En skæbnesvanger oktoberaften i 2003 sidder jeg sammen med min familie i vores sommerhus og zapper rundt på de mange TV-kanaler for at finde noget spændende. Min far falder over MTV, hvilket vi allesammen kan blive enige om, så vi sidder med hver vores kop te og ser Jennifer Lopez-videoer. Pludselig, ud af det blå, toner Placebo frem på skærmen. En video med forvrængede ansigter, hjertestartere og antydede cumshots. Nummeret er ladet med reverb, og over dette en enormt androgyn stemme, der synger om mænd i kvindetøj der har anonym sex med papirsposer over hovedet. Nancy Boy, skulle jeg senere finde ud af, hed nummeret.
Det var som en kold spand vand i
hovedet på en forvirret trettenårig som jeg. Min identitet havde et
ben i alle lejre, og jeg elskede både Lizzie McGuire og Marilyn
Manson. Men da jeg så Placebo, faldt brikkerne pludselig på plads.
Brian Molko, Placebo's frontmand, stod stolt og rank og tæskede løs
på en guitar mens han sang som en pige, og havde mere makeup på end
selv de fremmeste piger i min klasse. “Det dér”, tænkte jeg,
“det er mig!”. Og de næste mange år baserede jeg ganske rigtigt
min eksistens på Placebo's manifesto. Jeg havde i mange år sort
pagehår ligesom The Man Himself (og Enid Coleslaw fra Ghost World,
men that's another story for another day), tog uendelige mængder
eyeliner på hver morgen, og stillede spørgsmålstegn ved min egen
seksualitet og kønsidentitet.
Da jeg gik i 3.G, fyldte nitten, og min
identitetsforvirring fortog sig en kende (samtidig med at jeg
klippede alt mit hår af) drev min Placebo-besættelse også lige så
stille over. Jeg begyndte at interessere mig for andre, bredere,
genrer. Jeg var pludselig knapt så vred og forvirret over det at
være til, og jeg behøvede ikke min daglige dosis Placebo (no pun
intended). Helt færdig var jeg dog ikke med dem – jeg købte
stadig en hundedyr udgave af deres sjette album, Battle for the Sun,
med både autografer, vinyl, DVD, og hele moletjavsen. Det er på
ingen måde deres stærkeste album, men jeg fortryder INTET.
Jeg er på det seneste begyndt at lytte
lidt til dem igen, og det har været både nostalgisk, trist, sjovt
og har fået mig til at føle mig enormt meget hjemme i min egen
hjerne, og har på sin vis også været med til at forankre min
identitet. På trods af, at deres musik måske ikke er så relevant
for mig mere, har de på en måde taget ny form – nogle tekster,
jeg ikke forstod før forstår jeg pludselig, og omvendt. Hvis jeg
var stødt på dem idag havde min fascination nok mere taget form som
nysgerrighed og morskab, end egentlig kærlighed. Alligevel vil der
altid være et specielt kammer i mit hjerte til Placebo, og min drøm
om at få deres vinge-logo tatoveret på ryggen er ikke død endnu.
Placebo har for mig betydet, at jeg har følt mig tryg og godt tilpas
i situationer der ellers ville have fået mig til at stejle. De har
været med til at få mig til at føle mig tilpas i min egen krop og
mit eget sind. De har sågar givet mig utallige venner, jeg stadig
ser, da det ikke længere er bandet der holder os sammen.
Jeg er sikker på, at mange, hvis ikke
alle, har et band, en bog, en film, eller noget i den dur, der har
betydet enormt meget for dem i deres teenageår. Placebo er mit. Hvad
er jeres?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar