Justin Bieber, Parken, 20/4

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for decideret pop-musik, men har af én eller anden grund sværmet om Justin Bieber siden Baby, som jeg personligt synes er den bedste pop-sang fra de sidste ti år. Og da min søster spurgte, om vi ikke skulle ta' ind og se ham i Parken, kunne jeg ikke sige nej!

Parken var allerede overrendt med mennesker, da jeg gik forbi den i andet regi klokken cirka 12 lørdag formiddag, til ingens store overraskelse. Og da min søster og jeg kæmpede for at finde hinanden ved indgangen en time før koncert-start, var der så meget run på telefonmasterne i området, at vi ikke kunne ringe til hinanden! Det har jeg lige godt ikke oplevet siden Roskilde Festival i 2009.

Vi havde købt ståpladser, og kom uheldigvis til at stå lige bag kameratårnet. Stemningen var dog helt i top lige fra starten, og allerede da en overraskende inoffensiv Christopher kom på, var der fjortisser i publikummet der ikke kunne mere, og måtte trøstes af medbragte mødre, der overbærende klappede hår og tørrede øjne på deres afkom. Da han havde spillet tre eller fire, i anmelders øjne, ganske udmærkede pop-sange, smuttede han af scenen, og efterlod publikum til en times enormt træls ventetid, som hverken blev forklaret eller undskyldt. Uforståeligt, at et så stort event kan slippe afsted med den slags, men lad det nu ligge.

Ud af det blå, en time og ti minutter efter Christopher havde forladt scenen, kom der pludselig en umåde irriterende DJ på, der spillede i ti minutter, mens en countdown til Biebs' scene-entré kørte på skærmen bag ham. Ike nok med at han hovedsageligt spillede mægtig ringe tramper-pop, råbte han "JUMP! JUMP! JUMP!" mere eller mindre konstant i de ti minutter han spillede, et karaktertræk jeg kun før har oplevet hos Discoteque One i Hammel's hus-DJ. Forudsigeligt nok blev hvinene højere jo længere der blev talt ned, og da der var 30 sekunder tilbage gik hele salen i opløsning. Og så blev Justin-drengen hejst ned fra loftet i et sæt englevinger der var H.R. Giger værdige.

Lige fra første nummer, hans nye single All Around The World, skreg publikum hvert eneste ord, hvilket the Biebs øjensynligt havde påregnet, da han ikke sang ret meget selv, på nær et par akustiske numre senere i sættet. Showet var rent cirkus, med synkrondans der gav mig throwbacks til 1998 og Backstreet Boys-videoer, og, i øvrigt enormt flotte, film der kørte på storskærmen bag ham. Showet var fuldendt, med ét af de flotteste lysshow jeg i mit liv har set, og hver gang hovedpersonen skulle skifte kostume, hvilket han gjorde tre eller fire gange under showet, blev der vist enestående kortfilm, blandt andet en meget mærkelig én der hovedsageligt handlede om Bieber's frisure. Dén forstod jeg ikke helt.

Hen mod enden spillede han to-tre akustiske numre sammen med sin guitarist, og dét synes jeg personligt var mindre godt. Jeg kan godt se at det fra arrangørens og optrædendes side kan være smart med én længere pause fra al glimmeren, i stedet for flere akustiske sange hist og her i showet, men det ville jeg personligt have brudt mig bedre om, for det føltes lidt som en stopklods i et ellers udmærket show.

Da han var gået af scenen, og kom på igen for at spille Boyfriend nåede hysteriet imponerende højder, og da han som allersidste nummer spillede Baby stod 45.000 teenagepiger og deres mødre og sang med allesammen, undertegnede inklusiv. Og da han gik af og lyset blev tændt, er jeg helt overbevist om at mangt en teenagepige græd salte glædestårer over endelig at have set deres udkårne in concert.

Personligt var jeg ganske godt tilfreds samlet set. Showet var i ren verdensklasse, Bieber's band var umåde dygtige og enormt oplagte, og jeg har aldrig nogensinde oplevet sådan en stemning! Tilstedeværende Beliebers havde ikke brug for hårde stoffer, de formåede at pumpe så meget endorfin ud i Parken at jeg stadig går og fniser i skægget. Til gengæld synes jeg godt kransekagefiguren selv kunne ha' været lidt mere i stødet - nok var han overraskende oplagt på trods af at Believe-touren lakker mod enden, men han tog den ikke ret meget på gefühl, og kørte mere i en for ham temmelig kendt rille.

Karakter på 12-skalaen: 7