Tak for i år, Northside!

Et long overdue indlæg om min fantastiske weekend på Northside! Jeg fik set nogle fantastiske bands, mødt skægge mennesker og spist dyr og dårlig mad (sajøst, Northside - jeg elsker dig, men du bliver nødt til at spænde hjelmen food-wise, maden smager af træflis og friturefedt, og koster spidsen af en jetjager :( ). Desværre ankom jeg først lørdag, da jeg ankom sent til Den Rigtige Hovedstad efter mit københavnerbesøg for at se Depeche Mode, og fordi jeg var træt og trist og vred. Derved gik jeg desværre glip af blandt andet The Knife. Til gengæld gik jeg også glip af Keane, så helt skidt var det ikke.

Den første koncert jeg så på Northside blev Alt-J. Noget undervældende, må jeg nok sige. Stemningen havde nok været bedre, hvis regnen ikke havde silet ned på givne tidspunkt. Stor fan er jeg ikke af bandet, men efter deres NS-sæt er jeg satme ikke blevet omvendt, snarere tværtimod. Jeg kedede mig bravt, formummet i mit regnslag, mens jeg ventede på de blev færdige. Men livemusik er lidt ligesom sex - selv når det er rimelig skidt, er det egentlig helt okay. Og publikum var sgu' rimelig i stødet, det må jeg gi' dem.
Karakter: 02

Derefter blev det til Imagine Dragons. Man skal jo se giraffen, når den er i byen. Det blev den første store overraskelse på NS13! Solen kom endelig frem, og folk var lidt gladere, da de nu ikke skulle bruge al deres koncentrationskraft på at holde regnvand fra at fortynde deres håndvarme Ceres. Trods det at langt størstedelen af publikum, som jeg selv, mest bare var kommet for at skråle "IT'S A RÆVÅLUSJÅN ARJ SUPPÅÅÅÅÅÅWSE" fik de sgu' godt gang i tropperne, og der var ikke et eneste kedeligt moment under hele koncerten. Jeg nød hele moletjavsen og nåede aldrig at kede mig, lige på nær når forsangeren humble-braggede sig igennem noget af det mest kiksede stage-banter jeg længe har været vidne til. Men de spillede helt gedignt, og var sindssygt oplagte, hvilket løftede stemningen og gjorde festivalen dét mere festlig.
Karakter: 10

Jeg nåede lige at se to eller tre sange med Biffy Clyro. Måske er jeg forudindtaget da jeg i forvejen ikke er særlig glad for deres musik, men jeg kedede mig simpelthen bravt. Trods deres t-shirt-løse akrobatik og (i øvrigt flotte) tatoveringer, virkede det hele meget indøvet og ærlig talt gabende kedeligt. De fuldstændig opløste unge kvinder der efter koncerten stod med "MON THE BIFFY" malet op og ned ad armene og råbte af sceneteknikerne for at få snitterne i setlists er sikkert dybt uenige med mig, men jeg kan ikke formaste mig til at bestå dem.
Karakter: 00

Jeg gik desværre glip af det meste af Nick Cave & The Bad Seeds, da jeg stillede mig op til den anden scene for at komme forrest til The Flaming Lips. Jeg fik set (nok nærmere hørt) det meste af koncerten, men da jeg faldt i snak med en enormt sød og entusiastisk yngre Flaming Lips-fan som var ganske imponeret over at jeg havde set dem tre gange før, kan jeg desværre ikke rigtig sige, om det var specielt godt. De spillede dog Stagger Lee, som minder mig uendeligt om røvsyge gymnasiefester og kedelige hipstere der har drukket for meget øl. Jeg vil afholde mig fra at give dem en karakter, da jeg som censor har sovet igennem hele 9.B.

Og så kom det øjeblik jeg havde ventet på - The Flaming Lips, mit eksistensgrundlag, mit hjertebarn, mit yndlings-band, spillede i min egen baghave. De lavede deres eget soundcheck som de plejer, og Wayne Coyne lignede til forveksling en ældre Marc Bolan, hvis altså Bolan havde overlevet bilulykken i '77. Scenen var dekoreret med en talerstol til Wayne, der lignede noget fra en science fiction-b-film fra 1968, og det meste af koncerten igennem holdt Coyne en babydukke i armene, og talte til den, beroligede den, og holdt den op så publikum kunne se den. Man følte sig tryg og trist i Flips' favn mens de spillede, også selvom jeg savnede noget af deres helt gamle. De spillede meget fra deres nye album, The Terror, som jeg ikke personligt er helt glad ved, men det forstås at deres liveshows og musik generelt har taget en drejning, eftersom Coyne og hans hustru gennem 25 år, J. Michelle, for nylig blev skilt. Det var en veloplagt og god koncert, og den skuffede helt bestemt ikke, men det er heller ikke den bedste Flaming Lips-koncert jeg har attenderet.
Karakter: 4

Lørdag ankom jeg, just som Fun. spillede den sang jeg allerhelst ville høre dem spille - At Least I'm Not As Sad As I Used To Be. Jeg nåede lige de sidste 30 sekunder, suk. Nå, men de var wildcard nummer 2! Hold kæft, hvor var de vilde. Pishamrendes oplagte, sindssygt tight, og deres forsanger, der minder mig temmelig meget om Rufus Wainwright, lignede en hund i en skovsø - usandsynligt entusiastisk over noget, der for ham burde være hverdag. De vidste godt, at folk først nu var ved at ankomme på festival-pladsen og at de var en slags opvarmning til resten af dagen, og de lod publikum vide det uden nogen form for bitterhed - de fik os ved flere lejligheder til at love, at vi ville ha' en fantastisk dag når de var gået, og de sluttede koncerten på en up-note. Det eneste der ærgede mig ved deres set var, at det sluttede. Jeg kunne ha' stået der endnu!
Karakter: 12

Jeg havde egentlig lovet mig selv at se Bikstok, da jeg før er gået glip af dem på festivaller, men det var koldt, så jeg søgte ly under NS's nye scenes baldakin, bare indtil jeg fik varmen. Men da folk begyndte at strømme til, tænkte jeg at jeg lige ville fange de første ti minutter af Deap Vally. Jeg endte med at blive koncerten igennem, og jeg fortryder intet. De to crazy ladies sten og triller tungere, hårdere og mere intenst end noget jeg nogensinde før har oplevet. Forsangerens stemme er fuldstændig absurd - når hun synger lyder det som en studieoptagelse! Hendes stemme ryster ikke spor, hun synger rent på den fede måde, og der er præcis nok kant til at man hverken føler for lidt eller for meget. Deres stage-banter var pissecharmerende, og de virkede til at ha' det skægt med at spille på dansk jord. De skabte sig en ny fan, det skal jeg da lige love for.
Karakter: 7

Så spillede Kashmir. Jeg hader Kashmir. Så jeg sad og surmulede og småfrøs i et par timer mens jeg lod som om jeg ikke kunne høre dem. >:(.

Band of Horses var det sidste band på min liste, jeg skulle se. Jeg havde set dem to år forinden på selvsamme festival, og de leverede en koncert, der til forveksling lignede den jeg havde oplevet tidligere, med den ene forskel, at forsangeren med de skæve tænder denne gang havde valgt at iføre sig en trucker-hat. De spillede godt, men selv under de numre jeg holder af med dem, kedede jeg mig rimelig heftigt, og overvejede at ta' hjem.
Karakter: 02

Et langt indlæg, I know, men det var også en lang weekend! Var du på Northside i år? Hvad så du, hvad var godt, hvad var skidt? Har du været der tidligere år? Sværger du ved Roskilde?

Knuz,
Penny

Depeche Mode, Parken 13/6

Efter min sidste oplevelse i Parken, hvor jeg sammen med 44.999 andre småhysteriske tweenagere og deres meget(!) trætte mødre og fædre, havde jeg store forventninger til Depeche Mode's koncert på samme mytiske grund. Uden sammenligning mellem de to optrædende i øvrigt. Ud over den meget lange kø for at få lov at komme ind, forløb ankomsten rimelig udramatisk. Gennemsnitsalderen var noget højere end forventet – langt størstedelen af folk der var taget ind for at se mørkemændene fra Essex var granvoksne mennesker, der nok havde crepet hår og tandbøjle da Just Can't Get Enough drønede ud af Blaupunkten. Der var få på min egen alder, folk som jeg selv der sandsynligvis har opdaget dem gennem deres angst-prægede flirten med det sorte og morbide som teenagere.

Depeche Mode kom på scenen til planlagt tid uden det store ramasjang – man lagde nærmest ikke mærke til deres indtræden. Den første tredjedel af koncerten var ualmindelig sløj – de spillede nogle få gamle swingere, og lidt nyt, men trods det faktum at jeg stod temmelig tæt på scenen var der sgu' ikke rigtig gang i den. Bandet selv var som sådan ganske udmærkede, spillede med gusto, og så ud som om de oprigtigt nød at stå på Parkens scene og spille for det folk, der huser indspilningsstudiet hvor bandet i 1990 indspillede deres fantastiske album Violator, men publikum virkede fuldstændig græsk-katolske over, hvem det var der stod og spillede for dem. Der blev snakket højt om gamle dage, drukket masser af øl fra plastikkrus, og danset lidt halvhjertet, men på nær to nogleogfyrre-årige gutter der stod og luftguitarrede og sang MEGET højt med, var der ikke rigtig nogen der var i stødet til det de egentlig var der for at opleve.

Da de spillede Personal Jesus lidt mere end halvvejs inde i showet skete der dog noget – det var som om folk pludselig vågnede op og fattede, hvad det egentlig var der skete omkring dem. Der blev sunget højlydt med, og for første gang siden jeg satte fødderne på FCK's hellige grund kunne jeg mærke, at jeg var til koncert. De spillede nummeret helt emninent, og efter det virkede det, som om folk holdt deres kæft og lyttede, i stedet for at stå og pladre om den censor de havde til deres fysikeksamen i 2.G i 1986.

Da man pludselig kunne slippe for at høre mere om folks ligegyldigheder, og koncentrere sig om hvad der foregik på scenen, blev det noget mere interessant. Bandet var ikke bare glade for at være hvor de var, men også enormt gode til det de laver. Det er tydeligt, at de har spillet sammen i mange år, og kan deres kram. Det var hverken prangende eller hidtil uset, men helt som det skulle være, og de fik smidt både I Feel You, Never Let Me Down Again og selvfølgelig Just Can't Get Enough ind i setlisten på falderebet. På givne tidspunkt var det dog lidt for sent at komme i stemning til en altomsluttende tur i et elektronisk nattemørke, og jeg gik derfra temmelig skuffet. Ikke på grund af bandet, de gjorde det godt, og når jeg endelig kunne koncentrere mig om hvad der skete på scenen, og ikke hvad min ligegyldige sidemakker synes om benzinpriserne, var jeg vild med det, the visuals, og Dave Gahans vaskebræt og guyliner. Men når hele publikum, i hvert fald på plænen, synes de selv er omdrejningspunkt for verden, og skaber en stemning der mest af alt minder om kobberbryllup i Hammel Forsamlingshus, er det kraft edeme ikke særlig spændende at være til koncert, på trods af, at det er et af de største, bedste new wave-bands der stadig eksisterer, der leverer en forholdsvis imponerende koncert.

Karakter til Depeche Mode: 7

Karakter til selve koncerten: 02

Northside Lørdag

Lørdag vågner jeg sandsynligvis med ømme fødder og fedtet hår, men det kan flux kureres med en gåtur til festivalpladsen og en håndbajs. Dér bliver det første jeg skal opleve Jagwar Ma.

Mest fordi der i Northside-app'en står, at de minder om MGMT, et andet band jeg holder meget af. Jeg kan godt høre hvad de mener. De få numre jeg har hørt med dem har jeg dog brudt mig gevaldigt om. En hyggelig koncert at starte dagen med.

Efterfølgende kommer Alt-J med det fjollede suffix (∆). Ikke noget jeg bryder mig helt vildt om, at dømme efter hvad jeg har hørt, men på givne tidspunkt er der ikke andet der spiller, og de skal ikke tjene på mig, jeg skal se alt hvad jeg kan. 

Og så skal jeg se Imagine Dragons. De har lavet nogle udmærkede sange som jeg ikke hader helt vildt, men mest skal de bare under bæltet fordi de er så hypede som de er - de er jo nærmest eksploderet på ingen tid.

Biffy Clyro følger. Jeg kender dem mest qua mine dage som emo-punker og ivrig læser af Kerrang!, rockverdenens svar på Se&Hør. Mage til ligegyldigheder. Men det er en anden historie til en anden dag. Forsangeren er en flot mand, og eftersom alt hvad der har spillet forud for dem er temmelig blødt og elektronisk, bliver det rart med lidt guitar-drevet afveksling. Ikke at det er et band jeg bryder mig specielt om i øvrigt.
Så er det, at det bliver spændende. Nick Cave and the Bad Seeds. Jeg havde glæden af at se dem på Roskilde Festival i '09, mens jeg sad i kø i seks stive timer i bagende sol for at komme til at stå forrest til Nine Inch Nails. De skabte en mærkelig stemning, og jeg forventer de kan trække særlingerne ud af skyggerne, præcis som de plejer.

Og så er det, vi når til det, undertegnede glæder sig allermest til at se, nemlig The Flaming Lips. Jeg har set dem tre gange før, og to af gangene har været nogle af de ubestridt bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Konfetti, dansende delfiner, balloner, fællessang og næstekærlighed. Mit yndlingsband gennem mange år, det band, min hidtil eneste tatovering er dedikeret til, kommer endelig til Århus, og jeg skal se dem igen. Jeg glæder mig simpelthen så meget - sidste gang jeg så dem er ved at være fire år siden, og det er simpelthen ikke fair. Men nu kommer de igen, og fy fan hvor jeg er ved at skide en snemand over det. Jaaaaa, Flaming Lips!

Dagen afsluttes måske med en dosis Trentemøller. Jeg gik glip af ham på Roskilde for nogle år siden, og har sparket mig selv over det lige siden. Men måske går jeg bare hjem og fryder mig over eksistensen af The Flaming Lips.

Hvad skal I se? Hvad skal I IKKE se? Hvem skal I drikke øller med?

Northside Fredag

Desværre ankommer jeg først på Northside Festival-pladsen ret sent, da jeg torsdag er i København og høre Depeche Mode, og Københavnerbussen til Northside var udsolgt da jeg tjekkede. Og hvad kan man så lære af det, min ven? (TI STILLE HJERNE, DU ER IKKE MIN RIGTIGE MOR)

Anyways, jeg går glip af Peter Sommer, som jeg egentlig gerne ville ha' set, mest fordi jeg godt kan lide De Eneste To. Left Boy og Bloc Party er de første på programmet, da der ikke spiller andet på programmet, og jeg lige så godt kan fordrive tide med ét eller andet, men det første jeg rigtig skal høre på festivalen, bliver Kaizers Orchestra.

 

Lige som de fleste andre der gik i folkeskole i midt-'00erne hørte vi mægtig meget Kaizers i frikvartererne. Det er ikke noget jeg selv nogensinde aktivt har lyttet til, men det sender mig stensikkert tilbage til karrygule gardiner og kedelige matematiktimer.

Så står den på Phoenix. Jeg ved ikke meget om bandet, og har aldrig rigtig lyttet til dem andet end når de har været med på soundtracket til film jeg har set. Speaking of, så er forsangeren jo gift med den evigt dejlige Sofia Coppola, så man burde jo se dem for that reason only.

Derefter skal jeg se Tegan and Sara. Igen, ikke noget jeg har hørt meget, men lidt kender man altid med dem, og desuden lavede de et cover af Still Alive fra computerspillet Portal, som jeg holder meget af. De er søde og sjove, og så trampede de godt og grundigt på Tyler, The Creator's testikler, da han sagde åndssvage, sexistiske ting om dem. Det er en sag, jeg altid kan støtte op om. 

The Knife er en selvfølge. Igen noget der blev lyttet heftigt til i folkeren (minderne om efterskolefester i et forsamlingshus i Buttfuck Nowhere mens der bliver røget en fed på parkeringspladsen kommer rullende!), og da jeg elsker Fever Ray, Karin Dreijer Andersson's sideprojekt når hun ikke jammer The Knife, bliver jeg nødt til at se dem i levende live. Deres nyeste album har ikke fået de varmeste anmeldelser, men det skal ikke afholde mig, i hvert fald. 

Og som rosinen i pølle-enden har vi Nephew. Gode, gamle Nephew. Min søster, der har været storfan i snart ti år, ville spise mig til morgenmad hvis hun fik at vide at jeg ikke havde set dem hvis jeg havde chancen. Jeg har set dem utallige gange før - mest i forbindelse med netop min søster - og efter at være blevet udsat for dem by proxy i så mange år, er jeg nærmest kommet til at holde af dem. Det er der jo ikke noget at gøre ved. 

Det er alt, hvad der er på programmet for undertegnedes vedkommende på fredag. Hvad med jer, hvad er jeres must-sees?

Northside, baby!

For tredje år i træk skal jeg på Northside, og jeg glæder mig usandsynlig meget! Den Århusianske festival, der er vokset på rekordtid, har igen i år samlet et fantastisk program sammen, og udvidet det til hele tre dage. Der har været udsolgt længe, og man skal være heldig hvis man vil finde en billet der ikke koster en milliard.

Tidligere år har været helt fantastiske - der har naturligvis været startproblemer, som i 2011, da der hverken var toiletter eller madboder nok, og i 2012, da de undervurderede folkets trang til øl, og løb tør på førstedagen. Til gengæld har de været enormt gode til at råde bod på disse ting - de har fikset problemerne rimelig hurtigt, og jeg har ikke et ondt ord at sige om festivalen. I år har de tilføjet en ny scene, så der i alt er tre at finde på festivalpladsen.

For at denne post ikke skal blive lang som et ondt år vil jeg over tre posts skrive om mit program på Northside, én for hver dag. Det bliver tætpakket, men jeg kan klare det, kan jeg.

Knuz,
Penny