Only God Forgives

Eftersom jeg var så heldig at vinde den Henrik Vibskov-designede t-shirt med Only God Forgives-motiv, tænkte jeg, at det var på tide at få den set. Heldigvis kan jeg altid stole på min kanonkloge homegirl Rikke, som er ligeså forlovet med Flotte-Ryan som jeg selv.

Filmen handler i korte træk om Julian, spillet af Ryan Gosling, hvis bror Billy bliver slået ihjel af faren til den seksten-årige prostituerede, som Billy har voldtaget og myrdet i koldt blod. Den tsunami af ulykke og kaos som dette event fører med sig skal Julian hamle op med, og hijinks ensue.
Lige så meget som jeg gerne ville elske filmen, og bare nyde dens flotte billeder og fuldstændig absurd perfekte soundtrack, lige så meget væltede min indre feminist-kritiker frem og skældte ud. Som både film-nørd og rødstrømpe kan det nogen gange være svært at eksistere i samspil med det meste moderne pop-kultur. Filmen svælger nærmest i kaotisk objektificering, pånær det noget bovlamme forsøg på at få moren, spillet af Kristin Scott-Thomas, til at fremstå tre-dimensionel og interessant. Men i stedet for at give lidt lærredsplads til en moders lidelser bliver hun gjort ødipal og, uden at afsløre for meget ligesom Ekstra Bladet gjorde i deres anmeldelse (fuck dig Kim Kastrup), ultimativt kogt ned til brændstof for Julian's mande-følelser der guddødemig skal nå et apex af selv-retfærdighed og heltemod, koste hvad det vil.

Ud over det er vi også vidne til noget af det mest åbenlyse male gazing jeg længe har set i en film. Først ser vi Julian, bundet til en stol, kigge inderligt på sin stam-prostituerede, der onanerer. Set en million gange før, kedeligt. Men da vi i en senere scene, der foregår på en natklub, møder et endnu mere absurd syn, var jeg næsten ved at brække mig af grin (eller var det gråd?). Mænd bryder ind på hostess-klub, peger pistol mod den mandlige ejer's tinding, og siger at alle kvinderne skal huske at lukke øjnene, mens alle mændene skal holde dem åbne. På den måde er tilstedeværende kvinder end ikke tilnærmesesvist subjekter, men udelukkende objekter, i det at de sidder musestille iført mængder af makeup, mens mændene ordner hvad der ordnes kan. Hvad helvede, altså.

Når det så er sagt, er filmen usandsynligt stemningsladet, og meget flot, på både den ene og den anden måde. Visuelt er dens labyrintiske, blodige neon-helvede ét af de mest fuldendte backdrops i nyere tid, men hvad der virkelig kylede mig tilbage i sædet med kæben i skødet var lyd-designet og soundtracket. Jeg kan ikke vælge én som favorit, da de spillede sammen som sex og pizza, med andre ord helt perfekt. Hvor lyd-designet sluttede og soundtracket begyndte fandt jeg aldrig helt ud af, men det var sådan set også ligegyldigt, for samspillet fik simpelthen englene til at synge. Det var aldrig for meget eller for lidt, og musikken hjalp altid til med at fremhæve handlingen og stemningen, og virkede alt i alt lige præcis som det skulle, og bedre endnu. Den drømme-agtige atmosfære var mærkelig nok til at hæve virkeligheden, men ikke mærkelig nok til at ødelægge illusionen, som det ind imellem kan ske når hus-komponisten er en dovenlars.

Som forventet er Ryan pisseflot, jeg har ikke ét ondt ord at sige om mandens ansigt (eller torso, eller arme, eller røv). Til gengæld minder hans skuespil-præstation til forveksling den fra Drive. Hvis du spørger mig burde Nicholas Winding-Refn hyre en instruktør-assistent der kan agere skuespiller-dukkefører, for hvad Refn har talenter for indenfor univers-skaberi, magi og that certain something, lige så meget er han en ass til at instruere skuespillere. Ingen af de tilstedeværende (ellers dygtige) skuespillere havde udstråling stærkere end en daggammel pandekage, og det er altså en skam.
Alt i alt var det en ganske tilfredsstillende og blodig film, der desværre ikke formår at bryde med arkæiske kvinderoller, fordi den end ikke giver det et halvt forsøg. No points for trying, heller.

Karakter: 7