To covers fra kassen

Titlen har jeg stjålet fra De Sorte Spejdere, og konceptet er det samme som det, de kørte dengang. To originale numre, to covers. Den ene version er måske bedre end den anden, de er måske begge helt fantastiske, eller også er de begge to elendige. Under alle omstændigheder er det sjovt at sammenligne covernumre!

Lightning Strikes The Postman

Originalnummeret er at finde på The Flaming Lips' album Clouds Taste Metallic, som jeg religiøst har lyttet til i mange, mange år efterhånden. Nummeret er tungt, farverigt og glad(t?), også selvom teksten handler om et postbud der om og om igen bliver ramt af lynet. Jeg tænker, det er en kommentar til overflødig kommunikation i den moderne æra, men det kan også bare være inspireret af en hel masse hass', hvad ved jeg. 

Coveret fandt jeg da jeg læste wikipedia-artiklen om Clouds Taste Metallic. Da det er ét af mine ynlings-Lips-numre blev jeg kynisk og tænkte "fuck those guys, det er sikkert et pisseringe cover". Og jeg tog fejl. Hvor originalnummeret lyder som en vaskemaskine fuld af småsten og mønter, lyder Aereogramme's cover mere som en vred brumbasse fanget i en kagedåse. Lige så meget konstant summen, men på en noget mindre offensiv måde. Jeg var solgt, og har siden da lyttet til det desværre ikke særlig velkendte band en hel del. 

Here Comes The Sun 

Et nummer, som alle forhåbentlig kender. Here Comes The Sun af The Beatles. I ved. The Beatles, det dér band. Ét af de få Beatles-numre der ikke giver mig hovedpine, og som jeg nyder at synge med på lørdag morgen når solen skinner og jeg ikke skal lave noget hele dagen. En roligt euforisk, akustisk pop-perle der holder tidens test.

En mindre kendt udgave af denne sang der er blevet coveret af Gud og hvermand er af Steve Harley & Cockney Rebel. De har gjort sangen til den fest den også kan være, med alt hvad der hører til af synths og råberi. Steve Harley's stemme har det med at dele vandene, men jeg synes, at denne version af nummeret er ganske sublim, og hver gang jeg hører originalen tager jeg lige en chaser med dét her nummer. 

Har du, kære læser, et nummer du holder af i både original- og cover-version?

Claire og Steve!

I et reklamestunt for American Express har Steve Buscemi og Vampire Weekend sammen lavet en serie korte film, deriblandt denne lille perle der har fået glædestårerne frem i yours eller så stoiske truly.

I filmen inviterer Steve den usammenligneligt svedige musiker Claire Boucher, bedre kendt som Grimes, med til påskefrokost sammen med ham og Vampire Weekend. Men det gider hun ikke rigtigt, og gør et halvhjertet forsøg på at afvise ham på en pæn måde, men han tager ikke frivilligt imod noget som helst vink med en vognstang. 

For alle os utilpassede '90er-børn der hørte mærkelig musik og gik med lidt for meget eyeliner har Steve Buscemi spillet en stor rolle som den socialt handikappede vinyl-entusiast Seymour i filmen Ghost World, baseret på Daniel Clowes' tegneserie af samme navn. At se ham spille overfor Tumblr's sorte Madonna er som en solskinsstråle på en September-dag, det varmer sgu'.

Knuz, 

Penny

Bloglovin'!

Follow my blog with Bloglovin

Nu kan man satan jensme også følge mig på bloglovin'. Og det synes jeg man burde gøre.

Lilla Lovis og könsrock

Lilla Lovis er en svensk kunstner jeg ved et tilfælde faldt over for nogle år siden. Og for at kunne forklare i dybden hvem hun er, bliver jeg nødt til også at traktere med en forklaring om svensk rock-musik fra 80'erne.

I 80'ernes Sverige opstod en genre der hedder könsrock - sexrock - og da den hovedsageligt bestod af mænd i rockbands, blev det hele meget hurtigt meget afskyvækkende. Med sange om nazisme, pædofili og gøren grin med handicappede gjorde bands som Onkel Kånkel og Pure-X Sverige til er mindre behageligt og temmelig meget klammere sted at være. Genren handlede, som navnet antyder, også meget om sex, og da könsrock udelukkende bestod af mænd, handlede sangene naturligvis også uendelig meget om objektificering af kvinder, hvilket i sig selv er meget uheldigt hvis ikke det gøres med en vis respekt. Hvad det ikke gjorde.

Sidenhen er genren næsten døet helt ud, men i 2010 debuterede Lilla Lovis med sin single Spottar Aldrig Ut, en sang der handler om hvorfor hun aldrig spytter sin tobaks-snus ud før hun giver et blowjob. Navnet Lilla Lovis tog hun i øvrigt fordi hun havde lagt nogle billeder af sig selv på nettet som blev stjålet af en porno-hjemmeside, og brugte dem under navnet Lilla Lovis. Det ville hun ikke finde sig i, og i stedet for at sagsøge eller klage valgte hun at (tilbage)stjæle deres karakter, som jo egentlig var hende selv, og gå under navnet.

Siden da har hun udgivet en EP, Spottar Aldrig Ut, og et album ved navn Som En Oskuld, hvor coveret afbilder Lovis selv som jomfru Maria, hvilket sikkert ikke er faldet i helt god jord i det svenske bibel-bælte. Under alle omstændigheder deler hendes minimalistiske pop-musik vandene, og jeg har endnu ikke mødt andre mennesker der kan holde hende ud, tværtimod. Overraskende nok på nær min mor, der overhørte Spottar Aldrig Ut da jeg en dag spillede den hjemme i hendes stue, hvortil hun spurgte "Synger hun hvad jeg tror hun synger? Fantastisk, jeg kan lide det! En frisk, ung kvinde der ikke gør som der forventes af hende!" Og det ved jeg ikke helt hvad man kan udlede af. Men under alle omstændigheder holder jeg meget af Lovis, og er af den radikale holdning at hun burde ha' et større publikum end hun har.

Crystal Castles' nye video!

Crystal Castles har på det ydmygste skænket os en musikvideo idag, og selv om den ikke overrasker på nogen ledder og kanter, er det stadig en lille perle af Pitchfork-candy, der rammer CC's visuelle stil lige på kornet. Nummeret Affection, der er at finde på deres nyeste langtidsskæring III, er i øvrigt et af de bedre CC-numre, og et nummer man, stik imod vanen tro, snildt kunne falde i søvn til, hvis man spillede det på repeat et par gange. Tjek videoen ud nedenunder.

Justin Bieber, Parken, 20/4

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for decideret pop-musik, men har af én eller anden grund sværmet om Justin Bieber siden Baby, som jeg personligt synes er den bedste pop-sang fra de sidste ti år. Og da min søster spurgte, om vi ikke skulle ta' ind og se ham i Parken, kunne jeg ikke sige nej!

Parken var allerede overrendt med mennesker, da jeg gik forbi den i andet regi klokken cirka 12 lørdag formiddag, til ingens store overraskelse. Og da min søster og jeg kæmpede for at finde hinanden ved indgangen en time før koncert-start, var der så meget run på telefonmasterne i området, at vi ikke kunne ringe til hinanden! Det har jeg lige godt ikke oplevet siden Roskilde Festival i 2009.

Vi havde købt ståpladser, og kom uheldigvis til at stå lige bag kameratårnet. Stemningen var dog helt i top lige fra starten, og allerede da en overraskende inoffensiv Christopher kom på, var der fjortisser i publikummet der ikke kunne mere, og måtte trøstes af medbragte mødre, der overbærende klappede hår og tørrede øjne på deres afkom. Da han havde spillet tre eller fire, i anmelders øjne, ganske udmærkede pop-sange, smuttede han af scenen, og efterlod publikum til en times enormt træls ventetid, som hverken blev forklaret eller undskyldt. Uforståeligt, at et så stort event kan slippe afsted med den slags, men lad det nu ligge.

Ud af det blå, en time og ti minutter efter Christopher havde forladt scenen, kom der pludselig en umåde irriterende DJ på, der spillede i ti minutter, mens en countdown til Biebs' scene-entré kørte på skærmen bag ham. Ike nok med at han hovedsageligt spillede mægtig ringe tramper-pop, råbte han "JUMP! JUMP! JUMP!" mere eller mindre konstant i de ti minutter han spillede, et karaktertræk jeg kun før har oplevet hos Discoteque One i Hammel's hus-DJ. Forudsigeligt nok blev hvinene højere jo længere der blev talt ned, og da der var 30 sekunder tilbage gik hele salen i opløsning. Og så blev Justin-drengen hejst ned fra loftet i et sæt englevinger der var H.R. Giger værdige.

Lige fra første nummer, hans nye single All Around The World, skreg publikum hvert eneste ord, hvilket the Biebs øjensynligt havde påregnet, da han ikke sang ret meget selv, på nær et par akustiske numre senere i sættet. Showet var rent cirkus, med synkrondans der gav mig throwbacks til 1998 og Backstreet Boys-videoer, og, i øvrigt enormt flotte, film der kørte på storskærmen bag ham. Showet var fuldendt, med ét af de flotteste lysshow jeg i mit liv har set, og hver gang hovedpersonen skulle skifte kostume, hvilket han gjorde tre eller fire gange under showet, blev der vist enestående kortfilm, blandt andet en meget mærkelig én der hovedsageligt handlede om Bieber's frisure. Dén forstod jeg ikke helt.

Hen mod enden spillede han to-tre akustiske numre sammen med sin guitarist, og dét synes jeg personligt var mindre godt. Jeg kan godt se at det fra arrangørens og optrædendes side kan være smart med én længere pause fra al glimmeren, i stedet for flere akustiske sange hist og her i showet, men det ville jeg personligt have brudt mig bedre om, for det føltes lidt som en stopklods i et ellers udmærket show.

Da han var gået af scenen, og kom på igen for at spille Boyfriend nåede hysteriet imponerende højder, og da han som allersidste nummer spillede Baby stod 45.000 teenagepiger og deres mødre og sang med allesammen, undertegnede inklusiv. Og da han gik af og lyset blev tændt, er jeg helt overbevist om at mangt en teenagepige græd salte glædestårer over endelig at have set deres udkårne in concert.

Personligt var jeg ganske godt tilfreds samlet set. Showet var i ren verdensklasse, Bieber's band var umåde dygtige og enormt oplagte, og jeg har aldrig nogensinde oplevet sådan en stemning! Tilstedeværende Beliebers havde ikke brug for hårde stoffer, de formåede at pumpe så meget endorfin ud i Parken at jeg stadig går og fniser i skægget. Til gengæld synes jeg godt kransekagefiguren selv kunne ha' været lidt mere i stødet - nok var han overraskende oplagt på trods af at Believe-touren lakker mod enden, men han tog den ikke ret meget på gefühl, og kørte mere i en for ham temmelig kendt rille.

Karakter på 12-skalaen: 7

Chokoladepålæg og sociale netværk

I mine kedelige gymnasiedage besluttede jeg mig for at lave en profil på Tumblr, et dengang temmelig nyt netværk, som ikke mange danskere var på. Mest var det bare for at ha' et sted at brokke mig mere velformuleret end på Twitter, og for altid at ha' noget at ta' mig til i de timer der kedede mig mest. Hvad jeg ikke vidste var, at Tumblr senere skulle eksplodere, og blive til det mekka for teenage-hipstere, One Direction-fans, og SuperWhoLockere det er i dag. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville møde folk, der skulle gå hen og blive gode venner, omend på langdistance-basis.

Det føles bare ikke så fjernt, når ens Tumblr-BFF tager sig den ulejlighed at sende undertegnedes yndlings-chokoladepålæg, Nugatti, hele vejen fra Norge til Danmark i en æske der er pakket ind i medicinsk tape, fordi hun ikke havde andet og ville skynde sig, fordi hun vidste at jeg gik og var lidt trist, mestendels over det faktum at Nugatti ikke kan fås i Danmark.

Ydermere har man også gået og hysset, fordi førnævnte veninde lige har fået hund for første gang, og man selv er herre-hundeskruk. Man har ved flere lejligheder fået lov til at skype med hunden (og veninden, selvsagt), men i brevet er der også et herre-sødt brev som er sjasket ind i blå pote-aftryk!

Da jeg skrev til min veninde at jeg havde modtaget pakken og hvor glad jeg var, skrev hun, at hunden, som i øvrigt hedder Misha og er det sødeste kræ i verden, stadig var fedtet ind i blå vandfarve. Så bliver man sgu' helt varm om hjertet.

Dén her lille frækkert, at finde på addresse-mærkatet, fik mig i øvrigt til at fnise som en skolepige i bussen på vej hjem fra posthuset. Søde mennesker er der nok af, men folk, der vil sende Nugatti over landegrænser i selskab med en fjollet dinosaur og en hundeautograf, dem skal man satme lede længe efter.

Knuz,
Penny

TREAT YO' SELF, feriepenge-edition

I går modtog jeg endelig de ting jeg havde bestilt over nettet da jeg fik feriepenge tilbage! Jeg er nu den stolte ejer af begge sæsoner af Pushing Daisies på DVD, en serie jeg holder helt enormt meget af men desværre aldrig har taget mig sammen til at købe, Alan Moore og Brian Bolland's ansete Batman-tegneserie The Killing Joke, en ualmindelig fin kjole fra Topshop, og Eylure's 117-vipper. Ud over det har jeg også købt GOSH's nye BB-concealer-palet, som jeg vil sammenligne med Benefit's mere eller mindre tilsvarende palet, the Perk-Up Artist når jeg har fået testet dem begge side om side.

Den er finere når den kommer på, jeg sværger. Jeg er bare ualmindeligt dårlig til at ta' selfies, da jeg stod sidst i køen til at blive fotogen. Fuck.

Christopher Owens er en herlig mand

Igår offentliggjorde Christopher Owens, manden bag hipster-successen Girls, at han ville lægge en akustisk udgave af sit første solo-album Lysandre op på sin hjemmeside til fri afbenyttelse. Manden har holdt sit ord, og det første jeg gjorde i morges (efter 12, man er ikke arbejdsløs for ingenting) var at downloade det. Hvis man har hørt det, i øvrigt glimrende, album allerede er der ikke meget nyt under solen, da albummet allerede består meget af akustisk guitar og sang, men hvis man som mig er glad for one-takes og underdreven produktion, er denne gratis gave til fans en fin lille afrunding på albummets fødsel. Hvis man endelig skal se en gave-hest i munden lyder nogle af numrene, især A Broken Heart, næsten identiske med album-versionen, men hvis man ser bort fra det er det en venlig gestus overfor fans og nyankommere at lægge et helt akustisk album ud til gratis afbenyttelse. Man kan også købe albummet på vinyl her, hvis man er til den slags.

Jeg havde i øvrigt den enorme glæde at se Chris og hans band da de spillede på Jazzhouse tidligere i år, og efter en del år som stor fan af Girls var det enormt rart at se ham live sammen med et ualmindeligt tight band, hvoraf jeg i forvejen havde set bassisten Matt Asti før, da han også har spillet sammen med MGMT. Hele albummet Lysandre blev spillet fra ende til anden, med minimal, men sød, stage-banter og et interlude da en publikum blev syg og måtte hentes af en ambulance. Jeg så i øvrigt Jonas Bjerre fra Mew blandt publikum, hvilket glædede min indre femten-åring, but that's another story for another day.

Kære Dagbog #4

Haha, jeg skal ind og se Justin Bieber på lørdag, og det skal du barsens ikke! Aldrig har jeg købt billetter til en koncert der har delt vandene på samme måde som denne, nogle af mine venner er blevet direkte forargede, hvilket jeg synes er temmelig fjollet. Andre har sagt at jeg nu har opnået fuldkommen awesomeness. Langt de fleste, however, har forholdt sig helt og aldeles uinteresserede, because honestly, who the fuck cares.
Jeg blev shanghaiet til arrangementet af min dumme, søde søster, der skrev da hun fandt ud af at han kom til Danmark. Jeg troede lidt hun jokede, for mit forhold til the Biebs er, om noget, distanceret. Det gjorde hun ikke, og pludselig havde hun to billetter i hus, hvoraf jeg skulle betale for den ene, sådan kan det jo gå. Og jeg skal ikke klage, for jeg glæder mig som en søløve til morgenfodring!

Inden koncerten skal jeg chille med min fantastiske roomie fra European Film College i Fælledparken, der er åbenbart ét eller andet præ-Bieber-arrangement. Det siger man ikke sådan lige nej til. Desuden er alle mine gymnasiebuddies samlet i København for første gang siden alle begyndte på studier sidste efterår, og vi skal spille brætspil og drikke øl, og det bliver simpelthen så yndigt.

Igår drak jeg mig fuld på skype med min flotte ven Dan, og det er altså et koncept jeg håber griber om sig. Det giver en herlig atmosfære af gin og generel fuldemandsfølsomhed, men man kommer ikke til at kysse nogen man fortryder morgenen efter! 10/10, would recommend. Især når man får lov at tale med en ræv som Dan, som både har kindben og tegneserier for to, yum yum.

In other news har jeg endelig fået pøllefingrene i Wordsworth's samling af Sherlock Holmes-historierne, og jeg er cirka 40 sider inde. Så mangler jeg bare 1370! No but seriously, hold kæft hvor er det godt. Nogle ting er klassikere fordi engelsk-lærere i virkeligheden er uddannede sadister, men nogle ting er altså bare pis'-gode. Jeg skal ikke lyve, min inspiration bag købet er Sherlock, BBC's helt fænomenale TV-serie, der har fået et imponerende følge af sekstenårige tumblr-piger på ingen tid. Ikke desto mindre står de få kapitler jeg har læst indtil videre frem som tusind skinnende sole i et meget mørkt (og meget, meget stort) kælderrum, og jeg er urimeligt imponeret. Sir Arthur Conan Doyle (som, ifølge rygtet, blev gjort til ridder, fordi han holdt op med at skrive om Sherlock Holmes, hvad kongen af England, der var stor fan, ikke brød sig om, og bestak ham med en titel for at få ham til at skrive igen) formår at male med ord på en fuldstændig uprætentiøs måde, der immervæk formår at holde spændingen og får en til at læse med lynets hast, bare så man kan nå næste side. Mumz, siger jeg bare.
Nå, det var alt.

Knuz,
Penny

Eddie Izzard, Musikhuset, 8/4

Min største drøm gik for et par dage i opfyldelse. Jeg vidste godt at Eddie Izzard kom til Aarhus, for jeg sad og fedtede med kredit-kortet da billetterne blev sat til salg - men så så jeg hvad de kostede. Pishans.
Heldigvis havde jeg med julelys i øjnene nogle år forinden introduceret min mor til førnævnte, og hun huskede hvor meget jeg holder af den mand, og tilbød aftenen før at købe mig en billet, hvis jeg så lovede ikke at brokke mig over ikke at få en fødselsdagsgave når den dag oprander. Det lovede jeg. Og pludselig sad jeg i Musikhuset og var ved at brække mig af grin.

Jeg har ikke været helt vild med hans seneste shows, da jeg synes han har lænet sig lidt for meget op af det gamle repertoire, og egentlig bare liret det af for at tjene til dagen og vejen, men jeg skal satan sparkemig love for at manden er kommet efter det. Jeg havde ondt i både ribben og kinder dagen efter fordi jeg havde grinet non-stop i to timer! Hans jokes var enormt originale, samtidig med at der ikke er tvivl om hvem der har skrevet dem - han trækker stadig meget på historie, køns-identitet og absurde situationer, helst noget med dyr der kan mimes. Han trakterede endog sine fans med et throwback til hans skit om Dødsstjernen fra Star Wars' kantine, en rutine der blev kendt da nogle fans animerede scenen i LEGO og smed den på YouTube, hvorefter den blev et viralt hit.

Han sluttede showet med en opfordring til os alle; vi skal hjælpe til med at ændre verden, og vi skal aldrig frygte at være os selv. Noget, han taler om ud fra erfaring. Manden, der blev kendt på at lave stand-up i verdensklasse samtidig med at være iført høje hæle og mere make-up end et helt puddelrock-band, har i sit 25. år som stand-upper bevist, at man som stand-upper godt kan ændre mennesker, og lavede fjollede jokes om James Mason og Gud samtidig. Det har han i hvert fald gjort for mig.

Silver Linings Playbook

Jeg fik endelig taget mig sammen til at se Silver Linings Playbook, en film som alle tilsyneladende er ganske vilde med i disse dage. Den har fået fantastiske anmeldelser over hele linjen, og vandt også Oscars nok til at man kunne omsmelte dem til et nyt guldhorn. Ikke desto mindre bliver det aldrig min yndlingsfilm.

Pat, en maniodepressiv ung mand og vor fortællings omdrejningspunkt, kommer hjem efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Han fandt sin hustru in flagrante delicto med en kollega, og da han løste dette problem ved at tæve kollegaen gul og blå, bliver han idømt den behandlingsdom, han afslutter da vores historie starter. Han flytter hjem til sine forældre, en sød men ultimativt karakterløs mor, og en sportselskende, OCD-ramt far, og forsøger at få samling på sit liv igen. Dette forsøger han at opnå ved at komme i form og læse bøger, så han kan genvinde sin hustru's kærlighed. Dette bliver dog ikke lettere af, at hun har et polititilhold mod ham som følge af førnævnte episode. Ved en middag møder Pat den utilpassede unge enke, Tiffany, der er hans bedste vens svigersøster, og det bliver den første af mange dominobrikker, der vælter.

Min første betænkelighed ved filmen var, om den ville formå at portrættere psykisk sygdom med den respekt som emnet kræver. Det mener jeg overhovedet ikke de gør, da Pat's situation kun bliver spillet som en punchline, på nær i en enkelt scene, hvori den kun lige akkurat bliver påtalt som noget seriøst. Tiffany's nylige enkestand bliver også kun nævnt som andet end en joke i en enkelt scene, som udelukkende bruges til at videreudvikle Pat's tilstand. Hele filmen igennem bliver medicinering for psykiske sygdomme dæmoniseret, mens kuren for deres situationer selvfølgelig bliver præsenteret som kærlighed, noget enhver person der har kæmpet med psykisk sygdom vil rulle med øjnene over. En trættende synsvinkel, der på ingen måde er ny i Hollywood (se Garden State, m.fl).

Derefter er min største betænkelighed, hvor dårligt pacet filmen er. Med minimal opbygning til filmens pay-off, den store danseturnering, når vi knapt nok at se dem forberede sig, på nær den mest klichéfyldte og tåkrummende montage jeg mindes at have været vidne til, som bliver klasket ind midt i filmen, fordi der åbenbart ikke var tid til at konkretisere og udpensle hvad der ellers bliver præsenteret som det vigtigste i vores hovedkarakterers' liv gennem filmens længde. Der er til gengæld rigeligt med plads til Pat's fars sports-relaterede neuroser, som er ligegyldige for plottet, på nær den første scene, hvor Pat's familie møder Tiffany første gang.

Mens skuespilpræstationerne på sin vis er ganske udmærkede, ville jeg ikke personligt udpege nogle af de medvirkende som Oscar-potentiale. Jennifer Lawrence skinner lyst og klart igennem, og der er ikke en finger at sætte på hende, men samtidig synes jeg hun gjorde det lige så godt i X-Men som i denne.

Filmen fungerer dog ganske udmærket som portræt af en dysfunktionel familie, og især Robert De Niro gør det godt som den italiensk-amerikanske patriark, der i sidste ende vil det bedste for sin søn. Desværre synes jeg ikke, man får tid nok med familien, og når man endelig gør, er meget af energien dispenseret på Pat selv, og det er egentlig en skam, for der er nok at ta' fat på.

Ultimativt er filmen en inoffensiv drama-komedie der, på trods af en lang fødsel, til sidst kommer i mål på den mindst overraskende måde man kunne forestille sig.

Karakter på 12-skalaen: 4

30 Minutes Or Less

Det er satme længe siden jeg har set så dårlig en film. Ikke siden mine dage som pyjamasparty-deltager mindes jeg at ha' set så bovlam en undskyldning for en komedie, og dengang var jeg altså tolv og havde ikke oplyst mig selv om veto-retten i et demokrati af fem piger i soveposer.

Nick, et pizzabud uden ambitioner, bliver kidnappet af to idioter med minimal sprængstof-viden umiddelbart efter et stort skænderi med sin bedste ven. De putter en bombe-vest på ham og sender ham ud for at røve en bank, da de har brug for 100.000 dollars til en lejemorder, der skal slå faren til den ene, en lotto-millionær, ihjel, så de kan få snitterne i pengene. Nick opsøger vennen han har haft et skænderi med, og selvfølgelig går intet som planlagt, og overspillede, under-instruerede og dårligt skrevne hijinks følger.

Jesse Eisenberg's karakter, Nick, er præcis ligesom alle andre Jesse Eisenberg-roller til dato - en neurotisk og intetsigende ung fyr, og Aziz Ansari's karakter Chet lider af samme problem - han spiller mere eller mindre Tom Haverford, hans langt mere successfulde karakter fra Parks and Recreation. Danny McBride spiller også bare Danny McBride - en underudviklet landsbytosse med alt for store mængder selvtillid der ikke stemmer overens med hjernekapaciteten. Samtlige roller er sjove i andre sammenhænge, men det virker på mig som om de allesammen kører i frigear hele vejen igennem. Musikken er uinspireret, kameraføringen ligeså, og manuskriptet er så fuld af huller, at man kan se lige igennem det. Og da det aldrig bliver sjovt nok til at kompensere, samtidig med at karaktererne er så ligegyldige at man aldrig rigtig når at nære nogen sympati for dem, falder filmen fladt på halen, og lige pludselig, mens man venter på at filmen bliver sjov, toner rulleteksterne frem, og man må indse, at den sidste halvanden time af éns liv kunne man ha' brugt temmelig meget bedre.

Karakter på 12-skalaen: 00

Kære Dagbog #3

I dag var jeg inde i byen for første gang siden jeg fik penge tilbage i skat. Det var en dårlig idé. Jeg skulle egentlig bare med bussen, men gik så forbi det hedengangne TP Musik i Jægergårdsgade, hvor der var store plakater med de lokkende ord "ALT FOR 25,-", og det kunne jeg jo ikke sige nej til. Så jeg erhvervede mig ved et uheld 30 Minutes Or Less, War Horse, My Son, My Son, What Have Ye Done, The Cabin In The Woods, og Prometheus. Alle film, jeg ikke har set endnu, så nu ved jeg hvad den næste uge skal bruges på.

Jeg ville slå et smut igennem Magasin for at komme ned til stoppestedet, men skulle liiige forbi Chanel og kigge på Rouge Noir, en neglelak jeg havde set på deres hjemmeside. Før jeg vidste af det havde jeg købt den, og det var jo ikke meningen.

Og så var der satan jensme 50% på al Kusmi-te nede i deres delikatesse-afdeling, hvad jeg jo på ingen måde kan modstå. Jeg endte med at købe Russian no. 50 Evening Blend, for jeg drikker altid te om aftenen, og så er jeg bare høj på tein de næste fem timer. Not very practical.

Nå, ja, billeder, anmeldelser og smagsdømmerier kommer op når jeg har fået mentalt overskud til det. Nok en gang imorgen.

Myz,
Penny

Kære Dagbog #2

Jeg har, ganske ukarakteristisk, været fuld to gange i løbet af weekenden. Jeg drikker en gang hvert halve år, men jeg skal da lige love for, at depoterne er blevet fyldt op i løbet af de sidste par dage! Først var min veninde og jeg i biografen til premiere-arrangement på The Place Beyond The Pines, hvor der var gin & tonic, og et glas ualmindeligt vammel champagne til dem, der fik temporary tattoos efter filmen, hvad min veninde og jeg naturligvis benyttede os af. Dérefter udviklede aftenen sig højdramatisk, og jeg kom, som jeg plejer, i klammeri med dørmændene på Meatpackers. Every fucking time. I modsætning til tidligere besøg blev jeg dog lukket ind, og klokken blev fem før jeg dejsede om i min egen seng, mens en shawarma lå og hyggede på mit køkkengulv. Jeg er ikke helt frisk på hvordan den er endt der.

Lørdag aften klokken Tenna Skal Snart I Seng ringer min veninde Anne og siger "TENNA! Sabrina er i byen! Vil du med ud og ha' en øl?", hvortil jeg svarer "jo, okay, men det bliver kun én øl, for jeg er træt og skal hjem og i seng!". Men ak, min veninde har fået penge tilbage i skat, og som resultat er hun usandsynligt gavmild, og hælder grønne gajol-shots på os indtil to mærkelige hipster-fyre joiner os, og vi ender på G-bar, hvor vi overtager en 4-pack af Red Bull og en halv flaske vodka der står og ser triste og forladte ud. Da det begynder at blive lyst trisser vi hjem til Anne efter en detour på McDonalds, og besvimer i hendes seng.

Nu regner jeg dog med at holde mig på måtten de næste to-tre år. For at modveje al denne lowbrow indtagen af alkohol, er jeg gået i gang med Alison Bechdel's selv-biografi, Fun Home. Jeg er omtrent 2/3 inde i den, og den er enormt rørende og interessant. Den kan godt kravle lidt langt op i dens egen røv ind imellem, men den er absolut ikke dårlig, og bestemt værd at læse. Jeg satser også på at blive færdig med BBC's The Hollow Crown for anden gang inden ugens udgang. Men nu må vi se, jeg har koncentrationsevne som en Golden Retriever-hvalp.

Knuz,
Penny