt mig bedre om, for det føltes lidt som en stopklods i et ellers udmærket show.

Da han var gået af scenen, og kom på igen for at spille Boyfriend nåede hysteriet imponerende højder, og da han som allersidste nummer spillede Baby stod 45.000 teenagepiger og deres mødre og sang med allesammen, undertegnede inklusiv. Og da han gik af og lyset blev tændt, er jeg helt overbevist om at mangt en teenagepige græd salte glædestårer over endelig at have set deres udkårne in concert.

Personligt var jeg ganske godt tilfreds samlet set. Showet var i ren verdensklasse, Bieber's band var umåde dygtige og enormt oplagte, og jeg har aldrig nogensinde oplevet sådan en stemning! Tilstedeværende Beliebers havde ikke brug for hårde stoffer, de formåede at pumpe så meget endorfin ud i Parken at jeg stadig går og fniser i skægget. Til gengæld synes jeg godt kransekagefiguren selv kunne ha' været lidt mere i stødet - nok var han overraskende oplagt på trods af at Believe-touren lakker mod enden, men han tog den ikke ret meget på gefühl, og kørte mere i en for ham temmelig kendt rille.

Karakter på 12-skalaen: 7

Eddie Izzard, Musikhuset, 8/4

Min største drøm gik for et par dage i opfyldelse. Jeg vidste godt at Eddie Izzard kom til Aarhus, for jeg sad og fedtede med kredit-kortet da billetterne blev sat til salg - men så så jeg hvad de kostede. Pishans.
Heldigvis havde jeg med julelys i øjnene nogle år forinden introduceret min mor til førnævnte, og hun huskede hvor meget jeg holder af den mand, og tilbød aftenen før at købe mig en billet, hvis jeg så lovede ikke at brokke mig over ikke at få en fødselsdagsgave når den dag oprander. Det lovede jeg. Og pludselig sad jeg i Musikhuset og var ved at brække mig af grin.

Jeg har ikke været helt vild med hans seneste shows, da jeg synes han har lænet sig lidt for meget op af det gamle repertoire, og egentlig bare liret det af for at tjene til dagen og vejen, men jeg skal satan sparkemig love for at manden er kommet efter det. Jeg havde ondt i både ribben og kinder dagen efter fordi jeg havde grinet non-stop i to timer! Hans jokes var enormt originale, samtidig med at der ikke er tvivl om hvem der har skrevet dem - han trækker stadig meget på historie, køns-identitet og absurde situationer, helst noget med dyr der kan mimes. Han trakterede endog sine fans med et throwback til hans skit om Dødsstjernen fra Star Wars' kantine, en rutine der blev kendt da nogle fans animerede scenen i LEGO og smed den på YouTube, hvorefter den blev et viralt hit.

Han sluttede showet med en opfordring til os alle; vi skal hjælpe til med at ændre verden, og vi skal aldrig frygte at være os selv. Noget, han taler om ud fra erfaring. Manden, der blev kendt på at lave stand-up i verdensklasse samtidig med at være iført høje hæle og mere make-up end et helt puddelrock-band, har i sit 25. år som stand-upper bevist, at man som stand-upper godt kan ændre mennesker, og lavede fjollede jokes om James Mason og Gud samtidig. Det har han i hvert fald gjort for mig.

Silver Linings Playbook

Jeg fik endelig taget mig sammen til at se Silver Linings Playbook, en film som alle tilsyneladende er ganske vilde med i disse dage. Den har fået fantastiske anmeldelser over hele linjen, og vandt også Oscars nok til at man kunne omsmelte dem til et nyt guldhorn. Ikke desto mindre bliver det aldrig min yndlingsfilm.

Pat, en maniodepressiv ung mand og vor fortællings omdrejningspunkt, kommer hjem efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Han fandt sin hustru in flagrante delicto med en kollega, og da han løste dette problem ved at tæve kollegaen gul og blå, bliver han idømt den behandlingsdom, han afslutter da vores historie starter. Han flytter hjem til sine forældre, en sød men ultimativt karakterløs mor, og en sportselskende, OCD-ramt far, og forsøger at få samling på sit liv igen. Dette forsøger han at opnå ved at komme i form og læse bøger, så han kan genvinde sin hustru's kærlighed. Dette bliver dog ikke lettere af, at hun har et polititilhold mod ham som følge af førnævnte episode. Ved en middag møder Pat den utilpassede unge enke, Tiffany, der er hans bedste vens svigersøster, og det bliver den første af mange dominobrikker, der vælter.

Min første betænkelighed ved filmen var, om den ville formå at portrættere psykisk sygdom med den respekt som emnet kræver. Det mener jeg overhovedet ikke de gør, da Pat's situation kun bliver spillet som en punchline, på nær i en enkelt scene, hvori den kun lige akkurat bliver påtalt som noget seriøst. Tiffany's nylige enkestand bliver også kun nævnt som andet end en joke i en enkelt scene, som udelukkende bruges til at videreudvikle Pat's tilstand. Hele filmen igennem bliver medicinering for psykiske sygdomme dæmoniseret, mens kuren for deres situationer selvfølgelig bliver præsenteret som kærlighed, noget enhver person der har kæmpet med psykisk sygdom vil rulle med øjnene over. En trættende synsvinkel, der på ingen måde er ny i Hollywood (se Garden State, m.fl).

Derefter er min største betænkelighed, hvor dårligt pacet filmen er. Med minimal opbygning til filmens pay-off, den store danseturnering, når vi knapt nok at se dem forberede sig, på nær den mest klichéfyldte og tåkrummende montage jeg mindes at have været vidne til, som bliver klasket ind midt i filmen, fordi der åbenbart ikke var tid til at konkretisere og udpensle hvad der ellers bliver præsenteret som det vigtigste i vores hovedkarakterers' liv gennem filmens længde. Der er til gengæld rigeligt med plads til Pat's fars sports-relaterede neuroser, som er ligegyldige for plottet, på nær den første scene, hvor Pat's familie møder Tiffany første gang.

Mens skuespilpræstationerne på sin vis er ganske udmærkede, ville jeg ikke personligt udpege nogle af de medvirkende som Oscar-potentiale. Jennifer Lawrence skinner lyst og klart igennem, og der er ikke en finger at sætte på hende, men samtidig synes jeg hun gjorde det lige så godt i X-Men som i denne.

Filmen fungerer dog ganske udmærket som portræt af en dysfunktionel familie, og især Robert De Niro gør det godt som den italiensk-amerikanske patriark, der i sidste ende vil det bedste for sin søn. Desværre synes jeg ikke, man får tid nok med familien, og når man endelig gør, er meget af energien dispenseret på Pat selv, og det er egentlig en skam, for der er nok at ta' fat på.

Ultimativt er filmen en inoffensiv drama-komedie der, på trods af en lang fødsel, til sidst kommer i mål på den mindst overraskende måde man kunne forestille sig.

Karakter på 12-skalaen: 4

30 Minutes Or Less

Det er satme længe siden jeg har set så dårlig en film. Ikke siden mine dage som pyjamasparty-deltager mindes jeg at ha' set så bovlam en undskyldning for en komedie, og dengang var jeg altså tolv og havde ikke oplyst mig selv om veto-retten i et demokrati af fem piger i soveposer.

Nick, et pizzabud uden ambitioner, bliver kidnappet af to idioter med minimal sprængstof-viden umiddelbart efter et stort skænderi med sin bedste ven. De putter en bombe-vest på ham og sender ham ud for at røve en bank, da de har brug for 100.000 dollars til en lejemorder, der skal slå faren til den ene, en lotto-millionær, ihjel, så de kan få snitterne i pengene. Nick opsøger vennen han har haft et skænderi med, og selvfølgelig går intet som planlagt, og overspillede, under-instruerede og dårligt skrevne hijinks følger.

Jesse Eisenberg's karakter, Nick, er præcis ligesom alle andre Jesse Eisenberg-roller til dato - en neurotisk og intetsigende ung fyr, og Aziz Ansari's karakter Chet lider af samme problem - han spiller mere eller mindre Tom Haverford, hans langt mere successfulde karakter fra Parks and Recreation. Danny McBride spiller også bare Danny McBride - en underudviklet landsbytosse med alt for store mængder selvtillid der ikke stemmer overens med hjernekapaciteten. Samtlige roller er sjove i andre sammenhænge, men det virker på mig som om de allesammen kører i frigear hele vejen igennem. Musikken er uinspireret, kameraføringen ligeså, og manuskriptet er så fuld af huller, at man kan se lige igennem det. Og da det aldrig bliver sjovt nok til at kompensere, samtidig med at karaktererne er så ligegyldige at man aldrig rigtig når at nære nogen sympati for dem, falder filmen fladt på halen, og lige pludselig, mens man venter på at filmen bliver sjov, toner rulleteksterne frem, og man må indse, at den sidste halvanden time af éns liv kunne man ha' brugt temmelig meget bedre.

Karakter på 12-skalaen: 00

Crystal Castles, Voxhall 1. Marts

Jeg har set Crystal Castles en enkelt gang før, på Northside i 2011. Det var så absolut noget ud over det sædvanlige. Jeg var ikke specielt bekendt med bandet dengang, andet end deres gennebrud, Crimewave, men jeg skulle, som den stædige musiknørd jeg er, helt op foran. Jeg stod ved siden af to platinblonde teenagepiger i læderjakker som snakkede om hvor fantastiske og dybe CC's tekster var, og gjorde alle andre i en radius på halvanden meter opmærksomme på samme.

Så kom Crystal Castles på scenen. Jeg har aldrig nogensinde, i mine ti år som koncertgænger, været til en koncert hvor der blev spillet så højt. Efter flere Roskilder og endnu flere koncerter har jeg erhvervet mig høreskade og tinnitus, og jeg følte mig alligevel nødsaget til at bruge ørepropper, for det gjorde direkte ondt, noget jeg aldrig før har oplevet. Efter koncerten så én af mine venner mig i mængden, løb over til mig, og råbte “JEG RØRTE ALICE GLASS! JEG RØRTE VED HENDE! HUN ER SIMPELTHEN DET SEJESTE MENNESKE I HELE VERDEN. HUN ER SIMPELTHEN SÅ COOL!”. Og jeg måtte give ham ret.

Fast forward til 1. marts 2013. Jeg ankom til Voxhall en halv time efter døråbning, og gik op til scenen og satte mig. Da jeg så pigen ved siden af mig iført et Black Veil Brides-armbånd drikke Tempt følte jeg mig pludselig gammel, da jeg er vokset fra både emocore og konfirmand-øl for snart mange år siden. Suk. Bandet kom på, i vanlig nonchalant stil, en halv time efter skema. Da de kom på, stod pigen bag mig og råbte “ERMAGERD” igen og igen de første ti minutter. Hysteriet var på højde med det jeg så, da jeg i 2006 så -H-I-M- på Roskilde Festival (døm bare, vi har alle været unge og dumme!). Som det andet nummer spillede de Baptism, og fra da af gik folk helt amok.

Kun én gang under hele koncerten så jeg dem kommunikere med publikum, da Ethan Katz ville ha' folk til at hoppe i takt. Ud over det var de, ligesom sidst jeg så dem, både apatiske og energiske på samme tid. Det er en hårfin balance, men de mestrer den helt sublimt. Samtidig med at de begge to ser ud som om de keder sig helt urimelig meget, giver de den begge to hundrede procent. Mens Alice crowdsurfer og skriger sin let genkendelige klagesang, ser hun samtidig ud som om at det hele bare er another day at the office – og det er netop dét der gør hende så cool. Det er de færreste forundt at kunne forholde sig i ro under de halsbrækkende stunts Alice mestrer, og endnu sjældnere endnu, at kunne holde sit pokerface samtidig. Uden at kommunikere særlig meget sammen, formår de stadig at være helt synkrone – de har styr på hvad hinanden laver, og når Alice ind imellem joiner Ethan ved mixerpulten, anerkender de ikke engang den andens eksistens, men det er stadig tydeligt at de ved hvad der foregår, og det er det der gør dem til så tight en duo. Da de spillede Not In Love, det sidste nummer før ekstranumrene, gik der White Sensation i menneskemængden. Mens strobelyset blinkede, dansede hele menneskemængden, og da de gik af scenen var der ikke et øje tørt. De kom på igen, spillede tre eller fire yderligere numre, og det var den perfekte nedgearing på en fabelagtig koncert i selskab med de sejeste mennesker på jord.