Jeg har set Crystal Castles en enkelt gang før, på Northside i 2011. Det var så absolut noget ud over det sædvanlige. Jeg var ikke specielt bekendt med bandet dengang, andet end deres gennebrud, Crimewave, men jeg skulle, som den stædige musiknørd jeg er, helt op foran. Jeg stod ved siden af to platinblonde teenagepiger i læderjakker som snakkede om hvor fantastiske og dybe CC's tekster var, og gjorde alle andre i en radius på halvanden meter opmærksomme på samme.
Så kom Crystal Castles på scenen. Jeg
har aldrig nogensinde, i mine ti år som koncertgænger, været til
en koncert hvor der blev spillet så højt.
Efter flere Roskilder og endnu flere koncerter har jeg erhvervet mig
høreskade og tinnitus, og jeg følte mig alligevel nødsaget til at
bruge ørepropper, for det gjorde direkte ondt, noget jeg aldrig før
har oplevet. Efter koncerten så én af mine venner mig i mængden,
løb over til mig, og råbte “JEG RØRTE ALICE GLASS! JEG RØRTE
VED HENDE! HUN ER SIMPELTHEN DET SEJESTE MENNESKE I HELE VERDEN. HUN
ER SIMPELTHEN SÅ COOL!”.
Og jeg måtte give ham ret.
Fast forward til 1.
marts 2013. Jeg ankom til Voxhall en halv time efter døråbning, og
gik op til scenen og satte mig. Da jeg så pigen ved siden af mig
iført et Black Veil Brides-armbånd drikke Tempt følte jeg mig
pludselig gammel, da jeg er vokset fra både emocore og konfirmand-øl
for snart mange år siden. Suk. Bandet kom på, i vanlig nonchalant
stil, en halv time efter skema. Da de kom på, stod pigen bag mig og
råbte “ERMAGERD” igen og igen de første ti minutter. Hysteriet
var på højde med det jeg så, da jeg i 2006 så -H-I-M- på
Roskilde Festival (døm bare, vi har alle været unge og dumme!). Som
det andet nummer spillede de Baptism, og fra da af gik folk helt
amok.
Kun én gang under
hele koncerten så jeg dem kommunikere med publikum, da Ethan Katz
ville ha' folk til at hoppe i takt. Ud over det var de, ligesom sidst
jeg så dem, både apatiske og energiske på samme tid. Det er en
hårfin balance, men de mestrer den helt sublimt. Samtidig med at de
begge to ser ud som om de keder sig helt urimelig meget, giver de den
begge to hundrede procent. Mens Alice crowdsurfer og skriger sin let
genkendelige klagesang, ser hun samtidig ud som om at det hele bare
er another day at the office – og det er netop dét der gør hende
så cool. Det er de færreste forundt at kunne forholde sig i ro
under de halsbrækkende stunts Alice mestrer, og endnu sjældnere
endnu, at kunne holde sit pokerface samtidig. Uden at kommunikere
særlig meget sammen, formår de stadig at være helt synkrone – de
har styr på hvad hinanden laver, og når Alice ind imellem joiner
Ethan ved mixerpulten, anerkender de ikke engang den andens
eksistens, men det er stadig tydeligt at de ved hvad der foregår, og
det er det der gør dem til så tight en duo. Da de spillede Not In
Love, det sidste nummer før ekstranumrene, gik der White Sensation i
menneskemængden. Mens strobelyset blinkede, dansede hele
menneskemængden, og da de gik af scenen var der ikke et øje tørt.
De kom på igen, spillede tre eller fire yderligere numre, og det var
den perfekte nedgearing på en fabelagtig koncert i selskab med de
sejeste mennesker på jord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar