2013 var året hvor jeg...

• Besøgte Irland for første gang

• Endelig faldt i og anskaffede mig en smartphone

• Blev optaget på uni og derved kom op af sofaen, lærte nye fantastiske mennesker at kende, fik en døgnrytme og samlede mig som menneske efter to år i arbejdsløshedens tegn

• Blev boligejer (4 reals, med afdragsfrit lån og alt muligt pis!)

• Blev kæledyrsejer

• Begyndte at spille ukulele

• For første gang siden jeg var seksten eller sånt ikke arbejdede med filmproduktion overhovedet (hvilket faktisk gør mig rigtig trist)

• Oprettede den hers blog, og hurra for det! 

Må 2014 blive lige så fuld af herlige ligegyldigheder, søde mennesker, pænt tøj man aldrig får råd til, og søde dyr man får lov til at klappe. Jaaaa!

Knuz,

Penny

PS. bannerbilledet af den altid fantastiske Daria illustrerer på fantastisk vis hvordan jeg har det med nytårsaften. Hvorfor må man ikke bare sidde derhjemme og spille The Sims, når det nu bare er det man allermest har lyst til?

Merry Christmas, ya' filthy animals!

Jeg bryder mig ikke ret meget om julen, og forsøger i et vist omfang at ignorere dens eksistens, men én ting julen bringer med sig der kan få mig helt op i det røde felt er Pitchfork's liste over årets 100 bedste sange. Det er min juleaften, mand. Jeg har haft en uges tid til at gennemlytte listen, og har hermed skåret den ned til 10 numre jeg personligt bryder mig meget om. Såeh', hermed min reader's digest over årets 100 bedste sange, top 10-edition!

Crawling on Bruised Knees - Pharmakon

God gammeldags industrial noise. Lyder som det sidste du kommer til at høre inden du dør. Nummeret rammer absolut ikke laveste fællesnævner, men hvis man er til den slags er det her nummer temmelig brilliant.  

Come Walk With Me - M.I.A.

Jeg har aldrig været helt stor på M.I.A., men dette nummer synes jeg er ganske udmærket – hun har lavet fine popnumre før, blandt andet Paper Planes som alle der var vågne i 2008 kan synge med på, og Bad Girls, der nærmest er blevet årtiets riot grrrl-anthem. Men nu har hun faktisk lavet et nummer jeg gider høre mere end tre gange! Come Walk With Me er et sjovt nummer, og samplingerne af Mac-lydeffekter som beats er så genialt tænkte, at jeg slet ikke kan få hænderne ned igen. 

You (Ha Ha Ha) - Charli XCX

Charli XCX er en popkomet jeg har fulgt med ørneøje det sidste halvandet års tid. Mest bare fordi jeg er sur over at hun er yngre end mig og stadig pissedygtig. Hendes to glansnumre har indtil videre været hendes eget nummer Stay Away, og nummeret I Love It, som hun skrev til den svenske pop-duo Icona Pop, men som er coveret af både Jimmy Fallon og Rashida Jones, og den uforlignelige Florence Welch. You er mere radiovenligt end de to andre numre, der bar præg af henholdsvis goth-pop og god gammeldags larm, og selvom det ikke er mit yndlingsnummer af hende, peger det stadig mod en stor fremtid indenfor musikken.  

The Wire - Haim

Jeg har været lidt sen til at komme på party-båden med Haim og deres følge, men The Wire er sådan cirka dét jeg ville ønske radioen gad spille i stedet for dårlig hiphop og solipsistisk dansk elektronisk singer-songwriter-musik uden internationalt format. Haim har med The Wire formået at skrive et popnummer der hverken er kedeligt eller provokerende, men samtidig også undgår faldgruben med at blive middle of the road! Jeg klapper i mine små fede hver gang den her sang spiller i bilradioen. Jaaa, Haim! Well done, sistars!  

Man - Neko Case

Neko Case er én af de kunstnere, jeg kun har hørt nævnt, men aldrig hørt selv, og det kan jeg se nu er en stor fejl. Man er et habilt singer-songwriternummer, som er bøffet op med reverb og pånk råck-ånd, og teksten rammer vores femmeofobiske tidsånd ganske glimrende. Den trækker i undertegnedes mening tråde til det uforglemmelige 4 Non Blondes-nummer What's Up, og det er ingenlunde en skidt ting.

Dust in the Gold Sack - Swearin'

Swearin' optrådte også på sidste års liste med nummeret Just, der på brilliant vis hapsede bidder fra Leona Lewis' nummer Bleeding Love, og igen i år er de inkluderet med det fine nummer Dust in the Gold Sack, som minder om noget der på sin vis kunne høre hjemme på Warped Tour i 2003, men samtidig formår at være ganske fint og lytbart mere end én gang. 

Swan Dive - Waxahatchee

Et simpelt nummer der minder om en nyskabelse af noget Elliott Smith anno 2001 eller sånt. Hvis man kan klare den lidt twee-agtige ånd nummeret udstråler er det er ualmindeligt fint nummer, der hører hjemme i det følelsesmæssige crescendo i årets indiewood-hit, starring Michael Cera og én eller anden ung hvid kvinde der er alt for smuk til at være så dorky og upopulær som hun bliver udstillet i filmen.  

Song for Zula - Phosphorescent

Hvis en depression kunne beskrives med en sang ville det nok lyde nogenlunde sådan her. Trist, hjælpeløst, og til tider meget smukt, hvis man kan lade stå til. Farligt afhængighedsskabende og følelsespornografisk, ganske ligesom depression selv. Ikke nødvendigvis særlig nyskabende eller kvalitetsmæssigt overlegent, men et nummer man sagtens kan høre et par gange eller tres.  

Water Me - FKA Twigs

En meget a propos titel, da nummeret lyder som at blive sænket ned i en glasklar skovsø mens man bliver trukket langsomt tilbage i tiden. En perfekt stemningsskaber man kan få timer til at lytte til på repeat på en grå regnvejrsdag.  

Ya Hey - Vampire Weekend

Muligvis årets bedste nummer. Jeg er, hvad den skarpe læser nok har fornemmet, mere en MGMT-pige, men Ya Hey er et pop-nummer der overrasker hele vejen igennem. Samtidig med at det formår at være catchy og syng-med-bart er det også fuld af små krøller og overraskelser, og produktionen er både hullet og hel. Som en ost, men på den totalt fede måde.  

Numrene er ikke fra værste til bedste, men derimod den rækkefølge jeg mener de gør sig bedst i. Glædelig første juledag og alt det dér, jeg vil bare tilbringe dagen med at spise rester, klappe hunde og se dumme film med min søster. Wheee! Hvad skal I? Og gider I Pitchforky musik, eller er det for mærkeligt eller mainstream til jer?

Knuz,

Penny Three

Ønskesæl anno 2013

Én af de værre ting i december er at skrive ønskesæl (en mishøring min søster begik da hun var barn, og ligesom bare har holdt ved i den lille familie siden da). Hvad skal man ønske sig? Hvad burde man selv ta' ud og købe? Må man godt ønske sig Tom Hiddleston, hvis man nu har været ekstra sød? Anyways, efter lang tids indre monolog og sirligt udtænkte pros-and-cons-lister, er her mine største ønsker til jul.

• Dahlia Noir fra Givenchy: Min parfume-metode består i at prøve alle min mors parfumer når jeg er på besøg, og derfra deducere hvilke jeg bedst kan lide, for hun har faktisk temmelig god smag. Til min søsters studentergilde gik jeg full-on goth, for det følte jeg for netop den dag, og tænkte, at en parfume med dét navn nok var rimelig passende. Min mor kiggede opgivende på mig da jeg kom ned i stuen, rystede på hovedet, og sagde "jaja, hvis du insisterer på at gå og lugte som nattens dronning midt på formiddagen". Og det gør jeg. Nu mangler jeg bare parfumen. 
• Noctex: Til hipster-gothen der synes de går og mangler sort og gråt tøj (lål, as if), er Noctex et fint og forholdsvis billigt sted. Jeg ønsker mig en del af deres ting, da de er multifunktionelle og flotte (og sorte), og det er både praktisk og økonomisk. 
• The Disaster Artist af Greg Sestero: Kultfilmen The Room holder aldrig nogensinde op med at more mig. Instruktøren Tommy Wiseau er en juggernaut af absurditet og bimlendes mangel på selvbevidsthed (eller en misforstået avantgardistisk tilgang til filmmediet, jeg er ikke helt sikker). Nu har én af filmens skuespillere skrevet en exposé af sin oplevelse om filmen, og det skulle være én af årets bedste bøger, så naturligvis skal jeg ha' læst den. 
• 100 Bullets: Tegneserien 100 Bullets er ganske fremragende, men jeg ejer desværre kun første bind. Serien består af 100 korte historier om tilfældige mennesker, der alle får én pistol, én kugle, og får så at vide, at de kan gøre hvad som helst med den uden retslige repressalier. Et simpelt, men skidespændende koncept, og de tre første historier i første bind får én helt ud på stolekanten, så mon ikke det er på tide at få læst resten også. 
• Doctor Who på DVD: Jeg svor ellers, at Doctor Who var hvor jeg trak min nørde-grænse, fordi jeg syntes fanskaren virkede som en bunke højlydte tosser, men efter at ha' set det, kan jeg forstå hvorfor. Jeg ejer ikke en eneste sæson på DVD, og indtil det bliver rettet, bøjer jeg mit hoved i skam. 
• Gavekort til Sugarpill Cosmetics: Sugarpill er ét af de bedste indie-kosmetikmærker derude, kørt af mit bloggeridol Amy Doan, også kendt som Shrinkle. Jeg har fulgt hende i mange år, og da hun startede Sugarpill var jeg naturligvis spændt som en søløve til morgenfodring. Det har ikke skuffet, og Sugarpill udgiver med jævne mellemrum nye produkter. Årsagen til at jeg ønsker mig et gavekort er, at der til næste år bliver udgivet en ny palet, som jeg ville save mine ben af for at få snitterne i. Sparkle Baby, kom til miiiiig. 

Hvad ønsker I jer til jul, og hvorfor? Smid gerne en kommentar, så giver jeg en øl en dag*.

Knuz,

Penny

*Jeg har ingen penge til øl, I må nøjes med en krammer. Jeg giver herregode kram. 

Flygtig kærlighed #3

Min november måned har været fuld af nye ting, travlhed og flytning. Heldigvis har de nye ting været fede, travlheden ikke helt så hård som den kunne ha' været eftersom engelsk-studiet faktisk huer mig temmelig gevaldigt indtil videre, og flytningen har været fra en papkasse ved siden af motorvejen til Aarhus C's svar på Vinterpaladset. Gud ske lov for det. Anyways, her er de ting, jeg har holdt mest af i November!

• Lisbeth Salander: Jeg elsker altid Lisbeth, lad det ikke være nogen hemmelighed. Men ligesom nogle mennesker forbinder Harry Potter-filmene med den søde juletid kan jeg altså ikke se Millenium-trilogien uden at det er mørkt og stormende udenfor. Og for hver gang jeg ser den, bliver Lisbeth Salander endnu mere fantastisk. Bare en skam hun skulle skamskrubbes af Hollywood, så der ikke var mere tilbage end et alternativt sexobjekt. Suk, Hollywood. Suk. 

• Wolf Alice: Jeg opdagede dem først med sangen Wednesday, som slog benene væk under mig med dens hule lyd og fantastiske tekster, men siden da har jeg hørt en del af deres andre ting, og shit, hvor er det godt. Dem skal man altså liiige holde øje med. 

• Dårlige blogs: Nu udstiller jeg mig selv som det forfærdelige menneske jeg er, men er der én ting jeg elsker, så er det altså at læse dårlige blogs. Ikke, sådan, blogs om ting jeg ikke finder interessante, men kedelige indlæg om praktikophold, dårlige outfits på dårlige mirror-selfies, og elendig grammatik. Det er mit De Unge Mødre - godt-det-ikke-er-mig-tidsfordriv. Nok kan man beskylde min blog for at være dårlig, men jeg skåner jer i det mindste for flash-fotografier taget på badeværelsesspejlet. 

• Kat: Endelig er det lykkes mig at flytte et sted hen hvor jeg må ha' kæledyr, og det har jeg fejret ved at skaffe mig en kat. Den hedder ikke noget, så I kan bare kalde den Kat. Eller Torben. Eller Permafrost. Hun er nok ligeglad. Hun bider og snorker og kan åbne lukkede døre (WTF?), men hun er også sød og blød og kysser mig på næsen om morgenen og når jeg kommer hjem fra skole. 

• Fresh Meat: En fuldstændig fabelagtig dramedy-serie om syv unge studerende der flytter ind i et stort hus sammen mens de læser på universitetet. Der er ikke noget plot, de her dovne tosser ryger sig bare skæve, tager til timer, og læser bøger - og det er pissegodt. Man bliver lynhurtigt venner med idioterne, og både manus og skuespilpræstationer er knivskarpe og vildt sjove. Desuden har jeg også det vildeste ladycrush på Zawe Ashton og hendes karakter, Vod. 

• Utopia: Nok den bedste drama/thriller-serie jeg nogensinde har set. 24 Timer kan godt pakke sammen. Rammen er set tusind gange før; a ragtag bunch of misfits finder sammen grundet omstændigheder de ikke kan styre, og skal løse problemerne sammen. I dette tilfælde handler det om en lille gruppe nørder, der interesserer sig for tegneserien Utopia og de konspirationsteorier der hænger uløseligt sammen med den. Pissegode og alsidige karakterer, unik cinematografi, et soundtrack jeg hører på repeat, og en af de bedste historier på TV for nylig. Første sæson er ude nu, anden sæson får premiere til næste år. Og fårk hvor jeg allerede glæder mig, mand. 

• Min nye lejlighed: Den er bare svedig. Når man kommer fra 30kvm i en Gjellerup-boligblok bygget af pap er det altså temmelig fedt at flytte til midtbyen. Whooo! Når jeg har fået samlet alt mit flatpack furniture giver jeg en rundvisning :D. 

Hvad har I elsket i november? Og hvilke TV-serier skal jeg kaste mig over nu, hvor jeg har tømt Channel 4's arkiver?

Knuz,

Penny

Update og undskyldning (igeeeeen!)

Hej dedikerede følgere, der ikke har været sure over jeg har været væk et stykke tid, og/eller unfollowed mig på Bloglovin'! Jeg er endelig kommet på plads i min nye lejlighed, har en masse at fortælle og vise frem, og en masse brok på hjerte. Jeg skal bare lige i gang igen.

Eksamener er en mega-dick, og jeg hader fonetik rimelig hårdt for nuværende. Men asser, sådan går det. I det mindste er jeg ikke faldet fra endnu. Samtidig med at det er eksamenstid, er det blevet december, og det betyder, at jeg nu ikke længere kan skælde folk, der hører julemusik, ud. Det er ellers min yndlingsbeskæftigelse i november måned. Min nye nabo har også benyttet sig af dette; jeg har skullet høre på en techno-version af Til Julebal I Nisseland på repeat i en halv time tidligere idag. Tror man lige, jeg var ved at blive homicidal? Det tror jeg nemlig nok jeg var. Kvæææle.

Anyways, jeg får nok tid og overskud til at blogge igen for realsies efter eksamener midt i måneden, indtil da må I nøjes med småfesne twitter-agtige opdateringer uden totalt fede billeder.

Knuz,
Penny (der altså er helt beæret over endog at have fået en follower mens hun har været væk!)

Update og undskyldning

Hej blargh. Mine sidste par indlæg, som efterhånden blev smidt op for næsten en måned siden, hintede mod, at jeg havde fået styr på mit liv, og at blogningen fra nu af blev mere konsekvent. Det gjorde den så ikke, og jeg er pisseked af at ha' skuffet jer læsere jeg har, og det uden pis. Jeg troede, at alt ville gå i sig selv igen, men mellem skolen, mit behårede problem, og lejlighedskøb er jeg fuldstændig klasket ud på fortorvet som et gennemtygget stykke Bubblicious.

Jeg kommer helt sikkert tilbage til bloggen, når jeg er flyttet ind i min nye lejlighed, men inden da kan jeg altså ikke love noget. 80 procent af årsagen til at jeg ikke har blogget længe har egentlig været dårlig samvittighed over ikke at ha' blogget længe, og det er jo bare skruen uden ende. Men altså, når jeg har fået flyttet alt mit lård ind i den nye lejlighed, fundet mig et skrivebord jeg kan koncentrere mig ved i stedet for min sofa/seng/opholdshjørne/tre fjerdedele af min nuværende lortelejlighed, skal jeg nok komme ind i spillet igen.

Jeg vil også gerne høre jer, kære læsere der ikke er faldet fra endnu (sajøst tak, I er pisselækre), vil I helst overfladiske indlæg med flotte tumblr-billeder ofte, eller et kødfuldt indlæg lidt sjældnere indtil da? Vi snakker November måned ud, så skulle jeg nok være kommet på plads. I er pissesøde allesammen, og jeg er altså virkelig ked af det.

Knuz,
Penny

PS. Min nye lejlighed er svedig. Jeg skal nok lave et Cribs-indlæg når jeg er faldet til ro.

Flygtig kærlighed #2

Et long overdue indlæg, som egentlig burde laves den første i hver måned, men det har jeg bare ikke lige hjernekapacitet til på nuværende tidspunkt. Her er de ting, jeg har holdt meget af i september måned!

• Chelsea Wolfe: Den overvældende goth fra Californien laver noget af det mest dommedagsagtige folk-metal i nyere tid, og hvis man er virkelig opsat på at få de fedeste mareridt, skal man bare smække 2011's Apokalypsis på anlægget inden man falder i søvn. 

• Earl Grey: Jeg elsker Earl Grey-te hele året rundt, men der er intet som et åbent vindue en kold oktoberdag og et krus grå jarl i hånden. Mine tænder har samme farve som gammel linoleum som resultat deraf, men det er blot et mindre bump på vej til sensorisk Nirvana. 

• Welcome to Night Vale: Her har jeg været lidt sen til at komme med på vognen, men WTNV er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. En halvmånedlig lokalradioudsendelse fra den fiktive by Night Vale, hvor vores gode ven og radiovært, Cecil Baldwin, guider os rundt i Night Vale, fortæller om Old Woman Josie og hendes englevenner, og hundeparken, som ingen nogensinde har været inde i, da de hætteklædte typer der frekventerer den ikke er ret fede at løbe ind i. Og så er den endda gratis lige her. 

• Snapchat: Jeg følte mig meget gammel da jeg startede på studie og var den eneste, der ikke brugte Snapchat. Men det kom jeg hurtigt til, og snapchatter nu dagligt med veninder i både Trondhjem og Santa Monica. App'en findes til både Android og IOS. 

• Sky Doll: Da jeg var 11 var jeg fuldstændig besat af tegneserien W.I.T.C.H. som handlede om fem magical girls der skulle redde verden. Jeg har godt vidst, at Barbucci og Canepa, skaberne af serien, havde lavet en tegneserie der henvendte sig mere til voksne, men kom aldrig omkring at købe den, før jeg så alle tre bind var på tilbud i Faraos Cigarer for en halvtreller stykket. De er bedre, end jeg kunne ha' drømt om. Organiseret religion kommer under kniven, karakterkataloget er broget og underholdende, og tegningerne er, som i W.I.T.C.H., charmerende, farverige og lige til at spise. Jeg er overvældet, og vil anbefale alle at læse den!

• Harry Potter læst højt af Stephen Fry: Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger, lige indtil nu. Stephen Fry, den geniale brite jeg beundrer så evigt, har læst alle syv bøger højt, og jeg griner, græder og føler med Harry, Ron, Hermione og alle de andre for første gang siden jeg var omkring de seksten. Jeg har desværre holdt mig til filmene i nogen år, så der er så mange ting fra bøgerne jeg ikke har kunnet huske, og derfor er det herligt at genopleve dem, især gennem Stephen Fry's enormt indlevelsesferme og faderlige oplæsning. 

• Tangle Teezer: Jeg glemmer altid at frisere mit hår, og det ugler noget så farligt. Tangle Teezeren glider igennem mit hår som en varm kniv gennem smør, og mit hår bliver pissesmoof og havfrueagtigt af det. Og alt det for en hundredelap. Tak, Tangle Teezer. 

Hvad har I hygget jer med i September? Har I også læst Sky Doll? Er Chelsea Wolfe noget for jer?

Knuz,
Penny

Musik-mandag #3

Hej blarghen! Sidste uge var en del mere hektisk end sådan lige forventet (hej fødselsdags-og-dermed-dødsangst og en røvsyg syntax-stil), derfor ingen indlæg. Mit ikke-internet-liv er lidt vigtigere end bloggen. Desværre, vil nogen mene. ANYWAY, det er mandag, og det betyder at alle er trætte, og at musik-mandag vender tilbage! Denne mandags emne er The Naked and Famous, fordi jeg hørte dem i bussen tidligere idag og jammede 4 hårdt.

Bandet blev dannet i 2008 i Auckland, New Zealand, og havde henover sommeren 2011 et kæmpe hit med nummeret Young Blood, som I sandsynligvis allesammen kan synge med på, om I vil det eller ej. Deres debutalbum, Passive Me, Aggressive You er pishamrendes solidt, og jeg læste engang en anmeldelse der påstod, at hvis MGMT og Nine Inch Nails fik et barn sammen, var det The Naked and Famous. Og det er egentlig korrekt, for de har deres hooks og psykedeliske melodier i orden, præcis som MGMT, men samtidig har de også et bagtæppe af LARM, som Nine Inch Nails utiliserer på de fleste af deres tracks. Og selvom man umiddelbart ikke ville mene de to ting hang særlig godt sammen, er det altså en dirty, dirty forening af to ting, der virker, selvom det ikke burde. Ligesom kanelsnegle og bacon.

Jeg har endnu ikke hørt deres sofomore udspil, men førstesinglen derfra, Hearts Like Ours, imponerede mig ikke synderligt, men jeg skal nok komme omkring det eventually. Deres første album var alt andet end en slow-burner, og jeg forelskede mig med det samme, men det skal jo ikke tale imod et eventuelt genialt andet udspil. Hvis du har hørt det, må du gerne smide en kommentar, og fortælle mig om det er værd at lytte til!

De besøgte Danmark i 2011, da de kom på Northside Festival. Jeg sparker stadig mig selv i nokerne over, at jeg kun hørte dem på afstand, fordi jeg sad og ventede i spænding på the Vaccines (som I nok får at høre om en anden mandag), men sådan må det være. Jeg ved, at de spiller i København senere på året, men jeg har desværre ikke dollarz til at ta' afsted, da jeg står og fedter med noget forældrekøb og noget flytning og noget IKEA og sådan.

As it were, jeg håber I er glade for at jeg er tilbage, og hvis I ikke er, så beklager jeg dybt. Heldigvis kan du jo bare unfollowe mig på Bloglovin' eller besøge Facebook i stedet eller et eller andet, hvad ved jeg. Jeg ved ikke, hvordan du er endt her. Men du er altid velkommen <3.

Knuz,
Penny

World's worst blogger award goes to...

Hej bloggen! Jeg har, grundet en frisk omgang skole- og livstræthed holdt en pause fra bloggen. Det burde jeg måske nok ha' sagt, men det gjorde jeg ikke, og det beklager jeg ydmygst. Hvis du bor i Aarhus inviterer jeg gerne på bodskage.

Idag er det min treogtyvendes fødselsdag, og det kan man godt gå og blive lidt ked af, så for at gøre hverdagen lidt lettere, har jeg bestilt endnu en pakke fra e.l.f., hvis indhold I muligvis får at se når det kommer. Mit sidste haul-indlæg var ingen videre success, men det er min blog, så nuh-nuh-nuh-nuh-nuuuuh-nuh! (Det kan godt være jeg er voksen nu, men jeg er altså ikke voksen. You know what I mean.)

Dagen idag skal tilbringes med at se Citizen Kane, høre resten af Huckleberry Finn færdig som lydbog, og drikke en masse te. Det bliver svedigt. Igår var jeg til koncert med Smith Westerns, og et band, hvis navn jeg ikke fangede. En skam, de var ellers meget gode. Oooog på tirsdag skal jeg ind og se MGMT, og dét glæder jeg mig til. En anmeldelse af deres nye skæring er i øvrigt upcoming, så hvis det er den slags I er til, kan I godt begynde at glæde jer.

Anyways, jeg har, efter møje og besvær, fået mit liv tilbage på skinner, så regularly scheduled blogging is about to commence. Igen, jeg undskylder fraværet. Fer srs. Jeg lover at være en god blogger fraaaaaaa NU af.

Knuz,
Penny

Sigma, du skuffer!

Kan I huske da jeg skrev, at Sigma's nye Creme de Couture-palet havde fået gode anmeldelser af diverse beauty-bloggere? Well, Sigma har haft den store pengepung fremme for at få xSparkage til at sige pæne ting om den, for shit, hvor er den ringe. Farverne er såmænd rigtig fine, det er bare en skam man overhovedet ikke kan se dem, når man lægger dem på huden. Medmindre altså, at man bruger en hvid base. I hvilket tilfælde de sådan set virker fint nok, men det burde simpelthen ikke være nødvendigt for overhovedet at kunne se, at man har lagt noget som helst på. Suk.

Jeg har endnu ikke lagt dem på øjnene, as is the intended purpose, men jeg har swatchet dem på alle mulige måder, og kan til min død ikke få dem til at komme frem over hverken Urban Decay's Primer Potion eller Too Faced's Shadow Insurance. Kun NYX's Milk duer, så hvis du planlægger at købe denne palet, så sørg for, at ha' Milk i dit arsenal, ellers får du nemlig ikke ret meget ud af den.

Jeg ved, at jeg ikke er verdensmester i at ta' swatch-billeder, men jeg håber det er nogenlunde tydeligt, hvad der er hvad. Øverst er farverne lagt oven på NYX's Milk, nedenunder over Urban Decay's Primer Potion, og nederst ikke på andet end min hånd. Den eneste farve, der ikke er noget nær usynlig på egen hånd er Elderberry, og de lyserøde og helt lyse lilla er fuldstændig umulige at se.

Jeg har også taget mig den frihed at sammenligne farverne med Lime Crime's Palette D'Antoinette, som til min store overraskelse og skuffelse performer langt bedre, hvilket ikke siger så meget igen.

Jeg købte også nogle eyelinere fra Sigma, der heller ikke er meget bedre. Alt i alt er jeg enormt skuffet over deres produktpræstation, og det bliver sandsynligvis sidste gang jeg køber makeup fra dem. Deres pensler er enormt gode, men deres makeup skal man, i anmelders øjne, holde sig langt fra.

Til gengæld har jeg kun gode ting at sige om Cocktail Cosmetics, hvor jeg købte produkterne! Jeg bestilte tingene den 9., de blev sendt den 10., og jeg havde pakken i hænderne allerede den 16., hvilket er langt hurtigere end jeg er vant til. De sælger også Sugarpill, hvilket jeg helt klart vil benytte mig af når Sparkle Baby-paletten udkommer, da jeg næsten hver gang jeg har bestilt noget fra Sugarpill's egen, USA-baserede, hjemmeside er blevet taget i tolden :(.

English recap; Creme de Couture is pretty terrible unless you use it over a white base, in which case it is tolerable. Lime Crime's Palette D'Antoinette is, surprisingly, better, but Doe Deere is still an ass, and it's still not good, and too expensive, so I wouldn't recommend that one either. Cocktail Cosmetics, a UK-based makeup online store, is totally awesome, and I'll recommend them as the only thing in this article. 

Knuz,
Penny

Farewell Carousel

For snart et års tid siden var jeg med til at lave en musikvideo for et lokalt band. Jeg fik et opkald fra min veninde, Anne, som I ser i videoen, og blev spurgt, om ikke jeg ville være med til at lave en musikvideo sammen med hende, en gut jeg har gået på filmskole med, og et dygtigt og habilt hold. Jeg havde ikke bedre at bruge min tid på, så jeg sagde ja, og brugte dermed en weekend på at lave denne video, som nu endelig er blevet færdig!

Jeg har, sammen med to gutter ved navn Niels og Daniel, stået for cinematografien. Jeg havde aldrig prøvet netop dén del af filmmager-processen, men de var mægtig hjælpsomme, og jeg lærte meget. Oveni det var det bare mægtig hyggeligt, og både filmholdet og de flotte fyre fra Farewell Carousel, et ganske habilt band, var usandsynligt søde. Videoen er obviously utrolig god, eftersom jeg arbejdede på den (høhø), men sangen er altså heller ikke skidt, så den skal man ikke snyde sig selv for at høre. De har sidenhen blandt andet varmet op for Sanne Salomonsen i Tivoli, men lad det ikke skræmme jer; Choose er en fantastisk sang, hør den, hør den, hør den. 

Knuz,

Penny

The Mighty Quinn!

Tidligere idag sad jeg og hørte langhåret musik med min papa. Ikke noget nyt under solen dér, det er ét af ritualerne hver gang vi hænger ud, sammen med indtagelse af store mængder te, en enetale om kaktus og sukkulenter fra papas side, og mit brok om PostDanmark og inkompetente buschauffører. MEN, så kom denne sang på playlisten, og jeg havde aldrig hørt den før. Sikken skam det er, og mit Bob Dylan-fankort er vist også blevet ophævet. Det er nemlig gode gamle Bobby-boy der har skrevet sangen her, og Manfred Mann der har indspillet den. Det er én af de dér popsange, der sidder i den kollektive ubevidsthed, og selv første gang man hører den har man det som om man har kendt den hele livet. Jeg vil også vædde min hat på, at det er én af de sange det er umuligt at lave en dårlig cover-version af, ligesom Dreams med the Cranberries. Det lader sig ikke gøre, for grundpillerne er så urimelig gode at man ikke kan ødelægge dem. Anyway, nyd sangen. Den handler i øvrigt om en heroin-dealer. 

Knuz, 

Penny

TV-tirsdag #3

Jeg beklager fraværet af mit Musik-mandag-indlæg igår, skoletrætheden har endelig meldt sig, så jeg har sovet helt ufattelig meget de sidste 72 timer. Anyways, i TV-tirsdag vil jeg i denne uge introducere jer for et show jeg er næsten 100% på at I ikke kender! Asylum, kreeret i 1996, var startskuddet for Spaced-holdets karriere. Både Simon Pegg, Jessica Hynes og Edgar Wright var med til at skabe serien, og vi mødes også med Julian Barratt fra The Mighty Boosh, David Walliams, og Bill Bailey for noget nær første gang.

Hele første afsnit på YouTube

Serien begynder, da Simon Pegg's karakter Simon leverer en pizza til et psyk-hospital. Da han ankommer, bliver han gaslightet til at blive, og sammen med de andre indlagte planlægger han en flugt fra afdelingen. Shenanigans ensue. Som mange andre komiker-støttehjul gennem tiderne fik serien her kun én sæson, men hjalp enormt mange af dets cast og crew videre til en glorværdig karriere indenfor underholdning. 

Af én eller anden årsag er serien gået helt i glemmebogen, i modsætning til dens sjælesøster Spaced fra 1999 (som I i øvrigt kommer til at høre meget mere om, da det er min ultimative yndlings-serie som jeg elsker mere end noget andet i verden, fer srs) som gik hen og blev et kult-hit. Den er derfor heller aldrig blevet genudsendt, og som resultat er den ikke blevet udgivet på hjemmevideo, og den eneste måde man kan se den på er derfor på YouTube, som set ovenfor, og på cast-medlemmet Norman Lovett's hjemmeside. Hele serien kan tygges igennem på en eftermiddag, og det er, hvis man er fan af Cornetto-trilogien eller Spaced, som at se en usleben diamant ta' form og finde skæring. Hvis ikke man kender førnævnte, er det bare med at komme i gang. Shaun of the Dead er dér de fleste starter, men personligt vil jeg anbefale Spaced. For hårdt. Seriøst. Spaced <3.

Knuz,

Penny

Astrology

Bare træk snitterne væk fra tastaturet, folkens. Jeg har fundet den bedste video på hele internettet.

Jeg ved ikke, om jeg kan tilføje noget til denne video, der om muligt kunne gøre den bedre, så jeg vil tie. Jeg er af hjertet rationalist, og overbevist om at stjernetegn er endnu en ansvarsfralæggelse udtænkt af folk der var bedre til at finde på fjollede vilkårligheder end jeg (og det siger en del), men denne skønsang kunne, om noget, omvende mig. Bare se den. Stol på mig. 

Knuz, 

Penny

Film-fredag #1

Jeg har i ugens tema-indlæg taget forskud på vinterens glæder, først med én af mine yndlings-vinter-serier, så med ét af mine yndlings-vinter-albums, og nu kommer, surprise surprise, et indlæg om én af mine yndlings-vinter-film. I kender den nok allesammen.

Lost in Translation handler om den unge, lidt eksistensforvirrede Charlotte, portrætteret eminent af en 19-årig Scarlett Johansson, der på en rejse til Tokyo med sin mand der er fotograf, møder den fallerede skuespiller Bob Harris, spillet af Bill Murray. Filmen handler egentlig ikke om så meget, andet end mødet mellem to generationer, en ung kvinde med livet foran sig og ingen anelse om hvad hun skal bruge det til, og en ældre herre, der tvivler på, om han har brugt sit til det rigtige. De fjoller rundt i Tokyo, gennemgår venskabets mange op-og-nedture, og til sidst ta'r de hjem, til tonerne af Jesus and Mary Chain's skinnende, plyssede pop-nummer Just Like Honey, og det kunne ikke være smukkere.

Det lyder ikke prangende, men cirka halvdelen der har set den ved hvad jeg snakker om. Den anden halvdel forstår den ikke, og det er også bare OK. Det er lidt sådan en film man enten connecter med ved første visning, eller aldrig nogensinde. Kombinationen af stille, melankolsk lommefilosofi, Bob Harris' eksistentielle fortrydelser der gemmer sig bag tør humor, Charlotte's forvirrede tristesse, den klassiske, Sofia Coppola-esque cinematografi, og soundtracket, orkestreret af det franske elektro-band Air, kreerer i sidste ende en film, der får dig til at føle den dér sære, tusmørke-agtige blanding af melankoli og eufori, som jeg holder så uendelig meget af (hej teenage angst).

Dermed ikke sagt, at den er helt fin i kanterne. Filmen bruger ofte orientalisme som et virkemiddel til at få Charlotte og Bob til at virke endnu mere fremmedgjorte end både (non-)handlingen og cinematografien allerede gør, og det kaster mig lidt af. Dog ikke nok til at jeg ikke kan nyde filmen, men det er dog en god idé at holde sig det for øje.

Ligesom med Fever Ray er dette også et støttehjul jeg brugte under kreative slumps på filmskolen - på den første rigtig råkolde vinterdag i 2010 (du ved, det år, hvor det var PISSEkoldt og vi fik tres meter sne), så min veninde og jeg denne film i den lille biograf på skolen. Da filmen var færdig, var det blevet mørkt, og følelsen af at stige ud af biografen post-Lost in Translation til mødet af crispy-klar stjernehimmel og minusgrader der bed i kinderne står på nethinden som ét af de mest cinematiske øjeblikke i undertegnedes liv.

Nu er jeg blevet langtrukken igen. Jeg fornemmer, at det bliver et tema i disse indlæg. Det' også bare fordi jeg er sådan en nørd. Nå, men se Lost in Translation. Go' film.

Knuz,
Penny

O_O!

Seee hvad jeg vågnede op til her i morges!

Det dér er min blogstatistik, og som den skarpe læser nok kan fornemme, har der været så afsindigt mange læsere på min blog siden igår aftes, da Miriam graciously gav mig et shoutout på sin blog, at min tidligere besøgerstatistik næsten er usynlig. Man bliver sgu' helt varm om hjertet når man sådan bliver taget under vingen af en mere erfaren blogger. Oveni det har jeg fordoblet mit læsertal på Bloglovin' (hej allesammen, I må gerne introducere jer selv!), og hvor er jeg glad. Af hjertet tak, Miriam! Det er trods alt sjovere at skrive dumme ting, når man har et publikum til det. Og jeg vil vædde alt hvad jeg ejer og har med, at I allesammen er pissesøde, og meget, meget flotte.

Jeg ville pass it on, hvis det altså gav mening for en blog med 500 månedlige hits at lave shoutouts - når jeg bliver den næste Fie Laursen (just a matter of time, guys) skal jeg gøre det samme for mindre blogs, præcis som Macaulay Culkin ville ha' ønsket det.

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #2

I anden runde af TV-tirsdag har jeg valgt at skrive om et TV-show der står mit hjerte meget nært, nemlig Twin Peaks. Den geniale TV-serie skabt af Mark Frost og David Lynch var én af de ting, der vækkede min interesse for film-mediet, og da den kom ud i 1990 var det også en enorm success, som holdt folk klinet til skærmen. Mine forældre har fortalt, hvordan de slavisk fulgte med, og hvordan seriens catchphrase, "Who killed Laura Palmer?", var allemandseje.

Serien handler om den lille by Twin Peaks i det amerikanske nordvest og de mennesker der bor der. Serien kickstartes ved den fundet af liget af den populære high school-pige Laura Palmer, og vores hovedperson, FBI-manden Dale Cooper's ankomst til byen. Dog finder man hurtigt ud af, at det ikke blot er en krimi vi har fat i, men at der er mere mellem himmel og jord i Twin Peaks end man sådan lige skulle tro. Ikke på den super-åbenlyse Supernatural- eller X-Files-måde, men mere som en slags Lovecraftsk mareridt efter man har taget for meget søvnmedicin ved et uheld.

Cinematografien, instruktionen, og ikke mindst Angelo Badalamenti's eminente musik, sætter stemningen uhørt godt, og man lever sig ind i både ordinære men spændende Dale Cooper, foxy schoolgirl Audrey og den nedslåede servitrice Shelly's sind og sjæl, samt naturligvis alle de andre karakterer. Ikke nok med det, man kan nærmest mærke luftfugtigheden stige og temperaturen falde, da Twin Peaks er en kold og klam by, og når man sætter sig ned og ser det første afsnit, kan man snildt berede sig på at skulle tilbringe de næste mange timer i selskab med disse spændende, stærke, sjove, tragiske og velformede karakterer, samt bide negle og gemme hovedet i en pude når det bliver uhyggeligt, hvad det temmelig ofte gør.

Serien er dog ikke for sarte sjæle, da den hurtigt skifter humør, og kan gå fra næsten sitcom-agtige situationer til knuste skolepiger og mareridtsagtige drømmesekvenser med en knips af fingrene, og når det bliver uhyggeligt, bliver det meget uhyggeligt. Helt uden brug af jumpscares formår serien, nu 23 år efter dens søsættelse, at skræmme liv og sjæl fra selv de hårdeste hunde jeg kender. Seriens prequel, en spillefilm ved navn Fire Walk With Me der fik premiere nogle år efter serien blev kancelleret, står i toppen af listen over ting jeg simpelthen ikke kan se når jeg er alene, når det er mørkt udenfor, eller når jeg på nogen måde føler mig udsat. For ikke at tale om seriens sidste afsnit som, uden at jeg afslører for meget, gav mig så livagtige mareridt, tangerende til søvn-hallucinationer, at jeg blev nødt til at hive min madras ind i stuen og sove på gulvet dér fordi jeg simpelthen ikke kunne være på mit værelse længere. På givne tidspunkt var jeg vel og mærke gammel nok til at få kørekort.

Nå, det her blev altså længere end jeg lige havde påregnet, men det korte af det lange er, at hvis du ikke har set Twin Peaks endnu, så gør dig selv den tjeneste. Også selvom du synes det er, like, totally lamewad at se noget dine forældre så i TV før du blev født.

Knuz,
Penny

Creme de Couture

Normalt er jeg ikke så meget til Sigma - deres børster er fine nok, men deres øjenskygger har aldrig slået mig som værende særlig interessante. That is to say, lige indtil nu. For i denne uge smed de Creme de Couture-kollektionen på gaden, og aldrig har jeg set noget så fint!

Kollektionen består af en palet med 16 øjenskygger, og oveni hatten har de også lavet tre blushes; Strawberry Ambrosia, som er en fin lyserød, Cherry Apple, en ferskenfarvet sag jeg umiddelbart tænker ville være fin til folk med mørke undertoner, og slutteligt Blackberry Essence, en lilla statementfarve, fordi hvorfor ikke.

Jeg har netop i skrivende stund bestilt øjenskyggepaletten hjem, da det var forelskelse ved første øjekast for mit vedkommende. Blusherne er også mægtig fine, men jeg har i forvejen mange jeg sjældent bruger, da jeg er aktiv fortaler for creme-blushes fremfor pudder-blushes. Det bedste ved denne palet er næsten, at den er et enormt fint alternativ til det omstridte firma Lime Crime's flotte, men dyre Palette D'Antoinette, som jeg anskaffede mig for et års tid siden. 

Lime Crime's Palette D'Antoinette

Jeg synes personligt ikke særlig godt om Lime Crime's øjenskygge-paletter, og især den nævnte palet har været øv at arbejde med - farverne er kalkede, og Mercurious, den sølvfarvede metallic skygge, drysser helt åndssvagt. Ifølge de første meldinger fra blogosfæren skulle Creme De Couture-paletten derimod være helt fin at arbejde med, og oveni hatten koster den kun lidt mere end Lime Crime's palet, og man får altså tre gange flere fine farver at lege med. Hvis du heller ikke kan modstå denne fine nye kollektion, kan den bestilles hjem fra England til en rimelig pris lige her!

Knuz,

Penny

Musik-mandag #2

Nok er det ikke november endnu, men jeg har altså taget forskud på glæderne ved vinter-musik. Med det vejr vi har haft på det seneste, er det kun passende at hive Fever Ray frem fra gemmerne. Karin Dreijer Andersson fra The Knife's solo-projekt, der indtil videre kun har kastet et enkelt studie-album og et live-album af sig. 2009's fuldstændig eminente slow-burner af et selv-betitlet album er fast inventar på min iPod når det bliver mørkt klokken halv syv, og det begynder at bide i kinderne når man går udenfor.

For optimal effekt vil jeg anbefale, at man tager en varm vinterjakke og et stort, vamset tørklæde på, finder sine største Sennheiser-hørebøffer frem (de earplugs der fulgte med din iPod Nano er altså ikke optimale til formålet, sorry), og tager sig en natlig vandretur mens sneen falder, og man kan se sin egen ånde. Så føles det præcis, som om man er vokset op i et akvarie, og først nu får lov at begive sig ud i havet. Hyperboler er der nok af, men prøv det, og fortæl mig in earnest, at jeg ikke har ret. 

Alternatively kan du også gøre, som jeg ofte gjorde på filmskolen når jeg løb tør for inspiration - luk samtlige vinduer i din lejlighed op på en råkold nat, sluk al lyset, smid det her album på Blaupunkten, og pak dig ind i tæpper og læs Stephen King. Hvis det ikke giver dig de mest sindssyge mareridt ved jeg ikke, hvad jeg ellers skal stille op for at få dig til at lytte til det her album. 

Bare gør som jeg siger, jeg har altid ret. Eller, ikke altid, men det her album er gudernes nektar, og du snyder dig selv for en fantastisk vinterkrykke hvis du ikke investerer i dette album pronto. 

Knuz,

Penny

Lektier og alkohol!

Mit held vil ingen ende tage - oveni lektiemængden,  nyhedsværdien i at være ny studerende, og skabelsen af nye venskaber, er mit internet i lejligheden gået i strejke. Desuden er jeg på vej på hyttetur (God help me), og med det kommer erkendelsen af, at det mål jeg har sat mig selv med at blogge en gang om dagen nok er lidt af en pipedream. Hvis jeg skulle kunne gøre det ville det være små twitter-opdateringer som denne, og så kan det næsten være lige meget . Jeg vil fortsætte med at producere hvad jeg selv anser som nogenlund kvalitets-indlæg, men tre-fire gange om ugen er nok mere realistisk. Jeg er så glad for, at der overhovedet er nogen der gider læse med, og jeg håber I vil blive ved selvom jeg ikke er allestedsnærværende og storproduktiv :D.

Knuz,
Penny

Kære Dagbog #10

Hej folkens, og undskyld mine lidt overfladiske indlæg på det seneste. Sagen er den, at jeg jo er begyndt på studie i denne uge, og jeg har derfor ikke rigtig haft tid eller overskud til at bikse noget velformuleret sammen. Jeg har mest bare været fuld, forvirret og søvnig, som oftest samtidig. Men imorgen begynder min hverdag igen, og tres kilo studiebøger tungere og 3000 kroner lettere kan jeg nu begive mig ud på den rejse, hvor afleveringen af ringen i Mount Doom gerne skulle være en bachelor i engelsk. Jeg håber jeg kan snegle mig uden om alt for meget grammatik, og bare fokusere på Shakespeare og gotisk litteratur, så jeg kan blive en lidende kunstner med alt for lidt penge og al for megen fritid, og ikke gymnasielærer. Ikke at der som sådan er noget galt med gymniasielærere, de fleste jeg har mødt har været meget søde, men jeg gad ikke, om så mit liv afhang deraf. Så' det sagt.

For at fejre en god studiestart kom jeg til at købe Mr. Bungle-vinyler for 500 bobs. Læg det sammen med de tre tusind jeg gav for studiebøger, og man kigger på en temmelig stram måned. Jeg må leve af postevand og hvedemel den næste måneds tid, men hey, jeg skal ikke klage. Mine engelsk-medstuderende er søde, vores rusvejledere er ikke så sadistiske som jeg havde frygtet (faktisk er de totalt flinke, og slet ikke ude på at brændemærke os hvis vi ikke klarer deres hazing godt nok), og de få forelæsninger vi har haft indtil videre har været 10-4.

Jeg har igen ikke noget billede der er relevant for dette indlæg, og der er begrænset mileage på billedet af manden der tænder en engangsgrill med en flammekaster (man skulle nok ha' været der), så som en homage til min yndlingsblog som er kørt af den altid flotte Miriam som bruger billeder af Jensen Ackles når hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre, vil jeg gøre det samme med Tom Hiddleston, thi hans ansigt er topmålet af menneskelig evolution, og hundehvalpe, fordi jeg er så pishamrendes hundeskruk at det gør ondt helt ind i min sjæl. Ænyways, jeg har det udmærket, og når mit liv lige kommer på plads igen skal jeg nok vende stærkt tilbage med svedigt materiale her på bloggen. Jeg håber, I har det godt allesammen!

Knuz,
Penny

Trends jeg ikke forstår

Jeg er lige så meget en lemming som andre mennesker, ingen tvivl om det. Jeg spenderer for meget tid på tumblr, synes kaviar-nails er ganske pæne, og køber det meste af mit tøj i H&M. Ikke desto mindre er der altså bare nogen trends jeg ikke forstår. 

• Snapbacks: Det er meget få mennesker der kan bære kasketter uden at komme til at ligne kejtede ottendeklasseselever. Du kan nok heller ikke, du er altså ikke street nok. Du er en hvid fyr der bor hjemme hos forældrene i Højbjerg, og du ved ikke hvem Shepard Fairey er, så ta' nu den OBEY-kasket af og frisér håret i stedet for. 
• MØ: Hold kæft, hvor er det kedeligt. Musikken har samme personlighed som en daggammel DSB-sandwich, og MØ har ligeså meget star power som en enlig, midaldrende butiksassistent fra Herning midtby eller noget. En smagssag, I know, men er du gal, mand. I don't get it. 
• Sweatshirts: Om der så står Kenzo eller Givenchy er de stadigvæk grimme og uformelige. De er ikke engang særlig behagelige, deres neckline kradser ad helvedes til. 
• Hannibal: NBC's nye serie der har fundet en massiv internet-menighed skuffede mig fælt. Eddie Izzard er med, Bryan Fuller har skabt serien, en dansker har hovedrollen - men manuskriptet er simpelthen så ringe, og alt hvad jeg kan se og høre når Mads Mikkelsen åbner munden er Svend Sved i et dyrt jakkesæt. Øv.
• Birkenstocks: This says it all.

That's it - det kan være der kommer flere af disse indlæg, men eftersom ingen læser min blog alligevel kan jeg jo lige så godt bare lægge et billede op af et flot sæt bryster eller sådan noget, det ville nok være mere populært. Hvilke trends forstår I ikke, og er I rivendes uenige med mig?

Knuz,

Penny

Efterårsmusik

Jeg er én af de dér skide-irriterende musiknørder, der kan bruge timevis på at klaske den perfekte playliste sammen, fordi intet andet duer, og så skal jeg den onde lyneme. Anyways, nu er det snart efterår, og jeg glæder mig sådan, for sommer er det værste, jeg ved. Sol og sved og overophedning og mere sved og en masse øv og sved. Jeg hader det.

Endnu et plus ved, at den værste årstid er ved at være slut er, at jeg nu kan hive mine efterårskunstnere, efterårssange og efterårsplaylister frem.

Ovenstående er, for mig, det ultimative efterårsnummer. En relativt ukendt B-side med The Smashing Pumpkins, lige før de blev pisseringe og Billy Corgans skinnende hoved blev fyldt med idéer om chemtrails og Tila Tequilas mærkelige bryster. Deres svanesang, hvis man må ha' lov at være lidt lakrids. Prøv selv at krølle dig sammen under dynen på en overskyet oktober-torsdag med en kop varmt mens den her spiller i baggrunden, og se om den ikke varmer helt ind i solar plexus. 

Af én eller anden grund er Orchestral Manoeuvres in the Dark, det glimrende new wave-band fra Liverpool, gået helt i glemmebogen for de folk der er yngre end din banks generaldirektør. Og det er altså en kæmpe-skam, for de laver nogle af de fineste pop-sange nogensinde. She's Leaving hørte jeg engang firs gange på en måneds tid fordi jeg gik og var trist, og det netop var efterår. Når bladene blæser om knæene på én, og man begynder at hive halstørklæderne ud af skabet, er det altså dén her man skal sætte på repeat på iPod'en når man skal ud og gå med hunni.

Strangers med the Kinks er et nummer, jeg ikke blot har lyttet til på repeat i flere år, men også én af de første sange jeg lærte at spille på guitar. Normalt er jeg ikke den store fan af sangtekster, men dén her kan simpelthen gi' mig kuldegysninger på selv mine mest disassociative dage. Hvis du vil nøjes med at høre én sang fra min liste, så lad det for Guds skyld være denne. 

Dét her nummer ligger på top tre over sange, jeg har fældet flest tårer til nogensinde. Elliott Smith var mit anker i en pissetræls tid i mit liv, og hans alt for tidlige død i 2003 berører mig faktisk stadig temmelig dybt. Denne sang, netop til en afdød ven, er at finde på albummet From A Basement On The Hill, hvilket blev udgivet efter hans død. Ikke desto mindre er det et trist, men varmt efterårsnummer som jeg holder meget af, men kun lytter til når jeg ved ingen kan se mig græde som et borteblevent barn i et stormagasin. 

Som rosinen i pølleenden har jeg et nummer dine forældre nok dansede kinddans til et par timer før du blev undfanget. The Band er ét af de første bands jeg kan huske at ha' hørt som barn, og det er noget jeg stadig velvilligt sætter på nu og da. Dette nummer er især smukt, i undertegnedes øjne.

Anyways, det er bare et lille udpluk af de choons jeg nyder at kaste på pladespilleren når potteplanterne begynder at hænge med hovedet, og man pludselig skal til at pudse næse. What say you, m'dears, er det noget I selv ville høre? Hvad kan I lide at høre på den årstid, Oscar Wilde mente var himmel på jord?

Knuz,
Penny

TV-tirsdag #1

Vi bliver i det lidt barnlige hjørne i forhold til gårsdagens indlæg, da jeg gerne vil introducere jer for Cartoon Network's brilliante satsning Adventure Time. Kreeret af Pendleton Ward, i første omgang i 2007 som et enestående afsnit der gik hen og blev et viralt hit, og i 2010 som en serie på deres hovedkanal, Adventure Time with Finn and Jake handler om de to hovedpersoner, drengen Finn og den talende hund Jake der har magiske kræfter. De bor i landet Ooo, der upåtalt i selve serien er et post-atomapokalyptisk land, med muterede freaks, hvoraf det eneste menneske tilbage er Finn selv.

De tackler monstre, filosofiske problemer, Finn's forelskelse i Princess Bubblegum og senere hen Flame Princess, og deres nemesis, The Ice King. Ikke en egentlig skurk, da de ind imellem er gode venner, men mere ligesom ham den lidt mærkelige på legepladsen da man gik i børnehave - man forstår godt han ikke har nogen venner, men man forstår også godt at han er ked af det og derfor sparker pædagogerne når de prøver at gi' ham flyverdragt på.

Showet er på sin vis inspireret af mange børneserier fra midt-halvfemserne, hvor mange "voksne" jokes går hen over hovedet på børnene, men som forældrene kan grine af, en kunst Rocko's Modern Life kogte ned til perfektion. Samtidig taler serien aldrig ned til børn, og de fleste winks til de voksne seere er ikke så meget jokes, som de er af filosofisk natur.

Det skinner for eksempel igennem i afsnittet, hvor Ice King har bygget en robot med kunstig intelligens ved navn NEPTR. Til slut i afsnittet skal NEPTR vælge om den helst vil bo hos Finn og Jake eller hos Ice King, og selvom Finn og Jake nok er sødere ved den, vil de kun vinde fordi det vil gøre Ice King vred. Afsnittet ender dog overraskende med en lille monolog, hvori Ice King sørger over tabet af en ven, mens Finn, Jake og NEPTR griner i baggrunden. Det er satme sjældent jeg tænder for vandværket til børneunderholdning, men lige dér gav jeg altså los.

Med andre ord er det et must at se Adventure Time hvis du er til intelligent børneunderholdning der kan sparre humoristisk med selv de mest brilliante "voksen"-serier.

Knuz,
Penny

Musik-mandag #1

Welcome to musik-mandag! Konceptet er simpelt; jeg skriver lidt om noget musik (og i TV-tirsdag og film-fredags tilfælde, om film og TV) jeg godt kan lide, forklarer hvad det går ud på, og kyler muligvis nogle links efter jer.

Anyways, min allerførste anbefaling ligger lunt i det aparte hjørne. Her er nemlig tale om Tiny Tim, en musiker der hovedsageligt lavede musik til børn, indtil hans død i 1996. Det skulle man ellers ikke tro, når man ser nedenstående video.

 

Jæs, det er et avant garde funk-og-vals-fusionsnummer der handler om syndfloden, og hvordan vi har fortjent det. Vel og mærke ikke sunget af en über-religiøs børnemusiker som Lil' Marky, men af en mærkelig gut der egentlig bare synes det var passende at skrive en børnesang om. 

Hans i mine øjne bedste album, God Bless Tiny Tim, har jeg hørt ualmindeligt mange gange. På albummet finder man også hans cover af Tip Toe Through The Tulips, som horror-fans nok kender fra filmen Insidious, og et mægtig ømt cover af Sonny og Cher's I Got You Babe, hvor Tiny agerer både kvindelig og mandlig hovedrolle. 

Det er lige præcis den slags musik min gode ven fede-Frede refererede til, da han ytrede de bevingede ord "Din musiksmag består mest af sådan noget man sætter på til en fest hvis man gerne vil ha' alle skal gå hjem", men hvis Tiny ikke formår at gøre din dag bare lidt finere, så har du sandsynligvis en sjæl så sort som kul, og kunne trænge til en frisk eksorcisme. 

Knuz,

Penny

Irrationel vrede

Hej blog! Jeg har nu tilbragt et halvt års tid med at trisse rundt i den danske blogverden, og der er nogle få ting jeg ser gå igen, der giver mig lyst til at sparke til noget uskyldigt og rart. De er som følger;

• "Sneak peak". Nej og nej og nej med ekstra nej på. Sneak PEEK. Det er et smugKIG, ikke et smugHØJDEPUNKT. Så hold dog OP.
• Folk der angiver billedkilde som WeHeartIt, Tumblr eller lignende billed-hubs. Det er ligesom at nakke mine fotos og så sige at kilden er Blogger. Og dermed overhovedet ikke korrekt, og fuldstændig overflødigt.*
• "Afhængelig". Din dansklærer burde få nogle tørre tæsk.
• Ordet blogland. Totalt subjektivt, kan sagtens se meningen i ordet, men ligesom jeg hader ordet "tomat", giver "blogland" mig altså også tyndt spyt i halsen. Yeurgh. 
• Folk der intet ved om det emne de snakker om, der prøver at lyde som om de ved meget om givne emne. "Gosh, Tim Burton's Alice i Eventyrland var bare så visuel og udfordrende, jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har altså 85 DVD'er!". Nå, så se noget Jan Svankmajer for helvede, og fri os for dit vrøvl. Kald mig elitær, men jesus christ on a bicycle, altså. Dette er det eneste punkt på listen jeg selv er skyldig i fra tid til anden, og Freud ville nok sige ét eller andet rammende om at jeg ikke kan lide når andre gør det mens jeg selv er i fuld gang, men sådan ligger landet nu engang. Og jeg forstår altså godt, hvorfor folk gerne vil tæve mig ind imellem. 

Jeg beklager mit lange fravær og det i øvrigt temmeligt negativt ladede indlæg, men jeg har været i nævekamp med en ordentlig spandfuld angstanfald de seneste par dage, og så kan jeg altså godt ha' brug for at råbe lidt af ingenting. Det kan jo ikke alt sammen være sunshine and daisies her på bloggen. 

Hvad irriterer jer grænseløst, i blogland (OH THE IRONY) og ellers?

Knuz,

Penny

*Du kan finde billedkilden ved at gå på google, gå ind under fanebladet "billeder", trykke på det lille kamera til højre i søgefeltet, oploade billedet du søger kilde på, og finde originalkilden ved at kigge de første par links igennem. Muligvis omgængeligt, men ville du ikke gerne at folk gjorde det, hvis de havde fundet ét af dine billeder? 

Kære Dagbog #9

Jeg er altså en travl kvinde i disse dage. Jeg står overfor at skulle flytte et ordentligt sted hen, og eftersom jeg er en heldig ass der har en sød mor, står den på forældrekøb. Men andelskrone, salgsopstilling og boliglån fatter jeg præcis intet af, så min hjerne har konsistens som håndvarm havregrød indtil det hele går i orden. Derfor er mine indlæg nok også derefter. Det beklager jeg dybt.

Jeg har besluttet mig for at strømline bloggen lidt. I stedet for at sprede diverse anbefalinger ud over andre slags indlæg, vil jeg i stedet til at lave en feature-serie hvor jeg skriver om min hellige treenighed; film, musik og TV-serier. Om mandagen vil jeg skrive om musik, om tirsdagen om TV-serier, og om fredagen om film. Så kommer der, hvis jeg kan holde mig selv i ørerne, også indlæg på bestemte tidspunkter, og jeg får ligesom presset mig selv til at skrive noget ordentligt. Det bliver både gamle og nye ting, det eneste mine anbefalinger sådan set får tilfælles, er at det er ting jeg holder af. Eller har holdt af. Nogle vil ha' form som essays om mine ungdomsår som vred pop-punker, andre vil være nøgterne beskrivelser, de fleste et sted imellem. Jeg håber, I vil nyde at læse med!

Jeg har ikke nogle billeder der er særlig relevante for dette indlæg, så nyd i stedet ovenstående foto af en mand der tænder en engangsgrill med en flammekaster under mig og mine venners dag til Tall Ships Races i sommer. Bemærk bonus-hundehvalpene i baggrunden. Det var en god dag.

Knuz,
Penny

Flygtig kærlighed #1

Billederne tilhører hhv. Lidl, Miss Selfridge, PepsiCo., Toms, eloisedreyer.com, DR og The Body Shop

I denne uge ææælsker jeg;

• Tortellini fra Lidl: Som pasta-elsker af første grad med tortellini som bifag, må jeg på det stærkeste anbefale deres nye Combino-pastaer med spinat- og ricotta-fyld. Noms!

• Miss Selfridge's klassiske PU-bikerjakke: Jeg svor op og ned at jeg aldrig ville eje en PU-jakke, men den her er perfekt i formen, og da jeg modtog den med posten for et par dage siden, var det kærlighed ved første blik.

• Pepsi Max: På dåse. Ellers er det altså bare ikke rigtigt. 

• Toms Heksehyl: Normalerweize hader jeg lakrids, men for helvede, hvor er Heksehyl fantastiske. 

• Velvet nails: Det kan godt være, at det bliver den næste kaviar-negl, men hvor jeg dog elsker velour-negle. Lad dig ikke snyde af Ciaté - det kan altså fås skidebilligt på eBay, i præcis samme kvalitet. 

• De Sorte Spejdere: Jeg er nu på anden genlyt af hele deres podcast-bibliotek. Det holder aldrig op med at være sjaw. 

• The Body Shop's nye tea tree wash: Jeg elsker The Body Shop. Jeg elsker tea tree-olie. What's not to love? 

Små hjerner, små fornøjelser, jaja - der skal ikke meget til at gøre mig glad. Hvad har I gravet i denne uge? 

Knuz,

Penny

Hvis jeg var rig #1

Hvis jeg var rig #1 by pennythree featuring a motorcycle jacket

Okay, så hvis jeg var lige så rig som René Dif fra Aquaar, ville jeg klart købe ovenstående sager. Du kan klikke på billedet der vil føre dig videre til Polyvore, hvor du kan se hvor tingene er fra, og hvor meget(!) de koster. Av. Jeg går lige ind og lægger mig. 

Knuz,

Penny

Kære Dagbog #8

Seeee hvad der kom med posten idag. En studieguide til Aarhus Universitet's nye engelsk-studerende! Jeg er så småt ved at glæde mig til at komme i gang. Det bliver mærkeligt at komme rigtig igang med noget akademisk igen, efter jeg blev student i 2010 (diverse filmskoler og tysk-kursus ikke medregnet). Nå, men så skal jeg jo til at være gammelklog og vide en masse om det engelske sprog. Bum bum.

I posten modtog jeg også min anden Miss Selfridge-pakke indenfor en lille måned - indholdet deraf må I se på en dag hvor jeg er en smule mindre svedig og klam efter al for megen klatren på trapper (jeg bor på tredje og det er Store Vaskedag. Min vaskekælder ligger i kælderen på blokken på den anden side af vejen. Det er noget rod).

Desuden er jeg helt oppe på fem Bloglovin'-følgere! Jeg er mægtig stolt og glad :D. Jeg har hilst på et par stykker af jer, men I må mægtig gerne (gen)introducere jer i en kommentar forneden, jeg vil gerne vide hvem I er! Jeg er også oppe på næsten tre tusind pageviews siden jeg startede bloggen, hvoraf måske kun tre fjerdedele er russiske spam-hits! Go me!

Anyway, en lille kort update om hvad der er sket i mit liv siden min sidste post. Jeg har ikke nogen god undskyldning for hvorfor bloggen har været stille i et par dage - jeg har nemlig bare ligget og set Supernatural. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at det er en god serie, men man skal ikke holde mig udenfor, så bliver jeg sur. Jeg er ung med de unge, mand. Knæhøj karse og sårn'.

Knuz,
Penny

Dobbeltmoralens vogter

Normalt synes jeg knock-offs af designervarer er noget af det mest tacky i hele verden. Når du køber en Chanel-taske er halvdelen af det altså at vise verden, at du har råd til en 2.55. Ellers kan du lige så godt købe en Friis & Co. i Føtex, der er lige så pæn, bare ikke designet af en gammel nazist. Nå, men lige siden jeg satte mine pølleben i en kirke for første gang, har jeg elsket glasmosaikker. Og da Black Milk lancerede et par leggings med glasmosaik-motiv, har jeg mægtig gerne villet ha' et par.

Men da Black Milk kræver en mindre formue for et par leggings, der (ihvertfald når de sidder på mig) går i stykker efter en seks-syv ganges brug, og desuden er bosat i Australien og derfor er rimelig told&skat-labile, har jeg udskudt det. 

Da Topshop så for nylig lavede et par leggings der var en lillebitte smule anderledes, men meget billigere, ville jeg flux smide dem i kurven, men jeg ventede for længe, og så var de udsolgt. Tårer blev fældet. Krampegråd blev udført i dramatisk stil. Og så bed jeg altså min stolthed i mig, søgte på eBay, og ud over et par Urban Outfitters-leggings i lidt samme stil (bare Urban Outfitters-agtige og dermed temmelig grimme) var der kun dette par - et par Black Milk-knockoffs til en fraktion af de originales pris. 

 

Og jeg kunne ikke mere. Jeg knækkede. Jeg købte dem. Undskyld. Fra nu af må jeg bide det i mig når jeg har lyst til at ryste diverse unge kvinder i nattelivet og råbe "DET DÉR ER IKKE ET LOUIS VUITTON-BÆLTE, HOLD NU OP!", og indse, at de er mig, og jeg er dem. Og med ét par leggings, har min eksistens nu ændret sig drastisk. Og jeg glæder mig gevaldigt til at valse rundt i dem og tage awkward selfies til Instagram. Suck it, dobbeltmoral, jeg bliver pisselækker i dem.

Knuz,
Penny

TREAT YO' SELF, eksamens-edition

Jeg kan ikke med ærlighed i stemmen sige, at jeg har købt stort ind for at fejre at jeg bestod min tysk-eksamen med et 7-tal, for jeg bestilte samtlige ting før jeg overhovedet havde fået mini-læseferie, men eftersom det meste af det ankom på dagen hvor jeg skulle op, kan vi godt bare lade som om. Anyways, jeg benyttede e.l.f.'s sindssyge tilbudsræs, og tilranede mig en røvfuld ting jeg stod og manglede (og en del ting jeg godt bare ville eje, hæ). Derudover fik jeg også fingrene i Sugarpill's Asteria-pigment, som kun er udgivet i et begrænset antal på 1000 styks, samt Goldilux og Tiara, som jeg længe har ønsket mig. Og sidst men ikke mindst købte jeg også vinylpladen med det ømme cover der kan ses på ovenstående billede. Man kunne nok godt formastes til at tro, at det var en sjælden pressing af en glemt Soeur Sourire-udgivelse, men jeg har skrevet om Jomfru Lovis (høh, som om) her på bloggen før, og så kunne det nok være man kom på andre tanker. Jeg har også købt verdens bedste top-coat, på foranledning af Miriam, som kører hvad der nok er Danmark's bedste blog. Sajøst, læs den nu. Den er mega-najs. 

 Fra Sugarpill; Asteria, Tiara og Goldilux

Fra e.l.f.; Eye Transformer palette, Concealer PaletteX2, Shimmer Palette, Corrector Powder, Lip Lock Pencil, Lip Primer & Plumper, Eye Primer & Sealer, Liquid Lipstick, Eyebrow Treat'n'Tame, Facial Whip, Nail Polish Trio, Baked Blush og en læbe-pensel der ikke nåede med på billedet

Fra Poshé; Nail Polish Top Coat

 Hvis man som makeup-afficionado ikke kender til Sugarpill, er det bare med at komme i gang. Firmaet blev startet af Amy Doan, også kendt som Shrinkle, i 2010, og har vokset sig stadig større og bedre siden. Produkterne er relativt billige for den mængde produkt man får (både løse og pressede øjenskygger kommer i mængder der nok er mere passende for en professionel makeup-artist end os dødelige), kundeservice er tops, og Amy er simpelthen så sød og smuk, at det halve kunne være nok. Min Sugarpill-samling strækker sig langt ud over disse pigmenter, og hvis et indlæg om hele moletjavsi (det være sig anmeldelser, swatches eller bare billeder) ønskes, så skriver du bare en kommentar.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Efter mine indkøb sidder jeg tilbage med denne miljø-katastrofe, som nok har kost en tre-fire hektar Colombiansk regnskov at producere. Især e.l.f.'s produkter var godt pakket ind, og kom i øvrigt med to fuldstændig overflødige plastik-poser. Derudover er nogle af deres produkter's containere også enormt overflødige og upraktiske, eksempelvis deres liquid lipstick, som i stedet for at være i en hygiejnisk tube kommer i et klik-rør, der er lavet af både plastik, jern og stof, og dermed pishamrendes svært at genbruge. Det skuffede mig lidt, fordi de er ellers et rimelig opmærksomt firma, der blandt andet ikke tester på dyr.

Nå, men det var såmænd bare det. Hvis nogen ønsker anmeldelser, looks eller swatches af nogle af de produkter jeg har tilranet mig, så siger I altså bare til. Jeg er rimelig medgørlig.

Knuz,
Penny