Depeche Mode, Parken 13/6

Efter min sidste oplevelse i Parken, hvor jeg sammen med 44.999 andre småhysteriske tweenagere og deres meget(!) trætte mødre og fædre, havde jeg store forventninger til Depeche Mode's koncert på samme mytiske grund. Uden sammenligning mellem de to optrædende i øvrigt. Ud over den meget lange kø for at få lov at komme ind, forløb ankomsten rimelig udramatisk. Gennemsnitsalderen var noget højere end forventet – langt størstedelen af folk der var taget ind for at se mørkemændene fra Essex var granvoksne mennesker, der nok havde crepet hår og tandbøjle da Just Can't Get Enough drønede ud af Blaupunkten. Der var få på min egen alder, folk som jeg selv der sandsynligvis har opdaget dem gennem deres angst-prægede flirten med det sorte og morbide som teenagere.

Depeche Mode kom på scenen til planlagt tid uden det store ramasjang – man lagde nærmest ikke mærke til deres indtræden. Den første tredjedel af koncerten var ualmindelig sløj – de spillede nogle få gamle swingere, og lidt nyt, men trods det faktum at jeg stod temmelig tæt på scenen var der sgu' ikke rigtig gang i den. Bandet selv var som sådan ganske udmærkede, spillede med gusto, og så ud som om de oprigtigt nød at stå på Parkens scene og spille for det folk, der huser indspilningsstudiet hvor bandet i 1990 indspillede deres fantastiske album Violator, men publikum virkede fuldstændig græsk-katolske over, hvem det var der stod og spillede for dem. Der blev snakket højt om gamle dage, drukket masser af øl fra plastikkrus, og danset lidt halvhjertet, men på nær to nogleogfyrre-årige gutter der stod og luftguitarrede og sang MEGET højt med, var der ikke rigtig nogen der var i stødet til det de egentlig var der for at opleve.

Da de spillede Personal Jesus lidt mere end halvvejs inde i showet skete der dog noget – det var som om folk pludselig vågnede op og fattede, hvad det egentlig var der skete omkring dem. Der blev sunget højlydt med, og for første gang siden jeg satte fødderne på FCK's hellige grund kunne jeg mærke, at jeg var til koncert. De spillede nummeret helt emninent, og efter det virkede det, som om folk holdt deres kæft og lyttede, i stedet for at stå og pladre om den censor de havde til deres fysikeksamen i 2.G i 1986.

Da man pludselig kunne slippe for at høre mere om folks ligegyldigheder, og koncentrere sig om hvad der foregik på scenen, blev det noget mere interessant. Bandet var ikke bare glade for at være hvor de var, men også enormt gode til det de laver. Det er tydeligt, at de har spillet sammen i mange år, og kan deres kram. Det var hverken prangende eller hidtil uset, men helt som det skulle være, og de fik smidt både I Feel You, Never Let Me Down Again og selvfølgelig Just Can't Get Enough ind i setlisten på falderebet. På givne tidspunkt var det dog lidt for sent at komme i stemning til en altomsluttende tur i et elektronisk nattemørke, og jeg gik derfra temmelig skuffet. Ikke på grund af bandet, de gjorde det godt, og når jeg endelig kunne koncentrere mig om hvad der skete på scenen, og ikke hvad min ligegyldige sidemakker synes om benzinpriserne, var jeg vild med det, the visuals, og Dave Gahans vaskebræt og guyliner. Men når hele publikum, i hvert fald på plænen, synes de selv er omdrejningspunkt for verden, og skaber en stemning der mest af alt minder om kobberbryllup i Hammel Forsamlingshus, er det kraft edeme ikke særlig spændende at være til koncert, på trods af, at det er et af de største, bedste new wave-bands der stadig eksisterer, der leverer en forholdsvis imponerende koncert.

Karakter til Depeche Mode: 7

Karakter til selve koncerten: 02