Flygtig kærlighed #3

torsdag den 5. december 2013

Min november måned har været fuld af nye ting, travlhed og flytning. Heldigvis har de nye ting været fede, travlheden ikke helt så hård som den kunne ha' været eftersom engelsk-studiet faktisk huer mig temmelig gevaldigt indtil videre, og flytningen har været fra en papkasse ved siden af motorvejen til Aarhus C's svar på Vinterpaladset. Gud ske lov for det. Anyways, her er de ting, jeg har holdt mest af i November!


  • Lisbeth Salander: Jeg elsker altid Lisbeth, lad det ikke være nogen hemmelighed. Men ligesom nogle mennesker forbinder Harry Potter-filmene med den søde juletid kan jeg altså ikke se Millenium-trilogien uden at det er mørkt og stormende udenfor. Og for hver gang jeg ser den, bliver Lisbeth Salander endnu mere fantastisk. Bare en skam hun skulle skamskrubbes af Hollywood, så der ikke var mere tilbage end et alternativt sexobjekt. Suk, Hollywood. Suk. 

  • Wolf Alice: Jeg opdagede dem først med sangen Wednesday, som slog benene væk under mig med dens hule lyd og fantastiske tekster, men siden da har jeg hørt en del af deres andre ting, og shit, hvor er det godt. Dem skal man altså liiige holde øje med. 

  • Dårlige blogs: Nu udstiller jeg mig selv som det forfærdelige menneske jeg er, men er der én ting jeg elsker, så er det altså at læse dårlige blogs. Ikke, sådan, blogs om ting jeg ikke finder interessante, men kedelige indlæg om praktikophold, dårlige outfits på dårlige mirror-selfies, og elendig grammatik. Det er mit De Unge Mødre - godt-det-ikke-er-mig-tidsfordriv. Nok kan man beskylde min blog for at være dårlig, men jeg skåner jer i det mindste for flash-fotografier taget på badeværelsesspejlet. 

  • Kat: Endelig er det lykkes mig at flytte et sted hen hvor jeg må ha' kæledyr, og det har jeg fejret ved at skaffe mig en kat. Den hedder ikke noget, så I kan bare kalde den Kat. Eller Torben. Eller Permafrost. Hun er nok ligeglad. Hun bider og snorker og kan åbne lukkede døre (WTF?), men hun er også sød og blød og kysser mig på næsen om morgenen og når jeg kommer hjem fra skole. 

  • Fresh Meat: En fuldstændig fabelagtig dramedy-serie om syv unge studerende der flytter ind i et stort hus sammen mens de læser på universitetet. Der er ikke noget plot, de her dovne tosser ryger sig bare skæve, tager til timer, og læser bøger - og det er pissegodt. Man bliver lynhurtigt venner med idioterne, og både manus og skuespilpræstationer er knivskarpe og vildt sjove. Desuden har jeg også det vildeste ladycrush på Zawe Ashton og hendes karakter, Vod. 

  • Utopia: Nok den bedste drama/thriller-serie jeg nogensinde har set. 24 Timer kan godt pakke sammen. Rammen er set tusind gange før; a ragtag bunch of misfits finder sammen grundet omstændigheder de ikke kan styre, og skal løse problemerne sammen. I dette tilfælde handler det om en lille gruppe nørder, der interesserer sig for tegneserien Utopia og de konspirationsteorier der hænger uløseligt sammen med den. Pissegode og alsidige karakterer, unik cinematografi, et soundtrack jeg hører på repeat, og en af de bedste historier på TV for nylig. Første sæson er ude nu, anden sæson får premiere til næste år. Og fårk hvor jeg allerede glæder mig, mand. 

  • Min nye lejlighed: Den er bare svedig. Når man kommer fra 30kvm i en Gjellerup-boligblok bygget af pap er det altså temmelig fedt at flytte til midtbyen. Whooo! Når jeg har fået samlet alt mit flatpack furniture giver jeg en rundvisning :D. 
Hvad har I elsket i november? Og hvilke TV-serier skal jeg kaste mig over nu, hvor jeg har tømt Channel 4's arkiver?

Knuz,
Penny

2 kommentarer

  1. Årh! Tillykke med kattemissen. I skal nok blive lykkelige sammen... Især hvis du giver hende et navn. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du ha' :D. Jeg ved godt jeg burde, det virker bare åndssvagt; hun er halvandet år gammel, og har tidligere heddet Pippi. Det ligger bare ikke godt i min mund, og desuden kan jeg ikke bestemme mig mellem Schrödinger og Crookshanks, så hun er altså lige Kat indtil videre :D.

      Slet

 

Faste læsere

Blogger news

Follow on Bloglovin

Most Reading