Merry Christmas, ya' filthy animals!

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

Crawling on Bruised Knees - Pharmakon

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Come Walk With Me - M.I.A.

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

You (Ha Ha Ha) - Charli XCX

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

The Wire - Haim

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Man - Neko Case

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Dust in the Gold Sack - Swearin'

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Swan Dive - Waxahatchee

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Song for Zula - Phosphorescent

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

Water Me - FKA Twigs

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Ya Hey - Vampire Weekend

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,

Penny Three