Et long overdue indlæg om min fantastiske weekend på Northside! Jeg fik set nogle fantastiske bands, mødt skægge mennesker og spist dyr og dårlig mad (sajøst, Northside - jeg elsker dig, men du bliver nødt til at spænde hjelmen food-wise, maden smager af træflis og friturefedt, og koster spidsen af en jetjager :( ). Desværre ankom jeg først lørdag, da jeg ankom sent til Den Rigtige Hovedstad efter mit københavnerbesøg for at se Depeche Mode, og fordi jeg var træt og trist og vred. Derved gik jeg desværre glip af blandt andet The Knife. Til gengæld gik jeg også glip af Keane, så helt skidt var det ikke.
Den første koncert jeg så på Northside blev
Alt-J. Noget undervældende, må jeg nok sige. Stemningen havde nok været bedre, hvis regnen ikke havde silet ned på givne tidspunkt. Stor fan er jeg ikke af bandet, men efter deres NS-sæt er jeg satme ikke blevet omvendt, snarere tværtimod. Jeg kedede mig bravt, formummet i mit regnslag, mens jeg ventede på de blev færdige. Men livemusik er lidt ligesom sex - selv når det er rimelig skidt, er det egentlig helt okay. Og publikum var sgu' rimelig i stødet, det må jeg gi' dem.
Karakter: 02
Derefter blev det til
Imagine Dragons. Man skal jo se giraffen, når den er i byen. Det blev den første store overraskelse på NS13! Solen kom endelig frem, og folk var lidt gladere, da de nu ikke skulle bruge al deres koncentrationskraft på at holde regnvand fra at fortynde deres håndvarme Ceres. Trods det at langt størstedelen af publikum, som jeg selv, mest bare var kommet for at skråle "IT'S A RÆVÅLUSJÅN ARJ SUPPÅÅÅÅÅÅWSE" fik de sgu' godt gang i tropperne, og der var ikke et eneste kedeligt moment under hele koncerten. Jeg nød hele moletjavsen og nåede aldrig at kede mig, lige på nær når forsangeren humble-braggede sig igennem noget af det mest kiksede stage-banter jeg længe har været vidne til. Men de spillede helt gedignt, og var sindssygt oplagte, hvilket løftede stemningen og gjorde festivalen dét mere festlig.
Karakter: 10
Jeg nåede lige at se to eller tre sange med
Biffy Clyro. Måske er jeg forudindtaget da jeg i forvejen ikke er særlig glad for deres musik, men jeg kedede mig simpelthen bravt. Trods deres t-shirt-løse akrobatik og (i øvrigt flotte) tatoveringer, virkede det hele meget indøvet og ærlig talt gabende kedeligt. De fuldstændig opløste unge kvinder der efter koncerten stod med "MON THE BIFFY" malet op og ned ad armene og råbte af sceneteknikerne for at få snitterne i setlists er sikkert dybt uenige med mig, men jeg kan ikke formaste mig til at bestå dem.
Karakter: 00
Jeg gik desværre glip af det meste af
Nick Cave & The Bad Seeds, da jeg stillede mig op til den anden scene for at komme forrest til The Flaming Lips. Jeg fik set (nok nærmere hørt) det meste af koncerten, men da jeg faldt i snak med en enormt sød og entusiastisk yngre Flaming Lips-fan som var ganske imponeret over at jeg havde set dem tre gange før, kan jeg desværre ikke rigtig sige, om det var specielt godt. De spillede dog Stagger Lee, som minder mig uendeligt om røvsyge gymnasiefester og kedelige hipstere der har drukket for meget øl. Jeg vil afholde mig fra at give dem en karakter, da jeg som censor har sovet igennem hele 9.B.
Og så kom det øjeblik jeg havde ventet på -
The Flaming Lips, mit eksistensgrundlag, mit hjertebarn, mit yndlings-band, spillede i min egen baghave. De lavede deres eget soundcheck som de plejer, og Wayne Coyne lignede til forveksling en ældre Marc Bolan, hvis altså Bolan havde overlevet bilulykken i '77. Scenen var dekoreret med en talerstol til Wayne, der lignede noget fra en science fiction-b-film fra 1968, og det meste af koncerten igennem holdt Coyne en babydukke i armene, og talte til den, beroligede den, og holdt den op så publikum kunne se den. Man følte sig tryg og trist i Flips' favn mens de spillede, også selvom jeg savnede noget af deres helt gamle. De spillede meget fra deres nye album, The Terror, som jeg ikke personligt er helt glad ved, men det forstås at deres liveshows og musik generelt har taget en drejning, eftersom Coyne og hans hustru gennem 25 år, J. Michelle, for nylig blev skilt. Det var en veloplagt og god koncert, og den skuffede helt bestemt ikke, men det er heller ikke den bedste Flaming Lips-koncert jeg har attenderet.
Karakter: 4
Lørdag ankom jeg, just som
Fun. spillede den sang jeg allerhelst ville høre dem spille - At Least I'm Not As Sad As I Used To Be. Jeg nåede lige de sidste 30 sekunder, suk. Nå, men de var wildcard nummer 2! Hold kæft, hvor var de vilde. Pishamrendes oplagte, sindssygt tight, og deres forsanger, der minder mig temmelig meget om Rufus Wainwright, lignede en hund i en skovsø - usandsynligt entusiastisk over noget, der for ham burde være hverdag. De vidste godt, at folk først nu var ved at ankomme på festival-pladsen og at de var en slags opvarmning til resten af dagen, og de lod publikum vide det uden nogen form for bitterhed - de fik os ved flere lejligheder til at love, at vi ville ha' en fantastisk dag når de var gået, og de sluttede koncerten på en up-note. Det eneste der ærgede mig ved deres set var, at det sluttede. Jeg kunne ha' stået der endnu!
Karakter: 12
Jeg havde egentlig lovet mig selv at se Bikstok, da jeg før er gået glip af dem på festivaller, men det var koldt, så jeg søgte ly under NS's nye scenes baldakin, bare indtil jeg fik varmen. Men da folk begyndte at strømme til, tænkte jeg at jeg lige ville fange de første ti minutter af
Deap Vally. Jeg endte med at blive koncerten igennem, og jeg fortryder
intet. De to crazy ladies sten og triller tungere, hårdere og mere intenst end noget jeg nogensinde før har oplevet. Forsangerens stemme er fuldstændig absurd - når hun synger lyder det som en studieoptagelse! Hendes stemme ryster ikke spor, hun synger rent på den fede måde, og der er præcis nok kant til at man hverken føler for lidt eller for meget. Deres stage-banter var pissecharmerende, og de virkede til at ha' det skægt med at spille på dansk jord. De skabte sig en ny fan, det skal jeg da lige love for.
Karakter: 7
Så spillede Kashmir. Jeg hader Kashmir. Så jeg sad og surmulede og småfrøs i et par timer mens jeg lod som om jeg ikke kunne høre dem. >:(.
Band of Horses var det sidste band på min liste, jeg skulle se. Jeg havde set dem to år forinden på selvsamme festival, og de leverede en koncert, der til forveksling lignede den jeg havde oplevet tidligere, med den ene forskel, at forsangeren med de skæve tænder denne gang havde valgt at iføre sig en trucker-hat. De spillede godt, men selv under de numre jeg holder af med dem, kedede jeg mig rimelig heftigt, og overvejede at ta' hjem.
Karakter: 02
Et langt indlæg, I know, men det var også en lang weekend! Var du på Northside i år? Hvad så du, hvad var godt, hvad var skidt? Har du været der tidligere år? Sværger du ved Roskilde?
Knuz,
Penny
Ingen kommentarer:
Send en kommentar