Efterårsmusik

Jeg er én af de dér skide-irriterende musiknørder, der kan bruge timevis på at klaske den perfekte playliste sammen, fordi intet andet duer, og så skal jeg den onde lyneme. Anyways, nu er det snart efterår, og jeg glæder mig sådan, for sommer er det værste, jeg ved. Sol og sved og overophedning og mere sved og en masse øv og sved. Jeg hader det.

Endnu et plus ved, at den værste årstid er ved at være slut er, at jeg nu kan hive mine efterårskunstnere, efterårssange og efterårsplaylister frem.

Ovenstående er, for mig, det ultimative efterårsnummer. En relativt ukendt B-side med The Smashing Pumpkins, lige før de blev pisseringe og Billy Corgans skinnende hoved blev fyldt med idéer om chemtrails og Tila Tequilas mærkelige bryster. Deres svanesang, hvis man må ha' lov at være lidt lakrids. Prøv selv at krølle dig sammen under dynen på en overskyet oktober-torsdag med en kop varmt mens den her spiller i baggrunden, og se om den ikke varmer helt ind i solar plexus. 

Af én eller anden grund er Orchestral Manoeuvres in the Dark, det glimrende new wave-band fra Liverpool, gået helt i glemmebogen for de folk der er yngre end din banks generaldirektør. Og det er altså en kæmpe-skam, for de laver nogle af de fineste pop-sange nogensinde. She's Leaving hørte jeg engang firs gange på en måneds tid fordi jeg gik og var trist, og det netop var efterår. Når bladene blæser om knæene på én, og man begynder at hive halstørklæderne ud af skabet, er det altså dén her man skal sætte på repeat på iPod'en når man skal ud og gå med hunni.

Strangers med the Kinks er et nummer, jeg ikke blot har lyttet til på repeat i flere år, men også én af de første sange jeg lærte at spille på guitar. Normalt er jeg ikke den store fan af sangtekster, men dén her kan simpelthen gi' mig kuldegysninger på selv mine mest disassociative dage. Hvis du vil nøjes med at høre én sang fra min liste, så lad det for Guds skyld være denne. 

Dét her nummer ligger på top tre over sange, jeg har fældet flest tårer til nogensinde. Elliott Smith var mit anker i en pissetræls tid i mit liv, og hans alt for tidlige død i 2003 berører mig faktisk stadig temmelig dybt. Denne sang, netop til en afdød ven, er at finde på albummet From A Basement On The Hill, hvilket blev udgivet efter hans død. Ikke desto mindre er det et trist, men varmt efterårsnummer som jeg holder meget af, men kun lytter til når jeg ved ingen kan se mig græde som et borteblevent barn i et stormagasin. 

Som rosinen i pølleenden har jeg et nummer dine forældre nok dansede kinddans til et par timer før du blev undfanget. The Band er ét af de første bands jeg kan huske at ha' hørt som barn, og det er noget jeg stadig velvilligt sætter på nu og da. Dette nummer er især smukt, i undertegnedes øjne.

Anyways, det er bare et lille udpluk af de choons jeg nyder at kaste på pladespilleren når potteplanterne begynder at hænge med hovedet, og man pludselig skal til at pudse næse. What say you, m'dears, er det noget I selv ville høre? Hvad kan I lide at høre på den årstid, Oscar Wilde mente var himmel på jord?

Knuz,
Penny