Musik-mandag #4

Dagens musik-indlæg kommer til at omhandle et band jeg flygtigt har nævnt her på bloggen før, nemlig Wolf Alice, London-kvintetten med de plyssede melodier og skinnende omkvæd.

Det eneste de indtil videre har udgivet er en EP, der blev udgivet i begrænset antal på vinyl, og undertegnede nåede ikke at få fat på den, suk. Bandet blev hyldet af det temmelig useriøse, men mægtig hippe britiske musikmagasin NME som værende et af 2014's stjerneskud, sammen med blandt andet Charli XCX, der for øjeblikket vælter sig i success, og jeg håber sådan, at Wolf Alice kan gøre hende kunsten efter, for shit, hvor vil jeg gerne høre mere til dem, altså.

Det for dem rimelig atypiske nummer Wednesday var det første jeg hørte med dem, og det er efterhånden sjældent jeg har en så angsty, "holy shit, det er mig den sang handler om"-agtig reaktion på musik, ligesom dem jeg havde hver tredje uge i mine yngre år, men dét her nummer går lige lukt ind dér hvor det gør nas, og rusker mig i min Reality Bites-agtige 20'er-angst. Derudover er det bare et mægtigt behageligt nummer, som sikkert vil gøre sig godt hvis man godt kan lide at falde i søvn til musik. 

De har af én eller anden besynderlig årsag lavet et cover af Katy Perry's ganske glimrende popnummer Roar, som hørt ovenfor. Ikke det bedste cover jeg nogensinde har hørt, men forsangerindens tilbageholdende stemme kombineret med det melodisk plyssede akkompagnement er ikke at kimse af. Enjoy!

Knuz,

Penny

Merry Christmas, ya' filthy animals!

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

Crawling on Bruised Knees - Pharmakon

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Come Walk With Me - M.I.A.

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

You (Ha Ha Ha) - Charli XCX

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

The Wire - Haim

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Man - Neko Case

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Dust in the Gold Sack - Swearin'

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Swan Dive - Waxahatchee

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Song for Zula - Phosphorescent

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

Water Me - FKA Twigs

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Ya Hey - Vampire Weekend

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,

Penny Three

Farewell Carousel

For snart et års tid siden var jeg med til at lave en musikvideo for et lokalt band. Jeg fik et opkald fra min veninde, Anne, som I ser i videoen, og blev spurgt, om ikke jeg ville være med til at lave en musikvideo sammen med hende, en gut jeg har gået på filmskole med, og et dygtigt og habilt hold. Jeg havde ikke bedre at bruge min tid på, så jeg sagde ja, og brugte dermed en weekend på at lave denne video, som nu endelig er blevet færdig!

Jeg har, sammen med to gutter ved navn Niels og Daniel, stået for cinematografien. Jeg havde aldrig prøvet netop dén del af filmmager-processen, men de var mægtig hjælpsomme, og jeg lærte meget. Oveni det var det bare mægtig hyggeligt, og både filmholdet og de flotte fyre fra Farewell Carousel, et ganske habilt band, var usandsynligt søde. Videoen er obviously utrolig god, eftersom jeg arbejdede på den (høhø), men sangen er altså heller ikke skidt, så den skal man ikke snyde sig selv for at høre. De har sidenhen blandt andet varmet op for Sanne Salomonsen i Tivoli, men lad det ikke skræmme jer; Choose er en fantastisk sang, hør den, hør den, hør den. 

Knuz,

Penny

The Mighty Quinn!

Tidligere idag sad jeg og hørte langhåret musik med min papa. Ikke noget nyt under solen dér, det er ét af ritualerne hver gang vi hænger ud, sammen med indtagelse af store mængder te, en enetale om kaktus og sukkulenter fra papas side, og mit brok om PostDanmark og inkompetente buschauffører. MEN, så kom denne sang på playlisten, og jeg havde aldrig hørt den før. Sikken skam det er, og mit Bob Dylan-fankort er vist også blevet ophævet. Det er nemlig gode gamle Bobby-boy der har skrevet sangen her, og Manfred Mann der har indspillet den. Det er én af de dér popsange, der sidder i den kollektive ubevidsthed, og selv første gang man hører den har man det som om man har kendt den hele livet. Jeg vil også vædde min hat på, at det er én af de sange det er umuligt at lave en dårlig cover-version af, ligesom Dreams med the Cranberries. Det lader sig ikke gøre, for grundpillerne er så urimelig gode at man ikke kan ødelægge dem. Anyway, nyd sangen. Den handler i øvrigt om en heroin-dealer. 

Knuz, 

Penny

Musik-mandag #2

Nok er det ikke november endnu, men jeg har altså taget forskud på glæderne ved vinter-musik. Med det vejr vi har haft på det seneste, er det kun passende at hive Fever Ray frem fra gemmerne. Karin Dreijer Andersson fra The Knife's solo-projekt, der indtil videre kun har kastet et enkelt studie-album og et live-album af sig. 2009's fuldstændig eminente slow-burner af et selv-betitlet album er fast inventar på min iPod når det bliver mørkt klokken halv syv, og det begynder at bide i kinderne når man går udenfor.

For optimal effekt vil jeg anbefale, at man tager en varm vinterjakke og et stort, vamset tørklæde på, finder sine største Sennheiser-hørebøffer frem (de earplugs der fulgte med din iPod Nano er altså ikke optimale til formålet, sorry), og tager sig en natlig vandretur mens sneen falder, og man kan se sin egen ånde. Så føles det præcis, som om man er vokset op i et akvarie, og først nu får lov at begive sig ud i havet. Hyperboler er der nok af, men prøv det, og fortæl mig in earnest, at jeg ikke har ret. 

Alternatively kan du også gøre, som jeg ofte gjorde på filmskolen når jeg løb tør for inspiration - luk samtlige vinduer i din lejlighed op på en råkold nat, sluk al lyset, smid det her album på Blaupunkten, og pak dig ind i tæpper og læs Stephen King. Hvis det ikke giver dig de mest sindssyge mareridt ved jeg ikke, hvad jeg ellers skal stille op for at få dig til at lytte til det her album. 

Bare gør som jeg siger, jeg har altid ret. Eller, ikke altid, men det her album er gudernes nektar, og du snyder dig selv for en fantastisk vinterkrykke hvis du ikke investerer i dette album pronto. 

Knuz,

Penny

Efterårsmusik

Jeg er én af de dér skide-irriterende musiknørder, der kan bruge timevis på at klaske den perfekte playliste sammen, fordi intet andet duer, og så skal jeg den onde lyneme. Anyways, nu er det snart efterår, og jeg glæder mig sådan, for sommer er det værste, jeg ved. Sol og sved og overophedning og mere sved og en masse øv og sved. Jeg hader det.

Endnu et plus ved, at den værste årstid er ved at være slut er, at jeg nu kan hive mine efterårskunstnere, efterårssange og efterårsplaylister frem.

Ovenstående er, for mig, det ultimative efterårsnummer. En relativt ukendt B-side med The Smashing Pumpkins, lige før de blev pisseringe og Billy Corgans skinnende hoved blev fyldt med idéer om chemtrails og Tila Tequilas mærkelige bryster. Deres svanesang, hvis man må ha' lov at være lidt lakrids. Prøv selv at krølle dig sammen under dynen på en overskyet oktober-torsdag med en kop varmt mens den her spiller i baggrunden, og se om den ikke varmer helt ind i solar plexus. 

Af én eller anden grund er Orchestral Manoeuvres in the Dark, det glimrende new wave-band fra Liverpool, gået helt i glemmebogen for de folk der er yngre end din banks generaldirektør. Og det er altså en kæmpe-skam, for de laver nogle af de fineste pop-sange nogensinde. She's Leaving hørte jeg engang firs gange på en måneds tid fordi jeg gik og var trist, og det netop var efterår. Når bladene blæser om knæene på én, og man begynder at hive halstørklæderne ud af skabet, er det altså dén her man skal sætte på repeat på iPod'en når man skal ud og gå med hunni.

Strangers med the Kinks er et nummer, jeg ikke blot har lyttet til på repeat i flere år, men også én af de første sange jeg lærte at spille på guitar. Normalt er jeg ikke den store fan af sangtekster, men dén her kan simpelthen gi' mig kuldegysninger på selv mine mest disassociative dage. Hvis du vil nøjes med at høre én sang fra min liste, så lad det for Guds skyld være denne. 

Dét her nummer ligger på top tre over sange, jeg har fældet flest tårer til nogensinde. Elliott Smith var mit anker i en pissetræls tid i mit liv, og hans alt for tidlige død i 2003 berører mig faktisk stadig temmelig dybt. Denne sang, netop til en afdød ven, er at finde på albummet From A Basement On The Hill, hvilket blev udgivet efter hans død. Ikke desto mindre er det et trist, men varmt efterårsnummer som jeg holder meget af, men kun lytter til når jeg ved ingen kan se mig græde som et borteblevent barn i et stormagasin. 

Som rosinen i pølleenden har jeg et nummer dine forældre nok dansede kinddans til et par timer før du blev undfanget. The Band er ét af de første bands jeg kan huske at ha' hørt som barn, og det er noget jeg stadig velvilligt sætter på nu og da. Dette nummer er især smukt, i undertegnedes øjne.

Anyways, det er bare et lille udpluk af de choons jeg nyder at kaste på pladespilleren når potteplanterne begynder at hænge med hovedet, og man pludselig skal til at pudse næse. What say you, m'dears, er det noget I selv ville høre? Hvad kan I lide at høre på den årstid, Oscar Wilde mente var himmel på jord?

Knuz,
Penny

Your Life Is A Lie

I en uge eller to har MGMT, som jeg har skrevet om før, teaset deres nye single med tilhørende video. De har spillet dette nummer live en god snes gange, så navnet på nummeret er ingen nyhed, men ud over dårlige optagelser fra gamle iPhones på YouTube, har nummeret ikke været tilgængeligt før tidligere idag, da dette psykedeliske mesterværk af en video, instrueret af Tom Kuntz der også har instrueret tidligere MGMT-videoer, blev smidt på YouTube. I vanlig MGMT-stil er nummeret stik modsat af, hvad man forventer. Da man lige var blevet vant til at de lavede dansabel elektro-pop, udgav de et album der ville gøre Wild Man Fischer og Frank Zappa fugtige i trussen, og lige når man har vænnet sig til tretten minutter lange eposser med hvirvlende theremin og syre-drevede guitar-soloer (jf; Siberian Breaks og B-siden Metanoia), udgiver de et to minutter langt nummer, der næsten er hypnotisk i sin gentagen af samme strofe. Det eneste jeg som MGMT-fan i mange år har lært om MGMT er, at man aldrig kan stole på MGMT. Og fuck, hvor er det awesome.

MGMT gæster Store Vega den 1. oktober, og både min og Rikke's billet er i hus. Billetter kan fås her. Ses vi?

Knuz,

Penny

Kære Dagbog #7

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

All the ginger ladies!

Dårlige Beyonce-puns aside, har jeg altid været ganske betaget af rødhårede kvinder. Lige siden jeg var fjorten og opdagede Garbage og deres betagende rødhårede formand Shirley Manson. Mit allerførste, omend mislykkede, forsøg på at farve hår var da også over i de røde toner, men kønt blev det ikke, og jeg endte med at farve det sort i stedet. Det endte med at blive gråt, men det er en helt anden historie.

Jeg så Garbage live for første gang til sidste års Northside, og det var ikke før Shirley trådte frem på scenen at det gik op for mig, at jeg ikke før havde tænkt på hende som et almindeligt, levende menneske. For mig havde hun altid fremstået som et overmenneskeligt ikon på alt hvad man kun kunne håbe på at blive til en dag. Men dér stod hun, i al sin herlighed, og sang om mænd hun var vred på, og om hvor kedeligt det er at blive voksen. Hvis jeg skulle tilbede en gud, skulle det være Shirley Manson.

Noget senere i mit liv skulle jeg opdage Karen Elson. Hun var (og er til stadighed) model, men da hun mødte op på settet til The White Stripes' video White Orchid mødte hun Jack White. De blev gift, og han producerede hendes debutalbum fra 2010, The Ghost Who Walks. Et fascinerende, morbidt American Gothic-album der til fordel kan spilles på grå, blæsende Septemberdage hvor man hænger med mulen. På én eller anden måde formåede hun at undgå at blive sat i bås som endnu en model-gone-singer, hvad hun så absolut heller ikke fortjener.

Man kan selvfølgelig ikke snakke om fantastiske rødhårede kvinder uden at nævne Florence Welch, som sprang til øjeblikkelig stjernestatus med 2009's Between Two Lungs. Jeg går ud fra at de fleste der burde falde over dette indlæg allerede ved hvem hun er, så jeg vil ikke skrive en roman. Jeg synes hun er helt fantastisk, og hvis der er nogen jeg endnu ikke har set ha' en dårlig hårdag er det ved Gud Florence. 

Dermed ikke sagt, at rødhårede kvinder er en musikgenre, for det er det ikke, og jeg er træt nok af folk der spørger "nååårh, så du hører også Paramore?" når jeg nævner min forkærlighed for ovenstående kvinder (og sikkert flere til jeg ikke kan huske på stående fod). Men som rødhåret ved jeg selv hvor meget opmærksomhed man kan trække hjem på rødhårethed, og disse kvinder greb mig med deres smukke hår, og jeg lod dem komme ind i mit hjerte, hvor de har siddet siden da.

Knuz,
Penny

Et overset sommerhit

Sommeren er godt i gang, og årets sommer-hit er endnu disputabelt. Men for undertegnede er der kun ét nummer, der får mig til at vælte ud af sengen om morgenen, dansende inden jeg endnu har fået bukser på, og det er The Mother We Share af det skotske band Chvrches, som besøger Lille Vega i oktober.

Chvrches (som i øvrigt bare udtales Churches) er kreeret af folk, der alle tidligere har lavet musik - ét af medlemmerne er fra det desværre hedengangne Aereogramme, som jeg tidligere har nævnt i mit indlæg om covernumre. De har kigget temmelig dybt i natpotten med witch house, og indrømmer selv, at de er inspireret af både Fever Ray, The Knife og Purity Ring, hvoraf sidstnævnte især er tydeligt i netop nummeret The Mother We Share. Dog er de selv noget mere pop-orienterede, og deres mission er øjensynligt at skabe elektronisk pop-musik til de lidt mere alternativ-mindede af os musik-nørder. 

Hvad er jeres bud på 2013's ultimative sommerhit?

Knuz, 

Penny

Tak for i år, Northside!

Et long overdue indlæg om min fantastiske weekend på Northside! Jeg fik set nogle fantastiske bands, mødt skægge mennesker og spist dyr og dårlig mad (sajøst, Northside - jeg elsker dig, men du bliver nødt til at spænde hjelmen food-wise, maden smager af træflis og friturefedt, og koster spidsen af en jetjager :( ). Desværre ankom jeg først lørdag, da jeg ankom sent til Den Rigtige Hovedstad efter mit københavnerbesøg for at se Depeche Mode, og fordi jeg var træt og trist og vred. Derved gik jeg desværre glip af blandt andet The Knife. Til gengæld gik jeg også glip af Keane, så helt skidt var det ikke.

Den første koncert jeg så på Northside blev Alt-J. Noget undervældende, må jeg nok sige. Stemningen havde nok været bedre, hvis regnen ikke havde silet ned på givne tidspunkt. Stor fan er jeg ikke af bandet, men efter deres NS-sæt er jeg satme ikke blevet omvendt, snarere tværtimod. Jeg kedede mig bravt, formummet i mit regnslag, mens jeg ventede på de blev færdige. Men livemusik er lidt ligesom sex - selv når det er rimelig skidt, er det egentlig helt okay. Og publikum var sgu' rimelig i stødet, det må jeg gi' dem.
Karakter: 02

Derefter blev det til Imagine Dragons. Man skal jo se giraffen, når den er i byen. Det blev den første store overraskelse på NS13! Solen kom endelig frem, og folk var lidt gladere, da de nu ikke skulle bruge al deres koncentrationskraft på at holde regnvand fra at fortynde deres håndvarme Ceres. Trods det at langt størstedelen af publikum, som jeg selv, mest bare var kommet for at skråle "IT'S A RÆVÅLUSJÅN ARJ SUPPÅÅÅÅÅÅWSE" fik de sgu' godt gang i tropperne, og der var ikke et eneste kedeligt moment under hele koncerten. Jeg nød hele moletjavsen og nåede aldrig at kede mig, lige på nær når forsangeren humble-braggede sig igennem noget af det mest kiksede stage-banter jeg længe har været vidne til. Men de spillede helt gedignt, og var sindssygt oplagte, hvilket løftede stemningen og gjorde festivalen dét mere festlig.
Karakter: 10

Jeg nåede lige at se to eller tre sange med Biffy Clyro. Måske er jeg forudindtaget da jeg i forvejen ikke er særlig glad for deres musik, men jeg kedede mig simpelthen bravt. Trods deres t-shirt-løse akrobatik og (i øvrigt flotte) tatoveringer, virkede det hele meget indøvet og ærlig talt gabende kedeligt. De fuldstændig opløste unge kvinder der efter koncerten stod med "MON THE BIFFY" malet op og ned ad armene og råbte af sceneteknikerne for at få snitterne i setlists er sikkert dybt uenige med mig, men jeg kan ikke formaste mig til at bestå dem.
Karakter: 00

Jeg gik desværre glip af det meste af Nick Cave & The Bad Seeds, da jeg stillede mig op til den anden scene for at komme forrest til The Flaming Lips. Jeg fik set (nok nærmere hørt) det meste af koncerten, men da jeg faldt i snak med en enormt sød og entusiastisk yngre Flaming Lips-fan som var ganske imponeret over at jeg havde set dem tre gange før, kan jeg desværre ikke rigtig sige, om det var specielt godt. De spillede dog Stagger Lee, som minder mig uendeligt om røvsyge gymnasiefester og kedelige hipstere der har drukket for meget øl. Jeg vil afholde mig fra at give dem en karakter, da jeg som censor har sovet igennem hele 9.B.

Og så kom det øjeblik jeg havde ventet på - The Flaming Lips, mit eksistensgrundlag, mit hjertebarn, mit yndlings-band, spillede i min egen baghave. De lavede deres eget soundcheck som de plejer, og Wayne Coyne lignede til forveksling en ældre Marc Bolan, hvis altså Bolan havde overlevet bilulykken i '77. Scenen var dekoreret med en talerstol til Wayne, der lignede noget fra en science fiction-b-film fra 1968, og det meste af koncerten igennem holdt Coyne en babydukke i armene, og talte til den, beroligede den, og holdt den op så publikum kunne se den. Man følte sig tryg og trist i Flips' favn mens de spillede, også selvom jeg savnede noget af deres helt gamle. De spillede meget fra deres nye album, The Terror, som jeg ikke personligt er helt glad ved, men det forstås at deres liveshows og musik generelt har taget en drejning, eftersom Coyne og hans hustru gennem 25 år, J. Michelle, for nylig blev skilt. Det var en veloplagt og god koncert, og den skuffede helt bestemt ikke, men det er heller ikke den bedste Flaming Lips-koncert jeg har attenderet.
Karakter: 4

Lørdag ankom jeg, just som Fun. spillede den sang jeg allerhelst ville høre dem spille - At Least I'm Not As Sad As I Used To Be. Jeg nåede lige de sidste 30 sekunder, suk. Nå, men de var wildcard nummer 2! Hold kæft, hvor var de vilde. Pishamrendes oplagte, sindssygt tight, og deres forsanger, der minder mig temmelig meget om Rufus Wainwright, lignede en hund i en skovsø - usandsynligt entusiastisk over noget, der for ham burde være hverdag. De vidste godt, at folk først nu var ved at ankomme på festival-pladsen og at de var en slags opvarmning til resten af dagen, og de lod publikum vide det uden nogen form for bitterhed - de fik os ved flere lejligheder til at love, at vi ville ha' en fantastisk dag når de var gået, og de sluttede koncerten på en up-note. Det eneste der ærgede mig ved deres set var, at det sluttede. Jeg kunne ha' stået der endnu!
Karakter: 12

Jeg havde egentlig lovet mig selv at se Bikstok, da jeg før er gået glip af dem på festivaller, men det var koldt, så jeg søgte ly under NS's nye scenes baldakin, bare indtil jeg fik varmen. Men da folk begyndte at strømme til, tænkte jeg at jeg lige ville fange de første ti minutter af Deap Vally. Jeg endte med at blive koncerten igennem, og jeg fortryder intet. De to crazy ladies sten og triller tungere, hårdere og mere intenst end noget jeg nogensinde før har oplevet. Forsangerens stemme er fuldstændig absurd - når hun synger lyder det som en studieoptagelse! Hendes stemme ryster ikke spor, hun synger rent på den fede måde, og der er præcis nok kant til at man hverken føler for lidt eller for meget. Deres stage-banter var pissecharmerende, og de virkede til at ha' det skægt med at spille på dansk jord. De skabte sig en ny fan, det skal jeg da lige love for.
Karakter: 7

Så spillede Kashmir. Jeg hader Kashmir. Så jeg sad og surmulede og småfrøs i et par timer mens jeg lod som om jeg ikke kunne høre dem. >:(.

Band of Horses var det sidste band på min liste, jeg skulle se. Jeg havde set dem to år forinden på selvsamme festival, og de leverede en koncert, der til forveksling lignede den jeg havde oplevet tidligere, med den ene forskel, at forsangeren med de skæve tænder denne gang havde valgt at iføre sig en trucker-hat. De spillede godt, men selv under de numre jeg holder af med dem, kedede jeg mig rimelig heftigt, og overvejede at ta' hjem.
Karakter: 02

Et langt indlæg, I know, men det var også en lang weekend! Var du på Northside i år? Hvad så du, hvad var godt, hvad var skidt? Har du været der tidligere år? Sværger du ved Roskilde?

Knuz,
Penny

Depeche Mode, Parken 13/6

Efter min sidste oplevelse i Parken, hvor jeg sammen med 44.999 andre småhysteriske tweenagere og deres meget(!) trætte mødre og fædre, havde jeg store forventninger til Depeche Mode's koncert på samme mytiske grund. Uden sammenligning mellem de to optrædende i øvrigt. Ud over den meget lange kø for at få lov at komme ind, forløb ankomsten rimelig udramatisk. Gennemsnitsalderen var noget højere end forventet – langt størstedelen af folk der var taget ind for at se mørkemændene fra Essex var granvoksne mennesker, der nok havde crepet hår og tandbøjle da Just Can't Get Enough drønede ud af Blaupunkten. Der var få på min egen alder, folk som jeg selv der sandsynligvis har opdaget dem gennem deres angst-prægede flirten med det sorte og morbide som teenagere.

Depeche Mode kom på scenen til planlagt tid uden det store ramasjang – man lagde nærmest ikke mærke til deres indtræden. Den første tredjedel af koncerten var ualmindelig sløj – de spillede nogle få gamle swingere, og lidt nyt, men trods det faktum at jeg stod temmelig tæt på scenen var der sgu' ikke rigtig gang i den. Bandet selv var som sådan ganske udmærkede, spillede med gusto, og så ud som om de oprigtigt nød at stå på Parkens scene og spille for det folk, der huser indspilningsstudiet hvor bandet i 1990 indspillede deres fantastiske album Violator, men publikum virkede fuldstændig græsk-katolske over, hvem det var der stod og spillede for dem. Der blev snakket højt om gamle dage, drukket masser af øl fra plastikkrus, og danset lidt halvhjertet, men på nær to nogleogfyrre-årige gutter der stod og luftguitarrede og sang MEGET højt med, var der ikke rigtig nogen der var i stødet til det de egentlig var der for at opleve.

Da de spillede Personal Jesus lidt mere end halvvejs inde i showet skete der dog noget – det var som om folk pludselig vågnede op og fattede, hvad det egentlig var der skete omkring dem. Der blev sunget højlydt med, og for første gang siden jeg satte fødderne på FCK's hellige grund kunne jeg mærke, at jeg var til koncert. De spillede nummeret helt emninent, og efter det virkede det, som om folk holdt deres kæft og lyttede, i stedet for at stå og pladre om den censor de havde til deres fysikeksamen i 2.G i 1986.

Da man pludselig kunne slippe for at høre mere om folks ligegyldigheder, og koncentrere sig om hvad der foregik på scenen, blev det noget mere interessant. Bandet var ikke bare glade for at være hvor de var, men også enormt gode til det de laver. Det er tydeligt, at de har spillet sammen i mange år, og kan deres kram. Det var hverken prangende eller hidtil uset, men helt som det skulle være, og de fik smidt både I Feel You, Never Let Me Down Again og selvfølgelig Just Can't Get Enough ind i setlisten på falderebet. På givne tidspunkt var det dog lidt for sent at komme i stemning til en altomsluttende tur i et elektronisk nattemørke, og jeg gik derfra temmelig skuffet. Ikke på grund af bandet, de gjorde det godt, og når jeg endelig kunne koncentrere mig om hvad der skete på scenen, og ikke hvad min ligegyldige sidemakker synes om benzinpriserne, var jeg vild med det, the visuals, og Dave Gahans vaskebræt og guyliner. Men når hele publikum, i hvert fald på plænen, synes de selv er omdrejningspunkt for verden, og skaber en stemning der mest af alt minder om kobberbryllup i Hammel Forsamlingshus, er det kraft edeme ikke særlig spændende at være til koncert, på trods af, at det er et af de største, bedste new wave-bands der stadig eksisterer, der leverer en forholdsvis imponerende koncert.

Karakter til Depeche Mode: 7

Karakter til selve koncerten: 02

Northside Lørdag

Lørdag vågner jeg sandsynligvis med ømme fødder og fedtet hår, men det kan flux kureres med en gåtur til festivalpladsen og en håndbajs. Dér bliver det første jeg skal opleve Jagwar Ma.

Mest fordi der i Northside-app'en står, at de minder om MGMT, et andet band jeg holder meget af. Jeg kan godt høre hvad de mener. De få numre jeg har hørt med dem har jeg dog brudt mig gevaldigt om. En hyggelig koncert at starte dagen med.

Efterfølgende kommer Alt-J med det fjollede suffix (∆). Ikke noget jeg bryder mig helt vildt om, at dømme efter hvad jeg har hørt, men på givne tidspunkt er der ikke andet der spiller, og de skal ikke tjene på mig, jeg skal se alt hvad jeg kan. 

Og så skal jeg se Imagine Dragons. De har lavet nogle udmærkede sange som jeg ikke hader helt vildt, men mest skal de bare under bæltet fordi de er så hypede som de er - de er jo nærmest eksploderet på ingen tid.

Biffy Clyro følger. Jeg kender dem mest qua mine dage som emo-punker og ivrig læser af Kerrang!, rockverdenens svar på Se&Hør. Mage til ligegyldigheder. Men det er en anden historie til en anden dag. Forsangeren er en flot mand, og eftersom alt hvad der har spillet forud for dem er temmelig blødt og elektronisk, bliver det rart med lidt guitar-drevet afveksling. Ikke at det er et band jeg bryder mig specielt om i øvrigt.
Så er det, at det bliver spændende. Nick Cave and the Bad Seeds. Jeg havde glæden af at se dem på Roskilde Festival i '09, mens jeg sad i kø i seks stive timer i bagende sol for at komme til at stå forrest til Nine Inch Nails. De skabte en mærkelig stemning, og jeg forventer de kan trække særlingerne ud af skyggerne, præcis som de plejer.

Og så er det, vi når til det, undertegnede glæder sig allermest til at se, nemlig The Flaming Lips. Jeg har set dem tre gange før, og to af gangene har været nogle af de ubestridt bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Konfetti, dansende delfiner, balloner, fællessang og næstekærlighed. Mit yndlingsband gennem mange år, det band, min hidtil eneste tatovering er dedikeret til, kommer endelig til Århus, og jeg skal se dem igen. Jeg glæder mig simpelthen så meget - sidste gang jeg så dem er ved at være fire år siden, og det er simpelthen ikke fair. Men nu kommer de igen, og fy fan hvor jeg er ved at skide en snemand over det. Jaaaaa, Flaming Lips!

Dagen afsluttes måske med en dosis Trentemøller. Jeg gik glip af ham på Roskilde for nogle år siden, og har sparket mig selv over det lige siden. Men måske går jeg bare hjem og fryder mig over eksistensen af The Flaming Lips.

Hvad skal I se? Hvad skal I IKKE se? Hvem skal I drikke øller med?

Northside Fredag

Desværre ankommer jeg først på Northside Festival-pladsen ret sent, da jeg torsdag er i København og høre Depeche Mode, og Københavnerbussen til Northside var udsolgt da jeg tjekkede. Og hvad kan man så lære af det, min ven? (TI STILLE HJERNE, DU ER IKKE MIN RIGTIGE MOR)

Anyways, jeg går glip af Peter Sommer, som jeg egentlig gerne ville ha' set, mest fordi jeg godt kan lide De Eneste To. Left Boy og Bloc Party er de første på programmet, da der ikke spiller andet på programmet, og jeg lige så godt kan fordrive tide med ét eller andet, men det første jeg rigtig skal høre på festivalen, bliver Kaizers Orchestra.

 

Lige som de fleste andre der gik i folkeskole i midt-'00erne hørte vi mægtig meget Kaizers i frikvartererne. Det er ikke noget jeg selv nogensinde aktivt har lyttet til, men det sender mig stensikkert tilbage til karrygule gardiner og kedelige matematiktimer.

Så står den på Phoenix. Jeg ved ikke meget om bandet, og har aldrig rigtig lyttet til dem andet end når de har været med på soundtracket til film jeg har set. Speaking of, så er forsangeren jo gift med den evigt dejlige Sofia Coppola, så man burde jo se dem for that reason only.

Derefter skal jeg se Tegan and Sara. Igen, ikke noget jeg har hørt meget, men lidt kender man altid med dem, og desuden lavede de et cover af Still Alive fra computerspillet Portal, som jeg holder meget af. De er søde og sjove, og så trampede de godt og grundigt på Tyler, The Creator's testikler, da han sagde åndssvage, sexistiske ting om dem. Det er en sag, jeg altid kan støtte op om. 

The Knife er en selvfølge. Igen noget der blev lyttet heftigt til i folkeren (minderne om efterskolefester i et forsamlingshus i Buttfuck Nowhere mens der bliver røget en fed på parkeringspladsen kommer rullende!), og da jeg elsker Fever Ray, Karin Dreijer Andersson's sideprojekt når hun ikke jammer The Knife, bliver jeg nødt til at se dem i levende live. Deres nyeste album har ikke fået de varmeste anmeldelser, men det skal ikke afholde mig, i hvert fald. 

Og som rosinen i pølle-enden har vi Nephew. Gode, gamle Nephew. Min søster, der har været storfan i snart ti år, ville spise mig til morgenmad hvis hun fik at vide at jeg ikke havde set dem hvis jeg havde chancen. Jeg har set dem utallige gange før - mest i forbindelse med netop min søster - og efter at være blevet udsat for dem by proxy i så mange år, er jeg nærmest kommet til at holde af dem. Det er der jo ikke noget at gøre ved. 

Det er alt, hvad der er på programmet for undertegnedes vedkommende på fredag. Hvad med jer, hvad er jeres must-sees?

Northside, baby!

For tredje år i træk skal jeg på Northside, og jeg glæder mig usandsynlig meget! Den Århusianske festival, der er vokset på rekordtid, har igen i år samlet et fantastisk program sammen, og udvidet det til hele tre dage. Der har været udsolgt længe, og man skal være heldig hvis man vil finde en billet der ikke koster en milliard.

Tidligere år har været helt fantastiske - der har naturligvis været startproblemer, som i 2011, da der hverken var toiletter eller madboder nok, og i 2012, da de undervurderede folkets trang til øl, og løb tør på førstedagen. Til gengæld har de været enormt gode til at råde bod på disse ting - de har fikset problemerne rimelig hurtigt, og jeg har ikke et ondt ord at sige om festivalen. I år har de tilføjet en ny scene, så der i alt er tre at finde på festivalpladsen.

For at denne post ikke skal blive lang som et ondt år vil jeg over tre posts skrive om mit program på Northside, én for hver dag. Det bliver tætpakket, men jeg kan klare det, kan jeg.

Knuz,
Penny

Came Back Haunted

Mit blødende gymnasiehjerte banker ekstra-hurtigt idag. Nine Inch Nails, mit syttenårige jegs fundament i livet, har udgivet ny single, offentliggjort efterårs-tour og givet release-dato på deres nye album. Det nye album hedder indtil videre Hesitation Marks, og udkommer den tredje september i år.


Ovenfor kan du høre deres nye single - nummeret er enormt catchy, og jeg har lyttet til det en del gange i løbet af dagen. Der er ikke meget nyt under solen, hvis man skal være lidt kritisk, og den gode hr. Reznor har aldrig været den dygtigste tekstforfatter i telefonbogen, men nummeret er solidt, og bestemt nok til at man kan glæde sig som en søløve til morgenfodring til den tredje september. Hvis der er nogen der har lyst at komme forbi til netstrømper, lidt for meget eyeliner og straight up Jack Daniels (hvis du er en tøsedreng må du godt blande det med cola), så skal jeg nok holde noget releasefest den dag, for guderne skal vide at jeg allerede er pumped!

Knuz,
Penny

Alien Days

MGMT, bandet bag 2008's feel-good-hit of the summer Time To Pretend, har efter lang tids tærsken langhalm endelig sendt deres nye single på gaden. Den har floreret i kamera-telefon-udgave på YouTube længe efterhånden, men for en uges tid siden kom studie-versionen endelig ud!

De første gange jeg hørte den må jeg erkende at den ikke helt kom ind under huden på mig, men med et par gennemlytninger i bagagen tager jeg mine ord til mig. Det er en behagelig, moderne pop-sang med throwbacks til '70erne, men uden at det er cheesy. Jeg kunne forestille mig at det er en herlig sang at ryge en pind til, ikke at det er noget jeg nogensinde har gjort, hvad tror du om mig. 

Jeg var én af de få der holdt lige så meget af Congratulations, deres meget lidt successfulde andet udspil, som jeg var for Oracular Spectacular, deres første album. Hvor Oracular Spectacular var fuld af skinnende, farverige popsange der ledte tankerne hen til strandfester ved midnat og tømmermandsplagede sommermorgener, var Congratulations en langt mere udfordrende plade. Den krævede din koncentration, dit ubehag og din velvilje til at underligge dig noget ubehageligt indtil det bliver behageligt. An acquired taste, as they say in the States. Pladen blev haglet ned af kritikere, og de fleste fans faldt også fra i processen, mens de fik nogle få nye, derfor glæder jeg mig til at se hvad folk vil sige til det nye album, der ifølge bandet selv bliver selvtitlet. 

At dømme umiddelbart ud fra Alien Days tror jeg dette bliver deres mest interessante udspil hidtil. Oracular Spectacular var en samling popsange bandet skrev mens de gik i college. Congratulations virkede lidt som et obsternasigt modsvar til den modtagelse albummet havde fået; et forglemmeligt sommeralbum for college-aged stenere. Det pis gad de satan jensme ikke, så de indspillede den auditive udgave af at sætte sig ned på gulvet med krydsede arme og sige "NEJ! >:(". Men med det her album tror jeg de har fundet en gylden middelvej, og det vil vise sig om de kommer til at kunne stå mod tidens tand og gå over i annalerne som én af de store spillere i psykedelika, side om side med The Flaming Lips. Jeg glæder mig i hvert fald som en søløve til morgenfodring!

Albummet MGMT bliver udgivet i Juni i år

To covers fra kassen

Titlen har jeg stjålet fra De Sorte Spejdere, og konceptet er det samme som det, de kørte dengang. To originale numre, to covers. Den ene version er måske bedre end den anden, de er måske begge helt fantastiske, eller også er de begge to elendige. Under alle omstændigheder er det sjovt at sammenligne covernumre!

Lightning Strikes The Postman

Originalnummeret er at finde på The Flaming Lips' album Clouds Taste Metallic, som jeg religiøst har lyttet til i mange, mange år efterhånden. Nummeret er tungt, farverigt og glad(t?), også selvom teksten handler om et postbud der om og om igen bliver ramt af lynet. Jeg tænker, det er en kommentar til overflødig kommunikation i den moderne æra, men det kan også bare være inspireret af en hel masse hass', hvad ved jeg. 

Coveret fandt jeg da jeg læste wikipedia-artiklen om Clouds Taste Metallic. Da det er ét af mine ynlings-Lips-numre blev jeg kynisk og tænkte "fuck those guys, det er sikkert et pisseringe cover". Og jeg tog fejl. Hvor originalnummeret lyder som en vaskemaskine fuld af småsten og mønter, lyder Aereogramme's cover mere som en vred brumbasse fanget i en kagedåse. Lige så meget konstant summen, men på en noget mindre offensiv måde. Jeg var solgt, og har siden da lyttet til det desværre ikke særlig velkendte band en hel del. 

Here Comes The Sun 

Et nummer, som alle forhåbentlig kender. Here Comes The Sun af The Beatles. I ved. The Beatles, det dér band. Ét af de få Beatles-numre der ikke giver mig hovedpine, og som jeg nyder at synge med på lørdag morgen når solen skinner og jeg ikke skal lave noget hele dagen. En roligt euforisk, akustisk pop-perle der holder tidens test.

En mindre kendt udgave af denne sang der er blevet coveret af Gud og hvermand er af Steve Harley & Cockney Rebel. De har gjort sangen til den fest den også kan være, med alt hvad der hører til af synths og råberi. Steve Harley's stemme har det med at dele vandene, men jeg synes, at denne version af nummeret er ganske sublim, og hver gang jeg hører originalen tager jeg lige en chaser med dét her nummer. 

Har du, kære læser, et nummer du holder af i både original- og cover-version?

Claire og Steve!

I et reklamestunt for American Express har Steve Buscemi og Vampire Weekend sammen lavet en serie korte film, deriblandt denne lille perle der har fået glædestårerne frem i yours eller så stoiske truly.

I filmen inviterer Steve den usammenligneligt svedige musiker Claire Boucher, bedre kendt som Grimes, med til påskefrokost sammen med ham og Vampire Weekend. Men det gider hun ikke rigtigt, og gør et halvhjertet forsøg på at afvise ham på en pæn måde, men han tager ikke frivilligt imod noget som helst vink med en vognstang. 

For alle os utilpassede '90er-børn der hørte mærkelig musik og gik med lidt for meget eyeliner har Steve Buscemi spillet en stor rolle som den socialt handikappede vinyl-entusiast Seymour i filmen Ghost World, baseret på Daniel Clowes' tegneserie af samme navn. At se ham spille overfor Tumblr's sorte Madonna er som en solskinsstråle på en September-dag, det varmer sgu'.

Knuz, 

Penny

Lilla Lovis og könsrock

Lilla Lovis er en svensk kunstner jeg ved et tilfælde faldt over for nogle år siden. Og for at kunne forklare i dybden hvem hun er, bliver jeg nødt til også at traktere med en forklaring om svensk rock-musik fra 80'erne.

I 80'ernes Sverige opstod en genre der hedder könsrock - sexrock - og da den hovedsageligt bestod af mænd i rockbands, blev det hele meget hurtigt meget afskyvækkende. Med sange om nazisme, pædofili og gøren grin med handicappede gjorde bands som Onkel Kånkel og Pure-X Sverige til er mindre behageligt og temmelig meget klammere sted at være. Genren handlede, som navnet antyder, også meget om sex, og da könsrock udelukkende bestod af mænd, handlede sangene naturligvis også uendelig meget om objektificering af kvinder, hvilket i sig selv er meget uheldigt hvis ikke det gøres med en vis respekt. Hvad det ikke gjorde.

Sidenhen er genren næsten døet helt ud, men i 2010 debuterede Lilla Lovis med sin single Spottar Aldrig Ut, en sang der handler om hvorfor hun aldrig spytter sin tobaks-snus ud før hun giver et blowjob. Navnet Lilla Lovis tog hun i øvrigt fordi hun havde lagt nogle billeder af sig selv på nettet som blev stjålet af en porno-hjemmeside, og brugte dem under navnet Lilla Lovis. Det ville hun ikke finde sig i, og i stedet for at sagsøge eller klage valgte hun at (tilbage)stjæle deres karakter, som jo egentlig var hende selv, og gå under navnet.

Siden da har hun udgivet en EP, Spottar Aldrig Ut, og et album ved navn Som En Oskuld, hvor coveret afbilder Lovis selv som jomfru Maria, hvilket sikkert ikke er faldet i helt god jord i det svenske bibel-bælte. Under alle omstændigheder deler hendes minimalistiske pop-musik vandene, og jeg har endnu ikke mødt andre mennesker der kan holde hende ud, tværtimod. Overraskende nok på nær min mor, der overhørte Spottar Aldrig Ut da jeg en dag spillede den hjemme i hendes stue, hvortil hun spurgte "Synger hun hvad jeg tror hun synger? Fantastisk, jeg kan lide det! En frisk, ung kvinde der ikke gør som der forventes af hende!" Og det ved jeg ikke helt hvad man kan udlede af. Men under alle omstændigheder holder jeg meget af Lovis, og er af den radikale holdning at hun burde ha' et større publikum end hun har.