I mine kedelige gymnasiedage besluttede jeg mig for at lave en profil på Tumblr, et dengang temmelig nyt netværk, som ikke mange danskere var på. Mest var det bare for at ha' et sted at brokke mig mere velformuleret end på Twitter, og for altid at ha' noget at ta' mig til i de timer der kedede mig mest. Hvad jeg ikke vidste var, at Tumblr senere skulle eksplodere, og blive til det mekka for teenage-hipstere, One Direction-fans, og
SuperWhoLockere det er i dag. Jeg vidste heller ikke, at jeg ville møde folk, der skulle gå hen og blive gode venner, omend på langdistance-basis.
Det føles bare ikke så fjernt, når ens Tumblr-BFF tager sig den ulejlighed at sende undertegnedes yndlings-chokoladepålæg, Nugatti, hele vejen fra Norge til Danmark i en æske der er pakket ind i medicinsk tape, fordi hun ikke havde andet og ville skynde sig, fordi hun vidste at jeg gik og var lidt trist, mestendels over det faktum at Nugatti ikke kan fås i Danmark.
Ydermere har man også gået og hysset, fordi førnævnte veninde lige har fået hund for første gang, og man selv er herre-hundeskruk. Man har ved flere lejligheder fået lov til at skype med hunden (og veninden, selvsagt), men i brevet er der også et herre-sødt brev som er sjasket ind i blå pote-aftryk!
Da jeg skrev til min veninde at jeg havde modtaget pakken og hvor glad jeg var, skrev hun, at hunden, som i øvrigt hedder Misha og er det sødeste kræ i verden, stadig var fedtet ind i blå vandfarve. Så bliver man sgu' helt varm om hjertet.
Dén her lille frækkert, at finde på addresse-mærkatet, fik mig i øvrigt til at fnise som en skolepige i bussen på vej hjem fra posthuset. Søde mennesker er der nok af, men folk, der vil sende Nugatti over landegrænser i selskab med en fjollet dinosaur og en hundeautograf, dem skal man satme lede længe efter.
Knuz,
Penny
Ingen kommentarer:
Send en kommentar