Northside Fredag

Desværre ankommer jeg først på Northside Festival-pladsen ret sent, da jeg torsdag er i København og høre Depeche Mode, og Københavnerbussen til Northside var udsolgt da jeg tjekkede. Og hvad kan man så lære af det, min ven? (TI STILLE HJERNE, DU ER IKKE MIN RIGTIGE MOR)

Anyways, jeg går glip af Peter Sommer, som jeg egentlig gerne ville ha' set, mest fordi jeg godt kan lide De Eneste To. Left Boy og Bloc Party er de første på programmet, da der ikke spiller andet på programmet, og jeg lige så godt kan fordrive tide med ét eller andet, men det første jeg rigtig skal høre på festivalen, bliver Kaizers Orchestra.

 

Lige som de fleste andre der gik i folkeskole i midt-'00erne hørte vi mægtig meget Kaizers i frikvartererne. Det er ikke noget jeg selv nogensinde aktivt har lyttet til, men det sender mig stensikkert tilbage til karrygule gardiner og kedelige matematiktimer.

Så står den på Phoenix. Jeg ved ikke meget om bandet, og har aldrig rigtig lyttet til dem andet end når de har været med på soundtracket til film jeg har set. Speaking of, så er forsangeren jo gift med den evigt dejlige Sofia Coppola, så man burde jo se dem for that reason only.

Derefter skal jeg se Tegan and Sara. Igen, ikke noget jeg har hørt meget, men lidt kender man altid med dem, og desuden lavede de et cover af Still Alive fra computerspillet Portal, som jeg holder meget af. De er søde og sjove, og så trampede de godt og grundigt på Tyler, The Creator's testikler, da han sagde åndssvage, sexistiske ting om dem. Det er en sag, jeg altid kan støtte op om. 

The Knife er en selvfølge. Igen noget der blev lyttet heftigt til i folkeren (minderne om efterskolefester i et forsamlingshus i Buttfuck Nowhere mens der bliver røget en fed på parkeringspladsen kommer rullende!), og da jeg elsker Fever Ray, Karin Dreijer Andersson's sideprojekt når hun ikke jammer The Knife, bliver jeg nødt til at se dem i levende live. Deres nyeste album har ikke fået de varmeste anmeldelser, men det skal ikke afholde mig, i hvert fald. 

Og som rosinen i pølle-enden har vi Nephew. Gode, gamle Nephew. Min søster, der har været storfan i snart ti år, ville spise mig til morgenmad hvis hun fik at vide at jeg ikke havde set dem hvis jeg havde chancen. Jeg har set dem utallige gange før - mest i forbindelse med netop min søster - og efter at være blevet udsat for dem by proxy i så mange år, er jeg nærmest kommet til at holde af dem. Det er der jo ikke noget at gøre ved. 

Det er alt, hvad der er på programmet for undertegnedes vedkommende på fredag. Hvad med jer, hvad er jeres must-sees?