The Grand Budapest Hotel

Jeg er, på typisk White Girl-manér, kæmpe fan af Wes Anderson, den visionære instruktør bag film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom, og stopmotion-filmen The Fantastic Mr. Fox ikke mindst. Han har i mine øjne været enormt solid siden den noget fesne Darjeeling Limited fra 2007, så da nyheden om The Grand Budapest Hotel brak, var jeg lidt bange for, at det var dér hans combo ville knække.

Det blev det eddersparkemig ikke. Jo mere jeg tænker over den film, jo bedre bliver den. Den visuelle side er Anderson'sk på alle tænkelige måder, men stadig spændende og flot, humoren er nok det bedste Anderson har formået indtil videre, og det siger ikke så lidt, da den mand tæmmer de akavede pauser som en søløvetæmmer, og historien er endnu en gang kringlet, morsom og rørende. Jeg tror endog jeg spottede en visuel reference til den glimrende, sære og underkendte film Bunny and the Bull, som fortjener et langt større publikum.

Da den ældgamle og stenrige Madame H., portrætteret på misundelsesværdig vis af den altid skinnende Tilda Swinton, dør, er der en masse ballade og bøvl med hendes testamente. Ikke mindst fordi maleriet Boy With Apple, et kitschet og temmelig grimt billede, er millioner værd, og med viden om, at hun har testamenteret billedet til hr. Gustave H., concierge på the Grand Budapest Hotel hvor hun har tilbragt 17 sommersæsoner, kidnapper han billedet sammen med sin lærling Zero, da Madame H.'s pompøse røvhul af en søn synes han har krav på det. Hijinx ensue.

Der er en masse sideplots, asides og karakterer man ikke har så meget at bruge til, men de er alle fantastiske tilføjelser der ikke gør det ringere. Nogle vil nok påstå, at det gør hovedplottet svært at følge med i, men personligt synes jeg plottet i sig selv er så simpelt, at det uden mærkelige krummelurer måske ville virke en anelse tamt. Der er ikke en eneste karakter jeg ikke synes er spændende, og historien, der er sat i mellemkrigstidens østeuropa i et fiktivt land, er simpel, men farverig.

På sædvanlig vis er det dog karaktererne der trækker opad. Gustave H., spillet af Ralph Fiennes, er den perfekte godhjertede men pompøse hotel-concierge der knalder alle de gamle damer og er godt tilfreds med sit liv så længe der er styr på hotellet, og er den perfekte faderfigur for flygtningen Zero, der er en ansvarlig, men måske lige lovlig loyal ung mand. Tilda Swinton, der er med i hele fire minutter eller sånt, gør det så overbevisende som sær, gammel dame, at hvis man ikke kendte hende, ville man ikke vide bedre. Selv Saoirse Ronan, som jeg normalt ikke har meget tilovers for, gør det ingenlunde skidt i denne film, men glider desværre også lidt i baggrunden, noget Anderson's kvindelige karakterer ofte gør. Hele Anderson-rosteren er med som mindre biroller, bl.a. Jeff Goldblum som upartisk advokat, Willem Dafoe som intimiderende lejemorder, og Adrien Brody som Madame H.'s søn.

Alt i alt er det nok den bedste film, Anderson har lavet siden The Royal Tenenbaums, og sandsynligvis også den med den bredeste appel. Man skal ha' et ualmindeligt koldt hjerte for ikke at elske denne film, også selvom den har sine småfejl i bl.a. portrætteringen af kvinder.

Stort 10 på 12-skalaen

Knuz,

Penny

TV-tirsdag #4

Jæs, jeg er først for nuværende kommet omkring TV-serien Fringe. Jeg downloadede første afsnit af serien for mange herrens år siden på min gamle røvspand af en stationær, men det skulle vise sig at afsnittet var dubbet på fransk, så jeg måtte droppe at se det, da jeg kun taler det franske, som jeg har lært af Eddie Izzard (Le singe est sur la branche er bare ikke nok til rimelig forståelse).

Men da jeg for tiden er løbet tør for TV-serier, og endda var nået så langt ud i tovene at jeg startede forfra med Doctor Who, tænkte jeg "nej nu skal det satan jensme være løgn", og så tænkte jeg tilbage på afsnittet jeg så syv minutter af på fransk dengang jeg stadig boede under samme tag som min mor, og det er eddermame længe siden. Og selvom det ikke er en helt rimelig arvtager fra the X-Files, undertegnedes hjertebarn, er den heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

For det første spiller Anna Torv pissegodt. Hende kunne jeg altså godt se som et Hollywood-ansigt, men eftersom Hollywood ikke er enige med mig om noget som helst (sajøst, hvorfor caste Mia Wasikowska i noget som helst, når nu Emily Browning eksisterer?!), så fåk dem. For det andet er det én af de sjældne serier, der starter ud med en masse hemmeligheder og cliffhangere, men som man ikke mister interessen for når de bliver forklaret. Det er sjældent, kudos til dem!

Mens nogle af afsnittene er liiiidt tunge at danse med, er der også andre der kunne gøres til spillefilm uden man ville nå at kede sig. Og mens dialogen ofte er temmelig hammy, trækker førnævnte Anna Torv i hovedrollen som Olivia Dunham, og Joshua Jackson som ældre læsere vil huske som Ham Den Anden i Dawson's Creek som Peter Bishop, rigtig meget op. Jeg tror både cast og instruktør har rullet med øjnene af noget af dialogen, men de gør det nu altså rimeligt.

Serien blev taget af sendefladen sidste år, så den er afrundet, men jeg er kun lige nået til slutningen af første sæson, og det er første gang jeg skriver en anmeldelse af en serie jeg først er i gang med at lære at kende. Tingene kan nå at udvikle sig.

Anyways, jeg håber I har det godt, og nød de ni minutters sommervejr vi havde i sidste uge. Mit eget skema er blevet forplumret af en heftig omgamg sygdom, et studie der fylder som en Grand Danois i en et-værelses, og en beslutning om endelig at blive fri af de sidste fem flyttekasser. Det er ved at være pinligt. Jeg har boet her i fire måneder nu.

Knuz,
Penny