The Grand Budapest Hotel

Jeg er, på typisk White Girl-manér, kæmpe fan af Wes Anderson, den visionære instruktør bag film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, og stopmotion-filmen The Fantastic Mr. Fox ikke mindst. Han har i mine øjne været enormt solid siden den noget fesne Darjeeling Limited fra 2007, så da nyheden om The Grand Budapest Hotel brak, var jeg lidt bange for, at det var dér hans combo ville knække.

Det blev det eddersparkemig ikke. Jo mere jeg tænker over den film, jo bedre bliver den. Den visuelle side er Anderson'sk på alle tænkelige måder, men stadig spændende og flot, humoren er nok det bedste Anderson har formået indtil videre, og det siger ikke så lidt, da den mand tæmmer de akavede pauser som en søløvetæmmer, og historien er endnu en gang kringlet, morsom og rørende. Jeg tror endog jeg spottede en visuel reference til den glimrende, sære og underkendte film Bunny and the Bull, som fortjener et langt større publikum.

Da den ældgamle og stenrige Madame H., portrætteret på misundelsesværdig vis af den altid skinnende Tilda Swinton, dør, er der en masse ballade og bøvl med hendes testamente. Ikke mindst fordi maleriet Boy With Apple, et kitschet og temmelig grimt billede, er millioner værd, og med viden om, at hun har testamenteret billedet til hr. Gustave H., concierge på the Grand Budapest Hotel hvor hun har tilbragt 17 sommersæsoner, kidnapper han billedet sammen med sin lærling Zero, da Madame H.'s pompøse røvhul af en søn synes han har krav på det. Hijinx ensue.

Der er en masse sideplots, asides og karakterer man ikke har så meget at bruge til, men de er alle fantastiske tilføjelser der ikke gør det ringere. Nogle vil nok påstå, at det gør hovedplottet svært at følge med i, men personligt synes jeg plottet i sig selv er så simpelt, at det uden mærkelige krummelurer måske ville virke en anelse tamt. Der er ikke en eneste karakter jeg ikke synes er spændende, og historien, der er sat i mellemkrigstidens østeuropa i et fiktivt land, er simpel, men farverig.

På sædvanlig vis er det dog karaktererne der trækker opad. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, er den perfekte godhjertede men pompøse hotel-concierge der knalder alle de gamle damer og er godt tilfreds med sit liv så længe der er styr på hotellet, og er den perfekte faderfigur for flygtningen Zero, der er en ansvarlig, men måske lige lovlig loyal ung mand. Tilda Swinton, der er med i hele fire minutter eller sånt, gør det så overbevisende som sær, gammel dame, at hvis man ikke kendte hende, ville man ikke vide bedre. Selv Saoirse Ronan, som jeg normalt ikke har meget tilovers for, gør det ingenlunde skidt i denne film, men glider desværre også lidt i baggrunden, noget Anderson's kvindelige karakterer ofte gør. Hele Anderson-rosteren er med som mindre biroller, bl.a. Jeff Goldblum som upartisk advokat, Willem Dafoe som intimiderende lejemorder, og Adrien Brody som Madame H.'s søn.

Alt i alt er det nok den bedste film, Anderson har lavet siden The Royal Tenenbaums, og sandsynligvis også den med den bredeste appel. Man skal ha' et ualmindeligt koldt hjerte for ikke at elske denne film, også selvom den har sine småfejl i bl.a. portrætteringen af kvinder.

Stort 10 på 12-skalaen

Knuz,

Penny

TV-tirsdag #4

Jæs, jeg er først for nuværende kommet omkring TV-serien Fringe. Jeg downloadede første afsnit af serien for mange herrens år siden på min gamle røvspand af en stationær, men det skulle vise sig at afsnittet var dubbet på fransk, så jeg måtte droppe at se det, da jeg kun taler det franske, som jeg har lært af Eddie Izzard (Le singe est sur la branche er bare ikke nok til rimelig forståelse).

Men da jeg for tiden er løbet tør for TV-serier, og endda var nået så langt ud i tovene at jeg startede forfra med Doctor Who, tænkte jeg "nej nu skal det satan jensme være løgn", og så tænkte jeg tilbage på afsnittet jeg så syv minutter af på fransk dengang jeg stadig boede under samme tag som min mor, og det er eddermame længe siden. Og selvom det ikke er en helt rimelig arvtager fra the X-Files, undertegnedes hjertebarn, er den heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

For det første spiller Anna Torv pissegodt. Hende kunne jeg altså godt se som et Hollywood-ansigt, men eftersom Hollywood ikke er enige med mig om noget som helst (sajøst, hvorfor caste Mia Wasikowska i noget som helst, når nu Emily Browning eksisterer?!), så fåk dem. For det andet er det én af de sjældne serier, der starter ud med en masse hemmeligheder og cliffhangere, men som man ikke mister interessen for når de bliver forklaret. Det er sjældent, kudos til dem!

Mens nogle af afsnittene er liiiidt tunge at danse med, er der også andre der kunne gøres til spillefilm uden man ville nå at kede sig. Og mens dialogen ofte er temmelig hammy, trækker førnævnte Anna Torv i hovedrollen som Olivia Dunham, og Joshua Jackson som ældre læsere vil huske som Ham Den Anden i Dawson's Creek som Peter Bishop, rigtig meget op. Jeg tror både cast og instruktør har rullet med øjnene af noget af dialogen, men de gør det nu altså rimeligt.

Serien blev taget af sendefladen sidste år, så den er afrundet, men jeg er kun lige nået til slutningen af første sæson, og det er første gang jeg skriver en anmeldelse af en serie jeg først er i gang med at lære at kende. Tingene kan nå at udvikle sig.

Anyways, jeg håber I har det godt, og nød de ni minutters sommervejr vi havde i sidste uge. Mit eget skema er blevet forplumret af en heftig omgamg sygdom, et studie der fylder som en Grand Danois i en et-værelses, og en beslutning om endelig at blive fri af de sidste fem flyttekasser. Det er ved at være pinligt. Jeg har boet her i fire måneder nu.

Knuz,
Penny

Musik-mandag #4

Dagens musik-indlæg kommer til at omhandle et band jeg flygtigt har nævnt her på bloggen før, nemlig Wolf Alice, London-kvintetten med de plyssede melodier og skinnende omkvæd.

Det eneste de indtil videre har udgivet er en EP, der blev udgivet i begrænset antal på vinyl, og undertegnede nåede ikke at få fat på den, suk. Bandet blev hyldet af det temmelig useriøse, men mægtig hippe britiske musikmagasin NME som værende et af 2014's stjerneskud, sammen med blandt andet Charli XCX, der for øjeblikket vælter sig i success, og jeg håber sådan, at Wolf Alice kan gøre hende kunsten efter, for shit, hvor vil jeg gerne høre mere til dem, altså.

Det for dem rimelig atypiske nummer Wednesday var det første jeg hørte med dem, og det er efterhånden sjældent jeg har en så angsty, "holy shit, det er mig den sang handler om"-agtig reaktion på musik, ligesom dem jeg havde hver tredje uge i mine yngre år, men dét her nummer går lige lukt ind dér hvor det gør nas, og rusker mig i min Reality Bites-agtige 20'er-angst. Derudover er det bare et mægtigt behageligt nummer, som sikkert vil gøre sig godt hvis man godt kan lide at falde i søvn til musik. 

De har af én eller anden besynderlig årsag lavet et cover af Katy Perry's ganske glimrende popnummer Roar, som hørt ovenfor. Ikke det bedste cover jeg nogensinde har hørt, men forsangerindens tilbageholdende stemme kombineret med det melodisk plyssede akkompagnement er ikke at kimse af. Enjoy!

Knuz,

Penny

Merry Christmas, ya' filthy animals!

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

Crawling on Bruised Knees - Pharmakon

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Come Walk With Me - M.I.A.

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

You (Ha Ha Ha) - Charli XCX

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

The Wire - Haim

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Man - Neko Case

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Dust in the Gold Sack - Swearin'

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Swan Dive - Waxahatchee

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Song for Zula - Phosphorescent

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

Water Me - FKA Twigs

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Ya Hey - Vampire Weekend

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,

Penny Three

Farewell Carousel

For snart et års tid siden var jeg med til at lave en musikvideo for et lokalt band. Jeg fik et opkald fra min veninde, Anne, som I ser i videoen, og blev spurgt, om ikke jeg ville være med til at lave en musikvideo sammen med hende, en gut jeg har gået på filmskole med, og et dygtigt og habilt hold. Jeg havde ikke bedre at bruge min tid på, så jeg sagde ja, og brugte dermed en weekend på at lave denne video, som nu endelig er blevet færdig!

Jeg har, sammen med to gutter ved navn Niels og Daniel, stået for cinematografien. Jeg havde aldrig prøvet netop dén del af filmmager-processen, men de var mægtig hjælpsomme, og jeg lærte meget. Oveni det var det bare mægtig hyggeligt, og både filmholdet og de flotte fyre fra Farewell Carousel, et ganske habilt band, var usandsynligt søde. Videoen er obviously utrolig god, eftersom jeg arbejdede på den (høhø), men sangen er altså heller ikke skidt, så den skal man ikke snyde sig selv for at høre. De har sidenhen blandt andet varmet op for Sanne Salomonsen i Tivoli, men lad det ikke skræmme jer; Choose er en fantastisk sang, hør den, hør den, hør den. 

Knuz,

Penny

The Mighty Quinn!

Tidligere idag sad jeg og hørte langhåret musik med min papa. Ikke noget nyt under solen dér, det er ét af ritualerne hver gang vi hænger ud, sammen med indtagelse af store mængder te, en enetale om kaktus og sukkulenter fra papas side, og mit brok om PostDanmark og inkompetente buschauffører. MEN, så kom denne sang på playlisten, og jeg havde aldrig hørt den før. Sikken skam det er, og mit Bob Dylan-fankort er vist også blevet ophævet. Det er nemlig gode gamle Bobby-boy der har skrevet sangen her, og Manfred Mann der har indspillet den. Det er én af de dér popsange, der sidder i den kollektive ubevidsthed, og selv første gang man hører den har man det som om man har kendt den hele livet. Jeg vil også vædde min hat på, at det er én af de sange det er umuligt at lave en dårlig cover-version af, ligesom Dreams med the Cranberries. Det lader sig ikke gøre, for grundpillerne er så urimelig gode at man ikke kan ødelægge dem. Anyway, nyd sangen. Den handler i øvrigt om en heroin-dealer. 

Knuz, 

Penny

Efterårsmusik

Jeg er én af de dér skide-irriterende musiknørder, der kan bruge timevis på at klaske den perfekte playliste sammen, fordi intet andet duer, og så skal jeg den onde lyneme. Anyways, nu er det snart efterår, og jeg glæder mig sådan, for sommer er det værste, jeg ved. Sol og sved og overophedning og mere sved og en masse øv og sved. Jeg hader det.

Endnu et plus ved, at den værste årstid er ved at være slut er, at jeg nu kan hive mine efterårskunstnere, efterårssange og efterårsplaylister frem.

Ovenstående er, for mig, det ultimative efterårsnummer. En relativt ukendt B-side med The Smashing Pumpkins, lige før de blev pisseringe og Billy Corgans skinnende hoved blev fyldt med idéer om chemtrails og Tila Tequilas mærkelige bryster. Deres svanesang, hvis man må ha' lov at være lidt lakrids. Prøv selv at krølle dig sammen under dynen på en overskyet oktober-torsdag med en kop varmt mens den her spiller i baggrunden, og se om den ikke varmer helt ind i solar plexus. 

Af én eller anden grund er Orchestral Manoeuvres in the Dark, det glimrende new wave-band fra Liverpool, gået helt i glemmebogen for de folk der er yngre end din banks generaldirektør. Og det er altså en kæmpe-skam, for de laver nogle af de fineste pop-sange nogensinde. She's Leaving hørte jeg engang firs gange på en måneds tid fordi jeg gik og var trist, og det netop var efterår. Når bladene blæser om knæene på én, og man begynder at hive halstørklæderne ud af skabet, er det altså dén her man skal sætte på repeat på iPod'en når man skal ud og gå med hunni.

Strangers med the Kinks er et nummer, jeg ikke blot har lyttet til på repeat i flere år, men også én af de første sange jeg lærte at spille på guitar. Normalt er jeg ikke den store fan af sangtekster, men dén her kan simpelthen gi' mig kuldegysninger på selv mine mest disassociative dage. Hvis du vil nøjes med at høre én sang fra min liste, så lad det for Guds skyld være denne. 

Dét her nummer ligger på top tre over sange, jeg har fældet flest tårer til nogensinde. Elliott Smith var mit anker i en pissetræls tid i mit liv, og hans alt for tidlige død i 2003 berører mig faktisk stadig temmelig dybt. Denne sang, netop til en afdød ven, er at finde på albummet From A Basement On The Hill, hvilket blev udgivet efter hans død. Ikke desto mindre er det et trist, men varmt efterårsnummer som jeg holder meget af, men kun lytter til når jeg ved ingen kan se mig græde som et borteblevent barn i et stormagasin. 

Som rosinen i pølleenden har jeg et nummer dine forældre nok dansede kinddans til et par timer før du blev undfanget. The Band er ét af de første bands jeg kan huske at ha' hørt som barn, og det er noget jeg stadig velvilligt sætter på nu og da. Dette nummer er især smukt, i undertegnedes øjne.

Anyways, det er bare et lille udpluk af de choons jeg nyder at kaste på pladespilleren når potteplanterne begynder at hænge med hovedet, og man pludselig skal til at pudse næse. What say you, m'dears, er det noget I selv ville høre? Hvad kan I lide at høre på den årstid, Oscar Wilde mente var himmel på jord?

Knuz,
Penny

Your Life Is A Lie

I en uge eller to har MGMT, som jeg har skrevet om før, teaset deres nye single med tilhørende video. De har spillet dette nummer live en god snes gange, så navnet på nummeret er ingen nyhed, men ud over dårlige optagelser fra gamle iPhones på YouTube, har nummeret ikke været tilgængeligt før tidligere idag, da dette psykedeliske mesterværk af en video, instrueret af Tom Kuntz der også har instrueret tidligere MGMT-videoer, blev smidt på YouTube. I vanlig MGMT-stil er nummeret stik modsat af, hvad man forventer. Da man lige var blevet vant til at de lavede dansabel elektro-pop, udgav de et album der ville gøre Wild Man Fischer og Frank Zappa fugtige i trussen, og lige når man har vænnet sig til tretten minutter lange eposser med hvirvlende theremin og syre-drevede guitar-soloer (jf; Siberian Breaks og B-siden Metanoia), udgiver de et to minutter langt nummer, der næsten er hypnotisk i sin gentagen af samme strofe. Det eneste jeg som MGMT-fan i mange år har lært om MGMT er, at man aldrig kan stole på MGMT. Og fuck, hvor er det awesome.

MGMT gæster Store Vega den 1. oktober, og både min og Rikke's billet er i hus. Billetter kan fås her. Ses vi?

Knuz,

Penny

Sherlock Series 3!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker BBC's moderniserede Sherlock Holmes i form af Benedict Cumberbatch, og hans sidekick John Watson, portrætteret af den eminente Martin Freeman (som i øvrigt fik sin skuespil-debut i en Faith No More-musikvideo). Og nu er teaser-traileren for tredje sæson kommet ud! Nok er den kort som et best of Big Fat Snake-album, men jeg hænger allerede i gardinerne og ryster i spænding. Denne sæson's tre afsnit kommer til at hedde The Empty Hearse, The Sign of Three og His Last Vow, hvoraf førstnævnte er baseret på én af Conan Doyle's personlige yndlings-Holmes-noveller, nemlig The Adventure of the Empty House. Desuden skal danske Lars Mikkelsen spille skurk i et afsnit. Det vides ikke præcis hvornår tredje sæson får premiere, men en gang i efteråret er ikke skudt helt ved siden af. Tror du lige, jeg er så Sherlocked som man kan blive? 

Knuz,

Penny

Kære Dagbog #7

Jeg er lige pludselig blevet femten igen. What the everloving fuck. Ikke nok med, at jeg endelig er begyndt at se Supernatural, som mit sidste skridt før min transformation til full-on Tumblr girl er komplet, jeg er også blevet fuldstændig forelsket i Paramore's nye single. Hvad fanden ligner dét nu. Jeg er jo et verdensfjernt lille glasbarn fra '90erne, jeg skal lytte til Radiohead og snakke om dengang alting bare var bedre, fra MTV til kvaliteten af skovmandsskjorter. I stedet sidder jeg her og synger højlydt med på popsange, og fniser af to attraktive gutter der jagter spøgelser og laver forældede popkultur-referencer. Min hipster-cred forsvinder som dug for solen, hvis jeg ikke snart skriver en anmeldelse af Kanye West's nye album, kan jeg godt mærke. Nå, ja, man kan vel ikke fornægte sin sande ånd, så hér er den. Og ti så stille.

Knuz,
Penny

Et overset sommerhit

Sommeren er godt i gang, og årets sommer-hit er endnu disputabelt. Men for undertegnede er der kun ét nummer, der får mig til at vælte ud af sengen om morgenen, dansende inden jeg endnu har fået bukser på, og det er The Mother We Share af det skotske band Chvrches, som besøger Lille Vega i oktober.

Chvrches (som i øvrigt bare udtales Churches) er kreeret af folk, der alle tidligere har lavet musik - ét af medlemmerne er fra det desværre hedengangne Aereogramme, som jeg tidligere har nævnt i mit indlæg om covernumre. De har kigget temmelig dybt i natpotten med witch house, og indrømmer selv, at de er inspireret af både Fever Ray, The Knife og Purity Ring, hvoraf sidstnævnte især er tydeligt i netop nummeret The Mother We Share. Dog er de selv noget mere pop-orienterede, og deres mission er øjensynligt at skabe elektronisk pop-musik til de lidt mere alternativ-mindede af os musik-nørder. 

Hvad er jeres bud på 2013's ultimative sommerhit?

Knuz, 

Penny

RAD TIMES

Advarsel: videoen er NSFW og ikke egnet for fotosensitive epileptikere

Dette er, og vil for evigt være, min yndlings-video på hele YouTube. Den er lavet af en kunstner, der kalder sig Scotty2Hotty69, eller bare MariahCarey_2007. Metoden hedder datamoshing, og er temmelig nem at lære - man kan downloade gratis kits med programmer og instruktioner rundt om på nettet, men det her er for mig at se det ultimative indenfor genren. Blandingen af visuals fra sen-firserne og start-halvfemserne og musikken til Pitchfork-nørderne rammer et ømt punkt for mig og mange andre på min alder. Er vores kærlighed til den visuelt overmættede røde tråd fra vores barndom i virkeligheden så ironisk som vi gerne vil at den fremstår? Hvorfor er halvfemser-børnene i det hele taget så stolte af deres årgang? Er Tony the Tiger virkelig så GRRRRREAT? Så mange spørgsmål, så lidt tid. Der er også en toer og en treer til denne video, som er næsten lige så gode. Se dem før din nabo.

Knuz, 

Penny

Northside Lørdag

Lørdag vågner jeg sandsynligvis med ømme fødder og fedtet hår, men det kan flux kureres med en gåtur til festivalpladsen og en håndbajs. Dér bliver det første jeg skal opleve Jagwar Ma.

Mest fordi der i Northside-app'en står, at de minder om MGMT, et andet band jeg holder meget af. Jeg kan godt høre hvad de mener. De få numre jeg har hørt med dem har jeg dog brudt mig gevaldigt om. En hyggelig koncert at starte dagen med.

Efterfølgende kommer Alt-J med det fjollede suffix (∆). Ikke noget jeg bryder mig helt vildt om, at dømme efter hvad jeg har hørt, men på givne tidspunkt er der ikke andet der spiller, og de skal ikke tjene på mig, jeg skal se alt hvad jeg kan. 

Og så skal jeg se Imagine Dragons. De har lavet nogle udmærkede sange som jeg ikke hader helt vildt, men mest skal de bare under bæltet fordi de er så hypede som de er - de er jo nærmest eksploderet på ingen tid.

Biffy Clyro følger. Jeg kender dem mest qua mine dage som emo-punker og ivrig læser af Kerrang!, rockverdenens svar på Se&Hør. Mage til ligegyldigheder. Men det er en anden historie til en anden dag. Forsangeren er en flot mand, og eftersom alt hvad der har spillet forud for dem er temmelig blødt og elektronisk, bliver det rart med lidt guitar-drevet afveksling. Ikke at det er et band jeg bryder mig specielt om i øvrigt.
Så er det, at det bliver spændende. Nick Cave and the Bad Seeds. Jeg havde glæden af at se dem på Roskilde Festival i '09, mens jeg sad i kø i seks stive timer i bagende sol for at komme til at stå forrest til Nine Inch Nails. De skabte en mærkelig stemning, og jeg forventer de kan trække særlingerne ud af skyggerne, præcis som de plejer.

Og så er det, vi når til det, undertegnede glæder sig allermest til at se, nemlig The Flaming Lips. Jeg har set dem tre gange før, og to af gangene har været nogle af de ubestridt bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Konfetti, dansende delfiner, balloner, fællessang og næstekærlighed. Mit yndlingsband gennem mange år, det band, min hidtil eneste tatovering er dedikeret til, kommer endelig til Århus, og jeg skal se dem igen. Jeg glæder mig simpelthen så meget - sidste gang jeg så dem er ved at være fire år siden, og det er simpelthen ikke fair. Men nu kommer de igen, og fy fan hvor jeg er ved at skide en snemand over det. Jaaaaa, Flaming Lips!

Dagen afsluttes måske med en dosis Trentemøller. Jeg gik glip af ham på Roskilde for nogle år siden, og har sparket mig selv over det lige siden. Men måske går jeg bare hjem og fryder mig over eksistensen af The Flaming Lips.

Hvad skal I se? Hvad skal I IKKE se? Hvem skal I drikke øller med?

Northside Fredag

Desværre ankommer jeg først på Northside Festival-pladsen ret sent, da jeg torsdag er i København og høre Depeche Mode, og Københavnerbussen til Northside var udsolgt da jeg tjekkede. Og hvad kan man så lære af det, min ven? (TI STILLE HJERNE, DU ER IKKE MIN RIGTIGE MOR)

Anyways, jeg går glip af Peter Sommer, som jeg egentlig gerne ville ha' set, mest fordi jeg godt kan lide De Eneste To. Left Boy og Bloc Party er de første på programmet, da der ikke spiller andet på programmet, og jeg lige så godt kan fordrive tide med ét eller andet, men det første jeg rigtig skal høre på festivalen, bliver Kaizers Orchestra.

 

Lige som de fleste andre der gik i folkeskole i midt-'00erne hørte vi mægtig meget Kaizers i frikvartererne. Det er ikke noget jeg selv nogensinde aktivt har lyttet til, men det sender mig stensikkert tilbage til karrygule gardiner og kedelige matematiktimer.

Så står den på Phoenix. Jeg ved ikke meget om bandet, og har aldrig rigtig lyttet til dem andet end når de har været med på soundtracket til film jeg har set. Speaking of, så er forsangeren jo gift med den evigt dejlige Sofia Coppola, så man burde jo se dem for that reason only.

Derefter skal jeg se Tegan and Sara. Igen, ikke noget jeg har hørt meget, men lidt kender man altid med dem, og desuden lavede de et cover af Still Alive fra computerspillet Portal, som jeg holder meget af. De er søde og sjove, og så trampede de godt og grundigt på Tyler, The Creator's testikler, da han sagde åndssvage, sexistiske ting om dem. Det er en sag, jeg altid kan støtte op om. 

The Knife er en selvfølge. Igen noget der blev lyttet heftigt til i folkeren (minderne om efterskolefester i et forsamlingshus i Buttfuck Nowhere mens der bliver røget en fed på parkeringspladsen kommer rullende!), og da jeg elsker Fever Ray, Karin Dreijer Andersson's sideprojekt når hun ikke jammer The Knife, bliver jeg nødt til at se dem i levende live. Deres nyeste album har ikke fået de varmeste anmeldelser, men det skal ikke afholde mig, i hvert fald. 

Og som rosinen i pølle-enden har vi Nephew. Gode, gamle Nephew. Min søster, der har været storfan i snart ti år, ville spise mig til morgenmad hvis hun fik at vide at jeg ikke havde set dem hvis jeg havde chancen. Jeg har set dem utallige gange før - mest i forbindelse med netop min søster - og efter at være blevet udsat for dem by proxy i så mange år, er jeg nærmest kommet til at holde af dem. Det er der jo ikke noget at gøre ved. 

Det er alt, hvad der er på programmet for undertegnedes vedkommende på fredag. Hvad med jer, hvad er jeres must-sees?

Came Back Haunted

Mit blødende gymnasiehjerte banker ekstra-hurtigt idag. Nine Inch Nails, mit syttenårige jegs fundament i livet, har udgivet ny single, offentliggjort efterårs-tour og givet release-dato på deres nye album. Det nye album hedder indtil videre Hesitation Marks, og udkommer den tredje september i år.


Ovenfor kan du høre deres nye single - nummeret er enormt catchy, og jeg har lyttet til det en del gange i løbet af dagen. Der er ikke meget nyt under solen, hvis man skal være lidt kritisk, og den gode hr. Reznor har aldrig været den dygtigste tekstforfatter i telefonbogen, men nummeret er solidt, og bestemt nok til at man kan glæde sig som en søløve til morgenfodring til den tredje september. Hvis der er nogen der har lyst at komme forbi til netstrømper, lidt for meget eyeliner og straight up Jack Daniels (hvis du er en tøsedreng må du godt blande det med cola), så skal jeg nok holde noget releasefest den dag, for guderne skal vide at jeg allerede er pumped!

Knuz,
Penny

Du lytter til...

Hej læsere! Jeg ved godt det er lidt længe siden jeg har skrevet noget herinde, men jeg kom først hjem fra Irland igår, og har siden da haft travlt både med lidt arbejde og med en ordentlig spand angst der kom snigende, så jeg har haft mit at kæmpe med. Anyways, mens jeg arbejder kan jeg ikke høre musik fordi jeg koncentrerer mig for meget om det, men stilhed er også enormt forstyrrende for en musiknørd som jeg, og det er her youarelistening.to kommer ind i billedet. Siden har to playere - én der spiller ambiente elektroniske lydbilleder, og én der spiller live politiradio fra Amerikas største byer - du vælger selv hvilken. Som noget nyt har de også tilføjet nogle nye kanaler som jeg ikke har udforsket endnu, men jeg holder meget af politiradio fra både Los Angeles og New York.

Følg mig på Instagram hvis du vil følge med i mit kedelige liv

Anyways, jeg lover jeg skriver lidt om Dublin det øjeblik jeg får tid og overskud, og vender tilbage til regularly scheduled programming hurtigst muligt. Jeg har et par halvfærdige artikler i ærmet, og en svedig collaboration med min flotte ven fra Skotland der bare venter på at blive offentliggjort. 

Knuz, 

Penny

Alien Days

MGMT, bandet bag 2008's feel-good-hit of the summer Time To Pretend, har efter lang tids tærsken langhalm endelig sendt deres nye single på gaden. Den har floreret i kamera-telefon-udgave på YouTube længe efterhånden, men for en uges tid siden kom studie-versionen endelig ud!

De første gange jeg hørte den må jeg erkende at den ikke helt kom ind under huden på mig, men med et par gennemlytninger i bagagen tager jeg mine ord til mig. Det er en behagelig, moderne pop-sang med throwbacks til '70erne, men uden at det er cheesy. Jeg kunne forestille mig at det er en herlig sang at ryge en pind til, ikke at det er noget jeg nogensinde har gjort, hvad tror du om mig. 

Jeg var én af de få der holdt lige så meget af Congratulations, deres meget lidt successfulde andet udspil, som jeg var for Oracular Spectacular, deres første album. Hvor Oracular Spectacular var fuld af skinnende, farverige popsange der ledte tankerne hen til strandfester ved midnat og tømmermandsplagede sommermorgener, var Congratulations en langt mere udfordrende plade. Den krævede din koncentration, dit ubehag og din velvilje til at underligge dig noget ubehageligt indtil det bliver behageligt. An acquired taste, as they say in the States. Pladen blev haglet ned af kritikere, og de fleste fans faldt også fra i processen, mens de fik nogle få nye, derfor glæder jeg mig til at se hvad folk vil sige til det nye album, der ifølge bandet selv bliver selvtitlet. 

At dømme umiddelbart ud fra Alien Days tror jeg dette bliver deres mest interessante udspil hidtil. Oracular Spectacular var en samling popsange bandet skrev mens de gik i college. Congratulations virkede lidt som et obsternasigt modsvar til den modtagelse albummet havde fået; et forglemmeligt sommeralbum for college-aged stenere. Det pis gad de satan jensme ikke, så de indspillede den auditive udgave af at sætte sig ned på gulvet med krydsede arme og sige "NEJ! >:(". Men med det her album tror jeg de har fundet en gylden middelvej, og det vil vise sig om de kommer til at kunne stå mod tidens tand og gå over i annalerne som én af de store spillere i psykedelika, side om side med The Flaming Lips. Jeg glæder mig i hvert fald som en søløve til morgenfodring!

Albummet MGMT bliver udgivet i Juni i år

Claire og Steve!

I et reklamestunt for American Express har Steve Buscemi og Vampire Weekend sammen lavet en serie korte film, deriblandt denne lille perle der har fået glædestårerne frem i yours eller så stoiske truly.

I filmen inviterer Steve den usammenligneligt svedige musiker Claire Boucher, bedre kendt som Grimes, med til påskefrokost sammen med ham og Vampire Weekend. Men det gider hun ikke rigtigt, og gør et halvhjertet forsøg på at afvise ham på en pæn måde, men han tager ikke frivilligt imod noget som helst vink med en vognstang. 

For alle os utilpassede '90er-børn der hørte mærkelig musik og gik med lidt for meget eyeliner har Steve Buscemi spillet en stor rolle som den socialt handikappede vinyl-entusiast Seymour i filmen Ghost World, baseret på Daniel Clowes' tegneserie af samme navn. At se ham spille overfor Tumblr's sorte Madonna er som en solskinsstråle på en September-dag, det varmer sgu'.

Knuz, 

Penny

Lilla Lovis og könsrock

Lilla Lovis er en svensk kunstner jeg ved et tilfælde faldt over for nogle år siden. Og for at kunne forklare i dybden hvem hun er, bliver jeg nødt til også at traktere med en forklaring om svensk rock-musik fra 80'erne.

I 80'ernes Sverige opstod en genre der hedder könsrock - sexrock - og da den hovedsageligt bestod af mænd i rockbands, blev det hele meget hurtigt meget afskyvækkende. Med sange om nazisme, pædofili og gøren grin med handicappede gjorde bands som Onkel Kånkel og Pure-X Sverige til er mindre behageligt og temmelig meget klammere sted at være. Genren handlede, som navnet antyder, også meget om sex, og da könsrock udelukkende bestod af mænd, handlede sangene naturligvis også uendelig meget om objektificering af kvinder, hvilket i sig selv er meget uheldigt hvis ikke det gøres med en vis respekt. Hvad det ikke gjorde.

Sidenhen er genren næsten døet helt ud, men i 2010 debuterede Lilla Lovis med sin single Spottar Aldrig Ut, en sang der handler om hvorfor hun aldrig spytter sin tobaks-snus ud før hun giver et blowjob. Navnet Lilla Lovis tog hun i øvrigt fordi hun havde lagt nogle billeder af sig selv på nettet som blev stjålet af en porno-hjemmeside, og brugte dem under navnet Lilla Lovis. Det ville hun ikke finde sig i, og i stedet for at sagsøge eller klage valgte hun at (tilbage)stjæle deres karakter, som jo egentlig var hende selv, og gå under navnet.

Siden da har hun udgivet en EP, Spottar Aldrig Ut, og et album ved navn Som En Oskuld, hvor coveret afbilder Lovis selv som jomfru Maria, hvilket sikkert ikke er faldet i helt god jord i det svenske bibel-bælte. Under alle omstændigheder deler hendes minimalistiske pop-musik vandene, og jeg har endnu ikke mødt andre mennesker der kan holde hende ud, tværtimod. Overraskende nok på nær min mor, der overhørte Spottar Aldrig Ut da jeg en dag spillede den hjemme i hendes stue, hvortil hun spurgte "Synger hun hvad jeg tror hun synger? Fantastisk, jeg kan lide det! En frisk, ung kvinde der ikke gør som der forventes af hende!" Og det ved jeg ikke helt hvad man kan udlede af. Men under alle omstændigheder holder jeg meget af Lovis, og er af den radikale holdning at hun burde ha' et større publikum end hun har.

Crystal Castles' nye video!

Crystal Castles har på det ydmygste skænket os en musikvideo idag, og selv om den ikke overrasker på nogen ledder og kanter, er det stadig en lille perle af Pitchfork-candy, der rammer CC's visuelle stil lige på kornet. Nummeret Affection, der er at finde på deres nyeste langtidsskæring III, er i øvrigt et af de bedre CC-numre, og et nummer man, stik imod vanen tro, snildt kunne falde i søvn til, hvis man spillede det på repeat et par gange. Tjek videoen ud nedenunder.