World's worst blogger award goes to...
søndag den 29. september 2013
Idag er det min treogtyvendes fødselsdag, og det kan man godt gå og blive lidt ked af, så for at gøre hverdagen lidt lettere, har jeg bestilt endnu en pakke fra e.l.f., hvis indhold I muligvis får at se når det kommer. Mit sidste haul-indlæg var ingen videre success, men det er min blog, så nuh-nuh-nuh-nuh-nuuuuh-nuh! (Det kan godt være jeg er voksen nu, men jeg er altså ikke voksen. You know what I mean.)
Dagen idag skal tilbringes med at se Citizen Kane, høre resten af Huckleberry Finn færdig som lydbog, og drikke en masse te. Det bliver svedigt. Igår var jeg til koncert med Smith Westerns, og et band, hvis navn jeg ikke fangede. En skam, de var ellers meget gode. Oooog på tirsdag skal jeg ind og se MGMT, og dét glæder jeg mig til. En anmeldelse af deres nye skæring er i øvrigt upcoming, så hvis det er den slags I er til, kan I godt begynde at glæde jer.
Anyways, jeg har, efter møje og besvær, fået mit liv tilbage på skinner, så regularly scheduled blogging is about to commence. Igen, jeg undskylder fraværet. Fer srs. Jeg lover at være en god blogger fraaaaaaa NU af.
Knuz,
Penny
Sigma, du skuffer!
lørdag den 21. september 2013
Jeg har endnu ikke lagt dem på øjnene, as is the intended purpose, men jeg har swatchet dem på alle mulige måder, og kan til min død ikke få dem til at komme frem over hverken Urban Decay's Primer Potion eller Too Faced's Shadow Insurance. Kun NYX's Milk duer, så hvis du planlægger at købe denne palet, så sørg for, at ha' Milk i dit arsenal, ellers får du nemlig ikke ret meget ud af den.
Jeg ved, at jeg ikke er verdensmester i at ta' swatch-billeder, men jeg håber det er nogenlunde tydeligt, hvad der er hvad. Øverst er farverne lagt oven på NYX's Milk, nedenunder over Urban Decay's Primer Potion, og nederst ikke på andet end min hånd. Den eneste farve, der ikke er noget nær usynlig på egen hånd er Elderberry, og de lyserøde og helt lyse lilla er fuldstændig umulige at se.
Jeg har også taget mig den frihed at sammenligne farverne med Lime Crime's Palette D'Antoinette, som til min store overraskelse og skuffelse performer langt bedre, hvilket ikke siger så meget igen.
Jeg købte også nogle eyelinere fra Sigma, der heller ikke er meget bedre. Alt i alt er jeg enormt skuffet over deres produktpræstation, og det bliver sandsynligvis sidste gang jeg køber makeup fra dem. Deres pensler er enormt gode, men deres makeup skal man, i anmelders øjne, holde sig langt fra.
Til gengæld har jeg kun gode ting at sige om Cocktail Cosmetics, hvor jeg købte produkterne! Jeg bestilte tingene den 9., de blev sendt den 10., og jeg havde pakken i hænderne allerede den 16., hvilket er langt hurtigere end jeg er vant til. De sælger også Sugarpill, hvilket jeg helt klart vil benytte mig af når Sparkle Baby-paletten udkommer, da jeg næsten hver gang jeg har bestilt noget fra Sugarpill's egen, USA-baserede, hjemmeside er blevet taget i tolden :(.
English recap; Creme de Couture is pretty terrible unless you use it over a white base, in which case it is tolerable. Lime Crime's Palette D'Antoinette is, surprisingly, better, but Doe Deere is still an ass, and it's still not good, and too expensive, so I wouldn't recommend that one either. Cocktail Cosmetics, a UK-based makeup online store, is totally awesome, and I'll recommend them as the only thing in this article.
Knuz,
Penny
Farewell Carousel
torsdag den 19. september 2013
The Mighty Quinn!
onsdag den 18. september 2013
TV-tirsdag #3
tirsdag den 17. september 2013
Astrology
lørdag den 14. september 2013
Film-fredag #1
fredag den 13. september 2013
Lost in Translation handler om den unge, lidt eksistensforvirrede Charlotte, portrætteret eminent af en 19-årig Scarlett Johansson, der på en rejse til Tokyo med sin mand der er fotograf, møder den fallerede skuespiller Bob Harris, spillet af Bill Murray. Filmen handler egentlig ikke om så meget, andet end mødet mellem to generationer, en ung kvinde med livet foran sig og ingen anelse om hvad hun skal bruge det til, og en ældre herre, der tvivler på, om han har brugt sit til det rigtige. De fjoller rundt i Tokyo, gennemgår venskabets mange op-og-nedture, og til sidst ta'r de hjem, til tonerne af Jesus and Mary Chain's skinnende, plyssede pop-nummer Just Like Honey, og det kunne ikke være smukkere.
Det lyder ikke prangende, men cirka halvdelen der har set den ved hvad jeg snakker om. Den anden halvdel forstår den ikke, og det er også bare OK. Det er lidt sådan en film man enten connecter med ved første visning, eller aldrig nogensinde. Kombinationen af stille, melankolsk lommefilosofi, Bob Harris' eksistentielle fortrydelser der gemmer sig bag tør humor, Charlotte's forvirrede tristesse, den klassiske, Sofia Coppola-esque cinematografi, og soundtracket, orkestreret af det franske elektro-band Air, kreerer i sidste ende en film, der får dig til at føle den dér sære, tusmørke-agtige blanding af melankoli og eufori, som jeg holder så uendelig meget af (hej teenage angst).
Dermed ikke sagt, at den er helt fin i kanterne. Filmen bruger ofte orientalisme som et virkemiddel til at få Charlotte og Bob til at virke endnu mere fremmedgjorte end både (non-)handlingen og cinematografien allerede gør, og det kaster mig lidt af. Dog ikke nok til at jeg ikke kan nyde filmen, men det er dog en god idé at holde sig det for øje.
Ligesom med Fever Ray er dette også et støttehjul jeg brugte under kreative slumps på filmskolen - på den første rigtig råkolde vinterdag i 2010 (du ved, det år, hvor det var PISSEkoldt og vi fik tres meter sne), så min veninde og jeg denne film i den lille biograf på skolen. Da filmen var færdig, var det blevet mørkt, og følelsen af at stige ud af biografen post-Lost in Translation til mødet af crispy-klar stjernehimmel og minusgrader der bed i kinderne står på nethinden som ét af de mest cinematiske øjeblikke i undertegnedes liv.
Nu er jeg blevet langtrukken igen. Jeg fornemmer, at det bliver et tema i disse indlæg. Det' også bare fordi jeg er sådan en nørd. Nå, men se Lost in Translation. Go' film.
Knuz,
Penny
O_O!
onsdag den 11. september 2013
Det dér er min blogstatistik, og som den skarpe læser nok kan fornemme, har der været så afsindigt mange læsere på min blog siden igår aftes, da Miriam graciously gav mig et shoutout på sin blog, at min tidligere besøgerstatistik næsten er usynlig. Man bliver sgu' helt varm om hjertet når man sådan bliver taget under vingen af en mere erfaren blogger. Oveni det har jeg fordoblet mit læsertal på Bloglovin' (hej allesammen, I må gerne introducere jer selv!), og hvor er jeg glad. Af hjertet tak, Miriam! Det er trods alt sjovere at skrive dumme ting, når man har et publikum til det. Og jeg vil vædde alt hvad jeg ejer og har med, at I allesammen er pissesøde, og meget, meget flotte.
Jeg ville pass it on, hvis det altså gav mening for en blog med 500 månedlige hits at lave shoutouts - når jeg bliver den næste Fie Laursen (just a matter of time, guys) skal jeg gøre det samme for mindre blogs, præcis som Macaulay Culkin ville ha' ønsket det.
Knuz,
Penny
TV-tirsdag #2
tirsdag den 10. september 2013
Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.
Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.
Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.
Knuz,
Penny
Creme de Couture
Kollektionen består af en palet med 16 øjenskygger, og oveni hatten har de også lavet tre blushes; Strawberry Ambrosia, som er en fin lyserød, Cherry Apple, en ferskenfarvet sag jeg umiddelbart tænker ville være fin til folk med mørke undertoner, og slutteligt Blackberry Essence, en lilla statementfarve, fordi hvorfor ikke.
Lime Crime's Palette D'Antoinette |
Musik-mandag #2
mandag den 9. september 2013
Lektier og alkohol!
fredag den 6. september 2013
Mit held vil ingen ende tage - oveni lektiemængden, nyhedsværdien i at være ny studerende, og skabelsen af nye venskaber, er mit internet i lejligheden gået i strejke. Desuden er jeg på vej på hyttetur (God help me), og med det kommer erkendelsen af, at det mål jeg har sat mig selv med at blogge en gang om dagen nok er lidt af en pipedream. Hvis jeg skulle kunne gøre det ville det være små twitter-opdateringer som denne, og så kan det næsten være lige meget . Jeg vil fortsætte med at producere hvad jeg selv anser som nogenlund kvalitets-indlæg, men tre-fire gange om ugen er nok mere realistisk. Jeg er så glad for, at der overhovedet er nogen der gider læse med, og jeg håber I vil blive ved selvom jeg ikke er allestedsnærværende og storproduktiv :D.
Knuz,
Penny
Kære Dagbog #10
søndag den 1. september 2013
For at fejre en god studiestart kom jeg til at købe Mr. Bungle-vinyler for 500 bobs. Læg det sammen med de tre tusind jeg gav for studiebøger, og man kigger på en temmelig stram måned. Jeg må leve af postevand og hvedemel den næste måneds tid, men hey, jeg skal ikke klage. Mine engelsk-medstuderende er søde, vores rusvejledere er ikke så sadistiske som jeg havde frygtet (faktisk er de totalt flinke, og slet ikke ude på at brændemærke os hvis vi ikke klarer deres hazing godt nok), og de få forelæsninger vi har haft indtil videre har været 10-4.
Jeg har igen ikke noget billede der er relevant for dette indlæg, og der er begrænset mileage på billedet af manden der tænder en engangsgrill med en flammekaster (man skulle nok ha' været der), så som en homage til min yndlingsblog som er kørt af den altid flotte Miriam som bruger billeder af Jensen Ackles når hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre, vil jeg gøre det samme med Tom Hiddleston, thi hans ansigt er topmålet af menneskelig evolution, og hundehvalpe, fordi jeg er så pishamrendes hundeskruk at det gør ondt helt ind i min sjæl. Ænyways, jeg har det udmærket, og når mit liv lige kommer på plads igen skal jeg nok vende stærkt tilbage med svedigt materiale her på bloggen. Jeg håber, I har det godt allesammen!
Knuz,
Penny